Redaktør Bjørn Svensson (f.1910) Sønderjyllands gamle frontkæmper igennem mere end to slægtled noterede forleden: At Sønderjylland er ved at smuldre bort. For det er jo netop det, som er ved at ske med etableringen af en storregion, der rækker ind over Kongeågrænsen til Nørrejylland. Nørrejylland er området mellem Kongeåen og Limfjorden. Sønderjylland er Nord- og Sydslesvig. Nørrejylland og Sønderjylland er derfor også geografisk og befolkningsmæssigt nogenlunde på størrelse med hinanden. Sønderjylland er altså på vej til at ophøre med at eksistere som en politisk og selvstændig region efter mere end 1000 års relativ selvstændighed. Da vi som mennesker er forpligtet på historien, står vi over for en beslutning, som ikke kan reduceres til, hvad der tilfældigvis er bedst for os driftsøkonomisk og administrativt. Beslutningen om storregionen er derfor historisk i sin rækkevidde og langt mere omfattende i sin konsekvens end nogen anden reform siden Genforeningen i 1920. Forudsætningerne forat kunne forstå rækkevidden og konsekvenserne af en nedlæggelse af Sønderjylland som en politisk enhed, er, at man har en sønderjysk-slesvigsk baggrund, eller kender til den komplicerede sønderjyske historie. En sådan baggrund er ikke et udtryk for regionshovmod, men derimod et udtryk for, at vi i modsætning til andre regioner i Danmark, lever i en kultur, som både er dansk, frisisk og tysk, og som er bundet til hinanden i et slesvigsk univers. I Sønderjylland spiller historien og vores særlige skæbne stadig en stor rolle for vor identitet. 6.000 sønderjyder faldt i Første Verdenskrig og 5.000 i den fransk-tyske krig. Vi er som slesvigere afgrænset til Danmark ved Kongeåen og til Tyskland ved Ejderen. Det betyder ikke, at vi ikke er dansksindede i Nordslesvig. Tværtimod så betyder danskheden meget i Nordslesvig. Men vores danskhed er ikke en lukket nationalstats danskhed. Vi er nemlig bekendt med, via vores komplicerede familie og slægtsforhold, at vi er slesvigere, og at vi derfor har fælles kultur og historie - også med tyske slesvigere. Vi bør erindre os, at 'det gamle lands historie' (Kongeriget uden Sønderjylland) er mentalt anderledes, hvilket digteren og sønderjyden Jakob Knudsen (1858-1917) bl.a. skriver om. I Kongeriget levede man efter 1864 videre med mottoet: »Hvad udad tabes, må indad vindes«. Danmark blev efter 1864 reduceret til en småstat. Man søgte indad. Man ville finde en indre danskhed - en åndelig danskhed. Mentaliteten blev derfor provinsiel, lukket og antitysk, hvilket den danske Nobelprisvinder i litteratur Henrik Pontoppidan (1857-1943) beskriver med stor klarhed i hovedværket 'De dødes rige'. Dybbøl-symbolet betyder derfor også noget helt andet i Sønderjylland end i Kongeriget. I Sønderjylland signalerer Dybbøl, at den danske stat og den danske befolkning var villige til at kæmpe for vores frihed. I 'det gamle land' (Danmark nord for Kongeåen) er det et nederlagssymbol, som har ansporet til pacifisme, selvtilstrækkelighed og fodnotepolitik. Det er dette mentale udgangspunkt, som ubevidst er forskellen mellem Kongeriget og Sønderjylland. Rødding Højskole (grundlagt 1844) var national, faglig og i særdeleshed orienteret mod at etablere et demokrati. Sønderjyderne adskilte nemlig, som gode lutheranere, det religiøse, politiske og nationale fra hinanden. Det var først da Ludvig Schrøder (1836-1908) og Heinrich Nutzhorn (1833-1925) i 1862, vandt magtkampen over sønderjyderne, at Rødding Højskole blev en rigsdansk højskole i Sønderjylland. Da prøjserne vandt krigen i 1864, forlod Schrøder og rigsdanskerne Rødding. De slog sig i stedet ned nord for Kongeåen i Askov. Efter denne flugt fra Rødding til Askov holdt sønderjyden Cornelius Appel (1821-1901) pigehøjskole i Rødding frem til 1880'erne. Når højskolemanden Poul Engberg (f.1908) i en direkte kommentar henvendt til mig i sin nyudkomne bog: 'Askov højskoles historie', derfor triumferende skriver, at Rødding Højskole med Schrøders og Nutzhorns ankomst i 1862, blev grundtvigsk, så må man undres over begejstringen, eftersom Engberg jo mere end nogen anden nulevende dansk højskolemand er Bukdahlsk (Jørgen Bukdahl 1896-1982) og folkelig i sin tankegang og derfor næppe kan sympatisere med en grundtvigianisme, som implementeres som ideologi uden folkelig basis. At Rødding Højskole desværre efter 1920 genoptog ideen med en dansk højskole i Sønderjylland i stedet for en sønderjysk højskole i Danmark, har medvirket til, at netop Rødding er blevet udvisket som en sønderjysk by. Rødding-egnen er derfor netop nu parat til at nedbryde Kongeå-grænsen og finde sammen med Nørrejyske kommuner. Højskolerne i Sønderjylland efter 1920 har derfor været et tveægget sværd for os. Bevægelsen har styrket det rigsdanske, men samtidig medvirket til at svække den sønderjyske kulturhistorie. Bønderne idet gamle Haderslev øst amt var de mest velhavende bønder i Helstaten. De havde i århundreder været selvejere. De havde franske og tyske huslærere til deres børn, og de kørte i Landauere til Haderslev. Stuehusene var palæer, og aftægten var villaer. Som stand betragtede de sig derfor som ligeværdige med embedsstanden og i mange tilfælde som vigtigere. Det var i dette miljø den dansk-sønderjyske frihedsbevægelse, som afholdt det andet Skamlingsbanke-møde på den amerikanske uafhængighedsdag, blev født. Det var i disse storbondecirkler, man ville et folkestyre og en højskole (tysk-slesvigernes kerneområde udsprang i de samme sociale lag blot på Angel). Det er derfor en myte, at den danske folkehøjskole udsprang fra almuen og de religiøse folkelige bevægelser. Det var først efter 1864, da man slap af med Sønderjylland som en afgørende kulturfaktor, at højskolen for alvor blev til en almuebevægelse, hvor det religiøse og det nationale blev blandet sammen på en højst uheldig måde. Det er ogsåværd at bemærke, at Sønderjylland frem til 1864 blev fortysket via regeringsdekreter fra København. Det er derfor også en myte, som desværre er indgået i dansk historie, at det var tysken, der var den store skurk i Sønderjyllands fortyskning før 1864. Det var Danmark! Det var også regeringen i København, som mellem de to slesvigske krige forlangte, at dansk skulle være herskende, også blandt de sønderjyder, som kun talte tysk. Det var det som klosterbrødrene, hvis mest kendte personlighed Højskolemanden sønderjyden Cornelius Appel, protesterede imod. Sproglig frihed skulle gælde både dansk- og tysk-slesvigere (Mange tysksindede talte i øvrigt dansk og mange dansksindede tysk). Den særegne sønderjyske kultur er historisk både blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen og af tyskerne syd for Ejderen. Mange rigsdanskere, der ville indgå i den såkaldte genforeningsproces efter 1920, var derfor ikke altid velset i landsdelen. Man fandt, at mange af tilflytterne i 1920 havde forlæst sig på historien. Deres danskhed var efter sønderjydernes smag for teoretisk og abstrakt og havde derfor et skær af både national og kulturradikal fundamentalisme over sig (begge retninger er repræsenteret). Når rigsdanskere, som f.eks. den radikale redaktør Bjarke Larsen, forsøger at gøre op med et nationalromantisk Dybbøl-billede, så er det ikke, som han fejlagtigt tror, sønderjydernes dæmoner, han gør op med, men derimod rigsdanskernes forkvaklede Tysklandsbilleder. Rigsdanskernes forsøg på at lægge deres traumer og historiebilleder ned på Sønderjyllands historie er derfor et overgreb, som både de kulturradikale (dog ikke Georg Brandes, som havde et meget stærkt blik for nationale nuancer) og stærkt nationalt orienterede rigsdanskere har foretaget. De har naturligvis gjort det i en god mening, men uden forståelse for, at vor region er multinational og regional. Sønderjydernes danskhed er således ikke ideologisk betinget, men født af praktisk kamp mellem tysk og dansk - en kamp, som især var rettet mod Prøjsen (Tyskland er ikke det samme som Prøjsen). Den dansksindede slesviger, Flensborg-digteren Willy-August Linnemann, hvis tankesæt for Sønderjylland og Europa jeg i mange henseender deler, noterer i det kendte essay 'Sønderjyllands fremtid' (1970): »Man skal kulturelt gå langt mere over i offensiven og først og fremmest i grænselandet. Nu ved jeg meget vel, at efter mine teorier vil enhver dansk kulturel indsats der bidrage til, at Slesvig eller Sønderjylland mere og mere vil blive sig selv bevidst. Jeg tror nemlig, at udformningen af den slesvigske nationalitet ligesom uddifferentieringen af den islandske, den færøske, den grønlandske og i øvrigt også den skånske egenart mest vil blive et spørgsmål om tid og befolkningsvækst. Men jeg tror tillige, at en sådan selvstændiggørelse i det lange løb vil gavne danske interesser. Det har nemlig ikke skadet Danmark, at Island blev selvstændig, men tværtimod gavnet Danmark . . . Det vil ligeledes gavne, at Færøerne, Grønland, Slesvig og Skåne bliver det med tiden. Ja også Skåneland, hvor en lignende bevægelse som i Slesvig er sat i gang. Jo flere kulturelle nuancer, og det vil igen sige: Jo flere kulturelle nationale aspekter Norden og dernæst Europa får, des rigere vil vor verdensdel blive. Europas kulturelle rigdom vil altid bestå i, at den har mange forskelligartede facetter. Europas kultur er en mosaik sammensat af alle de europæiske folks åndelige frembringelser«. Willy-August Linnemanns tilgang til det nationale og forankrede ligner de tanker, som Jørgen Bukdahl fra Askov Højskole stod for. Det er dette udgangspunkt, vi er ved at miste med en nivellering af den sønderjyske identitet. Det 'almene' er ved at udslette det 'særlige' og autentiske. Vor kulturs selvværd vil forsvinde. Vi vil blive identisk med Nørrejylland og Nørrejylland identisk med en almen dansk rigskultur og dansk kultur identisk med en almen europæisk kultur. Det er en gal vej at gå specielt, når vi tænker udviklingen ind i et vækst- og videnssamfund. De regioner, som har bevaret deres særpræg og politiske identitet, vil nemlig besidde mulighedsbetingelserne for fremdrift og succes. Det er derfor ikke tilfældigt, at det er Bayern, Skåne og Catalonien, der bedst matcher videnssamfundets mangfoldighed. Lad os derfor udvikle forskelligheden. Det er nøglen til videnssamfundet og til frisindet. Min anke mod kulturradikalismen (dog ikke Georg Brandes) er således bevægelsens forsøg på at 'almengøre' de 'særlige' kulturer. De to store jødiske personligheder i det 19. århundrede M.A. Goldschmidt (1819-97) og Georg Brandes indgår sammen med Jakob Knudsen i den sønderjyske historie som fortalere for både frisindet og det særegne. Georg Brandes og Jakob Knudsen er derfor ikke, som man antager i intellektuelle rigsdanske kredse, modsætninger i kulturkampen. I Sønderjylland betragter vi dem tværtom som to koryfæer, der komplementerer hinanden. Men vi er jo også 'outsidere' i den såkaldte kulturkamp, som begyndte i 1870'erne, alene af den grund, at vi var tysk, da kampen blev indledt. Vi har derfor lykkeligvis undgået småstatslyrikken og kulturradikalismens forsvarsnihilisme. For Sønderjyllands vedkommende vil det være mest naturligt at tænke udviklingen ind i en nord- og sydslesvigsk dimension. Flensborg er landsdelens største by. Byen er på størrelse med Odense. Der er danske skoler, kirker og gymnasier og et godt håndboldhold (Flensborg Hanved), som vore børn identificerer sig med, når holdet f.eks. spiller mod nørrejyske klubber som Kolding IF. Det er derfor helt galt, at regeringen vil lægge det nye regionale centrum i trekantsområdet Kolding, Vejle og Middelfart (Nørrejylland). Vi har nemlig allerede vort eget centrum i Flensborg - Sønderborg - Aabenraa-området. Vi har både et universitet i Flensborg og Sønderborg. Universitetet i Flensborg, hvor jeg havde fornøjelsen af at holde dimittend-talen for de nye kandidater i efteråret, er dansk-tysk i sit 'set up'. Lad os få lov til at udvikle et klassisk Humboldsk universitet (berlineruniversitetet). Det er nemlig mere naturligt, at vore unge søger hertil, end at de gør deres entre som studenter i Odense og Århus. Det vil medvirke til at åbne vore øjne for Forbundsrepublikken og Europa, samt støtte en slesvigsk identitet, som både er dansk og tysk. Lad os endvidere få lov til at være tosprogede. Hvorfor ikke skabe mulighederne for, at man i Nordslesvig lærer tysk i skolerne fra første klasse og omvendt dansk i Sydslesvig. Når vi i dag har et uheld på Højskolen kommer ambulancen fra Flensborg. Det er perfekt. Ambulancefolkene taler dansk, og vi taler tysk. Vi skriver på tysk i tyske aviser, og hjemmetyskerne skriver på dansk. Det er da en rigdom for landsdelen. Alt dette vil over tid gå tabt, når det regionale centrum flyttes til trekantsområdet. Nord for Kongeåen opfatter de nemlig ikke Tyskland som en mulighed, men som en begrænsning. En ændring af amtsgrænserne er derfor for Sønderjyllands vedkommende en katastrofe både økonomisk, kulturelt og uddannelsesmæssigt. Vor region og identitet er historisk, kulturelt og økonomisk derimod knyttet til Nord- og Sydslesvig og ikke til Vejle og Ribe Amter!