Året 2003 blev dyrenes år i Danmark. Aldrig før er der blevet gennemført så mange love for dyrene med store forbedringer af deres forhold. Lige fra strengere straffe for dyremishandling til forbud mod import og fremstilling af pelsværk af hunde- og katteskind. Landets politiske situation kunne ikke være mere gunstig for de firbenede: En justitsminister i en regering, som er sat under stærkt pres af en dyrevenlig opposition med et politisk flertal bag sig. For første gang oplever vi, at det ikke kun er venstrefløjspartierne som trækker i dyrevenlig retning, men at også partiet på det yderste højre (DF) bruger rigtig mange kræfter på sagen. Men ser man på de love, som blev gennemført, og som regeringen med god grund roser sig af, er der en klar tendens, som springer i øjnene. Der mangler konsekvens, og der er stor forskel på, hvilke dyregrupper der nyder godt af initiativerne. Sagt mere direkte, så lovgiver man ikke der, hvor der virkelig er brug for forbedringer nemlig for de millioner af produktionsdyr, som i et moderne, intensivt landbrug udsættes for ekstrem urimelig behandling. Grisesøer med dybe liggesår og skamferede ben. Sammenstuvede slagtesvin, som stresses i golde betonstalde uden beskæftigelsesmuligheder. Udpinte malkekøer, som burde sendes til destruktion i stedet for slagtning. Invaliderede slagtekyllinger, som slæber sig til madskålen, fordi benene ikke kan bære dem. Æglæggende høner i stimulifattige bure, hvor hønen har mindre plads end et A4 ark. For at begribe, hvordan disse misforhold overhovedet kan opstå, er det nødvendigt at foretage nogle generelle overvejelser om relationer mellem dyr og mennesker. De fleste danskere vil nok påstå, at de elsker dyr, og i forhold til mange andre lande behandler danskerne da også dyrene godt. Men der er naturligvis undtagelser alle vegne. Nogle mennesker er åbenlyst onde mod dyr, enten fordi de bevist mishandler dem, eller fordi de af forskellige årsager udsætter dem for vanrøgt. Alle er enige om, at sadisten, der binder et reb om halsen på sin kat og hænger den levende op i et træ, skal straffes. Vi er også enige om, at den landmand, hvis hele besætning af dyr dør af sult og tørst, skal have sin straf. Men enigheden om straf ophører, når forhold som kultur, religion, hobby og sport spiller ind. Her er det ikke kun dyrenes tarv, som tæller, men også menneskelige behov af forskellig karakter. Her demonstrerer mennesket sin ret til at bestemme over dyrene - en ret som ifølge 1. Mosebog blev givet af Vor Herre allerede, da dyrene blev skabt. Men der er alt for mange eksempler på, at denne selvbestaltede ret fører til grov dyremishandling. Hvordan kan man acceptere tyrefægtning og de barbariske ritualer i Pamplona med en overbærende henvisning til, at sådan har man gjort i tusinder af år, og at mishandlingerne i øvrigt bakkes op af nogle af litteraturens store mestre, Hemingway, Rifbjerg med flere? Hvorfor tillader dansk lov de jødiske schäctninger og de muslimske halalslagtninger, hvor dyrene får halsen skåret over uden bedøvelse? Hvorfor kan jægerne i Danmark straffrit tillade sig at skamskyde naturens dyr i en sådan grad, at hver femte ræv og hver tredje edderfugl har hagl i kroppen? Hvordan kan militaryridning være olympisk sportsdisciplin, når man på tv ved selvsyn kan konstatere, at hestene pines og plages? Formålet med disse eksempler på grove overgreb mod dyr er ofte fest, sjov og underholdning eller fundamentalistiske fortolkninger af religiøse skrifter, som slet ikke passer på et moderne samfund. Men det helt afgørende motiv for retfærdiggørelse af at gøre dyr fortræd er penge. I løbet af de sidste 30-40 år har man udviklet et landbrug, som fuldstændig tilsidesætter respekten for det levende individ. Man har gjort gårdene til fabrikker og dyrene til maskiner og intensiveret produktionen af kød og mejeriprodukter i uhyggelig grad. Det drejer sig her om millioner og atter millioner af dyr, som behandles elendigt under dække af økonomi og nødvendigheden af at følge med i en udvikling, som ingen tilsyneladende kan standse. Selv om det er åbenlyst, at de såkaldte produktionsdyr udsættes for grov og urimelig behandling, kan der aldrig blive tale om straf til landmanden, fordi han ikke overtræder nogen lov. Dyreværnsloven er lavet for alle dyr: »Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varige men og væsentlig ulempe«. Men ordene 'bedst muligt' er netop den lille finesse, som gør, at dyrene ikke beskyttes mod overgreb, for landmanden kan altid sige, at det ikke er muligt at behandle dyrene anstændigt, hvis man skal have penge ud af det. Der findes mange eksempler på, at dyr ikke er lige for loven. Nogle dyr er mere lige end andre. Generelt kan man sige, at familiedyrene, med hunde og katte i spidsen, har det godt, og at landbrugsdyrene har det skidt. Lad mig give nogle eksempler for forskelsbehandlingen. Alle ved, at en nyfødt skabning skal være hos moderen i livets start for at die, få varme og social tryghed. Det opbygger et stærkt immunforsvar og lægger fundamentet til, at ungen kan udvikle normaladfærd. Derfor må man ikke tage hundehvalpe fra tæven før efter otte uger. Men i landbruget er det tilladt at tage kalven fra koen allerede den første dag og smågrise fra soen efter kun tre uger. Selv om den tidlige fravænning giver store problemer senere med at sutte på artsfællers ører og haler, så kan man ikke vente, fordi koen hurtigt skal give mælk til mennesker, og soen hurtigt skal gøres drægtig, så man kan komme op på over 25 smågrise pr. år pr. so. Hundeloven foreskriver, at lænken til en bundet hund skal være mindst fem meter. En gris må fastlåses i boks og bøjler, så den næsten ikke kan vende sig og kun gå et skridt frem og tilbage. I dyreværnsloven kræver man, at dyr skal have mulighed for at udføre naturlig adfærd, men det er for længst erkendt, at den intensive produktion i landbruget ikke har skyggen af mulighed for at indfri dette krav. I Danmark er det tilladt at holde ræve i små bure på en kvadratmeter, fordi man skal bruge skindet til pelsværk. De frygtsomme dyr bliver stressede og har store problemer med bentøj og poter af at gå på trådnettet. Der er penge i pels, derfor er det tilladt. Samtidig har man (heldigvis) forbudt import og fremstilling af pelsværk af skind fra hunde og katte. Nej, loven er ikke lige for alle dyr. Der har i dansk landbrug været en stigende forståelse for, at der er problemer, som skal løses, og heldigvis er der flere og flere landmænd, som gør deres bedste for at tilgodese dyrevelfærden. Det hænger i høj grad sammen med et øget pres fra befolkningen et pres, som er initieret af et stort oplysningsarbejde fra dyreværnsforeningerne. Mange landmænd har som børn oplevet et tæt forhold til dyr, der dengang blev betragtet som et individ, og som havde gode muligheder for at udfolde sig naturligt. Jeg er sikker på, at udviklingen har gjort ondt i hjertet på disse landmænd, men at de efterhånden vænnes til miseren og samtidig bruger alle tænkelige bortforklaringer. Det er både politikerne og landbrugets organisationer, som har ansvaret for, at vi får gennemført nogle love, som sætter en stopper for elendighederne, men når de direkte konfronteres med problemerne, har man tre standardsvar som undskyldning: - Der mangler videnskabelig dokumentation på området. - Man kan ikke gå imod EU's regler, selv om vi gerne ville. - Vi gør jo kun det, forbrugerne ønsker, og de vil ikke betale mere. Dyr kan ikke fortælle os med ord, hvor forfærdeligt de har det. Men heldigvis ved vi i dag meget om dyrenes signaler, så vi kan få et indtryk af, om de lider nød. Der foregår megen forskning om dyrenes adfærd mest betalt af landbrugserhvervet selv. Netop denne forskning skal vi være kritisk over for, fordi man stort set er i stand til at bevise alt, blot man opstiller forsøget på rette vis med de rigtige mål, problemformuleringer og hypoteser. I jagten på at bevise, at alt er såre godt, glemmer man til tider de helt spontane indtryk, som lægfolk har - altså det forhold, at noget er umiddelbart indlysende. Man behøver ikke videnskabelig dokumentation for, at vide at en ræv i et bur har det skidt. Man behøver heller ikke at bevise, at det gør ondt på smågrise at blive kastreret uden bedøvelse. Et af de mere groteske eksempler på manglende spontan indsigt og forståelse var, da landbruget krævede videnskabelig bevis på, at kalve følte stor smerte, hvis man uden at bedøve dem anbragte et glødende jern på deres hornanlæg. I dag kræver loven, at alle kalve skal bedøves, inden man afhorner med brændejern, men det skete først, efter at man gennem en lang række forsøg havde vist, at kalvenes puls, blodtryk og mængde af stresshormon steg, når man satte et glødende jern i panden på dem. Reglerne i EU er svære at gennemskue. Hvornår kan man lave særregler? Gælder miljøgarantien stadig? Kan Danmark nedlægge veto? Derfor er det næsten umuligt at tage til genmæle, når landbruget bruger EU-argumentet som undskyldning for dyrenes dårlige forhold. Jeg tror, at fødevareministeren mener det alvorligt, når hun kæmper for at transporttiden for slagtedyr gennem Europa skal være på maksimalt otte timer. Men det er også en kendt sag, at der foregår mange 'studehandler' på de bonede gulve i Bruxelles. Det er klart, at et forslag, som ikke har den store økonomiske betydning for Danmark, er lettere at støtte end f.eks. et EU-forbud mod produktion af mink- og ræveskind. For menigmand er det umuligt at forstå, at man ikke lige så godt kan transportere dybfrossent kød i kølevogne. Men sådan spiller klaveret ikke i EU, hvor de sydeuropæiske lande Italien, Spanien, Portugal og Grækenland har store økonomiske interesser i klemme. Hvis ikke dyrene køres levende fra f.eks. Irland til slagteriet på Sicilien, så bliver de sicilianske slagteriarbejdere arbejdsløse! »Jeg gør kun, som forbrugerne ønsker«, siger landmanden. »Hvis de vil have mere dyrevelfærd, gør vi det med glæde, men så må de også betale, hvad det koster«. Nu ved vi efterhånden, at det kun er få forbrugere, der er villige til at betale den alt for høje pris, som de økologiske og dyrevenlige produkter koster. Der ville med garanti være flere, hvis detailleddet var indstillet på også at yde deres bidrag i form af realistiske avancer. Men det retfærdiggør ikke landmanden, og han kan ikke lægge sin dårlige samvittighed over på forbrugernes skuldre. Det menneske, som har dyr i sin varetægt, skal naturligvis sørge for, at de behandles anstændigt. Han har valgt at have med levende dyr at gøre og må til en hver tid tage det fulde ansvar. På samme måde kan en politiker ikke smøre den af på den almindelige vælger, for politikeren har valgt at være repræsentant for folket og må så tage det sure med det søde og lovgive ud fra sin samvittighed. Menneskelig grådighed kender ingen grænser. Nye metoder til at presse endnu mere kød, mælk og æg ud af dyrene tages i brug overalt. Ekstreme avlsprogrammer skaber levende supermaskiner med kolossale ydelser, og selv om maskinen skal udskiftes hurtigt på grund af nedslidning, så viser regnestykket alligevel et lille plus. Men det kræver en forøget indsats fra servicemedarbejderne (dyrlægerne), for der skal bruges mængder af antibiotika og anden medicin for at få skaderne på dyrene udbedret. Man kan fristes til at håbe, at dyrene til sidst bliver så elendige, at dyrlægeregningerne sætter den naturlige grænse for udnyttelsen. Det er stadig forbudt at genmanipulere eller klone danske dyr med forøget produktion for øje, men også her bekymres man for udviklingen. Således tyder alt på, at Folketinget om kort tid vil tillade, at klonede dyr vokser op, hvis bare formålet har noget med sygdom og sundhed for mennesker at gøre. Al erfaring viser, at forskerne får lov til at glide videre ad den glidebane, som de nye tilladelser skaber. Albert Schweitzer sagde engang, at et samfunds etiske niveau skal bedømmes ud fra den måde, dyrene behandles på. Desværre må vi nok erkende, at eftertiden vil bedømme det danske samfund hårdt med hensyn til etisk standard. En tilnærmet optælling af den danske dyrebestand i løbet af året 2003 giver en million familiedyr (hunde, katte) og 140 millioner landbrugsdyr (svin, kvæg, høner, slagtekyllinger). Antallet af produktionsdyr er klart dominerende, og en stor del af disse har det rigtig skidt. Hvis man lod dyreværnsloven gælde lige for alle dyr i Danmark, kunne vi om nogle år være vores etiske niveau bekendt.