Da statsminister Anders Fogh Rasmussen 31. oktober talte om 'Danmark i verden' på Forsvarsakademiets årsdag, var der et par sætninger om udviklingsbistand i hans analyse. »Vi skal blive endnu bedre til at sammentænke den militære indsats med de øvrige danske indsatser som udviklingsbistand, genopbygningsbistand og humanitær bistand«, sagde han og tilføjede: »... det er vigtigt, at lokalbefolkningen ikke kun ser pansrede mandskabsvogne, men også oplever en indsats for at sikre de nødvendige forsyninger og genopbygge infrastruktur«. Danmarks rolle i den delvis mislykkede kamp mod den enorme globale fattigdom blev ikke nævnt; forsøgene på at øge fødevareproduktionen i sultplagede lande heller ikke; og der var ingen analyse af, hvordan sult- og fattigdomsproblemer skaber politisk og militær spænding. Derimod var der en understregning af, at civile indsatser skal supplere de militære. Statsministeren beskæftigede sig ikke kun med de kendte situationer, hvor vi har indsat danske styrker, som i Irak. Han beskrev en ny tids udfordringer og sagde, at vi i en ny forsvarsordning skal »øge kapaciteten til deltagelse i internationale militære operationer. Jeg mener, vi bør stræbe efter at udsende dobbelt så mange soldater som i dag. Forsvaret skal altså i fremtiden producere flere soldater til de internationale operationer«. Denne argumentation blev uddybet med, at Den Danske Internationale Brigade skal udbygges, og vi skal sigte på at tilmelde højt kvalificerede enheder til NATO Responce Force. Vi skal kunne indgå i internationale militære operationer med »skarpe bidrag«. Vi skal kunne udsende styrker hurtigere og mere fleksibelt, og vi skal investere i transport. Der skal være penge til hurtig indsats i internationale brændpunkter via omprioriteringer inden for forsvarsbudgettet. Sammenholdes statsministerens nye vurdering af Danmarks rolle med de store ændringer, der er sket i Udenrigsministeriets og udviklingsbistandens rolle og størrelse siden regeringsskiftet, får vi billedet af et fundamentalt skift i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik i løbet af kun to år. Det er ikke Socialdemokratiet plus eller minus 10 procent, men et afgørende brud på en hidtidig politik, herunder den Uffe Ellemann-Jensen repræsenterede, da han tegnede Venstre og Udenrigsministeriet. Set i lyset af statsministerens ønske om kultur- og værdidebat er det et klart udtryk for, at helt nye værdier skal bestemme det danske internationale engagement. Gennem 40 år udviklede Folketingets centrale partier i fællesskab en tænkning om Danmarks rolle i verden baseret på en tro på, at det gavner Danmark og verden bedst, at Danmark øger sit internationale engagement ved at støtte FN og blive en prominent aktør i en international kamp for større social lighed og økonomisk udvikling. Tanken var, at det gavner sikkerheden at skabe sociale og økonomiske fremskridt, men som et supplement var der politisk enighed om, at civile indsatser kan suppleres med militære fredsbevarende operationer gennem FN. Det civile var første prioritet, men med militære indsatser som et supplement. Nu er der vendt op og ned på denne tænkning. De militære indsatser sætter dagsordenen og bestemmer, hvornår og hvor initiativerne tages. Civile indsatser kan supplere. Det er en helt anderledes måde at tænke på, og konsekvenserne er mange. En afgørende forskel er, at i en civil prioritering kan man bistå fattige og nødlidende lande først og sætte ind, hvor fattigdoms- og sultproblemer er størst. Når bistanden følger en militær logik, vil indsatsen ske helt andre steder. Fattigdomsorienteringen ryger. I DUPI's udenrigspolitiske årbog 1997 analyserede Statsministeriets seniorkonsulent Per Fischer Danmarks internationale indsats og skrev, at prioriteringen havde ført til, at bistandsbudgettet er langt større end militærbudgettet. Han skrev, at »denne udvikling reflekterer det nye bløde sikkerhedskoncept og den tilsvarende langt mere aktivistiske danske udenrigspolitik. Danmark har forvandlet sig selv fra at være forbruger af sikkerhed til at være sikkerhedsproducent«. Vi var ikke længere et land, som søgte beskyttelse via andre landes sikkerhedspolitik. Vi gik selv ud i verden og søgte at øge sikkerheden. Påstanden om, at der nu sker en fundamental omlægning af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, kan naturligvis ikke baseres på en enkelt tale af statsministeren. Men analysen bekræftes på mange planer. Statsministeren har i en række taler beskæftiget sig med Danmarks nye rolle. En af de interessante taler handlede om 'Den nye verdensorden - den politiske udfordring' og blev holdt på Industriens årsdag. Traditionel udviklingspolitik blev stort set ikke nævnt i talen. Der er få ord om vand og sanitet og lidt om aids, men trods titlen intet om fattigdom, intet seriøst om miljø, intet om fødevareproblemet, selv om dansk politik på disse områder i høj grad har været udviklet sammen med Dansk Industri og dansk landbrug. Og lad det være en detalje, men mange lagde mærke til, at statsministeren i sin åbningstale i Folketinget udelukkende takkede det uniformerede personel (politi og militær) for deres indsats i verden, ikke udviklingsarbejderne, Danidarådgiverne eller andre civile. Det er det militære, ikke det civile, der har regeringens interesse. Man kan beskylde statsministeren for meget, men ingen har beskyldt ham for at komme med uoverlagte bemærkninger. Det var Uffe Ellemann-Jensen langt bedre til. Det, Anders Fogh Rasmussen siger, er lige præcis det, vi skal høre. Og ændringerne i den danske politik bekræftes af den konkrete udvikling. Der er siden regeringsskiftet gennemført store nedskæringer i det samlede økonomiske engagement både vedrørende udviklings- og miljøbistand. Danmarks internationale indsats er også på det forhandlingsmæssige plan nedprioriteret. Og Danmarks rolle som fortaler for stærke sociale og rettighedsbaserede internationale indsatser er valgt fra, samtidig med at den militære indsats har fået større prioritet. Samlet er bruddet med 40 års udvikling markant. Vi er på forbløffende kort tid gået fra 'blød' til 'hård' sikkerhedspolitik. Økonomien først. Regeringen har skåret kraftigt i såvel udviklings- som miljøbistand. De samlede besparelser vil i 2004 være mellem tre og fire milliarder kroner om året målt i forhold til de planer, der lå forud for regeringsskiftet. Statsministeren har ikke lovet forsvaret nye bevillinger, men de bevilgede forsvarsmidler er ved at være brugt, og man vil trække 800 millioner kroner til forsvaret fra den såkaldte MIFRESTA-ramme. Forkortelsen står for miljø, fred og stabilitet, og pengene kan bruges inden for alle disse områder, men en stadig større del af budgettet bruges nu til militære indsatser og stadig mindre til miljø. Der sker via allerede bevilgede midler en glidning fra civile til militære indsatser. Miljø- og udviklingsbistand skæres reelt endnu mere end officielt meddelt. Militærudgifterne øges. I Udenrigsministeriet kan man ikke lide nedskæringsscenariet og lyver lidt om tallene. Da ministeriet i år udsendte 'Regeringens bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand' stod der i teksten, at miljøindsatsen i udviklingslandene vil blive »yderligere opprioriteret med i alt 415 millioner kroner«, selv om indsatsen er skåret ned, og der stod, at den multilaterale bistand til arbejdet med sundhed og befolkningspolitik får afsat »yderligere 670 millioner kroner«, selv om beløbene over de næste år er praktisk taget uændrede. Man er gået fra offentlig information til regeringspropaganda. De økonomiske nedskæringer har ramt hårdt. Det ville have været muligt at spare penge via effektiviseringer, men det havde regeringen ikke tid til, og mange nedskæringer har givet et stort økonomisk spild. Man har ikke fået mere, men mindre udvikling for pengene. Man kunne have gået bistanden og administrationen igennem med en tættekam, men det gjorde man ikke. Man har i stedet lukket netop opstartede projekter på en måde, der betød, at investeringer blev spildt. Jeg har lige været i Tanzania, hvor jeg mødte seriøse folk, der kæmpede for at få det bedste ud af et dansk miljøprojekt, der lukkes efter tre år, men som blev startet med en planlægningshorisont på 10-15 år. Det har været svært at forstå, at regeringen ikke ønskede at bruge tid på at spare mere seriøst, men den nye tænkning forklarer det delvis. Det er ideologien, politikskiftet og værdidebatten, der tæller, ikke Folketingets traditionelle prioritering af kampen mod fattigdom. Dansk bistand til Afrika er faldet med omkring 20 procent og vil formentlig falde mere endnu. Det er ikke gratis at skære og at skifte fokus på samme tid. Men det nyeer ikke kun et øget fokus på militær. Der er også et nyt afledt civilt fokus senest lige før jul præsenteret med planen om at give støtte til demokrati i ikkedemokratiske arabiske lande. Det er et formål, man kan have sympati for, men det skal finansieres, og den ideologiske tænkning stikker atter igennem. Et af de lande, regeringen har skåret væk som dansk bistandsmodtager, er Eritrea. Danmark var her ved at bygge et helt nyt program op, som nu skrottes. Men Eritrea har en række af de karaktertræk, der gælder for arabiske lande, man nu vil yde bistand. Eritrea ligger i Afrika på grænsen til Mellemøsten med stærk arabisk indflydelse. Eritrea mangler demokrati. Eritrea er præget både af store kristne og store muslimske befolkningsgrupper. Eritrea fik frataget bistand, fordi landet ikke lever op til danske krav. Nu skal andre arabiske lande have dansk bistand, netop fordi de ikke lever op til danske demokratikrav. 40 års udvikling af en blød dansk sikkerhedspolitik med udvikling og menneskerettigheder i fokus har ført til, at Danmark internationalt spiller en rolle. Der lyttes til Danmark. Ude i verden ved man, at Danmark har man kunnet regne med i en fattigdomsorienteret indsats, og når det gælder miljøbistand og internationale miljøforhandlinger. Beslutningen om en stor dansk miljøindsats, der nu næsten er skåret væk, blev taget under Schlüterregeringen. Man kan have større eller mindre sympati for statsministerens forkærlighed for militære indsatser, men selv om regeringen indimellem taler om, at Danmark stadig er i første division, hvad gælder bistand, så er den bløde sikkerhedspolitik allerede afgørende svækket. Danmark er ikke mere toneangivende, og det er vi ikke, fordi den økonomiske beskæring er fulgt af, at de bløde temaer er rykket langt ned på regeringens dagsorden. Debatten om demokrati og menneskerettigheder er af særlig betydning. Det er svært at skille demokrati og rettigheder, og mens stormagter i Øst og Vest traditionelt ofte har været hykleriske i deres tale om kampen for menneskerettigheder, så har den danske lilleputnation spillet en positiv rolle, fordi vi var aktive, troværdige og havde mindre i klemme. Den rolle kan vi ikke længere spille. For det første er vi en markant medspiller i en generel vestlig nedprioritering af respekten for menneskerettigheder. Det har at gøre med mistænkte terroristers manglende rettigheder (Guantánamobasen), men også med den bestandigt skærpede vestlige indvandringspolitik, som klart sender signaler ud om, at ikke alle mennesker har samme rettigheder. Der er dem, der har alle rettighederne, for eksempel til at rejse, men der er flere med meget få rettigheder. Og Danmark har fået sine helt egne problemer. Når den danske statsminister efter en tjetjensk terroraktion i Moskva reagerer over for Danmarks udenrigsminister ved at sige: »Det er jo dine venner, Per«, så er det ikke en finke, der ryger af panden. Så er det en statsminister, der sætter lighedstegn mellem terrorister og tjetjenske rettighedsforkæmpere i Tjetjenien. Så dæmoniseres grupper, der kæmper for rettigheder, og så bruger den danske statsminister det samme kneb, som masser af diktatorer bruger mod deres egen opposition. Når et dansk center for menneskerettigheder kun med besvær overlever. Og når Danmark nationalt og internationalt skærer i bidrag til kampen for rettigheder, så bekræftes mistanken. Da regeringen i 2002 lagde analyser frem af de enkelte FN-organisationer, sagde den, at FN's Arbejdsorganisation, ILO, i en globaliseret økonomi laver et vigtigt og nødvendigt arbejde om blandt andet arbejder- og børnerettigheder. Alligevel er dansk støtte til ILO siden skåret ned fra 52 til 20 millioner årligt. I maj 2003 sagde udenrigsminister Per Stig Møller tilsvarende, at Fagbevægelsens Ulandssekretariat laver et centralt og vigtigt rettighedsarbejde. Siden har regeringen fjernet støtte på 44 millioner kroner til Ulandssekretariatet. Færre penge til rettigheder her som på andre områder. Forslaget kom fra Dansk Folkeparti, men vedtoges uden sværdslag fra regeringen. Rettigheder er nu gammeldags, og derfor bliver det svært for regeringen at stå troværdigt på demokratiets og rettighedernes side i Mellemøsten. Dansk udviklings- og miljøbistand er lejlighedsvis blevet kritiseret, og nogle gange med rette. Alligevel er der ikke tvivl om, at Danmark med miljø- og udviklingsbistand gør en positiv forskel i verden, og respekt for indsatsen falder positivt tilbage på Danmark. Kan Foghregeringen for alvor argumentere for, at danske militære mikroindsatser gør en reel positiv forskel? Jeg kan ikke se andet end symbolsk betydning, og jeg synes, det er tragisk, at man uden ordentlig politisk debat svigter det, der i 40 år har givet positive resultater. I den forstand synes jeg også, oppositionen svigter. Et PS: Islamisk missionsvirksomhed i Afrika øges voldsomt i disse år. Den finansieres fra Mellemøsten, og mængden af moskeer, islamiske skoler og islamiske sundhedsklinikker vokser stærkt i flere lande. Muslimerne gør, hvad de kristne missionærer traditionelt har gjort, og det er svært at kritisere. Men udviklingen er også et udtryk for, at arabiske lande i deres bistandspolitik til Afrika går mere ind i de bløde områder end tidligere. Positivt kan man håbe, at muslimske lande vil afløse os og andre vestlige lande, som har reduceret den bløde bistand. Men jeg har svært ved at se, at det er fornuftig vestlig politik.