Jeg sværger, »at jeg vil udføre mit hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets almene interesse. At jeg ved udførelsen af mine pligter hverken vil søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller noget andet organ«. Med disse og lidt flere ord aflagde jeg den 'højtidelige erklæring', da jeg blev kommissær, og sådan har kommissærer før mig og dem, der kom efter, bekræftet, at de ville overholde fællesskabets forpligtelser. Om kort tid skal Anders Fogh Rasmussen udnævne Danmarks nye kommissær. Det bliver den sjette i rækken. Hidtil har der været fem mænd og en kvinde. Det kønsmæssigt skæve forhold vil sikkert også denne gang give den nye kommissionsformand problemer. EU er i høj grad mændenes projekt, og det har givet vanskeligheder med den kvindelige opbakning i mange lande. Parlamentet har med rette understreget, at de ønsker flere kvinder udpeget. EU er selvfølgelig både for mænd og kvinder, selv om det er svært at se, når man ser på billeder fra kommissionen og topmøderne. Også denne gang vil der være offentlig interesse for, hvem det bliver, og hvorfor det bliver den pågældende, men der vil ikke være nær så stor opmærksomhed om, hvad det er for funktioner, kommissæren skal udføre. Fra 1995 til 2000 havde jeg fornøjelsen af at være den kommissær, den danske regering havde udpeget. Den danske kommissær, som vi ville kalde det, selv om kommissærerne ikke skal varetage nationale interesser. Netop dette forhold har givet anledning til mange misforståelser og meget forvrøvlet snak. Højst sandsynligt, fordi det ikke står klart, at EU i bund og grund er et nationalt samarbejde. Intet voksent menneske mister sit nationale ståsted ved for en periode at flytte til et andet land, heller ikke når arbejdet er i et overstatsligt organ som kommissionen. Pointen med edsaflæggelsen er, at en kommissær ikke skal kunne 'instrueres' af sit hjemland, det vil sige, at den danske regering ikke kan pålægge den danske kommissær at træffe en bestemt beslutning eller stemme på en bestemt måde, som landet, det vil sige regeringen, har en interesse i. Kommissionen er det overordnede led, der ikke er afhængig af nogen national regering. Men regeringen kan og bør selvsagt holde kontakt med kommissæren og derigennem få nyttig viden om, hvad der foregår op til både topmøder og rådsmøder. Ja det er ligefrem muligt for regeringens ministre gennem kommissæren at påvirke de lovforslag, der arbejdes med, selv om det ikke er noget, danske ministre bruger. Efter 30 års medlemskab kan det godt undre, at danske regeringer har været så dårlige til at bruge denne mulighed for indsigt og indflydelse. Andre lande som f.eks. Storbritannien bruger deres kommissærpost helt anderledes aktivt, og de er dermed også med til at styrke hans position og arbejde. I min tid som kommissær var Leon Brittan en af Storbritanniens to kommissærer. Han var konservativ og havde ansvar for udenrigshandel og var på sin anden periode som kommissær. Et af de forslag, jeg arbejdede med, var Baselkonventionen. Den forbød, at rige lande dumpede og solgte deres farlige affald til de fattige lande. For mig var det en overraskelse, at landene handlede med deres farlige affald, og jeg kastede mig helhjertet ind i et forsøg på at få stoppet den umoralske trafik, så landene i EU selv måtte tage sig af deres farlige affald. Min modspiller i kommissionen var Leon Brittan. Han så ingen grund til, at EU skulle blande sig, og hvis EU-landene på den måde kunne løse et problem med deres farlige affald og ulandene tjene nogle penge, så var det fint for ham. Historier om, hvordan det farlige affald lå frit tilgængeligt og kunne skade både de mennesker, der boede i nærheden og naturen for generationer frem, gjorde ikke noget stort indtryk. Vi vidste fra adskillige drøftelser i kollegiet, at vi havde forskellige interesser og politiske mål, og vi arbejdede begge for at få vore synspunkter igennem over for kollegerne i kommissionen. Efter et af rådsmøderne med miljøministrene i Luxembourg skulle jeg tilbage til kommissionen for at få støtte til at gå videre med sagen. Et flertal af miljøministre havde støttet min indstilling om, at EU tilsluttede sig Baselkonventionen. Det var et af de lange møder. Det var først færdigt klokken 3 om natten, men jeg kørte tilbage til Bruxelles, så jeg var klar til kommissionsmødet klokken 10. Her redegjorde jeg for sagen og bad om tilslutning til at gå videre, det vil sige lægge byrden over på EU's egne medlemslande. Den første indvending kom fra Leon Brittan. Han kunne referere fra det møde, jeg lige havde deltaget i, og hvor han ikke havde været med. Han mente, at ministrene havde været langt mere kritiske, end jeg havde refereret det. Jeg undrede mig over, at han kunne være så velinformeret og fandt bagefter ud af, at han om morgenen havde fået en fax fra udenrigsministeriet i London, der i korte træk satte ham ind i, hvordan mødet var forløbet. Alle landes udenrigstjenester overværer rådsmøderne. Det er klart, at han understregede noget helt andet fra mødet, end jeg gjorde, men ingen af os fortalte noget, der ikke var sket. Det hjalp mig, at jeg kom med et flertal fra miljøministrene for min holdning. Det lykkedes mig, efter at sagen blev udsat en uge, at overbevise kollegerne, så EU tilsluttede sig, at rige lande ikke kunne afsætte deres farlige affald til fattige lande. Det var en lærerig sag, for jeg fik aldrig den samme hjælp fra det danske udenrigsministerium. For Danmark er kommissæren ikke noget, der indgår i Stats- eller Udenrigsministeriets arbejde. Det er en fejl, som det vil være klogt af Danmark at få rettet hurtigst muligt. Danmark har ligesom andre lande mange interesser at varetage i EU, og i den konkrete lovgivning i kommissionen og Europaparlamentet indgår der tit elementer, som er en del af den hjemlige politiske diskussion. Men EU, kommissionen og danske parlamentsmedlemmer inddrages sjældent, og hvis det sker, da først når beslutningen er lige ved at blive truffet, det vil sige op til et rådsmøde, hvor ministeren skal fremlægge den danske holdning i Europaudvalget. Når det er værd at slås aktivt for, at hvert land får sin kommissær også i det fremtidige samarbejde med 25 lande, så hænger det ikke bare sammen med den overfladiske EU-diskussion, som folkeafstemningen vil give anledning til, og hvor modstanderpartierne ville kunne bruge den manglende kommissær som et for nemt og letfatteligt argument for, hvordan Danmark svækkes i den kommende nye traktat. Når kommissærposten er vigtig, så hænger det først og fremmest sammen med det nationale, det indenrigspolitiske og den centrale rolle, kommissionen har i det. Når danske regeringer, både VK og Socialdemokratiet, på et tidspunkt var i tvivl, om kommissærposten var noget, de skulle slås for - ja, vel sådan set var villige til at opgive den - så hænger det sammen med, at danske regeringer aldrig har brugt kommissærposten til noget som helst. Den har fået lov at svæve og have sit eget liv, og det har været de skiftende kommissærer, der af og til har sørget for at mødes med statsminister, udenrigsminister og Europaudvalg. Når først kommissæren var udpeget, så holdt regeringen op med at interessere sig for hele sagen. Regeringerne, og det vil jo sige statsministeren, udenrigsministeren og alle de ressortministre, der har deres gang i EU, har ikke indset, at det er en national post, og at det er en indenrigspolitisk post, der kan bruges af enhver regering. Det er en provinsiel tankegang. Posten har mest været opfattet som symbolsk, og det er en fejltagelse. Det er en regulær magtpost, og den bør bruges helt anderledes aktivt. Regeringen kører i store træk videre med den udenrigsministerielle model, der blev skabt, da Danmark i 1972 blev medlem. Dengang var det embedsmanden Gundelach, der blev kommissær, og han kunne med rette opfattes som en slags ambassadør, men uden at Udenrigsministeriet havde den samme indflydelse som over diplomaterne. Ministeriet kunne f.eks. ikke skifte ham ud. I vore dage er kommissæren ikke en af Udenrigsministeriets embedsmænd, selv om den nuværende kommissær faktisk er det. Hvad grunden var til hans udpegning, ved jeg ikke. Når det danske udenrigsministeriums rolle fortsat er vigtig, så hænger det sammen med, at arbejdet i EU's institutioner i Danmark varetages af embedsmænd fra Udenrigsministeriet, og at journalisterne i langt højere grad end i den nationale centraladministration får deres informationer fra Udenrigsministeriets folk. Den faste repræsentant, der svarer til en ambassadør, holder jævnlige pressebriefinger, har personlige kontakter og inviterer journalisterne med til middage med embedsmænd og ambassadører fra andre lande. Det netværk, der kendes på Christiansborg mellem journalister og politikere, er i EU mere et netværk mellem Udenrigsministeriets folk og journalisterne, og journalisternes kontakter er ikke til ressortministerielle embedsmænd, det vil sige til dem, der arbejder med den konkrete lovgivning, for de er kun i begrænset omfang til stede i Bruxelles. De flyver ned, når der er sager, de skal behandle i deres udvalg, og normalt er der kun en eller to på repræsentationen fra de store ministerier. Det fjerner det offentlige fokus fra lovgivningsprocessen, for det bliver de traditionelle udenrigspolitiske forhold, der står øverst på dagsordenen for de udenrigsministerielle embedsmænd: Krigen i Jugoslavien i sin tid, Israel og Palæstinaproblemet, Irakkrigen, Tyrkiets optagelse med videre. Det er dem, Udenrigsministeriet tager sig af, og dermed dem, ministeriets embedsmænd arbejder med, og dermed bliver det også det, der optager journalisterne. Det forstærkes af, at det også i journalistiske kredse er finest at være udenrigskorrespondent. Jeg kan endnu huske, hvor svært det var at få EU's miljølovgivning på som historier på trods af, at det var et emne, der i højeste grad interesserede den danske befolkning, og som var et vigtigt politikpunkt for den danske regering. Nu, hvor vi venter på en ny traktat, drejer meget af den politiske diskussion sig i stedet om strukturændringerne mellem kommuner og amter efter et større udredningsarbejde i en Strukturkommission. Det er et godt grundlag for de forandringer, der skal til, og det har været nyttigt at få trukket skillelinjerne klart op. Måske var det på tide på samme vis at få fundet ud af strukturen i vores samarbejde i EU. Ikke nye redegørelser for alt det, der står i diverse lærebøger om EU, men magtstrukturerne, ligesom det har været tilfældet i Strukturkommissionen. Det ville være meget nyttigt med en klargøring af, hvordan den danske regering og Folketing kunne bruge EU's institutioner - herunder kommissionen - langt mere aktivt. Almindelige mennesker og politikere, der ikke arbejder med EU, aner slet ikke, hvordan forbindelseslinjerne er. Der udnævnes ministre og embedsmænd, der slet ikke har nogen anelse om, hvad det drejer sig om. Ja, der er sågar embedsmænd i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads med ansvar for EU-politikken, der aldrig nogensinde har været udstationeret i Bruxelles. Det viser, at vi i Danmark slet ikke formår at udnytte de muligheder, der er i EU. Ved denne traktatændring, som ved alle tidligere, har spørgsmålet om kommissionens størrelse og funktion spillet en stor rolle, og landene har prøvet at placere sig i det magtspil, der skal afgøre det. Magtspillet blev denne gang så voldsomt, at der ikke blev truffet nogen beslutning på topmødet i Rom, fordi det italienske formandskab ikke var i stand til at finde et kompromis, der tilfredsstillede alle landene. Igen var det magtbalancen, der var det afgørende. De løbende magtspil foregår i rådet - det er derfor, stemmevægtene bliver så afgørende - og i kommissionen, og her er personerne endnu mindre kendt, fordi Danmark kun har én kommissær, mens rådsmøderne består af de forskellige ministre på skift. Derfor er der en større viden om rådsmøderne, men den almindelige kritiske holdning er fraværende. - Vi støtter vel den nationale regering? Og ellers gør chefredaktionen på avisen det. Rådsmødet, hvor Frankrig og Tyskland fik held til at undslippe en velfortjent reprimande, gav for en gangs skyld offentligheden mulighed for at blive underholdt med magtspillet. Da den danske finansminister, Thor Pedersen, blev spurgt, hvad han ville have stemt, hvis han ikke havde været udenfor på grund af Danmarks forbehold over for euroen, så ville han ikke sige det! Hvilken rolle, den danske regering spillede i opgøret mellem små og store lande, ville ministeren ikke fortælle! Selv om finansministeren lod, som om det ikke drejede sig om magt eller om politik, så blev det klart demonstreret, at det var det, der foregik, uden at den danske regering havde nogen mening. Igen fik befolkningen et meget uklart billede af, hvad EU er, og hvorfor det er i Danmarks interesse at være medlem. Min opfordring til den nuværende statsminister skal derfor være, at han ved valget af ny kommissær ikke nøjes med at vælge ud fra, hvad der er bekvemt for ham politisk lige her og nu, men at han udnævner en person, der sammen med ham og regeringen aktivt kan bruge og udvikle magtstrukturerne til Danmarks fordel. Fra oppositionens side bidrager vi gerne.