0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krige er blevet kvindeemner

Moderne satellitteknik gør krigsreportager nærværende og subjektive. De store beslutninger kan følges i det små, og her slår kvinder igennem på et felt, der tidligere har været domineret af mænd. Kronikøren er ekstern lektor i medier.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Siden Golfkrigen har man i den angelsaksiske medieverden bemærket de mange unge kvinder, der rapporterer fra fronten. Den engelske journalist Anne Sebba peger på to grunde til, at kvinder vinder frem som krigskorrespondenter: at faren ved krig bliver yderligere dramatiseret, når reporteren er en kvinde, og at en kvinde på skærmen udgør en behagelig kontrast til de forfærdelige begivenheder.

Fra anden side er det blevet kritiseret, at den skærpede konkurrence i medierne betyder, at mange unge kvinder er parate til at risikere deres liv for en god historie, fordi de ved, at de store network er ude efter frontrapporter fra kønne unge kvinder i skudsikre veste.

Under Irakkrigen i foråret nåede fænomenet også de danske tv-skærme i form af norske Åsne Seierstad, der rapporterede til TV-avisen og til andre tv-stationer i Norden, samtidig med at hendes artikler blev trykt i dette dagblad. Seierstad var i forvejen kendt for sin prisbelønnede bestsellerroman fra Afghanistan, 'Bokhandleren i Kabul - et familiedrama', der udkom 2002. Dag efter dag kunne vi se og høre den spinkle unge kvindes øjenvidneberetninger fra Bagdad, en køn, ung kvinde, ofte i skudsikker vest, javist, men også en god iagttager og formidler af krigens konsekvenser. Det ser ud til, at krigsreportagen, en mandlig bastion, som indtil for nylig har været behersket af seje, vejrbidte mænd i skudsikre veste, er ved at blive indtaget af unge kvinder.

Feminisering af et fagområde betyder som oftest, at et fag, som tidligere har været domineret af mandlige udøvere, er ved at få en overvægt af kvinder, hvilket ændrer fagets indhold og form i en 'kvindelig' retning, for eksempel læge- og præstegerningen.

Udviklingen omgærdes ofte af bekymring, både over de kvindelige evners, bl.a. omsorg, dominans i forhold til fagligheden, og over faren for faldende prestige og dermed løn for erhvervets udøvere.

Begrebet feminisering får således også en metaforisk betydning, idet de betydninger, der konventionelt knyttes til det kvindelige, såsom følsomhed, intuition og så videre, knyttes til faget. Der har også været råbt vagt i gevær over den såkaldte feminisering af gymnasiet og universitetet, men her hentydes til en overvægt af kvindelige elever og studerende, ikke lærere.

Forholdet mellem årsag og virkning er således ikke entydigt: På den ene side kan det være den øgede mængde af kvinder, der bevirker feminisering. Men det omvendte kan også være tilfældet, nemlig at faget af forskellige andre grunde feminiseres og derved tiltrækker eller åbner op for en højere andel af kvinder.

I engelsk medieforskning taler man om, at der sker en feminisering af pressen allerede i slutningen af 1800-tallet, i den betydning, at man begynder at appellere til et massepublikum. I 'Dansk mediehistorie' fra 1997 anvendes begrebet til at karakterisere udviklingen i 1990'erne hen imod 'konsekvensjournalistik' og offentliggørelse af det private, altså et skift i fokus fra politiske beslutninger til politikkens betydning for almindelige menneskers hverdag.

Når man taler om feminisering af journalistikken, taler man oftest om journalistens køn, altså om afsenderleddet. Mens andre fokuserer mere på modtageren. Den hollandske medieprofessor Liesbet van Zoonen, der diskuterer baggrunden for det øgede antal kvinder i journalistik og på tv-skærmen, mener ikke, at det er det øgede antal kvinder, der har feminiseret medierne, men omvendt, at det er den kommercielle udvikling, der har åbnet området for kvinder. Hun peger på fællestræk mellem forestillingen om, hvad kvindelig journalistik er, og den ny kommercialiserede journalistik: betoning af menneskelighed og følelser og opmærksomhed på modtageren. Hun siger altså, at den kommercialiserede journalistik er kvindelig, men når van Zoonen taler om 'feminisering' af journalistikken, benytter hun sig af både gåseøjne og spørgsmålstegn, og hun hilser udviklingen velkommen med skepsis:

For det første er der tale om en idealforestilling om kvindelig journalistik. Kvinders faktiske journalistik er kun i begrænset omfang i overensstemmelse med denne, idet kvindelige journalister jo for at begå sig i høj grad må leve op til de generelle normer for god journalistik, der er etableret fortrinsvis af mænd, der indtil for nylig har tegnet faget.

For det andet er også den feminiserede tv-journalistik stadig et patriarkalsk system, hvor kvinders alder og udseende kan føre til fyring. Og endelig er det betænkeligt, at den markedsbestemte journalistik stadig har lav status. Men van Zoonen peger dog på det positive aspekt, at der er mulighed for, at kvindelige journalisters faglige identitet kan blive mindre skizofren, idet den ny markedsorienterede journalistik er mere i overensstemmelse med den traditionelle kvindelighed.

Den engelsk-australske medieforsker John Hartley anvender begrebet feminisering som betegnelse for en kommunikativ strategi over for et nyt publikum. Hartley taler om en demokratisering af den offentlige sfære gennem populærmedierne, som ikke blot er akkompagneret af feminisering og seksualisering, men mere præcist er foregået ved hjælp af feminisering og seksualisering. Ved hjælp af denne form, siger han, har man kunnet kommunikere med modernitetens udbredte og ukendte, men suveræne og komfortsøgende publikum.

Man kan derfor kun forvente, at der kommer flere fotografier af attraktive, smilende, seksualiserede unge kvinder i medierne og i stigende grad også unge mænd. Hartley peger på endnu nogle strategier i medieudviklingen: foryngelse, privatisering, intimisering, domesticering og forstadsgørelse. Dette er altså måder at fange et publikum på, som man ellers ikke ville kunne nå.

Hartley skelner mellem modernistisk og postmoderne journalistik. Hvor modernistiske nyheder er kritiske og undersøgende og fokuserer på konflikt, fremskridt, konkurrence og ulykker, er postmoderne nyheder fejrende og følelsesfulde og omfatter moralprædiken, inderlighed, privatsfære og opbygning af identitet.

Tendensen hen imod foryngelse, feminisering, privatisering, intimisering og så videre er en del af moderniteten, idet den udgør en del af journalistikkens demokratisering.

Men udviklingen er også - og især - en del af postmoderniteten, idet den anfægter, at det, man har betegnet som 'den oplyste offentlige sfære', skulle have en dominerende placering. Forskellen på modernistisk og postmoderne journalistik kan forklares ud fra en ændring i opfattelsen af modtageren: Den modernistiske journalistik henvendte sig ideelt til den oplyste herskende klasse, mens den postmodernistiske journalistiks forestilling om modtageren er en privatperson.

Den private sfære inddrages i søgen efter salgsmuligheder. Læserne opfattes i stigende omfang som kvinder, og der er altså også en tendens til, at de opfattes som unge.
Det, der under modernismen blev betragtet som 'kvindeemner' og blev behandlet på særlige 'kvindesider', det vil sige familie, hjem, fritid, mode, sundhed og kroppen, er nu i stigende omfang blevet forsidenyt. Hartley nævner prinsesse Diana som en person, der i særlig grad har tegnet skiftet fra den kritiske og undersøgende, det vil sige modernistiske, til den følelsesfulde, postmodernistiske journalistik. Diana havde mere talent for at berøre og omfavne end for at tænke og tale, siger han. Hun var en glamourøs stjerne, på samme tid som hun var interesseret i almindelige mennesker.

Hartley, der skrev herom i 1998, mente, at begge former for journalistik, den modernistiske og den postmodernistiske, findes på samme tid, og at begge har deres berettigelse. Han bruger netop krigsjournalistikken som eksempel: Der er stadig, siger han, behov for hårde, kompetitive nyhedsreportager fra fronten, men han tilkender også prinsesse Dianas kampagner mod landminer politisk betydning.

I dag synes udviklingen at være gået et skridt længere. Selv de hårde nyheder fra fronten er nu blevet feminiserede. CNN's tidligere reporter Peter Arnett og prinsesse Diana er smeltet sammen i en ny figur.

Feminiseringen af krigsreportagen skyldes ikke kun det øgede antal kvinder i journalistik og den deraf følgende feminisering, men har også med den teknologiske udvikling inden for kommunikationsteknologien at gøre. Området 'feminiseres' og åbnes derved for kvinder.

Det er ofte i krigsjournalistikken, at vi først ser de nye muligheder i den teknologiske udvikling.

Med satellit-tv er kravene til krigskorrespondenten blevet ændret: Hvor det tidligere gjaldt om at kunne skrive en intelligent analyse af begivenhederne, kræver live-tv nu snarere, at korrespondenten skal kunne give et stærkt udtryk af at være til stede og formidle sine oplevelser på en personlig måde. Den såkaldt feminiserede eller postmoderne journalistik med dens fokus på nærvær og følelser bliver altså fremmet af den tekniske udvikling. Og denne udvikling er blevet skærpet under den seneste krig i Irak.

Med de nye videotelefoner er der blevet mulighed for at sende reportager helt fremme fra frontlinjen, en teknisk udvikling, der blev fulgt op af det amerikanske militær, idet man under Irakkrigen nærmest indrullerede journalisterne i hærenhederne, en strategi, der er blevet betegnet 'embedded' (indlejret) journalistik.

En form, der igen snarere befordrede nærvær og subjektivitet end objektiv distance. Journalisterne blev altså en slags soldater og derved en slags konsekvenseksperter, netop et karakteristikum ved den feminiserede journalistik.

Man kan altså sige, at også mandlige krigsreportere bliver feminiserede, når de står langt ude i ørkenen ved fronten og taler i en videotelefon med ringe lyd og billedkvalitet, men megen nærvær.

Placeret ude i ørkenen har de ikke samme adgang til informationer som nyhedsredaktionen, og de har netop ikke den nødvendige distance til at kunne analysere begivenhederne. Deres styrke er deres øjenvidneberetninger.

Jeg vil nævne et eksempel fra TV-avisen fra 9. april i år: En dansk journalist, der er indrulleret i en amerikansk militærenhed, beretter om, hvor trætte de amerikanske soldater er af deres månedlange ophold i ørkenen: De får konstant sand i øjnene og klager over primitive toiletforhold. Det er altså soldaterne som privatmennesker, vi hører om, helt ned i deres intime forhold, på en måde, så vi som seere umiddelbart kan leve os ind i det. Det er bl.a. disse tekniske og institutionelle ændringer i krigsrapporteringen, der kan kaldes postmoderne og feminiserede, og som har medvirket til at åbne området for kvinder.

Man kunne have forventet, at den militære indrullering af krigsjournalistikken ville udelukke kvinder, der jo traditionelt har været udelukket fra det militære liv. Men også militæret er jo i gang med en - om end forsigtig - feminiseringsproces. Dette er formentlig med til at skabe den kvindelige krigsreporter.

Det er norske Åsne Seierstad, der rapporterede her i avisen og på DR fra krigen i Irak i foråret, der især er kommet til at tegne billedet af den unge kvindelige krigskorrespondent her i landet.

Seierstad lever klart op til ideen om feminisering, som den beskrives hos van Zoonen og Hartley.

Hun er til stede i Bagdad i en sådan grad, at bomberne falder omkring hende. På melodramatisk vis oplever vi krigsfaren forstærket ved, at det er en ung, skrøbelig kvinde, der står og taler direkte til os fra krigsskuepladsen. Hun er empatisk og personlig, når hun beretter om krigens gru og dens konsekvenser for befolkningen og om sit eget møde med folk, der har mistet pårørende. Seierstad rapporterer om almindelige mennesker til almindelige mennesker.

I sin anmeldelse i Politiken af hendes nye bog 'Hundrede og én dag. Beretning fra Bagdad' understreger Marcus Rubin netop, at Seierstad er personlig og en god formidler, og at hun er til stede.

Netop de karakteristiske træk ved den postmoderne journalistik. Men samtidig mestrer hun også at give baggrund, analyse og perspektivering, som hun demonstrerer i den fiktive form i romanen 'Bokhandleren i Kabul'. Her anvendes intimsfæreperspektivet analytisk, og her sætter hun begivenhederne ind i en historisk og politisk sammenhæng.

Hvad angår den førnævnte iagttagelse, at de unge kvindelige krigskorrespondenter kan fungere som en behagelig adspredelse fra krigens gru, betyder den ikke, at seksualiseringen er slået igennem i denne del af feminiseringen (dette er langt mere markant inden for et andet område, som har undergået en stærk feminisering i løbet af 1990'erne, nemlig til tv-værts-instansen).

Der er ikke meget pinup over Åsne Seierstad eller Jyllands-Postens Eva Plesner. Den 'kvindelige' betydning, der trækkes på, er snarere, at billedet af den unge kvinde midt i krigens gru repræsenterer håbet om en ny fremtid.

Seksualisering af kvinder i krig finder vi derimod i den ekstremt melodramatiske pressedækning af den amerikanske soldat Jessica Lynch, der blev taget til fange af irakerne og senere påstået voldtaget af sine vogtere, mens hun var bevidstløs.

Her bliver forestillingen om kvindens skrøbelighed i krig gjort konkret og seksualiseret.

Feminisering er en ambivalent mekanisme, som kan øge andelen af kvinder i journalistik, men vi skal huske på, at der her primært er tale om kvinder i spektakulære positioner, og ikke om en øget kvindeindflydelse i direktions- og redaktionslokalerne.

Vi vil sikkert se mange nye unge kvindelige reportagerejsende fra verdens brændpunkter i den kommende tid. Åsne Seierstad er det tydeligste eksempel her i landet, men mon ikke hun snart bliver fulgt af andre? Det skyldes ikke kun eksemplets magt, men også, at hun på en kvalificeret måde inkarnerer en markant udviklingstendens i journalistikken.

</