Det er ikke kun danskere, der sætter pris på tv-dramaet 'Nikolaj og Julie'. Det er jo glædeligt, og der er grund til at ønske alle seriens dygtige medarbejdere til lykke med den pris, de nu har vundet. DR's dramaafdeling har forstået ikke blot at skildre de konflikter, det moderne parforhold er plaget af, men har samtidig formået at opspore noget nyt i tiden. Nyt er det vel, at dramaet startede med en skilsmisse og endte med, at de to fik hinanden. Man kunne måske sige, at det ikke lykkedes Nikolaj og Julie at kvalificere et egentligt brud. Gå fra hinanden kan man jo altid, det er, hvad det formelle angår, lige så let som at blive gift. Det er, som om en ny holdning er ved at modnes, at man må gøre alt, hvad der står i ens magt, inden man tager beslutningen om at gå. Hvis man går tilbage til de målbevidste 70'ere, så var situationen en anden. En socialrådgiver kunne f.eks. opfordre sin klient og medsøster til at gå: »Bare skil dig af med stodderen, så skal vi nok hjælpe dig«. Mange kvinder virkede, tilsyneladende, ganske tilfredse med at få manden skiftet ud med socialkontoret. Tiderne er imidlertid også skiftet, og den moderne kvinde har andre forventninger til kærlighedslivet. Desuden er mulighederne for hjælp til at oparbejde et anstændigt parforhold blevet mere kvalificerede: Ligesom man inden for lægevidenskaben kan hjælpe folk med at få bugt med lidelser, som man tidligere stod magtesløs over for, har moderne psykologer i langt højere grad værktøj, som gør dem i stand til at yde en hjælp til par, der gerne vil gøre noget for at få deres forhold til at fungere. I den sammenhæng virker et japansk initiativ lidt komisk. Det drejer sig om et institut i Japan ved navn Imperial Life Research, der påtager sig at oparbejde en skilsmisse ved hjælp af en wakaresase-ya, der ifølge Kent Dahl fra Søndagsavisen er en 'par-ødelægger', som imod en vis kontant ydelse indleder et forhold til sin klients partner med den hensigt at nedbryde parforholdet. På vore længdegrader forekommer et sådant initiativ overflødigt. Her til lands er der stadig en solid tradition for at skilles. Der er sket en udvikling fra Romeo og Julie til Nikolaj og Julie. Hos førstnævnte var kærligheden noget givet, det vil sige i sit væsen uproblematisk: Det var omgivelserne i form af krigeriske familieklaner, der var problemet. Hos Nikolaj og Julie er der ingen strid mellem familierne, og ingen par-ødelægger, men til gengæld er de to unge stride over for hinanden. I renæssancen var det konflikten imellem familierne, som gjorde kærligheden umulig, i dag er det konflikten mellem parterne, der gør familielivet umuligt. Den moderne børnefamilie starter gerne med en kvinde og en mand. Intet mere overbevisende er endnu fundet ifølge Winston Churchill. Men de fleste par gør snart den erfaring, at der indsniger sig en uoverensstemmelse mellem idealerne om kærlighed og hverdagens krav. På den ene side står idealet om den livsvarige kærlighed, som man lover hinanden ved en højtidelig ceremoni, og som så smukt kommer til udtryk, når man ser en hel avisside med billeder af lykkelige nygifte. På den anden side en stressende hverdag, med arbejde og børn, der får skylden for, at kærligheden bliver slidt ned. Dette problem er der umiddelbart to veje ud af. Enten at fastholde idealerne og indrette hverdagen, så parforholdet ikke bliver kvalt. Eller at nedtone de romantiske forventninger og gøre husarbejde, forældreskab og en kammeratlig overenskomst til grundlag for familien. På trods af stor satsning synes ingen af disse to muligheder at have opnået overbevisende succes, og derfor vælger ganske mange en tredje udvej, nemlig at leve alene og eventuelt få børn uden en partner. Hvis man fastholder idealerne, men samtidig lader parforholdet sejle sin egen sø, så rejser det spørgsmålet om, hvordan det kan gå til. Hvordan kan teori og praksis komme så langt fra hinanden, uden at man gør noget? Hvorfor lader to mennesker, der elsker hinanden, stå til, samtidig med at de kan se og beskrive, hvordan deres forhold ganske langsomt nedbrydes og opløses? Dette spørgsmål hører måske til en af tidens store gåder. Der er altså noget i parterne, men også i omgivelsernes forventninger, plus det pres, de unge udsætter sig selv for, der viser sig som en trussel mod parforholdet. Hvis man ser naturhistorisk på sagen, kommer man til samme resultat: Blomsten må visne, for at dens frugt kan modnes! Man ser det for sig: grånende og udslidte forældre og børn, der jublende hopper rundt på dem. Men nu er menneskene jo ikke blomster, og desuden gør vi jo, også på andre felter af livet, hvad vi kan for at trodse naturen. Den anden mulighed er at danne par uden at stille forventninger om kærlighed. Det er der en hel del, der gør. F.eks. unge mennesker, der vælger en partner på samme måde, som landmanden vælger avlsdyr. Der er også par, som aldrig har valgt hinanden. De er bare flyttet sammen uden at tale om, hvad meningen i grunden skal være. Dertil kommer den type af realistiske unge mennesker, der lader deres samliv forme af en traktat, om hvordan det praktiske arbejde skal fordeles. Det overraskende er, hvis det altså er en overraskelse, at der på trods af disse forskellige tilgange skabes følelsesmæssige bindinger og kærlighedsforventninger, efterhånden som tiden går. Man kan endda sige, at de til forveksling ligner dem, man finder hos par, der gik ind i ægteskabet med orgelbrus og hornmusik. Man lægger måske ikke så meget mærke til denne proces i hverdagen, men om ikke andet så viser dens frugter sig f.eks., hvis den ene part er utro. Men det vil jo sige, at uanset hvordan man starter, så sker der noget, som på en eller anden måde sniger sig ind og nedbryder parforholdet. Noget, der på en gang er meget konkret og alligevel underligt uvirkeligt i forhold til følelserne fra den første tid. Hvis man, som jeg, har lejlighed til at studere processen lidt nøjere, så opdager man, at parterne udvikler adfærdsmønstre i forhold til hinanden, som fjerner dem fra forelskelsen og fører dem ind i en anden verden. Denne verden er som regel præget af gentagelsestvang, hvor uløste konflikter fra den foregående generation sættes i scene. De aktuelle konflikter kan således være anledningen til, at fortidens uløste konflikter så at sige iscenesættes og legitimeres. Dermed skabes der mulighed for en gentagelsestvang i form af bebrejdelser og anklager, der kan blive en hård belastning for parforholdet. De uløste konflikter fra fortiden afspejler uløste bindinger til forældrene, som de fleste unge ellers gør sig store anstrengelser for at komme fri af. Men på trods af stærkt spektakulære fysiske strabadser, dramatiske stunts og alternative jordomrejser har de svært ved helt at kunne frigøre sig følelsesmæssigt. De unge forelskede søger, naturligt nok, kærlighedslykken. Men der er risiko for, at de ender i en situation som den gode Columbus, da han søgte søvejen til Indien. Som bekendt fandt han noget helt andet end det, han søgte. Det er sådan, mange unge har det efter at have levet med en partner en tid. De er skuffede og føler, at de har fundet noget andet end det, de søgte. Denne skuffelse bliver som regel til bebrejdelser over for partneren. Og så viser det sig ofte, at det, man har fundet, såmænd blot er barndommens uløste og uforløste bindinger. Og dem er der noget sært umærkeligt ved, fordi de ikke sådan uden videre lader sig erkende, selv om de samtidig kan være meget konkrete i deres udtryksform. De er jo ikke umiddelbart synlige, og navnlig er de svære at erkende sprogligt, måske fordi vi ikke rigtigt har noget sprog for netop det. Vanskeligt at tale om og vanskeligt at erkende, især når man står midt i det og føler, at man slår i en dyne og render panden mod en mur. Til gengæld er teorien om livet og kærligheden enkel og ligetil. Det er afstanden mellem de skønne teorier og den sørgelige praksis, der skaber frustrationer, som den næste generation må døje med. Det er her, vi kommer vi tilbage til Nikolaj og Julie: Der er en måde at frigøre sig på, som gennem de senere generationer er blevet brugt flittigt i et forsøg på at komme fri af forældrebindingerne. Man finder sig en partner og oparbejder de følelsesbindinger, som man engang havde til mor og/eller far. Derpå starter man en frigørelsesproces, der, mere eller mindre dramatisk, udmønter sig i en skilsmisse. Hvis frigørelsen på den måde gennemleves, er der håb for det næste parforhold, og måske var det en sådan frigørelsesproces, som både Nikolaj og Julie måtte gennemleve. Frigørelsen indtraf åbenbart, inden de helt havde mistet følelserne for hinanden. »Man forelsker sig i hinanden på grund af gode egenskaber, man ikke har«, sagde filosoffen Fritiof Brandt, »og man forlader hinanden igen på grund af dårlige egenskaber, man heller ikke har«. Illusionerne viser sig altså at være - illusioner, der i længden ikke holder. Forventninger, der skuffes, plejer man netop at kalde en illusion. Men hvad kalder man så de bindinger, der erstatter dem? De dårlige egenskaber, som får parterne til at skilles? De har navn af moder- eller faderbindinger, søskendejalousi osv., følelsespotentialer, der rummer meget store energier. Og det er karakteren af disse følelsesbindinger, der ofte bliver skæbne for parforholdet. På den måde er det, som om de unge ikke lever deres eget liv, men er dybt optaget af konflikter, som i grunden hører hjemme i deres forældres generation. Man kan vel egentlig sige, at overflodssamfundet har givet mere plads, økonomisk og moralsk, til at udleve sådanne konflikter, end der var mulighed for tidligere. Og det kan være grunden til, at skilsmissetallene er så alarmerende høje. I den forstand var 'Nikolaj og Julie' et ganske præcist billede på det moderne parforhold. Når jeg ser billeder af et andet par, der har mindst lige så stor betydning for fremtidens idealer om kærlighed og parforhold, nemlig Frederik og Mary, så får det mig til at tænke på Elsa Gress' ord om, at hvis kærligheden var en illusion, så til helvede med virkeligheden. Men hvad nu, hvis man i stedet gjorde parforholdet til ideal, altså skiftede perspektivindikator. Det kunne være et fremskridt, hvis man kunne undgå den barnlige forgudelse af partneren og dermed at iscenesætte barndommens uløste konflikter. Hvor velgørende ville det ikke være med oparbejdelsen af en smule respekt for den institution, man indgår, i og den relation, man bliver en del af? Man kunne selvfølgelig spørge om, hvad der så var vundet ved det? Måske en højere grad af mulighed for et fællesskab. Man kunne forestille sig, at mand og kvinde i parforholdet kunne lære hinanden at kende på de betingelser, de selv skaber, og at de kunne lære at tage vare på de relationer, de oparbejder. Det vil sige, at de kunne lægge tyngdepunktet i deres forhold og i den historie, de selv skaber. Nikolaj og Julie har efter de mange stridigheder omsider fået hinanden, og selv om den nyvundne idyl måske kunne virke lidt som et postulat, så er det klart nok, at de efter den frigørelsesproces, de har været igennem, er kommet til at stå mere frit og dermed mere ansvarligt over for det fællesskab og den historie, de allerede havde med hinanden.