For et par år siden så jeg tilfældigvis i morgen-tv på TV 2, at Georg Metz i forbindelse med nazismen i det 20. århundrede forsigtigt fik sagt noget i retning af, at det vist nok måske på en eller anden måde også havde noget at gøre med kristendommen ... Sådan omtrent tror jeg, ordene faldt. Jeg var chokeret. Her gik jeg og troede, at det var mig, der var den venligste, rareste og høfligste mand i Danmark! Omtrent samtidig bragte nærværende dagblad en reportage fra New York Times, hvis reporter skrev fra det daværende Talebanstyre i Afghanistan. I forbindelse med et krav fra talebanerne om, at de, der ikke delte netop deres udlægning af islam, skulle bære en bestemt klædedragt, udbrød journalisten, at det løb ham koldt ned ad ryggen, og han kom til at tænke på nazisternes regime i Tyskland i 1930'erne. Forståeligt nok. Nazisternes racelove og overgreb mod jøderne og marginaliserede grupper vil altid stå som skræmmebillede for oplyste og civiliserede samfund - og man forstår jo også den modige reporters bekymring. Problemet er blot, at hans tanker burde fortsætte længere tilbage - til ondets rod så at sige. Et foreløbigt holdepunkt burde være Det Fjerde Laterankoncil, et af de vigtigste og mest indflydelsesrige kirkemøder i højmiddelalderen, der foregik i Rom i 1215, ledet af pave Innocens III. Det var nemlig på dette politisk-kirkelige topmøde, de forsamlede kristne kirkeledere besluttede at gennemføre et militært angreb på kætterne i Norditalien og Sydfrankrig, de såkaldte katharer. Og det var på dette møde, det blev bestemt, at jøderne skulle fratages en række erhverv, at jøderne ikke længere måtte bo blandt de kristne, men skulle isoleres i afgrænsede områder - begyndelsen til den lovbefalede ghettodannelse. Men ikke nok med det. Det bliver yderligere bestemt, at »Jøder, både mænd og kvinder, skal i alle kristne lande på offentlige steder altid adskille sig fra den øvrige befolkning ved en særlig slags klædedragt«. Bestemmelserne træder i kraft fra november måned 1215. Dog med den begrænsning, at de enkelte lande selv kunne afgøre, hvilken form mærkningen skulle tage. Opfindsomheden var stor. Det gule mærke blev dog gennemgående, hurtigt fulgt af forskellige skærpelser. I Frankrig skulle det gule mærke bæres både foran på tøjet og på ryggen, således at den kristne var sikret, uanset om de nærmede sig forfra eller bagfra. Fra 1267 skulle jøderne i Wien også bære en hat, en populær idé, der hurtigt bredte sig til de omkringliggende lande, ofte i en latterlig eller bizar form, senere udstyret med små klokker, således at jødens færden kunne ses og høres fra alle afstande på én gang. Bestemmelsen blev først ophævet med den franske revolution mere end 500 år senere. En række yderligere ydmygende bestemmelserne fulgte gennem kristendommens historie. Byens galge blev ofte rejst på jødernes begravelsesplads, jøder blev forment adgang til offentlige bade, ved kristne højtider skulle jøderne stille personer til offentligt at lade sig påspytte og modtage symbolske lussinger, i Rom skulle de løbe rituelt gennem byen én gang om året for på knæ at bede om tilladelse til at måtte blive boende et år mere, og så videre og så videre. Hertil kommer mytiske løgne om barnemord og forgiftede brønde og den irrationelle anklage, at jøderne er Djævelens børn, og endelig, at jøderne korsfæstede Jesus; de dræbte vor frelser, vor Herre Jesus Kristus! Vi er alle opdraget i den tro, at jødehadet, bortset fra visse antydninger i forrige århundrede, i det store hele er nazisternes opfindelse. Men det er det ikke. Det er kristent. Det er en del af den kristne, europæiske kulturarv. Intet 'problem' har dybere rødder i den kristne, europæiske kultur og historie end dette. 'Jødespørgsmålet' eller 'Det jødiske problem', som nazisterne udbasunerede, er oprindelig de kristnes problem, og derfor vores. Og hvad gik det egentlig ud på? For at forstå det må vi endnu længere tilbage i historien og derfra videre til den centrale kristne tanke om forholdet til kætterne og de vantro. År 395 bliver kristendommen den eneste tilladte religion i Romerriget - eller det, der var tilbage. De hedenske helligdomme lukker, og nu forestår mission af det europæiske kontinent. Det betyder, at de kristne kirkeledere nøje måtte afgøre, hvad der er sand kristendom, og hvor grænsen til kætteri går. Dette er en lang og opslidende proces, der for så vidt har eksisteret fra kristendommens begyndelse; allerede Paulus' breve forsøger jo at afgøre striden om den rette forståelse af Jesu lære blandt de tidligste menigheder. Fra og med højmiddelalderen, hvor kristendommen er solidt etableret, opstår yderligere det spørgsmål, hvordan man skal forholde sig til de ikkekristne kulturer ved Europas grænser og uden for Europa. Det sidste er for så vidt det letteste. Over for vantro kan de kristne nemlig missionere, og det er principielt i en venlig og god mening. De 'vilde' i Afrika eller Amerika kan jo ikke gøre for, at de ikke har hørt om Jesus eller det kristne budskab. Det kan man jo fortælle dem, omvende dem, så de lader sig døbe. Men er de så mange, at man ikke kan omvende alle, kan man acceptere deres eksistens uden for den kristne verdens grænser. Men kætterne - hvad med dem? De befinder sig inden for den kristne kulturs grænser, og de kender det kristne budskab i forvejen. Hvad stiller man op med dem? Det problem er for så vidt langt værre. Vi, der lever i den moderne verden og er opdraget med demokrati og religionsfrihed, er reelt ude af stand til rigtig at fatte, hvor alvorligt dette problem har været i kristendommens europæiske historie, dengang kirken også havde politisk og udøvende magt. Men det var alvor. Det 11. og 12. århundrede er på mange måder frie samfund. Man afholder store møder, hvor kristne, jøder og muhamedanere diskuterer religiøse og politiske spørgsmål. Men et kristent ærkekætteri udvikler sig i Norditalien og Sydfrankrig, de såkaldte katharer, der fortolker de bibelske skrifter anderledes end den katolske kirke. Den synlige verden skyldes en ond Gud, og den etablerede kirke var den onde Guds værktøj, præsterne hans håndlangere! Denne opposition kunne kirken ikke acceptere. Fra 1206-1229 føres et regulært korstog. I 1205 sender pave Innocens III en rundskrivelse til de verdslige, lokale ledere, hvor han opfordrer til korstog mod kætterne, og nu anvendes for første gang udtrykket exterminare. Det betyder 'at skubbe ud over grænsen', og det betyder også 'at henrette, slå ihjel'. Tvetydigheden er virkningsfuld. Grundlæggende opfordrer kirkens leder den verdslige magt til at skubbe kætterne ud på den anden side af grænsen, det vil sige uden for den kristne kulturs domæne, således at de kristne får et frit rum at leve i. Efter rækken af korstog etableres inkvisitionen, hvis opgave det bliver at behandle kætterspørgsmålet, at luge ud i den lokale befolkning efter den militære sejr. Ifølge den første inkvisitionshåndbog er der klare linjer: De nye inkvisitorer uddannes til »ikke at diskutere med kætterne; den, som tror, skal modtages, den, der nægter, fordømmes« - til døden på bålet. Adskillige dokumenter fra disse kætterdomstole er bevaret og udgør en betydelig kilde til kirkens historie og ikke mindst for mental- og idéhistorisk forskning. Men nu kommer vi til det centrale. Samtidig med den militære sejr og inkvisitionens oprettelse sker der en forskydning mellem verdslig ret og kirkeret. I den verdslige straffes majestætsfornærmelse med døden. Dette element overføres nu til inkvisitionen og kirkeretten i spørgsmålet om kættere. Den verdslige ret træder i kirkens tjeneste, og enhver kætter kan nu dømmes til døden for majestætsfornærmelse - mod Gud. Denne bestemmelse, eller rettere sagt: denne kristne korsslutning blev skæbnesvanger. Efter korstoget mod katharerne får jøden igen rollen som ærkekætter: Jøderne kender det kristne budskab, men nægter at modtage det. Dette stammer fra de kristne evangelier, der vrimler med hadefulde udsagn mod jøderne; at jøderne vil dræbe Jesus, at de er Djævelens børn, fornægter sandheden og så videre. Jesus fra Nazaret har næppe sagt eller ment, at man skal slå alle de jøder ihjel, der afviste det nye budskab, men disse i sandhed rædselsfulde bibelsteder blev brugt af kirkefædrene i deres had mod jøderne. Og de reaktiveres nu i højmiddelalderen, hvor kirkens magt er større end nogensinde. Den kristne selvforståelse var krystalklar: Jøderne kender det kristne budskab, men nægter at lade sig døbe. Jøderne afviste sandheden. Det er deres kardinalforbrydelse. Det betyder: ved at være jøde, eller rettere sagt: ved at blive ved med at være det, opstår et problem. Det er jødeproblemet, og det er kristent i bund og grund. Så vil gode kristne naturligvis sige, at man ikke må slå ihjel, og derfor vil man som kristen vise nåde eller barmhjertighed og lade jøderne leve, men det ændrer ikke ved den grundtanke, at jøden ved sin eksistens og ved at fastholde sin jødedom har fældet dom over sig selv. Med andre ord: gjort sig fortjent til dødsstraf. Sådan er den realhistoriske virkelighed, når vi skærer ind til benet. Så vil mange måske tænke, at det er noget uhyggeligt katolsk middelalder-noget, som ikke kommer os ved. Men det blev værre. I 1490'erne bliver jøderne drevet ud af Spanien og Portugal, massakrer og bogbrændinger fulgte i Tyskland og Frankrig. En modig humanist stod frem: Johannes Reuchlin, hvis navn burde være kendt af alle konfirmander. Han udgiver et skrift med en titel, der taler for sig selv: 'Om det skulle være guddommeligt, rosværdigt og nyttigt for den kristne tro at brænde jødiske skrifter'. Det udkom i 1510. Modstanden og protesterne var kolossale. Universiteterne udsendte betænkninger, der krævede fortsat bogbrænding. Men Reuchlins indsats er enestående, fordi det en kort periode lykkedes at få lærde humanister uden for universiteterne over på Reuchlins side. Men dette tøbrud i forholdet til jøderne blev sat i stå af den kristne reformator Martin Luther. - Den Luther? Ja. I begyndelsen så det ellers lovende ud. Luther tog i 1523 skarpt afstand fra samtidens brutale fremfærd mod jøderne. Vil man hjælpe dem, må man bruge den kristne kærlighed og ikke pavens lov over for dem, skrev han. Men efterhånden som det gik op for Luther, at flertallet af jøderne heller ikke ville lade sig døbe af den reformerte kristendom, vendte han om, og i prædikener og taler blev han grovere og grovere og til sidst rabiat i sine angreb. I 1538 skrev han det ildevarslende 'Brev mod Sabbat-folket' mod de såkaldte sværmere, og i 1543 udkom bogen 'Om jøderne og deres løgne', et af de mest forfærdende skrifter i den kristne kulturs historie. Luther disker op med alt, hvad der i middelalderen var frembragt af myter og løgnehistorier, og slutter med blandt andre følgende råd: »Hvad skal vi kristne nu gøre med dette forvorpne, fordømte jødiske folk? ... Jeg vil give mit loyale råd. For det første, at man sætter ild til deres synagoger ... for det andet, at man bryder deres huse ned og ødelægger dem, thi de driver det samme i dem som i deres synagoger ... for det tredje, at man tager alle bønnebøger og Talmud-eksemplarer fra dem, hvori sådan afguderi, løgn og forbandelse og spot doceres. For det fjerde, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fortsat at undervise, og at man helt fratager dem frit lejde og ret til at færdes på gaden ...«. Skriftet fik vidtrækkende følger i den nære eftertid. Det blev oversat til dansk i 1920'erne - af danske nazister, og ved Nürnberg-processen efter Anden Verdenskrig forsvarede Julius Streicher, redaktør af den nazistiske avis Der Stürmer, sig med, at han personligt aldrig havde løftet en finger mod en jøde, men kun skrevet og gentaget, hvad Luther og andre kirkeledere havde sagt. På forsiden af Der Stürmer fra maj 1936 er en oplysende tegning (gengivet hos Goldhagen, side 164), hvor unge mennesker i uniform marcherer mod solopgangen. I billedets yderkant er en karikatur af en krumbøjet jøde, og under billedet står: »Med vor tro træder vi Djævelen ud af landet«. Det er exterminare om igen; vi træder dem ud over grænsen og får livsrum - endda uden at nævne nazismen ved navn. De unge marcherende har ikke engang hagekors, kun spejderuniform, en bliktromme og solide sko. Julius Streichers forsøg på at forsvare sig med kristendommen er ude af proportioner, men ikke grebet ud af det blå. Alligevel blev Streicher dømt til døden for 'forbrydelse mod menneskeheden' og hængt. Hos oplysningsfilosofferne i 1700-tallet er der vel håb at hente. Både ja og nej. Ved den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 får jøderne for første gang i verdens historie rettigheder på lige fod med kristne, og det følges op i Nationalforsamlingen i Frankrig 1791; men tøbruddet er kort. Oplysningsfilosoffen Voltaire havde i 1700-tallets midte gentaget kirkens fordomme i sit Dictionaire , ligesom jøder og jødiske filosoffer generelt nedrakkes i encyklopædierne. I 1800-tallets første årtier går det helt galt - i Tyskland, som reaktion mod krav om at følge frihedsrettighederne fra Amerika og Frankrig. Og det er ikke kun pøblen, de intellektuelle deltager ivrigt og opfinder et nyt, 'lærd' kampråb, som genlyder overalt i Tyskland og de tilstødende lande, så massivt, at det er bevaret som kampråb i sport og leg den dag i dag. Det lyder 'Hierosolyma est perdita' (Jerusalem er knust), forkortet: Hep! Det hentyder til Jerusalems ødelæggelse år 70 efter vor tidsregning og anvendes nu i forbindelse med de værste overfald på Europas jøder før katastrofen i det 20. århundrede. Opfordringen fra august 1819 lyder blandt andet - og alle, der vil, kan ord for ord følge historiens vingesus: »Brødre i Kristus. Hold sammen mod fjenden af vor tro, det er tid at undertrykke Kristusmordernes slægt, så de ikke skal herske over jer og vore efterkommere ... lad os fuldbyrde den dom, de selv har fældet over sig ... Hep! Hep! Hep!!! Død og fordærv over alle jøder, flygt eller dø!«.