I Danmark er nationalsproget dansk. I Danmark er der også to officielle regionale sprog, færøsk og grønlandsk og et officielt mindretalssprog, nemlig tysk. Men i Danmark findes der også et andet mindretalssprog, et, der er endda opstået her i landet. Et sprog, der kun tales her, og som flere tusinde danskere har som deres modersmål. Alligevel er dette sprog ikke anerkendt som et dansk mindretalssprog. Det er et sprog, ingen har hørt, som få har hørt meget om, men som flere nok har set. Det drejer sig om dansk tegnsprog, det sprog, der tales af det døve mindretal i Danmark. Politiken har i de sidste par uger sat fokus på døve børns vilkår. Det er positivt med mere opmærksomhed på døves kultur og døves vilkår i Danmark, men det undrer mig, at der i debatten mangler fokus på det helt centrale i forhold til døves muligheder for at begå sig i det danske samfund på lige fod med hørende. De grundlæggende rettigheder til deres sprog, dansk tegnsprog, er ikke sikrede her i landet. Når man fokuserer på problemer med lærere, der ikke kan tegnsprog godt nok til at undervise døve børn på et tilstrækkeligt højt niveau, ser man blot et af symptomerne på, at der er noget, der ikke fungerer. Der er i stedet brug for, at man kigger på årsagen til mange af problemerne, nemlig at dansk tegnsprog ikke er officielt anerkendt som et mindretalssprog i Danmark. Hvordan kandet være, at et sprog, der kun eksisterer i Danmark, og som er det primære sprog for flere tusinde danske statsborgere, endnu ikke er officielt anerkendt som et sprog? Hovedårsagen er formentlig, at der eksisterer en række myter om tegnsprog bundende i generel mangel på viden om, hvad tegnsprog egentlig er. Mange danskere, inklusive en lang række politikere, har en forestilling om, at tegnsprog er et kommunikationssystem, der er konstrueret af hørende for at hjælpe døve, at det er begrænset, hvad man kan udtrykke ved hjælp af tegnsprog, og at tegnsprog i øvrigt er internationalt. Alle disse forestillinger om tegnsprog er forkerte. Det er yderst problematisk, at de er så udbredte, da de ofte fører til, at der tages beslutninger om døves vilkår og retten til tegnsprog på et helt forkert grundlag. For det første er tegnsprog ikke internationalt. »Hvorfor er det ikke det? Det ville da være meget smartere«, lyder kommentaren som regel, når man kommer med den oplysning. Ja, det ville da være rigtig smart - lige så smart, som hvis alle hørende talte det samme sprog, f.eks. engelsk, kinesisk eller esperanto! Men man behøver bare at tænke på den til tider hysteriske debat om det engelske sprogs indflydelse på det danske sprog for at se, at de fleste nok ikke vil være særligt modtagelige over for et forslag om at droppe dansk, selv om det kunne være praktisk, hvis alle i hele verden talte samme sprog. Tegnsprog er ikke internationalt, fordi de forskellige tegnsprog er opstået blandt døve i forskellige lande på grund af et behov for kommunikation, således er der f.eks. stor forskel på engelsk tegnsprog og amerikansk tegnsprog. Et forslag om, at tegnsprog skulle standardiseres, gøres ens over hele verden, ville være lige så grotesk som at foreslå, at alle hørende skulle tale esperanto. Det faktum, at sproget er opstået blandt døve, gør op med en anden sejlivet myte, nemlig at tegnsprog skulle være opfundet af hørende for at hjælpe døve. Tegnsprog er naturlige sprog og ikke konstruerede sprog som f.eks. esperanto, volapyk eller Tolkiens elversprog er. En tredje og yderst problematisk myte er, at tegnsprog ikke er lige så rigtige sprog, som talte sprog er. Der har været og er fortsat en tendens til at opfatte tegnsprog som kommunikationsmiddel snarere end sprog. Det er slet og ret forkert. Tegnsprog er komplette sprog med egen grammatik, syntaks og morfologi, hvilket gang på gang er blevet påvist og beskrevet af lingvister (sprogforskere) i forskellige lande. Der er skrevet en lærebog i dansk tegnsprogsgrammatik, som de studerende på tegnsprogstolkeuddannelsen her i landet bliver undervist efter. Tegnsprog er også komplette sprog i den forstand, at man kan tale om alt på dem. Man kan tale om abstrakte ting, konkrete ting, tale om fortid og fremtid, udtrykke følelser, diskutere, være ironisk, filosofere osv. præcis ligesom på andre sprog. Ligesom talte sprog er tegnsprog desuden produktive, og der er praktisk talt et uendeligt antal muligheder for at danne nye tegn. Hvor man på talte sprog kombinerer lyde for at danne ord, er det på tegnsprog en kombination af hånden/hændernes form, bevægelse og position i forhold til kroppen, der udgør et tegn. Hvor man på talte sprog bruger stemmestyrke, hastighed og intonation til f.eks. at signalere, om noget er et spørgsmål, om noget er en pointe, om man er alvorlig eller ej, eller om man er ved at være færdig med at tale, så bruger man på tegnsprog mimik, øjnene, kropsholdning osv. til at udtrykke det. Hvis der bliver opfundet nye ting, eller der opstår nye begreber i vores samfund, som vi har brug for at kunne tale om, så låner eller opfinder vi de ord, der er behov for. Det samme gør sig gældende på tegnsprog, der er levende sprog, og som derfor ligesom alle andre levende sprog konstant ændres. Når vi taler vores modersmål, kan vi ikke forestille os, at der er områder, vi ikke skulle være i stand til at tale om. Vi ved hver især mere om nogle ting end andre, og vi har forskellige ordforråd, alt efter hvilke ting vi beskæftiger os med, og hvilke interesser vi har. Selv om mit ordforråd inden for rumforskning og fjerkræavl er meget begrænset, er det nok de færreste, der vil betvivle, at jeg vil være i stand til at lære de relevante ord for at kunne tale om disse ting, hvis jeg skulle få brug for det. Det er viden, eller mangel på samme, der afgør, på hvilket plan man kan tale om noget, men det er ikke selve sproget, der virker som en begrænsende faktor, og det samme gør sig naturligvis gældende for tegnsprogsbrugere. Ideen om, at det skulle være umuligt at tale om f.eks. abstrakte ting på tegnsprog, er en grov undervurdering ikke bare af tegnsprog og tegnsprogsbrugere, men generelt af menneskets evne til at finde løsninger, når det drejer sig om kommunikation. Tegnsprogene, heriblandt dansk tegnsprog, er altså rigtige sprog i alle henseender og bør behandles som sådan. Det faktum er imidlertid ikke gået op for de beslutningstagende instanser rundt omkring i Europa, tegnsprog bliver stadig overset i diskussioner om sprog. Europarådet vedtog i november 1992 'Den Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog'. Formålet med pagten var, at den skulle beskytte og fremme mindretalssprog og regionale sprog i medlemslandene og dermed medvirke til at bevare Europas sproglige mangfoldighed. I pagten står der i Artikel 2, stk. 1, at: »Hver part forpligter sig til at anvende bestemmelserne i afsnit II på alle de regionale sprog eller mindretalssprog, der tales inden for dens territorium, og som er omfattet af definitionen i artikel 1« Det betyder i praksis, at hvis et land vælger at ratificere pagten, kan det ikke selv vælge, hvilke sprog det vil anerkende. Landet forpligter sig til at anerkende alle de sprog, der hører under pagtens definition af et regionalt sprog eller et mindretalssprog. Det er naturligt nok, idet pagten ellers kunne bruges til at undertrykke et sprogligt mindretal ved at undlade at anerkende lige netop deres sprog som mindretalssprog. Hvis man ser på de kriterier, man fra Europarådets side har opstillet i Artikel 1, for at et sprog kan defineres som et regionalt sprog eller et mindretalssprog, opfylder dansk tegnsprog alle kriterierne for 'ikke-områderelaterede sprog': - det tales af en gruppe, der i antal er mindre end resten af befolkningen - gruppen består af danske statsborgere - det er et sprog, der traditionelt bruges inden for statens territorium - det er ikke en dialekt af statens officielle sprog. Det danske Folketing besluttede i maj 2000 at ratificere pagten for tysk, færøsk og grønlandsk. Selv om Danmark, ved at ratificere pagten, har forpligtet sig til at anerkende alle de regionale sprog og mindretalssprog, der tales på dansk territorium, er det ikke sket. Dansk tegnsprog blev faktisk diskuteret i forbindelse med ratificeringen af pagten, men det blev afvist at anerkende det som mindretalssprog med den begrundelse fra f.eks. Niels Helveg Petersen og Per Stig Møller, at tegnsprog snarere må betragtes som et kommunikationsmiddel end som et historisk mindretalssprog. Ideen om, at tegnsprog ikke er historiske sprog, kan hænge sammen med, at tegnsprog ikke har noget skriftsprog, og at der derfor naturligt nok ikke findes gamle skriftlige kilder på sproget, men det betyder ikke, at sproget ikke har været der. Sprog opstår på grund af behov for kommunikation, så man må formode, at der har eksisteret tegnsprog, så længe der har eksisteret døve. Tegnsproget her i landet har ikke altid været så omfangsrigt og standardiseret som i dag, men det har helt sikkert eksisteret. Selv om der ikke findes kilder på tegnsprog, er der blevet skrevet om tegnsprog. Man kan finde beskrivelser af dansk tegnsprog i f.eks. bogen 'Forelæsninger over Døvstumme-Undervisningens Methode' skrevet af Castberg så tidligt som i 1818. I Johs. Jørgensens bog fra 1910: 'Tegn-Sproget, dets Væsen og dets Grammatik' skriver han: »Tegnsproget er i Virkeligheden et fuldt ud selvstændigt Sprog, ligesaavel som ethvert andet«. Hvis et sprog, der er opstået i Danmark, og som er talt her i mange generationer, ikke er et historisk mindretalssprog, så er det mig en gåde, hvad der skal til, for at et sprog kan kaldes et historisk mindretalssprog. Begrundelsen for at afvise dansk tegnsprog som et mindretalssprog er tilsyneladende et resultat af, at politikerne har samme fejlagtige opfattelse af tegnsprog som mange andre danskere. Det er forståeligt, at selv politikere ikke ved alt, men det er uacceptabelt, at man ikke undersøger en sag ordentligt og lytter til de folk, der er eksperter på det pågældende område, før man tager beslutninger, der kan få alvorlige følger for en gruppe menneskers muligheder. En anden begrundelse for ikke at anerkende dansk tegnsprog var, at tegnsprog generelt ikke var nævnt i pagten. De var heller ikke nævnt som en undtagelse fra pagten sådan som dialekter af det officielle sprog og sprog, der tales af indvandrere. Alligevel mente man fra dansk side, at man ikke burde gå enegang ved at inkludere tegnsprog. Malcolm Bruce, medlem af Europarådets Parlament for Storbritannien, spurgte, da pagten blev vedtaget, hvorfor tegnsprogene ikke var inkluderet, og fik det svar, at det var der ganske enkelt ikke nogen, der havde tænkt på. Efterfølgende har Bruce udarbejdet en rapport for Europarådets Parlament om tegnsprog i Europa. Parlamentet vedtog i april 2003 en anerkendelse af tegnsprog som en del af Europas sproglige og kulturelle arv og en opfordring til Europarådets Ministerkomite om at arbejde for en officiel anerkendelse af tegnsprogene i de respektive medlemslande. I Europarådet er man tilsyneladende på vej til at få rettet fejltagelsen, så det er nu, de danske politikere har chancen for at gøre det samme. Ud overat være rigtig i forhold til pagten, hvorfor er en anerkendelse så vigtig? En anerkendelse vil have enorm betydning for døvesamfundet i Danmark. Hvis udgangspunktet bliver, at dansk tegnsprog er et sprog, giver det mulighed for at arbejde for at nå andre mål. Som det er i dag, strander mange tiltag eller bliver i bedste fald væsentligt forsinket, fordi der først skal kæmpes mod alle myterne og argumenteres for, at tegnsprog er rigtige sprog etc. ... En officiel anerkendelse af tegnsprog som et dansk mindretalssprog vil forpligte Danmark til at sørge for nemmere adgang til tolke, og de elektroniske medier forpligtes til at øge antallet af udsendelser på tegnsprog eller antallet af tolkede udsendelser. Desuden skal der bevilges flere midler til forskning i sproget og til undervisning i sproget på alle uddannelsestrin. Det betyder, at problemet med, at døve børn ikke bliver undervist på tilstrækkelig højt niveau, fordi deres lærere ikke kan nok tegnsprog, bør kunne løses ved en udvidet uddannelse for døvelærerne. Ud over dansk er dansk tegnsprog faktisk det eneste sprog, som vi har 'patent på' her i landet, det er det eneste andet sprog, der er opstået her og har sin base her. Det gør sproget til en del af den danske kulturarv. Ved at ratificere den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog har Danmark forpligtet sig til at anerkende samtlige regionale sprog og mindretalssprog på sit territorium. Det er på tide, at Danmark lever op til de forpligtelser, ikke bare fordi det står i pagten, men fordi man skylder det danske døvesamfund at give dets sprog den anerkendelse, det burde have fået for lang tid siden. I lederen 10.12. skriver Politiken, at det er op til samfundet at sikre, at de døves ligestilling med de hørende aldrig sættes på spil. Så længe tegnsprog ikke engang er anerkendt som et officielt mindretalssprog i Danmark, er der desværre ikke nogen ligestilling at sætte på spil.