Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Farvel til dansk udenrigspolitik

Danmark må nedlægge sit udenrigsministerium og satse på en fælles europæisk udenrigspolitik. Kun sådan kan vi vinde indflydelse i verden, skriver to radikale politikere i dagens Kronik.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Forestil jer, at borgerne i Oklahoma pludselig vedtog, at de ville have deres egen udenrigspolitik og udenrigsminister. Eller at alle amerikanske stater, der i gennemsnit har et befolkningstal som Danmarks, sagde det samme. Det ville nok få smilet frem hos de fleste. Men det er dét, vi danskere stadig forsøger. Vi har vores egen udenrigspolitik. Ikke bare over for vores naboer - men over for fjerne lande som Bolivia, Sydafrika og Pakistan.

Nu kan man sige, at det er, fordi vi skal have indflydelse på verdens gang. Og fordi vi danskere gerne vil rette op på verdens skæve gang. Men så må man omvendt spørge, om oklahomeserne eller texanerne eller dem fra Virginia har mere eller mindre indflydelse på verdens gang end danskerne. Svaret er faktisk nok mere. Fordi de har slået deres indflydelse sammen.

Denne pointe er jo for længst gået op for de fleste. Set i forhold til, hvor mange mennesker vi er, og hvor mange penge vi tjener, så er Europa en dværg i udenrigspolitikken ved siden af USA. Når Europa stikker hovedet frem på den store globale scene, er det nemlig ikke ét, men en stribe hoveder, der dukker frem. De snakker i munden på hinanden. Kun få hører efter. Og ingen ved, hvem de skal ringe til.

Derfor har en række af de mest vidtgående forslag til at styrke EU også været at finde på det udenrigspolitiske område. Ansættelsen af Javier Solana - vores egen høje repræsentant - var et lille skridt. Pascal Lamy - handelskommissæren - taler på hele EU's vegne i udenrigshandelsspørgsmål. Og i forslaget til den nye forfatningstraktat skulle EU have en egentlig udenrigsminister. De forslag diskuterer vi ivrigt og støtter ofte.

Men vi glemmer at tage det næste og logiske skridt. Nemlig at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi har kendt det. Hvis Danmark, som et lille land, for alvor skal tage konsekvensen af den globale virkelighed, kræver det et radikalt opgør med den udenrigs- og forsvarspolitik, som vi har kendt. I første halvdel af det 20. århundrede koncentrerede udenrigspolitikken sig hovedsageligt om at inddæmme truslen fra vores store sydlige nabo og placere Danmark i en balanceret position mellem stormagterne i Europa. I anden halvdel af det sidste århundrede valgte Danmark side i den kolde krig til fordel for den frie verden og at arbejde aktivt for at inddæmme stormagterne i Europa, i særdeleshed Tyskland, i et stadig mere forpligtende økonomisk og politisk samarbejde i EU. Begge dele med stor succes.

Disse afgørende sejre for dansk udenrigspolitik har vi ikke taget den fulde konsekvens af. Som Erik Scavenius sagde allerede før Første Verdenskrig: »Saa længe Krige er mulige i Europa, burde vi indstille vor Udenrigspolitik herefter«. I dag er den trussel væk i hele det Europa, der omgiver Danmark. Derfor er det tid til en ny politik, der tager konsekvensen af det massive behov for et langt stærkere internationalt forpligtende økonomisk og politisk samarbejde. Det kan et lille land som Danmark kun gøre ved at styrke Europas udenrigspolitik - og styrke Europas forsøg på at skabe et stærkt internationalt samarbejde og en international retsorden.

Det betyder, at vi i Danmark - og i de andre EU-lande - må sige farvel til den nationale udenrigspolitik, som vi har kendt den. Fastholder alle EU-lande deres egen udenrigspolitik, fortsætter den europæiske udenrigspolitik med at være en kulisse uden indhold, der aldrig vil kunne skabe en blød europæisk balance til verdens hårdeste supermagt, USA.

Vil vi styrke den fælles europæiske udenrigspolitik, må vi derfor droppe vores egen. Eller rettere: Vi må droppe den formelle danske suverænitet og medbestemmelse i fjerne lande til fordel for en reel dansk indflydelse på EU's udenrigspolitik. Og vi behøver ikke vente på en europæisk udenrigsminister for at gøre det. Vi kan allerede nu arbejde for flertalsafgørelser i EU's ministerråd, og vi kan overføre flere penge og kompetencer til EU.

Det er allerede sket på et område, nemlig handelspolitikken. Det har gjort EU til en markant aktør i Verdenshandelsorganisationen WTO. Ser man på nogle af de hårrejsende budskaber, EU kæmper for, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt det var en god ide: At bevare den europæiske landbrugspolitik er for eksempel i særklasse en af de dummeste ting, vi kan sætte EU til at kæmpe for.

Omvendt sætter EU også en markant progressiv dagsorden i WTO for eksempel, når det gælder miljø, investeringer og teknisk bistand til de fattigste lande. Men den afgørende pointe er, at hvis der ikke eksisterede en fælles EU-politik på handelsområdet, ville hvert land kæmpe for sine nationale interesser og landbrugsprodukter. Danmarks egen politik ville være helt ligegyldig. Den fælles handelspolitik har gjort EU til en langt stærkere aktør. Det har givet danskerne mere indflydelse.

Men handelspolitikken er kun ét område. Vi har stadig ikke taget konsekvensen på de andre.

Det mest oplagte sted at gå videre er bistandspolitikken. Her fastholder hvert enkelt land sine egne bistandsprogrammer i verdens fjerne og fattige egne. Vores rebelske forslag er - hvis vi kan få de andre EU-lande med på samme tanke - at overføre hele det danske bistandsbudget til EU. Det vil give en række fordele.

I stort set alle fattige lande er en stribe europæiske lande til stede med hvert sit bistandsprogram - ud over EU-kommissionen. Det betyder, at de lokale myndigheder bruger uendelige mængder af tid på at diskutere med hver enkelt ambassade, holde hundredvis af møder om hvert enkelt projekt og program. Det dur ikke. Og det er grunden til, at Indien netop har besluttet at smide alle de små donorer som Danmark ud. Det er simpelt hen for besværligt.

Derudover er de mange europæiske programmer ofte ukoordinerede. De enkelte EU-lande strides om de bedste projekter, har modstridende budskaber og holdninger. Og modtagerlandene kan nemt spille de enkelte EU-lande ud mod hinanden. Hvis Danmark lige har sagt nej til et projekt, så vil Spanien sikkert være med. Og ved at flytte lidt rundt på budgetterne kan den lokale regering nå præcis det resultat, den vil.

Dertil kommer, at EU kun er til stede i kraft af kommissionen, som ikke kan spille en politisk rolle. Gør kommissionen et forsøg på at sætte en dagsorden i Tanzania eller Togo, blokeres de ofte af de enkelte landeambassader, der samtidig bruger krudt på at bekæmpe hinanden. Resultat: EU har kun en brøkdel af den indflydelse, som vi kunne få. Den politiske indflydelse forsvinder, administrationsprocenten stiger, og det samme gør forvirringen.

Det oplagte skridt er at give EU en stærkere rolle. EU skal i fremtiden være til stede i landene med egentlige EU-delegationer i stedet for kommissionsdelegationer. En oplagt tanke er at opbygge 'EU-huse' med FN-husene som forbillede. EU-husene skal have repræsentanter for de enkelte EU-lande og have en samlende og koordinerende rolle for bistandsprogrammerne. Så kan de både koordinere bistanden, træffe hurtige beslutninger, sætte en politisk dagsorden og sætte magt - eller snarere penge - bag ordene. På længere sigt skal EU-husene/delegationerne erstatte de nationale ambassader. Og Danida skal erstattes af EUida. Det kræver, at vi dropper vores egne ambitioner om at føre udenrigspolitik i Nicaragua og Nepal.

Det første ramaskrig mod den ide vil være, at Danmark og danskerne så ikke ved præcis, hvilken skole vi har bygget, eller hvilken regnskov vi har reddet. Dermed falder lysten til at give, og så falder bistanden. Men det argument undervurderer danskernes holdning til bistanden. Hvis bistanden virker, vil danskerne gerne betale - til Danida, til EU eller til FN. Uanset om der sidder små danske flag på hvert eneste toilet, vi har betalt for.

Det næste ramaskrig er, at ingen danskere vil være involveret. Men det er at undervurdere den danske viden og engagement på området. Gav vi bistanden gennem EU, ville danske firmaer, organisationer og enkeltpersoner stadig være stærkt involveret. Måske endda endnu mere end i dag, fordi den danske viden og de danske erfaringer er stor og vil øge kvaliteten i EU's bistand. Vi skal heller ikke være mindre engagerede i udenrigspolitik. Tværtimod. Vi skal blot være det igennem EU, og vi skal indrette vores nuværende udenrigstjeneste til aktivt at arbejde for at fremme Danmarks holdninger i EU. Selv om vi deponerer vores udenrigspolitik i EU, skal vi bestemt heller ikke deponere vores folkelige kontakt til verdens fattige lande.

Tværtimod skulle vi gennem øget oplysning, uddannelse og udveksling sikre en endnu bedre tæt kontakt til verdens fattige lande. Vi skulle satse stort og sende tusindvis af unge danskere ud på korte ophold i verdens fattige lande, hos organisationer, på skoler og universiteter for at lære og dygtiggøre sig. Og vi skulle omvendt åbne vores universiteter og skoler langt mere for unge fra verdens fattige lande. Det ville give kapacitet til også at være med i forvaltningen af EU's bistand. Men kapaciteten skal bygges gennem kulturmødet - udveksling af mennesker, ideer og viden. Ikke ved stift at binde de danske bistandskroner til Danmark, danskere og danske virksomheder.

Det tredjeramaskrig vil fremføre, at EU's bistand ikke just er kendt for at være effektiv. Tværtimod kritiseres den ofte og vedholdende for at være præcis det modsatte. Det tager år at bevilge pengene. Men det skyldes netop, at landene ikke tager EU's bistand alvorligt, at der er for få medarbejdere til for mange penge, og ikke mindst at medlemslandene klamrer sig til kontrollen af bistandsmidlerne og ikke tør give EU de nødvendige beføjelser. I stedet burde hele bistanden lægges ind under EU's budget og beslutningerne decentraliseres ud i modtagerlandene til de fælles EU-delegationer. Det ville give effektivitet. Det ville give EU en udenrigspolitik. Og det ville kunne mærkes.

Netop kombinationen af koordineret bistand og fokuseret diplomati kan give resultater. For nylig har Danmark afsat 100 millioner kroner til demokrati i Mellemøsten og Nordafrika. Det er et udmærket, men desværre ret harmløst initiativ. Det vil ikke ændre verdens gang. I stedet er der brug for et samlet Europæisk Mellemøstinitiativ med milliarder af kroner for at skabe forandringer i en region præget af krise og fundamentalisme. Og det skal kobles sammen med bastante diplomatiske krav til Israel fra et samlet EU om at overholde de sidste 40 års utallige resolutioner og henstillinger fra det internationale samfund. Det ville bidrage til varig fred i regionen.

Det samme gælder i forhold til de internationale bistandsorganisationer FN og Verdensbanken. Her giver EU-landene samlet en masse penge, men uden at få tilsvarende indflydelse. Samtidig spilder FN-organisationerne meget tid på at diskutere og melde tilbage til 15 - snart 25 - forskellige EU-lande og krav. Skal EU være en stærkere aktør på den internationale scene, kræver det, at vi taler - og betaler - med én stemme. Og at EU bliver direkte medlem af de globale organisationer. Det ville fremme EU's kamp for et stærkere FN og for bedre løsninger på verdens globale problemer. Målet skal være, at et stærkere EU fører til et stærkere internationalt samfund - og en verden fri for fattigdom, forskelsbehandling, frustrationer og fundamentalisme. Igen kræver det, at vi nytænker den danske udenrigspolitik og giver det danske bidrag til FN gennem EU.

Det sidste ramaskrig vil handle om, hvorvidt en fælles udenrigspolitik bliver en anden udenrigspolitik. Bliver det fælles ansigt, vi stikker frem i EU, et anderledes ansigt end summen af de 15 eller 25 forskellige ansigter? Er en supermagt mere hård, uforsonlig, militaristisk og mindre humanistisk end summen af en række mindre lande? Ender den europæiske udenrigspolitik som den amerikanske? Nej, det gør den ikke. EU's befolkning vil nemlig noget andet, som meningsmålingerne i forbindelse med Irakkrigen har vist. Og som EU's utallige initiativer, når det gælder miljø, bistand, fredsbevarelse og FN, har demonstreret. Derfor bliver en fælles EU-udenrigspolitik heller ikke amerikansk. Og pointen er, at vi i Danmark skal have en meget bevidst og aktiv strategi i EU for at ændre den fælles udenrigspolitik - og dermed ændre verden. I dag prioriterer vi ikke de politiske kampe om EU's udenrigspolitik, fordi vi lever videre i en illusion om, at vi har vores egen. Den illusion må vi ud af.

Bistanden er kun et eksempel på, hvordan vi i fremtiden må forholde os til EU's nye globale rolle - og til vores egen. De samme pointer vil gælde for miljøpolitikken, menneskerettighederne og den fredsbevarende indsats. Danmark er nået til et historisk vendepunkt, hvor vi skal ændre strategi for både at sikre vores egne interesser som småstat og fremme vores visioner og ønsker om en bedre verden. Det betyder, at vi må holde op med at opfatte vores udenrigspolitik som et nationalt anliggende. Det betyder ikke mindre engagement i verden. Men det betyder langt mere engagement i EU. Hvad udad tabes, skal indad vindes, sagde man engang. I dag er det omvendt. Siger vi farvel til den traditionelle danske udenrigspolitik, mister Danmark måske formel indflydelse på verden uden for EU. Men vi vinder større indflydelse på EU. Og EU vinder en tiltrængt indflydelse på verden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce