'Ravnemor' og 'Du kan bare vente dig'. Det er titlerne på to af de nyeste antologier om moderne moderskab. Jeg konstaterer dette med nogen foruroligelse. Er det blevet så svært og lidelsesfuldt at have børn, at moderskabet ligefrem opleves som en trussel ('Du kan bare vente dig'), og at kvinderne synes, at deres daglige indsats ligger til dumpekarakter ('Ravnemødre')? Sådan tænker jeg. Dengang jeg selv blev mor for godt ti år siden, husker jeg, at de tilsvarende bøger, der udkom, hed ting som 'Adskillelse' og 'Forløsning'. Ikke fordi de fortalte en historie om nogen nem idyl - tværtimod berettede næsten alle kvinderne om, at de oplevede en splittelse mellem at opretholde følelsesmæssig nærhed til barnet og at realisere deres ambitioner i arbejdslivet. Denne splittelse var smertefuld. Kvindernes strategi i forhold til den var for langt de flestes vedkommende at forsøge at stå på to ben: De kæmpede for at finde måder, hvorpå de kunne komme til både at have et tilfredsstillende arbejdsliv og være meget sammen med deres børn. Bemærkelsesværdigt mange af historierne endte med, at kvinderne kvittede deres karrierejob og gik på deltid, blev freelancere eller andet, der gav dem mere plads til moderskabet end ansættelser, som det hedder, på arbejdsmarkedets almindelige vilkår ... Set i bakspejlet synes jeg, at denne strategi var det typiske for min generation kvinder - den første, der over en bred bank på lige fod med mændene var uddannede og på arbejdsmarkedet. Identitetsarbejdet i forbindelse med det at blive mødre bestod i optræningen af at kunne bevæge sig mellem følelsesmæssig sammensmeltning med barnet og selvafgrænsning og målrettethed på jobbet. At bevæge sig mellem disse to tilstande - præstation og sammensmeltning - er i sig selv en kamp og en følelsesmæssig belastning. Men først og sidst var det at få barn dog en erfaring af at komme ind i en følelsesverden - en kærlighedserfaring, og det hørte man på titlerne til de værker, der beskrev moderskab - 'Forløsning', 'Adskillelse'. Spørgsmålet er, om følelsen af smerte i dag er kommet til at fylde mest? Ikke for at sige, at folk elsker deres børn mindre i dag end for ti år siden. Men man kan ikke lade være med at bemærke, at titlerne, 'Ravnemødre' og 'Du kan bare vente dig', jo kommunikerer en intens ulyst. Og læser man bidragene, hersker der en stemning af frustration - samtidig med at alle synes at være holdt op med at tale om forandring af arbejdslivet. Hvad er der sket? For nylig udkom bogen 'Kampen imod uret', interview med 16 topchefer om tid og eksistens. Heri beretter Rigmor Zobel, der har et lederjob i konsulentfirmaet Deloitte & Touche under overskriften: 'En mors bekendelser' om sit liv og sin hverdag med dette job, manden Jesper Ravn og sønnen Hermann på tre. På en måde er beretningen et modstykke til de moderskabsberetninger, som i sin tid stod at læse i 'Adskillelse' og 'Forløsning'. For mens disse kvinder fortalte historien om, hvordan de til sidst indrettede arbejdslivet efter barnets behov, fortæller Rigmor Zobel netop historien om, hvorfor hun ikke indretter sit arbejdsliv efter barnets behov. Og måske er historien tidstypisk. Som Rigmor siger: »... så er der en jagt og en fødselsdag, og pludselig har han ikke set mig mere end et par timer hist og pist, når man gør status over ugen«. Det mest iøjnefaldende ved beretningen er den udprægede skizofreni. »Rigmor Zobel tror selv, at hun ville være parat til at gøre hvad som helst for sit barn. Der er ingen tvivl i hendes sind om, at hendes søn er den vigtigste person i hendes liv«. »Reelt tror jeg ikke, at et par år væk fra karrieren ville betyde det helt store for mit eget vedkommende. Men for ham på det alderstrin, han er nu, udgør to år en verden til forskel. Jeg går med de overvejelser, men jeg tror ikke allerinderst inde, at jeg når videre med dem«. Samtidig siger hun: »Jeg arbejder ikke mindre, end før jeg fik barn, for så kan man bare ikke have sådan en stilling, som jeg har. Jeg er nødt til at være der hundrede procent og være fleksibel, og sådan er det bare«. Det er som at sidde i et rum, hvor to stemmer taler. Men ingen af stemmerne er Rigmors. Den ene stemme, der taler, er en indføling i sønnen: For ham på det alderstrin, han er nu, udgør to år en verden til forskel. Den anden stemme er en indføling i virksomhedens interesser: Jeg er nødt til at være der hundrede procent og være fleksibel. Rigmors egen stemme hører vi sådan set ikke, hun træder ikke i karakter. Men når hun ikke gør det, er der på den anden side ikke tvivl om, hvad udfaldet af splittelsen bliver. Virksomhedens interesser overtrumfer barnets interesser. Resultatet: at Rigmor kan konstatere, at hun får set Hermann hist og pist et par timer om ugen. At det forholder sig sådan, tolker Rigmor således: »Jeg tror, at det har at gøre med, at vi som kvinder har alt for mange ressourcer. Vi har gode uddannelser, masser af gåpåmod, og så er vi egoister. Vi vil det hele«. Som et udtryk for overskud med andre ord. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det er en kæmpe illusion. Adskillelsen fra sønnen er det smertepunkt, teksten uophørligt kredser om: »Jeg har oplevet at ringe hjem om aftenen for at sige godnat til ham, hvor han har sagt: »Mor, mig siger undskyld«. Han tror, at han har gjort noget galt, siden jeg er væk så længe. Den slags svier«. Ja. Historien svider som et piskeslag over ansigtet. Også på læseren. Der er to rum, hvorfra Rigmor taler: identifikationen med arbejdspladsen og identifikationen med barnet. Her er vi i rummet, hvor identifikationen med barnet findes. Men det, der stikker i øjnene, er, at i dette rum har hun ingen handlekraft. Ganske tankevækkende er det i det hele taget, at det er for sønnens skyld, Rigmor gerne ville være mere sammen med ham - ikke for sin egen. Det hører med til Rigmor Zobels historie, at hun som toårig mistede sin egen mor ved en bilulykke. Det er en atypisk historie. Men måske siger den alligevel noget mere alment. Man kan ikke række nogen noget med en vissen hånd, som det jo hedder. Og hvis der i det rum, hvor vi skal give vores børn nærvær, er så meget fravær, ja, så magter vi måske slet ikke at gå ind i det. Anderledes sagt kommer vi nu til generationer, hvis forudsætning har været en adskillelse fra tidlig alder, fordi begge forældre har været på arbejdsmarkedet og børneinstitutioner har overtaget hverdagen for børnene. Så måske Rigmor Zobel på den måde alligevel er tidstypisk, selv om hendes historie er usædvanlig. Vi er begyndt at bære på ganske meget fravær i det rum, hvor vi skal give nærvær. Måske er det, som punkerne sagde: »I går stod vi ved afgrunden. I dag er vi kommet et skridt videre«. Ganske vist er barselsorloven blevet forlænget til et år - som det altovervejende er kvinderne, der tager, til skade for ligestillingen, eftersom mænd stadigvæk er en arbejdskraft, arbejdsgiverne kan regne med, ikke har den slags udfald. Men bortset fra forlængelsen af barselsorloven arbejder vi som aldrig før, mens vi har små børn. Færre og færre kvinder arbejder på nedsat tid, idet andelen af kvinder med deltidsarbejde faldt fra 48 procent i 1978 til 18 procent i 1995, og faldet er formentlig fortsat. Fra 1985 til 1996 er antallet af småbørnsmødre, der er udearbejdende på fuld tid, steget fra 53 procent til 75 procent. En undersøgelse af småbørnsforældres arbejdstid fra 1996 viser, at mødre til småbørn arbejder 36 og fædre 42 timer om ugen i gennemsnit. Hertil kommer transporttiden, som samlet ofte når op på 10-20 timer om ugen. Nutidens børn tilbringer gennemsnitlig syv en halv til otte timer daglig i vuggestuen eller børnehaven - det er cirka en halv time mere, end børnene gjorde i slutningen af 1980'erne. Desuden er den generelle udvikling på arbejdsmarkedet, at arbejdslivet i stigende grad kræver os med hud og hår, med kreativitet, livslang læring og omstillingsparathed. Og jeg har ikke kunnet lade være med at gøre mig den tanke, at følelsesmæssige bindinger og tætte bånd måske bliver for smertefulde i en kultur, der i stigende grad bygger på præstation. Balancen tipper: Lidelsen ved bindingerne overskygger følelsen af kærlighed. Måske er kvindernes strategi med at bevæge sig mellem symbiose og præstation ved at bryde sammen. Måske er kvindernes strategi i stedet blevet at lade være med at mærke barnet - og adskiltheden fra det. Derfor er børn mere i institution end nogen sinde. Og derfor taler ingen om nedsættelse af arbejdstiden. Med god grund protesterer Rigmor Zobel i 'Kampen imod uret' imod, at ansvaret for barnet altid bliver lagt på kvinderne. Og vi hører da heller ikke et ord om, hvor hendes mand, Peter Ravn, står henne i alt dette her. Hvad gør han for at kunne være mere sammen med Hermann? Det er slet ikke et emne. Og der er da heller ikke nogen tvivl om, at de vilkår, kvinderne må konkurrere på arbejdsmarkedet på, bliver ekstremt undertrykkende, når ansvaret for at tilpasse arbejdslivet efter barnets behov ligger hos dem som køn, imens mænd er en arbejdskraft, der kan arbejde og konkurrere uden disse hensyn. »Sådan er det bare«, siger Rigmor Zobel om nødvendigheden af, at virksomhedens arbejdstid flyder ud over alle bredder og sluger hende med hud og hår. Pointen er, at i rigtig, rigtig mange tilfælde ville det holde op med at være bare sådan, hvis det var et alment vilkår for mænd såvel som kvinder, at man i en periode med små børn havde lavere arbejdstid. Og så ville kvinder ikke have det så svært i den ende af arbejdsmarkedet, hvor der gøres karriere. For resten heller ikke i den ende, hvor der ikke gøres karriere, al den stund der stadig er en tendens til, at kvinderne står med dobbeltarbejdet til gengæld for barselsorlov og (lidt) lavere arbejdstid. I stedet ser man au pair-pigens indtog - gerne kvinder fra det forarmede Østeuropa. De skal kun være glade for at tjene en skilling og samtidig gøre det muligt for de højtuddannede af de danske kvinder at få en karriere for skolepengene. Kvindernes strategi i 'Adskillelse' og 'Forløsning' havde tydelige omkostninger. De kæmpede for både at tilgodese deres ambitioner og samtidig bevare en tæthed med barnet. Den udmattelse og frustration, de beskrev, rummede deres eget vidnesbyrd om, at vi ikke har indrettet samfundet hensigtsmæssigt. Hverken i henseende til ligestilling eller i henseende til varetagelse af børns følelsesmæssige behov. Der er brug for, at mænd på lige fod med kvinder lægger mere tid i familien, og at arbejdsmarkedet giver plads til, at der er nedsat arbejdstid i den periode, hvor folk har små børn. Nu er det 15 år siden. Og sådan er det bare ikke gået. Tværtimod. Og det, vi ser, er en destruktiv udvikling. Når mange af kvindeorganisationerne (for eksempel Kvindeligt Selskab, Dansk Kvindesamfund, Feministisk Forum) i år valgte at bruge 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, til at sætte fokus på oprettelsen af en central barselsfond, der sikrer alle forældre fuld løn under barsel, er det derfor et vigtigt skridt i den rigtige retning. Brancher, hvor der er mange kvinder, står i dag alene med udgiften. De kvinder, der får børn, mens de er på arbejdsmarkedet, straffes med en lavere løn, større risiko for ledighed og med ringere mulighed for at avancere. Danske mænd er de fædre i hele Norden, der tager barsel i færrest dage, blandt andet fordi de ofte har mest at tabe ved at gå på orlov uden lønkompensation. En central barselsfond, hvor samfundet kollektivt betaler udgifterne for barsel, ville være med til at bløde nogle af de faktorer, der skaber denne skævvridning, op. Der er faktisk brug for tiltag, der støtter både ligestillingen, og at børn kan være mere sammen med deres forældre. Før vi alle bliver ravnemødre. JETTE HANSEN