Som nabo til Vestre Fængsel er det en underlig ambivalent følelse frit at kunne åbne vinduerne og lukke forårsluften ind i sin lejlighed. Jeg bliver glædeligt mindet om, at jeg kan rejse, hvorhen jeg vil, og samtidig frygter jeg, at mine blafrende gardiner skal minde mine naboer om, hvor forfærdeligt det er at være spærret inde. Jeg skammer mig lidt, hver gang jeg tager sko og overtøj på for lige at cykle en tur i det gode vejr. Nede på gaden skynder jeg mig forbi den truende bygning, i håb om at ingen af de indsatte sidder og følger med i min ubetingede frihed. Jeg ville blive vanvittig, hvis det var mig, der sad derinde i skyggen. Tremmerne ville inden længe komme til at virke som en æggedeler på min hårdkogte hjerne; enhver fornuftig tanke ville falde fra hinanden i små tynde skiver formet af jernstængerne i mit udsyn. Jeg ville desperat strække mine hvide arme så langt ud mellem tremmerne som overhovedet muligt, som aspargeser, der kæmper sig op mod solen gennem den sorte muld. Mine skrig ville give rungende genlyd i hele fængslet, og hvert ekko ville kun forværre min klaustrofobiske tilstand. Fra øjenkrogen ser jeg kun de mørke vinduer kigge tomt frem for sig; de er vel alligevel placeret så højt i cellerne, at fangerne ikke kan nå op og kigge ud. Jeg kender heldigvis ingen af de indsatte; min omgangskreds har indtil nu holdt sig på dydens smalle sti. Det bliver kun til gætterier, når jeg prøver at forestille mig, hvem der sidder bag de tykke mure. Som regel ender det med ret stereotype billeder af hærdede forbrydere med læderveste og tatoveringer. Men siden oktober sidste år har jeg haft en anden viden. Jeg er blevet nabo til de sigtede i det, man kalder danmarkshistoriens største kulturtyveri. Man skal helt tilbage til bogtrykkeren Ehrenreichs tyveri af Guldhornene i 1802 for at finde noget, der bare ligner. Sagen drejer sig om tyveriet af cirka 3.200 bøger fra Det Kongelige Bibliotek, vel at bemærke 3.200 af de mest værdifulde og uerstattelige bøger, landet ejer. Den hovedmistænkte, en tidligere højtrespekteret medarbejder ved biblioteket, døde sidste år, men hans nærmeste familie - konen, sønnen og svigerdatteren - sidder varetægtsfængslet sigtet for at have solgt ud af de mange bøger. Billederne af maskinklippede rockere med lårtykke biceps forlader mine tanker og overlader dem til en lille pæn dame sidst i 60'erne, hendes søn, der voksede op i trygge rammer på deres stille villavej i Espergærde, og sønnens kone, en smuk ung kvinde, der hurtigt faldt til i forskerbibliotekarens intellektuelt prægede hjem. Jeg forestiller mig de tre formodede forbrydere som almindelige mennesker. Helt almindelige borgere med almindelige drømme om rigdom og lykke. Måske ofre for en fristelse, som andre mennesker kun undgår at falde for, fordi de ikke konfronteres med den. Jeg må tilstå, at jeg selv er ret bibliofilt anlagt, og jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvordan jeg ville have handlet i bogtyvens situation. Fra slutningen af 1960'erne og frem til 1978 havde bibliotekaren nærmest frit spil med en af verdens fornemmeste bogsamlinger. Som betroet medarbejder var det ikke noget problem en gang imellem at tage en af de mange millioner bøger ned fra de kilometerlange hylder og uset bringe den med hjem i tasken efter fyraften. Fristelsen har været for stor, og for den bibliofile næsten umenneskelig. Bibliofil ... Det lyder som en seksuelt afsporet person. Men afvigerens kærlighed er, som ordet siger, rettet mod bøgerne. Bogelskeren taber sit hjerte i mødet med gamle bøger og nærmer sig ekstase, hvis der er tale om meget sjældne udgaver. Forelskelsen ender ulykkeligt, hvis ikke man kan få sin elskede. Ligesom i alle andre forhold gælder det om at eje. Den bibliofile er drevet frem af en skinsyg trang til at få bogen i besiddelse. Men som hos en anden don Juan fungerer den ene affære kun som springbræt for den næste. Én bog er slet ikke nok. En manisk samler er født, dømt til på livstid at dulme sit begær ved at fylde hjemmets reoler med de sidste nye erobringer. Når bogens kuriositet i den grad tillægges betydning, er der tale om den samme form for materialisme, som forfølger filatelisten. Om det er frimærker eller bøger; det kommer i sidste ende ud på et. Det åndelige indhold spiller i princippet ingen rolle, det er genstanden, det fysiske materiale, der tæller. Papirets, indbindingens og typografiens kvalitet afgør værdien og glæden. Og som med alle andre trofæer er glæden ved dem højest, når de vises frem. De skal stilles til skue. Den veludbyggede samling skal ses, og dens ejer skal sole sig i den respektindgydende parade af lærdom, som bøgerne repræsenterer. Gæster i hjemmet skal ydmygt skridte de lange reoler af, mens de ser opgivende på alle de bøger, de aldrig har læst. Værten har heller ikke læst dem, men det ved gæsterne jo ikke. Et grundtræk ved den bibliofile er, at han anskaffer sig flere bøger, end han kan nå at læse. I enkelte tilfælde læser han slet ikke, men nøjes med at samle. Det har givetvis været en stor plage for den langfingrede bibliotekar, at han ikke har været i stand til at vise den skat frem, han havde opmagasineret i sin kælder. Han måtte simpelthen eje de flotte bøger, men at være nødt til at skjule dem har pint ham. Han var ikke den retmæssige ejer og kunne altså ikke defilere forbi samlingen med en flok imponerede venner. En ulidelig situation for den bibliofile. Som at være ejer af en Ferrari og bo på Tunø. Han har haft søvnløse nætter, hvor han har vandret uroligt rundt i sin kælder; han har bladret febrilsk i en bunke af Luthers originaltryk; han har kigget intenst i Wasabibelen fra 1541 og stirret sig blind i hollænderen Linschrotens atlasværker fra 1620-1640. Rastløse timer har han tilbragt i selskab med sin skat. Men han har ikke kunnet finde glæde ved den. Og så var det, at han gjorde det utilgivelige; han begyndte at sælge bøgerne. Det er muligt, at det var gemen grådighed, der drev ham, at det var ønsket om at veksle de sjældne bøger til mere håndgribelige materielle goder, som for eksempel at indfri et gammelt lån og modernisere huset. Men jeg tror nu mest, det var et forsøg på at slippe af med en forbandelse. De mange vidunderlige bøger i kælderen har kun næret et uforløst begær i bibliotekaren. Han har været på sammenbruddets rand, fordi han var tvunget til at holde dem som hemmelighed. Oven i disse frustrationer skal lægges, at den bibliofile ofte er plaget af stærkt modstridende følelser, når det gælder bøgernes forfattere. Der er tale om en sælsom blanding af beundring og misundelse. Dybt inde i enhver bogelsker gemmer sig drømmen om selv at forfatte. En trang til selv at blive ophav til bøger, der minder om kvindens biologiske trang til at sætte børn i verden. Det gælder om selv at være skabende. Lykkes det ikke, kan omgangen med store begavelsers værker blive noget anstrengt, og så begynder mindreværdskomplekset langsomt at røre på sig. Gamle bøger virker dragende. Som stemmer fra fortiden kalder de på deres læser. De indbyder til en samtale, en obskur samtale mellem den levende og den døde. De opbevarer gamle tanker, de er det luftige tankespinds fysiske aftryk. At eje en bog er som at eje en potentiel tanke; læser man den, kan den tanke måske blive ens egen. Men på et tidspunkt melder spørgsmålene sig: Hvornår lærer jeg selv at tænke? Skal jeg ikke snart tænke noget, der er værd at skrive ned? Det er meget få folk, der opnår at tænke bare en enkelt original tanke i løbet af et helt liv. Kun en ganske lille gruppe videnskabsmænd, filosoffer og kunstnere har i historiens løb skabt det luftige materiale, som vi andre flytter rundt på og prøver at se en vis udvikling i. Jeg gør mig ingen forhåbninger om at tænke originale tanker, men konstaterer bare, at jeg ligesom flertallet roder rundt i dyngerne af mere eller mindre slidt genbrugsmateriale. Som en anden klunser skraber jeg sammen til et stort rod af et verdensbillede. Jeg samler ind, hvad jeg kan bruge, stykker stumperne sammen i opstyltede konstruktioner og ser dem ofte vakle og falde sammen igen. Nogle gange lykkes det, luftkastellet bliver stående og ser næsten helt solidt ud; det ligner til forveksling noget nyt. Det er som at samle sig en dragt af en bunke lånte fjer og så opdage, at den i enkelte tilfælde, under særlig gunstige vejrforhold, viser sig at være flyvedygtig. Det sker en sjælden gang, at nogen bøjer nakken bagover i benovelse og tænker: Den fugl har vi da vist ikke set før! Det er som sædvanlig synsbedrag. Der er altid nogen, der er kommet mig i forkøbet, eller rettere sagt: Mine ideer og tanker viser sig at være fortyndet afløb fra mere koncentreret og velordnet tankegods. Så er det, at misundelsen er nærliggende og jeg får lyst til at smide alle mine bøger ud og bruge resten af livet foran fjernsynet. »Det er nyttesløst!«, har bibliotekaren udbrudt en sen nattetime, »jeg sælger det gamle møg!«. Så har han lagt en skønlitterær bog af spanske Naharro (trykt i Napoli 1517) fra sig og er gået i seng, fast besluttet på at lægge en fortid som neurotisk samler bag sig og starte et nyt liv som en af sin tids helt store kriminelle. Nu er han død, så han kan desværre ikke selv fortælle os, præcis hvad han tænkte. Hans kone, søn og svigerdatter sidder spærret inde i Vestre Fængsel, og Det Kongelige Bibliotek har fået cirka 1.800 af de 3.200 bøger tilbage; hvor resten befinder sig, er uvist, og det er tvivlsomt, om de nogensinde vil komme i bibliotekets varetægt igen. Fra min altan prøver jeg at gætte mig frem til, bag hvilke af fængslets vinduer bibliotekarens ulykkelige familie sidder fanget. Min egen opfattelse af tyveriet og det efterfølgende hæleri er præget af en underlig irrationel tankegang: Før jeg hørte om sagen, anede jeg ikke, at Det Kongelige Bibliotek i København lå inde med så stor og værdifuld en kulturskat. Da det så via medierne pludselig gik op for mig, at en stor del af samlingen (som jeg før ikke anede, eksisterede) var forsvundet, blev jeg forfærdet. Jeg ærgrede mig over tabet af genstande, som aldrig før har haft plads i min bevidsthed. I stedet burde jeg glæde mig over den nye viden: at biblioteket på trods af røveriet fortsat råder over en af Nordeuropas største og fornemmeste bogsamlinger. Måske er det sådan, at tingene først opnår deres højeste værdi, når de er tabt? Under alle omstændigheder fylder de tabte bøger mere i min bevidsthed end resten af samlingen. Vores fælles kulturarv har fået en ridse i lakken, og for os småneurotikere med tendens til at stræbe efter en uopnåelig helhed, den komplette samling, er det den manglende del, der tager hele opmærksomheden. For de indespærrede er drømmen om rigdom og den frihed, som rigdommen skulle medføre, blevet byttet ud med sin modsætning: virkelighedens ruin og et vågent mareridt i fangenskab. I fængslet har friheden opnået sin højeste værdi. Må deres ophold dér blive kort, de gør det med sikkerhed aldrig igen.