Reglerne for finanspolitik i euroland påstås overtrådt, svindel er afsløret i EU's statistiske bureau, svenskerne stemte nej til euroen, forhandlingerne om en forfatningstraktat er brudt sammen, og så videre. Efter succesen med Østeuropas optagelse ser EU pludselig ud til at være i dyb krise. Som nemesis efter hybris. Det kan have mange årsager. Noget skyldes bureaukrati, andet, at forholdet til USA har splittet EU, hvortil kommer spændinger mellem en europæisk elite og den jævne befolkning - eufori over for kværulanteri. Samtidig mangler Europa visionære ledere, hvormed menes ikke blot nationale ledere, men europæiske ledere, der brænder for hele verdensdelen. Der er ikke længere nogen Willy Brandt eller Francois Mitterrand, som sætter fællesskabets langsigtede interesser højere end kortsigtede nationale interesser. Der er en tydelig mangel på virkelige statsmænd og -kvinder. »Politics is not a game. It's honest business«, sagde Winston Churchill. At politik ikke er et spil, men ærlig forretning, har forretningsmanden Silvio Berlusconi næppe forstået. Europæisk politik er ikke for amatører, men megakoncernchefen og milliardæren Berlusconi var paradoksalt nok amatør som formand for EU. Det er et morsomt kuriosum, at store europæere som Winston Churchill og Jens Otto Krag, der opnåede solide politiske resultater ikke mindst af makroøkonomisk betydning, det meste af deres liv havde svære problemer med deres egen privatøkonomi. Den detalje var ligesom irrelevant i forhold til livsvigtige europæiske løsninger. Det siges,at Den Europæiske Monetære Union, ØMU'en, er i krise eller død. Medierne har fokuseret først på, at Portugal og senere endnu mere på, at Tyskland og Frankrig tilsyneladende ikke vil eller kan overholde de fælles regler om, at underskuddet på de offentlige finanser højst må udgøre 3 procent af produktionen (målt ved BNP, bruttonationalproduktet). Den regel har man valgt at se igennem fingre med, fordi det nu vedrører de store lande, siger nogle. Men det er en sandhed med modifikationer. Der har altid i aftalegrundlaget, Vækst- og Stabilitetspagten, været undtagelser og fortolkningsmuligheder, fordi det i virkeligheden er den langsigtede strukturelle budgetsaldo, der betyder noget. Mange har glemt, at det ikke kun er en stabilitetspagt, men også en vækstpagt, og det har hele tiden været meningen, at lavkonjunktur og særlige omstændigheder kan give anledning til dispensation. EU har sandelig været igennem en lavkonjunktur. I første halvår af 2003 var der slet ikke nogen vækst i euroland. Det, kombineret med konkrete planer om at gøre noget ved de offentlige underskud fremover, ikke blot kan, men skal man også i henhold til pagten tage hensyn til, når det vurderes, om der i sin yderste konsekvens skal udstedes bøder eller ej. Det var da heller ikke kun Tyskland og Frankrig, men også en række mindre lande, der valgte at undlade bøder. Nogle mener, at de andre lande burde takke Tyskland og Frankrig for deres ekspansive underskud. Men man bør snarere kritisere dem for fortidens synder bestående i, at de ikke har holdt tilstrækkeligt igen og gennemført reformer, da konjunkturerne var bedre. Samtidig har opinionen i årevis overset de forskellige niveauer for statsgælden i EU-landene. På det område findes ellers det andet konvergenskriterium, som er kvantitativt defineret. Det fremgår nemlig af pagten, at statsgælden højst må udgøre 60 procent af BNP. Italien, Grækenland og Belgien har i al den tid, ØMU'en har været på dagsordenen, ligget langt over denne gældsbyrde. I årevis har alle tre lande ligget over 100 procent. Det er ganske alvorligt, fordi overskridelserne er så voldsomme, og fordi statsgælden er vigtigere på længere sigt end den løbende saldo. Dette forstærkes af, at denne gældsbyrde er afgørende i forhold til den store demografiske udfordring for hele Europa: færre i den arbejdsduelige alder (alt andet lige) og mange flere ældre. Vi har diskuteret statsgælden i Danmark, som ligger på 45 procent af BNP, men i europæisk perspektiv er emnet fraværende. Det er absurd i betragtning af, at det danske problem er langt mindre end i euroland, hvor gennemsnittet er en gældsbyrde på cirka 70 procent. Hvortil kommer, at den demografiske udvikling sammenlignet med Danmark er langt mere bekymrende i flere andre EU-lande, f.eks. i Italien med deres meget lave fødselshyppighed. Det er besynderligt, at næsten ingen har hæftet sig ved, at ØMU'en i mange år er blevet fortolket yderst fleksibelt, hvad angår statsgæld. Dette vidner ellers om, at dele af EU er et adhocrati , det vil sige en organisation, som baserer sig på gensidig tilpasning, og at ØMU'en og euroen primært er et politisk projekt. På den baggrund burde det ikke komme som nogen overraskelse, at 3-procents kriteriet for statsunderskud blev håndteret endog meget fleksibelt. Set i lyset af debatten op til euroafstemningen i 2000 herhjemme har den offentlige mening udviklet sig i en grotesk retning. De to væsentligste kritikpunkter fra modstanderside gik dels på, at euroen på det tidspunkt var for svag, dels på, at Den Økonomisk Monetære Union var for ufleksibel. Vi var nogle, som påpegede, at markedet og politiske fortolkninger hurtigt kunne ændre på disse ting. I dag er euroen blevet overordentlig stærk, og møntunionens fleksibilitet har vi jo set. Men nu er det også galt ifølge den herskende opinion. Den debat har vi tilhængere aldrig kunnet vinde på et sagligt grundlag, idet det er lykkedes modstanderne på forhånd at overbevise befolkningen om, at der altid er 'objektive' grunde til at sige nej: Enten er euroen for svag, eller også er den for stærk; enten er reglerne for rigide, eller også er de for fleksible! Men modsætningsvis kan konstateres, at hovedformålet, selve den fælles valuta, nu er sat i værk, virker i praksis, er kommet for at blive og tilmed er blevet globalt stærk. Mens de underliggende bibetingelser i ØMU'en, som sagtens kan vise sig historisk kun at være af mere forbigående karakter, har opfyldt sin introducerende og trods alt også disciplinerende funktion på bedste adhocratiske vis. Projektet er med andre ord en forbløffende succes, særligt når man ser det i et langsigtet historisk perspektiv. Det er i verdenshistorisk sammenhæng stadig et projekt, der næsten lige er startet. Succesen er allerede ved at være hjemme, hvis man opfatter begrænsningen af valutaspekulation og udbredelsen af en ny international reservevaluta som de to hovedformål med euroen. Der er tale om en offentlighedskrise, hvad angår den fælles valuta. Ser man på substansen, er der ikke tale om en krise. Euroen har i praksis fundet anvendelse rundt omkring i verden. Ligegyldigt om man kan lide det eller ej, så må man erkende, at rent juridisk og økonomisk fungerer den. Ligesom institutionerne Europaparlamentet og Den Europæiske Centralbank på hver sin måde i dag har stor reel betydning. Men så er der offentlighedskrisen. Det er sandelig også alvorligt nok, eftersom EU's opbygning og euroen først og fremmest udtrykker et politisk samarbejde. Et samarbejde, der er meget skrøbeligt. I 1910 var europæerne - i en globaliseringsepoke ligesom i dag - overbeviste om de fredsskabende fordele af gensidig økonomisk afhængighed og det irrationelle i væbnede konflikter (bl.a. beskrevet af Charles Kupchan i 'The End of the American Era', 2002). Som bekendt startede de selv samme nationer en grusom verdenskrig blot fire år senere! Husk det, Berlusconi, JuniBevægelse og alle andre, og glem det aldrig. Ligesom ved Murens fald i 1989 var der dengang nærmest ingen, der havde forudset dette - endsige den videre konsekvens i form af Anden Verdenskrig, som følge af at man kun vandt den første krig og ikke freden. En undtagelse var dog geniet John Maynard Keynes, den moderne nationaløkonomis grundlægger, der tilmed satte sin stilling ind på sagen. Skulle man tænke keynesiansk i dag, handler det ikke om at overskride 3-procents grænser, som nogle politikere tror. Keynes forudså nemlig også statsgældens tyngende betydning. Men det handler om at skabe effektiv efterspørgsel i de nyoptagne østeuropæiske lande, vores nye potentielle markeder, ligesom USA's Marshallhjælp til Vesteuropa gjorde det i 1948-1951 med dollar. Man vandt freden. Herhjemme har VK-regeringen modarbejdet en ny Marshallhjælp ved at skære kraftigt ned på den såkaldte Mifrestaramme, miljø-, freds-, og stabilitetsrammen, som SR-regeringen øremærkede til projekter i Østeuropa. Vores forhenværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, internationalt anerkendt under navnet The Grand Old Sceptic, kritiserede ekstraordinært VK-regeringen skarpt, første gang de skar ned på Mifresta. Det er underligt, at der ikke i agtværdige borgerlige kredse er større historisk bevidsthed og national stolthed. Uffe Ellemann havde nok handlet anderledes end Fogh. Lad os læreaf den europæiske mellemkrigstids historie. Dengang gik det galt hurtigt efter børskrakket på Wall Street i 1929. De tre primære årsager dertil var følgende: protektionisme, devalueringer og minimalstat. Højere importtold, nedskreven valuta og offentlige besparelser var som at tisse i bukserne for at få varmen. Samlet set løste tiltagene ingen problemer, og ret hurtigt gjorde det også ondt værre for den enkelte stat. Det var før, de store lande fulgte Keynes' råd eller betragtede Sverige og Danmark som forbilleder, hvad dele af den økonomiske politik angår. I dag er det, som om man har glemt disse erfaringer i debatten, og VK-regeringen har en selektiv hukommelse ved at glemme af ideologiske grunde. Nationalliberalistiske strømninger raser. Måske blæses de tre hovederfaringer fra mellemkrigstiden omkuld. Vi risikerer, at det nationalistiske vinder i form af protektionisme, som det ses på landbrugsområdet, og i form af devalueringsretten, som er kernen i det monetære forbehold, samt at det liberalistiske vinder i form af minimalstaten, som skattestoppet er strategisk udtryk for (jævnfør min Kronik 'Vitterligt vås', 28.8.03). Det kan gå helt galt. Ny-nationalliberalistisk retorik kan føre til, at vi gentager fejlene fra 1930'erne. Bred opbakning bag bestræbelser i EU og i øvrigt WTO på at stabilisere valutakurser, sikre frihandel og styrke velfærdsstaterne er det eneste, der kan forhindre, at historien gentager sig, selv om ingen ønsker det i dag. Vi har set det værst tænkelige tæt op ad EU's grænser på Balkan for få år siden. Som set før kan der ske meget på fire år. I bedste faldstår Europa ved en korsvej, hvad angår tempo, og om fire år har integrationsprocessen tabt momentum. I værste fald står Europa ved en korsvej eksistentielt, og om fire år ligger samarbejdet i ruiner. Problemerne kan vokse politikere og administration over hovedet, efterhånden som de generationer, der oplevede Anden Verdenskrig, eller blot husker forældrenes overleverede erindringer derom, uddør, og efterhånden som generationskonflikterne spidser til på grund af lave fødselstal og tidlige pensioneringer. Historieløsheden breder sig. Som korrektiv til mediokratiernes zapperkultur er historieundervisning essentiel. Det er sprogundervisning og inddragelse af en elementær nationaløkonomisk forståelse i øvrigt også. Det er kulturkamp på europæisk niveau. Det handler om at sikre en sund konkurrence mellem EU og USA. USA's militære overlegenhed hæmmes på længere sigt af deres velfærdsøkonomiske vanskeligheder. Derfor bliver præsidentvalget 2. november afgørende for hele verdensøkonomien. En demokratisk sejr vil styrke dollaren. En republikansk sejr vil tvinge dollaren så meget i knæ, at finansmarkederne totalt taber pusten. Mange nationalbanker har allerede udskiftet dele af deres reserver i dollar med euro. Det kommer ikke til at gå som i 1980'erne, hvor centralbankerne lagde bund under kursen ved massivt at opkøbe dollar. I virkelighedens globale handel kan man lige så godt anvende brasilianske real, malaysiske ringgit, sydafrikanske krügerrand, australske dollar eller danske kroner, hvis republikanerne vinder valget. USA forsøger at løse stort set alle problemer ved hjælp af to instrumenter: militæret og seddelpressen. Hvis det kunne lade sig gøre til evig tid, var hverken Romerriget eller det britiske imperium brudt sammen, og guldfoden eller pundet havde stadig haft status som international reservevaluta. Men romerne eller englænderne kan ikke længere ubegrænset udstede penge eller sætte militæret ind, hver gang der opstår problemer. Det kan amerikanerne snart heller ikke længere. Det er både Europas chance og udfordring. Det er vigtigt, at dér, hvor USA må sige fra, kan og vil EU tage over. Derfor savnes en europæisk finansminister og en europæisk grundlov, som sammenskriver de nuværende idealer, regler og procedurer og over for markederne og befolkningerne på en klar og tydelig måde forklarer, hvad det hele drejer sig om: at sikre freden og samarbejdende velfærdsstater på langt sigt. Udfordringen består i at forene et beslutningsdygtigt EU med folkelig opbakning. Det er verdenshistoriens største kommunikationsopgave.