0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Europæiske imamer til Europas muslimer

Regeringen frygter ekstreme udenlandske imamer. Men den virkelige krise er, at der findes for få imamer, og at Europas muslimer ikke kan få deres egne imamer uddannet, skriver kronikøren, der er docent i statskundskab og tilknyttet universiteterne i Oxford, Brandeis og Harvard.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Før moskéernes betydning som mødested for planlægning af international terrorisme blev åbenbar, var det ikke mange, der interesserede sig synderlig for de moskéer, der var dukket op i de mindre fashionable bydele over hele Europa.

Mohammed Atta, en af terroristerne fra 11. september, plejede at besøge al-Kod-moskéen i Hamburg. Da det tyske politi fandt et bånd, hvor moskéens imam al-Fazizi talte om, at »man burde skære halsen over på kristne og jøder«, blev syv mænd fra moskéen anholdt anklaget for terrorisme.

Skobomberen, Richard Reid, og den mistænkte tyvende flykaprer fra 11. september, Zacarias Moussaoui, menes at have kontakter til Finsbury Park-moskéen i det østlige London og den imam, sheik Abu Hamza, der prædikede der.

Hver dag synes nu at bringe nye avisartikler om radikale imamer, som opdrager en ny generation af europæiske muslimer til fundamentalisme. Sidste sommer afslørede svenske aviser, at der var blevet afholdt et møde i et 'fatwaråd' i Stockholms moské for at diskutere spørgsmål om religiøs lov. Franske aviser har med jævne mellemrum fortalt om, hvordan fundamentalistiske præster tvinger unge kvinder til at bære den karakteristiske kvindelige hovedbeklædning hijab, som i Frankrig går under navnet 'det islamiske slør'. Argumentet om, at der er behov for et forbud mod at beskytte unge kvinder mod den form for tvang, spillede for ikke længe siden en fremtrædende rolle i den såkaldte Stasikommission, da den forsvarede en ny lov, som forbyder tørklæder i offentlige skoler og sygehuse.

Avisartikler om, at lærere i de muslimske skoler har været fortalere for kvindelig omskæring eller på andre måder har indoktrineret eleverne, har skabt stor opstandelse i Danmark og Holland og medført forslag om, at muslimske skoler ikke bør få offentlig finansiering på samme betingelser, som andre religiøse skoler.

Striden om de imamer, som udbreder islam i Europa, er et velkendt eksempel på det, som sociologer kalder en moralsk paniksituation. Den opstår, når man i brede kredse formoder, at en vis gruppe er afvigende på en farlig måde og udgør en trussel mod den sociale stabilitet. Den britiske sociolog Stanley Cohen brugte udtrykket for at beskrive mediernes overvågning af rockerne i 1960'erne.

Heksejagterne var en moralsk paniksituation, men i vore dage er det først og fremmest medierne - sensationspressen og tv - der spreder panik.

Gennem de sidste fire måneder har jeg mødt ledere af muslimske organisationer, imamer og interviewet muslimske parlamentarikere og medlemmer af kommunalbestyrelser i fire europæiske lande, deriblandt Sverige. Jeg er blevet overbevist om, at der virkelig findes en imamkrise, men er også blevet klar over, at der findes to versioner af krisen.

Den ene version er den, som medierne viderebringer om yderligtgående præster, der prædiker hellig krig. Den anden version blev beskrevet for mig af middelklassemuslimer i de lande, som jeg besøgte. De var fortvivlede over manglen på imamer, der kan tale med deres børn og er fortrolige med skik og brug i de lande, som de lever i.

»Hvilken nytte har jeg af en saudiarabisk imam«, spurgte Yasin Ahmed, som jeg mødte i Stockholms moské. Yasin, som oprindelig kommer fra Eritrea og er talsmand for Sveriges unge muslimer, sagde: »Jeg er svensk. En imam fra Saudi-Arabien forstår ikke mit liv og den person, jeg er blevet«.

Denne holdning mødte jeg i mange versioner. Teenageforældre klagede over, at deres imam ikke kunne tale med deres børn. En gang imellem indebar det, at de helt bogstavelig talt ikke kunne tale med dem på grund af sprogbarrierer.

Andre gange var det kulturelle forhindringer, der afskar imamen fra at kunne kommunikere effektivt med europæiske muslimer. Nogle klagede over mullaherne og disses anstrengelser for at indpasse de religiøse påbud i en sekulær livsstil. De efterlyste imamer, som holder sig til den religiøse sfære. Til min overraskelse udtrykte de fleste af de imamer, som jeg talte med, også bekymringer over for de problemer, som knytter sig til ikkeuddannede imamer.

Et bud på en bedring af situationen afhænger af, hvordan man opfatter krisen. De, der lader sig rive med af den moralske paniksituation, vil holde imamerne ude: Jo færre af dem, jo bedre. Den anden gruppe ønsker flere imamer, som er uddannede ved anerkendte teologiske institutter og er integrerede i de lande, som de lever i. Den ønsker et islamisk præsteskab, som er tilstrækkelig fleksibelt til at tiltrække nye generationer af europæiske muslimer, og som kan leve op til de krav, som stilles af en stadig mere uddannet og socialt mobil indvandrergruppe.

Mere end halvdelen af den muslimske befolkning i Vesteuropa er født her, og efterspørgslen på imamer, der kan prædike på dansk, svensk, hollandsk eller engelsk, vil blive større.

Tingenes nuværende tilstand er ikke almindeligt kendt. Siden 1970'erne har moskéer set dagens lys i hele Vesteuropa. Der findes i dag omkring 250 moskéer i Sverige, 150 i Danmark, 400 i Holland og formentlig omkring 1.500 i Storbritannien. Kun nogle få af dem er egentlige moskéer. I de fleste tilfælde drejer det sig om bederum, som er blevet indrettet i lejede lokaler eller i lukkede butikslokaler.

Jeg har været med til khutba, fredagsbøn, i en tyndt besøgt nybygget moské i Holland, hvor bønnen blev afsagt på familiær vis med mænd og kvinder mellem hinanden.

Jeg har også kilet mig ind mellem hundredvis af kvinder trængt tæt sammen i bøn med hovedet vendt mod den mur, som vendte mod Mekka i et snævert rum i London. På Nørrebro i København overværede jeg en flammende prædiken med 500 mænd - og ingen kvinder - i en ombygget fabriksbygning i røde mursten. I administrationslokalerne var der nu indrettet et bibliotek, og der hvor der sandsynligvis havde været pakkeri, var der nu et cafeteria for drengene, som deltager i koranundervisningen.

Mange moskéer betjener mindre end 100 familier, men nogle af de store, f.eks. moskéen i Tower Hamlets i det østlige London, trækker tusindvis af besøgende på de store helligdage. Mindst én imam er tilknyttet hver moské, og i mange tilfælde skiftes to eller tre mænd til at være imamer.

Flertallet af imamer i Nordeuropa - med undtagelse af Storbritannien - er kommet hertil via Tyrkiet. Da 'gæstearbejderne' begyndte at dukke op i stort tal i Skandinavien, Tyskland og Holland, indgik disse lande en aftale med Tyrkiet om at tilbyde 'sjælesorg' for det, der dengang blev anset for at være en midlertidig befolkning af arbejdstagere, som tilfældigvis var muslimer.

Selv om kirke og stat formelt set er adskilt i Tyrkiet, så har den tyrkiske regering opsyn med muslimske religiøse organisationer og uddannelser gennem Diyanet, Tyrkiets direktorat for religiøse spørgsmål. Diyanet forsyner også tyrkiske grupper i udlandet med imamer.

Tyrkiske imamers tilstedeværelse blev pludselig kontroversielt i Danmark sidste sommer, da integrationsminister Bertel Haarder ophævede aftalen med den tyrkiske regering. Den angivne grund var, at danske skatteydere ikke længere »skulle betale for udbredelsen af islam i Danmark«. I praksis får imamerne imidlertid deres løn fra den tyrkiske stat, mens de lokale myndigheder står for sundhedsvæsen og socialt sikkerhedsnet.

En telefonsamtale til den tyrkiske ambassadør bekræftede, at regeringens formål med at ophæve aftalen var, at imamerne repræsenterede en udgift for den danske stat. Det kan næppe have været nogen overraskelse, eftersom vilkårene i den 15 år gamle aftale mellem Danmark og Tyrkiet hele tiden var de samme. Den virkelige årsag var, at den nuværende regering er afhængig af støtte fra Dansk Folkeparti, der efter eget udsagn stræber efter at bevare Danmark som et kristent land.

Mange muslimer betragter de imamer, som sendes ud af Diyanet med blandede følelser. De har uddannelse, og de er i det mindste ikke fundamentalister. Men tyrkiske kurdere stoler ikke på tyrkiske regeringer. Og sunnimuslimske imamer udsendt af den tyrkiske stat kan ikke opfylde deres behov.

Et andet problem er, at udenlandske imamer kun må opholde sig i udlandet på midlertidigt visum i op til fire år. De taler ikke dansk, svensk, tysk eller hollandsk, når de ankommer. Og når de har tilpasset sig de lokale forhold og lært sig sproget, må de tage væk igen. Muslimer, som ikke taler tyrkisk - fra Marokko, Pakistan, Surinam eller de arabiske lande - har ikke noget at bruge de tyrkiske imamer til.

Eftersom Diyanet er den største producent af officielt anerkendte imamer, er det oplagt at begynde der. Jeg fik dog afslag på mit ønske om at få oplyst antallet af visa udstedt til imamer. Men i et svar i Folketingets spørgetid sagde Bertel Haarder, at 84 udenlandske 'missionærer' fra muslimske lande havde fået opholdstilladelse i 2002, heriblandt 27 fra Diyanet.

Hvis der findes omkring 150 moskéer i Danmark, kan udenlandske imamer med gyldigt visum ikke på nogen måde mætte efterspørgslen. Udenlandske imamer kan kun komme ind i landet, hvis de har uddannelse som imamer, og hvis nogen, en bestyrelse i en moské eller en udenlandsk regering, garanterer for deres lønindkomst.

Det er godt, eftersom det betyder, at deres stilling er reguleret. Men hvis udenlandske imamer med gyldigt visum udgør mindre end halvdelen og måske så lidt som en tredje- eller fjerdedel af alle imamer, der er virksomme i disse lande, hvor kommer de andre imamer så fra?

Den indenlandske tilgang af imamer er stærkt begrænset på grund af manglen på uddannelsessteder i Europa, og flertallet af imamer er selvlærte og arbejder på deltid. En del er religiøse 'iværksættere', som bor i moskéen. Andre er konvertitter eller andengenerationsmuslimer, som for egen regning er rejst til islamiske universiteter i Pakistan eller de arabiske lande for at blive uddannet til islamiske præster.

På grund af den herskende politiske tendens, er der nu en manglende balance mellem udbud og efterspørgsel på imamer, og den mangel fyldes ad kanaler, som ikke kan reguleres. Der findes en bekymring i offentligheden for, at udenlandske imamer kommer til Europa som missionærer for at prædike islam, men den virkelige krise er, at der findes for få imamer, og at Europas muslimer har meget få alternativer ved rekrutteringen.

Historien om en moské i Finsbury Park er en lektion i de farer, som knytter sig til savnet af etablerede undervisningsinstitutioner for imamer i Europa. Moskéen blev oprindelig oprettet af indvandrere fra Bangladesh. Den omstridte Abu Hamza, der er af egyptisk oprindelse, blev udnævnt til imam i 1996. To år senere indgav moskéens bestyrelse en klage til tilsynsmyndighederne om, at Abu Hamza og hans tilhængere havde overtaget deres moské. Bestyrelsen gik endda til domstolene for at få udfærdiget et polititilhold og få ham afsat. Alt dette indtraf, tre år inden nogen terroristaktiviteter fandt sted, og inden man generelt var blevet klar over, hvilken fare den islamistiske terror udgør.

I oktober 2001 kom tilsynsmyndighederne i besiddelse af et bånd med Abu Hamzas prædikener, som var blevet indkøbt til moskéens butik. Myndighederne kom frem til, at indholdet »var af en så ekstrem politisk karakter, at det var i modstrid med moskéens stilling som velgørenhedsinstitution«. Bestyrelsen, som havde indgivet klagen, gik med til, at Abu Hamza skulle fratræde som imam, om nødvendigt med tvang.

Fjorten måneder senere meddelte myndighederne Abu Hamza, at han skulle få mulighed for at udtale sig om anklagerne om misrøgt af embedet, og at han i modsat fald ville blive tvunget til at flytte fra moskéen senest 20. januar 2003. Den dag blev bygningen stormet af politistyrker på baggrund af »tiltalepunkter uden sammenhæng hermed«. Tilsynsmyndighederne besluttede derefter at afsætte Abu Hamza.

Begivenhederne ved moskéen i Finsbury Park rejser vigtige spørgsmål om, hvordan statsmagterne forholder sig til ikkeetablerede religioner i al almindelighed og til islam i særdeleshed. Avisartikler om hændelsesforløbet antydede, at britiske muslimer støttede og hjalp terrorister, men skrev ikke noget om, at det muslimske samfund ikke fik tilstrækkelig støtte, da myndighederne blev gjort opmærksom på situationen, tre år inden Abu Hamza blev involveret i terroraktiviteter.

'Anerkendte' kirkesamfund som f.eks. den svenske kirke, den danske folkekirke eller en minoritetsreligion som den reformerte kirke i Holland, kan ansætte præster, som er uddannede ved statslige universiteter eller ved offentligt finansierede private universiteter. Historikere undervises i islamiske studier ved europæiske universiteter. Men imamer uddannes ikke nogen steder.

Grupper af frivillige har forsøgt at etablere et institut for uddannelse af imamer og søgt støtte og anerkendelse fra forskellige regeringer. I Rotterdam findes der to konkurrerende muslimske universiteter, men begge er reelt set aftenskoler, som kæmper med store vanskeligheder.

Muslim College i Londonforstaden Ealing har oprettet en etårig uddannelse, som har til hensigt at give importerede og indenlandske imamer et diplom, og skolens rektor og grundlægger, doktor Zaki Badawi, håber, at man efterhånden kan overbevise moskéernes bestyrelser om, at de bør kræve et sådant diplom, før de ansætter en ny imam.

De frivillige initiativer sidder fast i det dilemma, som skabes af forventningen om, at 'muslimer må vise, hvad de er for nogen', inden der kan blive tale om statsstøtte.

Skolerne forventes at tilbyde religiøs uddannelse af lødig kvalitet, inden de modtager støtte. Men skolerne har ikke nogen indkomst, med undtagelse af den, der kommer fra udenlandske regeringer. Hvis de tager imod penge fra udlandet, vil det hedde sig, at de går andre landes ærinde, og det er tænkeligt, at støtten i virkeligheden er ledsaget af vilkår, som udgør en begrænsning.

Jeg har ikke mødt nogen, der er enige i, at finansieringen af islam i Europa skal være afhængig af Saudi-Arabiens regering, men hvor skal pengene komme fra?

Der er tale om en urimelig forventning til muslimerne, eftersom islam ikke har nogen institutionel struktur - ingen synode og ingen pave - som er i stand til at skabe teologisk samling. Hvis vi tænker på, hvordan skandinaviske indvandrere skændtes om trosspørgsmål før i tiden, bliver det tydeligt, at muslimske indvandrere i dag forventes at leve op til ikkeeksisterende fortilfælde.

Selv omforestillingen om, at islams udbredelse er en trussel mod europæiske værdier, er et udslag af panik, er det vigtigt at forstå, at der er grund til at være bekymret for visse imamers adfærd. Jeg mener ikke, at vi ikke skal bekymre os, men at panikken har fået regeringerne til at tilslutte sig en politik, som har