I I det virkelige liv flyder alting sammen. Læser vi en roman, flyder vore egne livserfaringer ind i de billeder, vi danner os af romanens univers og dens hovedpersoner. Den musikalske oplevelse farves af erindringer og måske drømme, vi bærer rundt på. Og tilsvarende klinger omverdenen med også i romanens eller musikværkets tilblivelse. Ingen skriver eller komponerer fra et nulpunkt, men i et univers, hvori litterære eller musikalske omgivelser såvel som mere almene livserfaringer spiller med. På denne måde består vores verden ikke af dens enkeltpartikler i hver sin vakuumindpakning. Verden er én stor smeltedigel. Men omvendt har ord, toner, billedsprog - alle de sprogtyper, hvormed vi kommunikerer med hinanden også i kunstnerisk form - hver sin materie. Udtryksmidlet for romanforfatteren er immervæk et andet end udtryksmidlet hos komponisten, som igen er et andet end det meget sammensatte udtryksmiddel hos filmskaberen. At gå dybt ind i en kunstnerisk håndtering af en sådan materie - af tonesproget til eksempel - kan undertiden få det til at svimle for os. Og når sjældne mennesker er i stand til at formidle en indsigt ikke bare i materiens kunstneriske håndtering, men også i den måde, hvorpå livserfaringen fra både den lille nære verden og fra den store verden spiller med, så kan vi væltes omkuld. Når der kastes lys over det sublime kompositoriske håndværk i Alban Bergs violinkoncert - hvori både tolvtonemusikken hos faderskikkelsen Schönberg, den symfoniske klangverden hos forgængeren Brahms samt salmetoner hos Bach klinger med - så jonglerer vi med mere end 200 års musikhistorie. Og når violinkoncerten yderligere belyses som et kunstnerisk udsagn, hvori erfaringer om liv og død spiller en afgørende rolle, så kan det præge hele vores opfattelse af det liv, vi lever. Fokuspunktet for denne Kronik er imidlertid hverken musikværket eller romanværket, men derimod den formidler, der er i stand til at åbne for værket og i sidste ende for den vidtstrakte verden, som værket bærer på. Vi møder ikke denne formidler på hvert andet gadehjørne, men vi møder ham - eller hende - fra tid til anden i bøger, i forelæsninger, i radioforedrag eller måske i en personlig samtale. Hvad er hans eller hendes signalement? Jo, først og fremmest besidder vedkommende en bred horisont af almen viden samt en dyb indsigt i både den materie, der har været kunstværkets råstof, og i de kunstneriske greb, der har omformet materien til et færdigt kunstværk. Hvorfra stammer denne udrustning hos formidleren? Den stammer fra en lang personlig dannelsesproces, hvori en langvarig og grundig uddannelse udgør hovedstammen. Det menneske, der er i stand til at formidle Bergs violinkoncert, er fortrolig både med tolvtonekomposition, med symfonisk orkestrering og med den symbolik, der knytter sig til såvel intervaller som samklange i Bachs salmebearbejdelser. Yderligere må også en fortrolighed med både den nære og den større verden, der var Alban Bergs, gøre sig gældende. Bergs bekendtskab med den dødsmærkede Manon Mahler - til hvis minde violinkoncerten er komponeret - må være omfattet af denne fortrolighed. Det samme må afkaldet i Bergs generation på skønheden og forsoningen i den gamle kunst til fordel for et nyt kunstnerisk udtryk, hvori de mørkere sider af vores bevidsthedsliv ikke er holdt tilbage. Og endelig må den brede historiske baggrund for netop denne forandring i kunstarternes verden indgå i formidlerens beredskab. Det er alt i alt ikke så lidt, og mængden af dannelse og uddannelse hos formidleren må være stor. II Lige nu er et udkast til en ny bekendtgørelse for landets videregående uddannelser til høring på universiteterne. Hvad de officielle høringssvar vil gå ud på, er ikke let at forudsige. Men man må håbe, at nogen har mandsmod til at pege på, at videregående uddannelser, der er indrettet efter det foreliggende udkast, vil have meget svært ved at uddanne den indsigtsfulde formidler, hvis signalement blev givet i det ovenstående. Fremtidens formidlere af tonekunst, af litteratur, af film m.v. vil få meget dårlige vækstbetingelser, hvis deres drivhus skal være det universitet, som bekendtgørelsesudkastet beskriver. Modulopbygning er mantraet, og modulernes udskiftelighed styrer værket. Uddannelserne tænkes sammenstykket af mindre afrundede moduler og med en høj grad af individuel frihed i den måde, hvorpå disse lsquo legoklodser' kombineres. Et bekendtgørelseskrav om, at selv så kort en uddannelse som en treårig bacheloruddannelse skal rumme moduler fra mindst to fag, springer i øjnene: Et eller flere moduler af en ikke nærmere angivet udstrækning skal studeres på et andet fag end det såkaldt centrale fag. Men hvilke reelle og brugbare kompetencer kan opnås gennem moduler af sammenlagt måske et halvt eller et helt års varighed? Måske forestiller man sig, at den slags småstumper ikke i sig selv skal være brugbare, men at brugbarheden skal opstå gennem småstumpernes integrering i helheden. Men hvem eller hvad sikrer da, at moduler fra en naturvidenskabelig uddannelse - lad os sige kemi - kan indgå meningsfuldt, endsige integreret i en helhed, hvori centralfaget er musik? Eller at moduler fra musik kan indgå meningsfuldt, endsige integreret i en helhed, hvori centralfaget er naturvidenskabeligt? Blandt de musikmoduler, der føjede sig til et helt andet centralfag, kunne - blot som illustration - indgå instrumentlære, og i forhold til Bergs violinkoncert ville den tofaglige bachelor så i det mindste kunne redegøre for indretningen og virkemåden af de instrumenter, der spiller. Men herfra er der jo selvsagt langt igen. III Muligheden forat fortsætte universitetsstudierne efter bachelorgraden består i en kandidatuddannelse, der lægger to år oven på bacheloruddannelsens tre. På kandidatuddannelsen indgår ikke et krav om tofaglighed, men dog en mulighed for tofaglighed. Og i kraft af denne mulighed kan kandidatuddannelsen udbygge lidt på den lsquo torso', som det ekstra og meget lille fagelement i bacheloruddannelsen udgør. Men hvilken planlægger på en uddannelsesinstitution vil være i stand til at skabe tid og plads i kandidatuddannelsen til denne udbygning, når ti naturvidenskabelige bachelorer ankommer til deres kandidatuddannelse med hver sin lsquo torso'? En skal have udbygget sin lsquo musiktorso' fra København, en anden skal have udbygget sin lidt større lsquo tysktorso' fra Århus, og en tredje skal have en fyldig udbygning af sin meget lille samfundsfaglige lsquo torso' fra Aalborg. Et par stykker af de ti vil være nødt til at rejse for at opnå deres suppleringer, og ugedagene for disse udrejser vil være forskellige. Det bliver ikke nemt at få til at hænge sammen. Der tegner sig på denne måde et fremtidsbillede af et universitært lsquo legoland', hvor snart sagt hvad som helst lader sig kombinere, og hvor det eneste, som det bliver praktisk muligt at regulere, er den sammenlagte studietid, den samlede mængde af anvendte lsquo legoklodser'. Hvad der truer, er fragmentering og vilkårlighed. IV Bekendtgørelsesudkastetformulerer, at et universitet selv »fastsætter, hvilke bacheloruddannelser (i flertal), der giver adgang til at blive optaget på en kandidatuddannelse«. I dette selvstyre ligger naturligvis en vis betryggelse. Men omvendt røber flertalsformen »bacheloruddannelser« den hensigt i bekendtgørelsen, at flere forskellige bacheloruddannelser skal kunne give adgang til samme kandidatoverbygning. Hypotetisk kunne man forestille sig, at en kandidatoverbygning i musik rekrutterede såvel musikbachelorer med et indsnit af et andet fag som andre bachelorer med et lille indsnit af musikstudier. Men hvis en så udpræget fleksibilitet er blandt hensigterne bag den ovenfor citerede flertalsform, hvordan tilrettelægger man så en kandidatuddannelse i musik, der niveaumæssigt kan tilfredsstille både studerende med to eller to et halvt års musik i deres bachelorbagage og eksempelvis tyskbachelorer med måske blot et halvt eller et helt års musik? Enten lader det sig ikke gøre, eller også lader det sig kun gøre ved hjælp af metadiscipliner, i forhold til hvilke de vidt forskelligt udrustede studerende er ligestillede. Det sidste vil være ensbetydende med tab af substans: Bergs violinkoncert indregnet - sammen med alt muligt andet - som en brik i mellemkrigstidens kulturgods, men ikke gennemlyst som det mangefacetterede toneværk, det jo er. Ikke taget for pålydende, med andre ord. V »Så kandu måske lære det!«. Denne fyndige bemærkning blev affyret af et yngre medlem af min familie, da han for nylig bankede mig i keglebillard - første gang da han demonstrerede, hvad der i billardsproget hedder lsquo blegt', og anden gang da han via et par bander virtuost væltede fire af de fem kegler. Det var et par eftertrykkelige lektioner. Og det slog mig, at hans ordvalg om dem - »så kan du måske lære det« - jo egentlig svarer meget godt til den opfattelse af læring, der må ligge bag det ny bekendtgørelsesudkast. Bekendtgørelsens underforståede opfattelse af læring svarer til den såkaldte lsquo tankpasserpædagogik': Først fylder vi benzin på, så får du lidt sprinklervæske, så hælder vi vand på køleren, og så får du lidt luft i dækkene. Først kan du lære at slå lsquo blegt', og så kan du lære at udnytte banderne og vælte kegler. Først kan du lære instrumentlære, så kan du lære kirkesangshistorie, så kan du lære korledelse, og så kan du lære tre-fire ting mere - herunder en eller to ting fra et helt andet fag - og så er du pludselig udlært! Problemet er blot, at sådan spiller klaveret ikke. Den indsigt, der findes hos den formidler, jeg beskrev indledningsvis, er ikke bare en sum af små enkeltpartikler. Den har udviklet sig gradvist i en langvarig proces, hvor forskellige facetter løbende har blandet sig med hinanden, og hvor musik fra Bachs, Brahms', Bergs og vores egen tid har kastet et stadig stærkere lys ind over hinanden. En nærkontakt med forskellige tiders musik og studier af de betingelser, hvorunder musikken er blevet til og er blevet præget, har gradvist samlet sig i den favnende indsigt, der - ud over kommunikationsevnen - kendetegner den gode formidler. Hans eller hendes indsigt er ikke en simpel addition af indbyrdes adskilte vidensmængder. Hvad han eller hun kan, er ikke den blotte sum af 100 leksikonartikler eller af 10 uddannelsesmoduler. Det er meget, meget mere. Derfor bør uddannelserne indrettes, så de giver tid til en organisk voksende læring. Og for det enkelte fag er bacheloruddannelsens tre år ikke en uge for meget - ligesom de fire år i den for længst hedengangne cand.phil.-uddannelse heller ikke var en uge for meget. VI Hvor treår ikke er en tøddel for meget til en gedigen enkeltfaglig uddannelse, er tofaglighed jo omvendt et gode. Det er indlysende, at den tofagligt uddannede opnår et større udsyn end den enkeltfagligt uddannede. Og for en bestemt variant af den formidler, der står i fokus for denne Kronik, nemlig gymnasielæreren, er tofaglighed en helt nødvendig udrustning. Men vi bør droppe illusionen om, at fag nummer to - og dermed kompetence nummer to - kan opstå ved hjælp af først en flig af en bacheloruddannelse og siden en anden flig af en kandidatoverbygning. Det kan ikke lade sig gøre, ligesom kompetence nummer to jo heller ikke lod sig skaffe ved hjælp af den gamle bekendtgørelses halvandenårige sidefag. At det sidstnævnte er tilfældet, har alle erkendt, og den erkendelse har jo været baggrunden for den reparatur, der har ligget i den såkaldte sidefagssupplering. Opnå i stedet en regulær kompetence i to fag ved at afkræve gymnasielæreren to fulde enkeltfaglige, treårige bacheloruddannelser - og til gengæld ingen kandidatgrad. Det kræver et farvel til en enkelt lsquo hellig ko': Kandidatspecialet må forbeholdes en ikkegymnasierettet kandidatuddannelse. Men til gengæld vindes en kompetence, der er lige gedigen og helstøbt i begge gymnasielærerens to fag. Dobbeltbacheloren koster kun et enkelt uddannelsesår mere end de nuværende fem. Og af dette ekstra uddannelsesår kan det halve spares ind igen ved at skippe den halvårige sidefagssupplering, der indgår i gymnasieskolens uddannelsesstillinger. Denne sidefagssupplering vil jo være overflødig, hvis gymnasielæreren har tre fulde studieår i begge sine to fag. Gymnasielæreren vil få mulighed for at gøre sig til en kraftfuld formidler inden for begge sine fagområder. Et par årtiers ærgrelser - hos alle parter - over det utilstrækkelige sidefag vil kunne bringes til ophør.