Gud er ikke helt død endnu, selv om det er over hundrede år, siden Nietzsche forsøgte at aflive ham. Men vi lever mere end nogensinde i videnskabens tidsalder, og videnskaben har ikke brug for Gud og har ikke fundet Gud, hverken på vej ud til universets yderste egne eller nede i atomernes og elementarpartiklernes mikrokosmos. Til gengæld florerer det 'åndelige' og 'mystiske', ikke bare i populære tv-programmer, men også i folks interesse for healing, auraer, astrologi, meditation etc. Og mangen en videnskabsekspert, biskop og rationalistisk filosof beklager sig højlydt over denne folkeovertro. Men er tro på videnskaben og tro på, at der er mere mellem himmel og jord, da helt uforenelige? Det mener jeg ikke. Tidens åndelige søgen og mediernes nylige opprioritering af 'åndelige' emner samt ungdommens svigtende interesse for naturvidenskabelige studier viser, at videnskaben virker for fattig som en verdensanskuelse, der kan tilfredsstille menneskets spørgen til tilværelsen fuldt ud. Vi savner en ny fortælling om mennesket og naturen, en fortælling, der omfatter vores bevidsthed uden at kaste vrag på naturvidenskab eller teknologi. En mytisk fortælling, der omfatter begreber som kærlighed, mening, etik, ansvar og formål. En fortælling, der kan begejstre og samle hele menneskeheden på vores fælles planet. Vores moderne tankegang i den vestlige verden bygger forenklet sagt på filosoffen Descartes' opdeling af mennesket i en indre og en ydre del. Ifølge Descartes har mennesket en indre sjælesubstans eller bevidsthed, som er uden for tid og rum. Uden for mennesket (sjælen) har vi så en verden, hvor de fysiske substanser har udstrækning og masse. Mennesket selv er delt i to, idet menneskekroppen hører til den ydre verden. Naturvidenskaben tager sig af den ydre objektive verden, mens det indre subjektive menneske er overladt til præster, kunstnere, humanister og filosoffer. Denne kulturelle skizofreni overlader det til det enkelte menneske at forsøge at få det til at hænge sammen. Det ser ikke ud til at gå for godt. Som det fremgår af efterårets heftige diskussion, står det sløjt til med den danske folkekirke. Her har præsterne mistet troen på det, de prædiker. De tror mere på naturvidenskaben, men prædiker videre alligevel. Men hvordan kan en konflikt mellem viden og tro opstå, hvis vi følger Descartes' velmente opdeling? Videnskaben beskæftiger sig jo med den ydre verden og religionen med den indre. Det synes at være naturvidenskabens utrolige succes i samarbejde med teknologien, som har trukket tæppet væk under de religiøse tilværelsesfortolkninger. Men ifølge selve grundlaget for videnskaben kan den umuligt erstatte det religiøse. Videnskaben svarer på, hvordan den ydre verden hænger sammen. Og dermed basta. Videnskaben forklarer ikke, hvorfor vi er her, eller hvordan vi skal leve sammen. Derfor kan videnskaben ikke erstatte de religiøse livstolkninger. Desværre ser det ud til, at fysikere og andre videnskabsfolk i overmod giver sig i kast med at overskride den kartesianske grænse mellem det ydre og det indre menneske. En film med fysikeren Holger Bech Nielsen i hovedrollen hedder 'Teorien om alting'. Holger Bech holder foredrag om 'Fysik og bevidsthed', uden at han dog har noget fornuftigt at sige om bevidsthed. Fysikeren Jens Martin Knudsen optræder med heltestatus i medierne som fyldt af smittende begejstring for missionerne til Mars. Senest hævder han i et interview i Information (30.1.), at truslen om Golfstrømmens kollaps som følge af menneskets CO2-udslip kan afværges af mennesker, der rejser til Mars. Tillige udtaler han: »Man finder ikke ud af noget om sig selv ved at filosofere«. Hvem protesterer mod disse fysikere, der ser deres fag som i stand til at klare og forklare alt? I omtalte interview modsiges Jens Martin Knudsen dog heldigvis af fagfællen, astronomen Per Kjærgaard Rasmussen, forfatter til bogen: 'Bevidsthed og virkelighed'. Jeg foreslår, at vi begynder at beskæftige os med bevidsthed på en lødig måde. Descartes tog fejl med hensyn til opsplitningen af mennesket. Vi skal nok til at opgive Descartes´ opdeling i det subjektive og det objektive, men så skal der for alvor tænkes nye tanker. Gud kan tænkes væk, men det kan bevidstheden ikke. Den er for Descartes og os andre udgangspunktet for det hele. Hvad er da bevidsthed? Min bevidsthed er min indgang til verden. Uden bevidsthed ingen oplevelse af fryd, sorg, glæde, lidelse. Uden bevidsthed ingen videnskab eller politik. Kort sagt ingenting. Videnskaben kan trods mange forsøg ikke forklare bevidsthed, hvilket slet ikke er underligt. Videnskaben har simplificeret virkelighedsbilledet ved at udelukke det, der gør videnskab mulig, nemlig den menneskelige bevidsthed, fra sit genstandsområde. Videnskaben bygger på den tro, at verden eller virkeligheden, som den undersøger, er uafhængig af iagttagerens eller observatørens bevidsthed. Men hvad nu, hvis denne fundamentale antagelse er forkert? I fysikken kunne man indtil fremkomsten af kvantemekanikken fastholde iagttageren i hans eller hendes rolle som én, der så hele verden gennem en glasrude uden at påvirke det sete med bevidstheden. Den går ikke længere. Men hvad er bevidsthed i sig selv, uden indhold, det vil sige uden tanker og følelser? Bevidsthedsforskeren må forske i sin egen bevidsthed som regel helt uden tekniske hjælpemidler. I Danmark har idehistorikeren Jes Bertelsen udgivet bøger som 'Højere bevidsthed' og 'Bevidsthedens inderste'. De viser, at han for at komme dybt i emnet efter at have beskæftiget sig med Jungs dybdepsykologi er gået til den tibetanske buddhisme for at komme videre i sin forskning og udvikling. Intellektuelle i Vesten stopper som Descartes ved tankerne. »Jeg tænker, altså er jeg«. Men hvem er det, som tænker? Prøv engang den simple øvelse at stoppe tankerne. Det er sværere end at rejse til Mars. Af metoder til udforskning af bevidstheden kan nævnes meditation og yoga i alle deres former. Mediterende og mystikere, herunder kristne, kan berette om bevidsthedstilstande fjernt fra dagsbevidstheden, og den dybeste oplevelse er blevet kaldt sammensmeltningen med hele Kosmos eller Gud. Dette kan ses som en parallel til fysikernes opdagelse af et grundlæggende vakuum-energifelt i kvantefeltteorien. Ifølge denne er rummet, også dér, hvor det synes tomt, fyldt med en enorm energi, der langt overstiger energien i det synlige univers. Fra dette vakuum bryder partikler hele tiden frem og forsvinder igen. Videnskaben har været gennem mange kriser i sin udvikling. Dette har ført til paradigmeskift, hvor grundlæggende antagelser måtte erstattes af andre. Et kendt eksempel er skiftet fra det middelalderlige verdensbillede med Jorden som centrum til det heliocentriske, hvor Solen er centrum. I det 20. århundrede er Albert Einsteins to relativitetsteorier et andet eksempel. Disse er mere korrekte beskrivelser af universet end Newtons klassiske. Således har naturvidenskaben udviklet sig gradvist gennem paradigmeskift. Kvantemekanikken markerer også et skift, men her er sagen mere alvorlig, idet det grundlæggende videnskabelige dogme om bevidsthedens uafhængighed af den fysiske del af virkeligheden anfægtes. Selve observationen påvirker den fysiske virkelighed. Vi får derfor ikke noget at vide om naturen uafhængigt af os selv som iagttagere. Naturvidenskabsfolkene kan herefter ikke undgå at beskæftige sig med bevidstheden, hvad de så også nødtvungent er gået i gang med, i første omgang ved at betragte bevidstheden, som om den var en genstand af samme art, som videnskaben normalt har med at gøre. Det kan man ikke. Problemet med bevidstheden klares ikke med et paradigmeskift inden for naturvidenskaben. Det er selve det metafysiske grundlag for videnskaben, der er på spil. Vi har brug for et nyt superparadigme for alle videnskaber og for hele vores tænkning, hvis bevidsthed og videnskab skal forenes i én stor sammenhængende verdensanskuelse. Antagelsen om, at vi kan beskrive naturen som neutrale iagttagere holder ikke længere. Naturvidenskaben fortsætter den jødisk-kristne tradition med at se mennesket som hævet over naturen, der synes til rådighed for menneskets udnyttelse og kontrol. Men vi er jo selv en del af naturen. I livets og naturens skuespil er vi både forfattere, skuespillere og tilskuere. Bevidstheden kan ikke indpasses i et materialistisk, videnskabeligt verdensbillede, da den er af en helt anden art. Materialister, naturalister eller fysikalister har alligevel forsøgt at sige, at bevidstheden er fremkommet gennem evolution og det, de kalder emergens, det vil sige, at noget mere kompliceret opstår af noget mindre kompliceret - en bunke mursten forvandles til et hus for at give et eksempel. Dette virker ret uforståeligt. Hvordan noget ikke-materielt kan fremstå fra noget materielt, er endnu mere mystisk. Såvel evolution som emergens synes at ske ikke i overensstemmelse med, men nærmest imod fysikkens fundamentale love. Fysikernes mytiske skabelsesberetning hedder Big Bang, en stor ureksplosion. En eksplosion skaber ikke orden og udvikling ifølge naturlovene. Dette paradoks har videnskaben intet svar på. Er bevidsthed da ikke bare isolerede processer i hjernen? Nej. Skønt hjerneforskere kan fremstille fine billeder i deres skannere af hjernedele, der lyser op, når jeg tænker på en kold øl, eller når jeg drikker den, så er disse farvede hjernebilleder jo ikke lig med min indre oplevelse. Og den kan jeg ikke bortforklare. Filosoffen David Chalmers omtaler dette som 'the hard problem' i bevidsthedsforskning og bevidsthedsfilosofi. Det er hidtil uløst. Naturligvis har vores hjerne noget med bevidstheden at gøre, ligesom vores fjernsynsapparater har noget at gøre med vores oplevelse, når vi ser 'Krøniken' i fjernsynet. Men at påstå, at fjernsynsapparatet producerer 'Krøniken', må siges at være en naiv betragtning. Bevidsthed er for mig noget temmelig mystisk og samtidig dybt fascinerende. Bevidsthed er for mig mere end min dagsbevidsthed og mine tanker. Den er også mit ubevidste, der rører på sig, når jeg drømmer, og som samarbejder med min krop hurtigere og smartere end min 'bevidste' bevidsthed. Den omfatter også mine intuitive fornemmelser for andre mennesker, indføling, forudanelser og meget mere. Skønt jeg taler om min bevidsthed, så er der noget upersonligt over bevidsthed. Ser jeg et lille barn i øjnene, bliver bevidsthedsoplevelsen meget intens. Men det er ikke min eller barnets bevidsthed, jeg oplever. Bare bevidsthed. Nærvær. Væren til. Bevidsthed kunne være den for videnskaben ukendte faktor i universet, det, der skaber orden og udvikling. Videnskaben forudser ifølge termodynamikkens anden hovedsætning jo uorden og varmedød i et lukket fysisk system - og denne uorden kan kun blive større med tiden. Måske er der en bevidsthed, der holder universet sammen? Vi ved det ikke. Men vi ved nu, at de 'tomme' dele af universet indeholder mere energi end de 'fyldte'. Bevidstheden kunne også omfatte den tilskyndelse, der er i mig og andre levende væsener, som får mig til at gøre mit ypperste eller til at nyde mit liv sammen med andre efter bedste evne. Jeg skal bruge mine betroede talenter, så de giver højest muligt udbytte. Aristoteles kaldte det enteleki. Aristoteles talte også om forskellige årsagsbegreber. Ud over virkeårsagen, som er den eneste, fysikken i dag anerkender (årsag kommer altid før virkning), talte Aristoteles også om formålsårsagen. En formålsårsag er, hvad vi i daglig tale blot kalder en grund. Modsat gængse videnskabelige forklaringer kan vi her tale om mening og formål. Et eksempel: Hvorfor står der et redskabsskur i min have, kunne nogen spørge. Mit svar: Det er, fordi jeg ønskede et sted at stille mine haveredskaber. Så jeg udtænkte en plan, købte materialer og byggede skuret. Dette er ikke en videnskabelig forklaring, da den indbefatter min bevidsthed. En videnskabelig forklaring efter det mekaniske paradigme vil lyde: Små atomer skubbede til hinanden, indtil der stod et skur i min have. Det var forudbestemt til at ske, uanset min bevidsthed, og hvad den kunne finde på at bilde sig ind. Det lyder dumt, synes jeg. Hvis bevidstheden alligevel ikke kan udelukkes fra videnskaben, hvad kvantemekanikken viser, at den ikke kan, så var det måske en idé at genindføre formålsårsager som videnskabeligt acceptable i god overensstemmelse med dagligsproget. Sydney-operaen er ikke opstået ved en tilfældighed. Det startede med en vision i Jørgen Utzons bevidsthed, og en målrettet adfærd hos arkitekten og andre førte frem til den bygning, vi kan se i dag. I modsætning hertil vil Darwin og hans efterfølgere have os til at tro, at livet opstod ved en tilfældighed, og at evolutionen stadig udvikler sig tilfældigt. Jeg finder det mere sandsynligt, at evolutionen har en retning og en mening, og at vi med vores bevidsthed er med til at forme fremtiden for os selv og vores efterkommere. Bevidstheden er lige så grundlæggende i universet som materien. Bevidsthed og materie er uadskillelige og komplementære. Bevidstheden har været der hele tiden som den formdannende, opretholdende, livgivende og evolutionære kraft, der sætter alt i bevægelse. Men intet sted i naturen er den så synlig som i mennesket. Med vores tanker, sprog og handlinger er vi med-skabere af virkeligheden. Hver tid har sin mytiske fortælling om mennesket og universet. På sit højdepunkt anses en sådan fortælling for indlysende sand. Såvel religionerne som naturvidenskaben har mistet deres mytiske kraft som sande fortællinger. Det er tid til en ny fortælling og en ny videnskab til afløsning af traditionel religion og naturvidenskab. Kun herved kan vores kulturelle skizofreni helbredes.