»JEG VIL GODT starte med at sige, at jeg synes, du er pervers«, sagde min mor og lod sig synke ned i den nærmeste lænestol, til hendes øjne ramte gulvet. »Kan du fortælle mig, hvad jeg har gjort galt, siden det er endt sådan med dig?«, fortsatte hun, eller også var det min far, der fortsatte ovre fra min sofa, hvor han havde siddet en måned tidligere. Bleg, men fattet, da jeg fortalte ham, at min kæreste var hende, jeg ofte havde omtalt som min nye veninde. »Vi har kendt hinanden længe«, havde jeg sagt som for at understrege, at der ikke var tale om en af mine griller. Som dengang jeg læste alle provinsbibliotekets bøger om blindhed og selvmord, anoreksi og homoseksualitet, til bibliotekarerne tankefuldt mønstrede mig, når jeg drog af med mine hjemlån. »Du har altid været ekstrem, er det ikke rigtigt? Har jeg ikke ret?«, insisterede min far, da han havde overbragt min mor nyheden om min kærestes køn og var vendt tilbage uden hende. »Nogle gange kan man læse så meget om noget, at man tror, det er én selv, man læser om. Man kan ikke længere adskille tingene, forstår du«, han nikkede for sig selv og talte videre. Hen over mine forsøg på indvendinger, til de lå som krummer på den nystrøgne dug. »Du taler, som om du ved det hele, men er det ikke kun 21 år, du er?«. Hans stemme gennemskar broccolitærten, jeg havde bagt, til stykkerne løftede sig og svævede faretruende mod mig. »Vil du have et stykke mere?«. Han så spørgende på mig, men det er krummerne, jeg husker. FOR MENS JEG sad med sænket hoved og lod ham tale mit liv derhen, hvor det var bedst for alle parter, at jeg enten levede alene eller undlod at nævne hende, jeg levede sammen med, mærkede jeg, at det, der skete, ikke var i orden. Et gigantisk nej, der hamrede gennem mine vener, da jeg svarede, at der ikke kunne blive tale om fortielse. Ikke et øjeblik eller for nogen. Uanset hvad konsekvenserne måtte blive. Uanset hvad. »Jeg vil bare høre, om du er o.k. Går det? Skal jeg komme over?«. Min lesbiske veninde i 50'erne ringede mange gange om ugen i årene, der fulgte, og hun var langtfra den eneste, der rakte hænderne frem og trak mig videre. Ind i nye sociale sammenhænge og dybere venskaber. Væk fra de sorte huller og den evindelige skyldfølelse over at skuffe de mennesker, der havde haft så store, om end helt bestemte, forventninger til mig. Dengang, da jeg var 21 år og ikke kunne finde rundt i København uden et bykort, havde jeg ikke tilstrækkeligt overblik over, hvori forventningerne præcis bestod, men brikkerne faldt efterhånden på plads, og til slut lå puslespillet samlet. Billedet af den hvide, lynuddannede akademikerkvinde med velbetalt arbejde, bosiddende i byen eller i provinsen med jævnaldrende mand, i færd med at skabe en moderne kernefamilie med et eller flere børn. Det var det ideal, jeg forventedes at stræbe imod, endskønt det forekom mig mere og mere som et tyranni af dimensioner, ingen talte om. Eksemplerne står i kø, så lad mig gribe det senest tilkomne. OVNSTEGTE kartofler og lammekød blev budt rundt, imens snakken gik over de tulipanformede vinglas. Hvor kendte man værtinden fra, og hvad beskæftigede man sig med. Hvor var man opvokset. Så man sine forældre. »Ikke ofte. Min spring ud-historie hører ikke til de lykkeligste«, svarede jeg min borddame, psykoterapeuten, der nikkede forstående, imens hun fortalte, om dengang hun troede, at hendes datter havde fået en kvindelig kæreste. »Det var lidt af en forskrækkelse, det må jeg indrømme, men heldigvis viste det sig, at det bare var en veninde«. Hun smilede arkaisk, men kun til jeg bad hende uddybe, hvad hun mente med heldigvis. Da stivnede hendes smil, imens hun sagde, at det jo var svært at være lesbisk, det var i hvert fald hendes opfattelse, »og det ville enhver mor naturligt tænke, det er jeg sikker på«, lagde hun til. »Det er der ikke noget som helst underligt i«. Jeg tror, jeg svarede, at det mest underlige var, hvordan diskrimination af lesbiske kunne legitimeres ved andres mulige diskrimination, og bemærkede, hvor dejligt det ville have været, hvis mine forældre havde tænkt lidt mindre i de baner. Så var jeg i hvert fald sluppet for det værste, men hendes talestrøm var allerede gledet videre. Over til historien, om dengang en veninde havde forelsket sig i hende. »Jeg afviste hende selvfølgelig, men hun tog overhovedet ikke et nej for et nej«, konkluderede hun med sammenpressede læber. »Hun lod mig simpelthen ikke i fred«. Jeg har aldrig mødt skræmmebilledet; den lesbiske nymfoman, der ukritisk scorer, hvem scores kan, så længe det er kvinder, der er tale om. I hvert fald ikke andre steder end i heteroseksuelle kvinders dramatiske udlægninger, og de fortælles altid så tilpas frydefuldt, at man dårligt kan være i tvivl om, hvor meget den lesbiskes begær har gjort for den pågældende kvindes selvfølelse. Måske er det derfor, heteroseksuelle kvinder håber at genfinde den lesbiske nymfoman i mig, har jeg af og til tænkt, når jeg har måttet afvise en kvinde, der ellers lige har drukket sig mod til. Helst før hun vil have afklaret, om jeg ikke altid har fundet hende seksuelt attraktiv, og om hendes mandlige kæreste eventuelt må kigge på. TANKEVÆKKENDE er det, at selv velinformerede, civiliserede danskere kan blæse den seksuelle forskel op, til den dækker den lesbiske så meget fra top til tå, at hun regnes for helt i seksualitetens vold. Hvor mange ville bryde sig om at blive gjort lig deres seksualitet, må man rettelig spørge, ligesom det er værd at overveje, hvor mange der i det hele taget ville bryde sig om at blive gjort lig det, der adskiller dem fra flertallet, til der kun er et lidet charmerende, endimensionalt antiideal tilbage. Oven i købet et, det regnes for fuldt ud legitimt at problematisere og spørge ind til - selv i situationer, hvor vi dårligt aner, hvem vi taler med. »Hvad er der egentlig gået galt, siden sådan en flot kvinde som du er blevet lesbisk?«, blev jeg eksempelvis spurgt for ganske nylig, da jeg blev interviewet offentligt om en roman, jeg har skrevet. Intervieweren kunne lige så vel have spurgt, hvorfor jeg var sammen med kvinder, når det ikke var et udseende som skræmmebilledet 'betonlebben', der afskrækkede mænd og dermed tvang mig til det. I det hele taget vidner spørgsmålet om, hvad en kvinde med et godt udseende forventes at bruge det til, og om, at kun de mest hårrejsende barndomstraumer kan undskylde, at hun ikke gør det. Findes der derimod ingen åbenlys forklaring på, at det er gået så galt, forbliver lesbianisme et uforståeligt fravalg af mænd, af følgelig reproduktion og af naturens gang. »Min mor kunne rigtig godt lide dig«, sagde min veninde og grinede lidt. »Hun syntes bare, at det næsten er spild, at du ikke får nogen børn«. Om det mest foruroligende ved dette statement er, at homoseksualitet og sterilitet ubesværet glider sammen, som er insemination ikke længere en mulighed i dette land, eller om det snarere er, at man inden for denne logik går til spilde som homoseksuel og/eller barnløs, vil jeg lade være usagt. Faktum er, at reproduktion stadig hyldes som kvinders primære og fornemste opgave under henvisning til alt fra naturens orden, biologiske ure og dyrerigets yngelpleje til hulemaleriers fremstilling af kønnenes sande bestemmelse. DOG ER DET kun lesbiske kvinder, der går til spilde, eftersom få sandsynligvis ville anklage en heteroseksuel kvinde, der uden held har prøvet at få børn, for det samme. Logikken er, at den biologisk sterile kvinde ikke har valgt at være steril, mens den lesbiske kvinde jo bare kan vælge at lægge sin formålsløse grille på hylden, finde sig en mand og tænke på fædrelandet, til børnene har nået skolealderen. Skulle hun nægte og eventuelt endog ytre, at lysten til at få børn faktisk aldrig har holdt hende vågen om natten, må hun være forberedt på, at mors hammer falder hårdt, hvor hun forventes at være mest sårbar. »Hvad er du for en kvinde? Det er sørme godt, at du ikke får nogen børn, når det er sådan, du har det med moderskabet! «, råbte en kvinde i 50'erne ud over stolerækkerne og overdøvede aldeles mine forsøg på at afklare, om der virkelig kun fandtes ét moderskab i hendes univers, nemlig moderskabet i ental, og om jeg var mindre kvinde, fordi jeg ikke ville tage det på mig. Selv om hun nøjedes med at udvandre til svar, siger erfaringen mig, at hendes svar ville have været et stort og rungende: Ja, du har netop diskvalificeret dig selv som kvinde og debattør. Vent med at udtale dig, til du har prøvet moderskabet på egen krop og kan indlede enhver sætning med 'som mor til en pige på 10 vil jeg sige ...'. DET ENESTE, der for alvor kan få homoseksualitet og frivillig barnløshed til at blegne, er stor aldersforskel. Det slog mig midt under den voldsomt opblæste 'Når du mindst venter det', hvor vi følger Diane Keatons eskapader med en ung, attraktiv, men blodfattig læge, til hun endelig indser, at lige børn leger bedst. Så exit lægen, der alligevel aldrig gjorde et overbevisende indtryk, og ind med den jævnaldrende, men svært udholdelige Jack Nicholson, der tidligere optrådte som datterens modne og storskrydende elsker, men nu har fundet sin rette hylde som hyggelig morfar for hendes nyfødte barn. »Morsom, rørende og helt fantastisk. Kan ikke anbefales nok. Ligegyldigt om du er 20 eller 60«, lovede anmelderne på stribe, men det faldt dem ikke ind at pointere, at det sandsynligvis er en forudsætning for at finde filmens budskab det mindste rørende, at 'du' på 20 eller 60 har en jævnaldrende partner eller planer om at få det. I modsat fald er det lidt svært at more sig over, at parforholdene med stor aldersforskel fremstilles som useriøse alternativer til den lykkelige forening mellem den jævnaldrende kvinde og mand. »Hun kunne jo være din mor!«, er så hyppig en reaktion på de 22 år mellem min kæreste og mig, at det efterfølgende, »har du tænkt på det?«, ærlig talt forekommer en smule overflødigt. Man kan dårligt undgå andet, når man til stadighed må se sit forhold udlagt som incestuøst og problematiseret derefter. Symptomatisk nok bliver par uden aldersforskel aldrig mødt med, »hun kunne jo være din søster!«. End ikke hvis de ligner hinanden af udseende, ligesom det bestemt ikke er i orden at udbryde, »hun kunne jo være din mor«, i de oplagte tilfælde, hvor en mand er sammen med en jævnaldrende kvinde, der faktisk ligner hans mor til forveksling. NÅR TALEN falder på homoseksualitet eller barnløshed stopper spørgsmålene som regel ved første dyneløft og afklaring af mulig frygt for at ende ensom i De Gamles By. Men når det drejer sig om aldersforskel, er grænsen åbenlyst forrykket. Måske fordi aldersforskel regnes for så grænseoverskridende langt ude, at alle spørgsmål i udgangspunktet er det rene vand i sammenligning. Eller måske fordi dét at vælge på andre hylder end den såkaldt normale med pil til naturlige og dermed ideelle samtidig anses for at være en stående invitation til at lege Spørge Jørgen med alle, der gider lege? I Danmark har vi en forestilling om, at vi har frit valg på alle hylder, når vi vælger livsform, men som det nok fremgår, vil jeg mene, at der er tale om en helt teoretisk mulighed. I praksis vælger vi snarere frit, om vi vil udsættes for diskrimination i alle afskygninger, eller om vi vil leve, som idealet foreskriver. I sig selv er der naturligvis intet galt i hverken at stræbe efter eller at indgå i den heteroseksuelle kernefamilie. Hvad der derimod er lodret uacceptabelt, er den dæmonisering og fordømmelse af andre livsformer, der pågår og tydeligvis må vedblive at pågå, hvis kernefamilien som ideal skal opretholdes. TIL DET FORMÅL er myten om det frie valg afgørende, eftersom vi unægtelig ville fremstå inhumane, hvis vi ekskluderede velfungerende samfundsborgere, der ikke selv har valgt deres anderledes livsomstændigheder. Og det er netop min pointe. For valget af seksuel orientering er ikke et frit valg, eftersom det ikke er en viljeshandling, hvem vi føler os seksuelt tiltrukket af, og hvem vi forelsker os i - heldigvis ikke, siger jeg med tanke på det liv, jeg har fået ud af at forelske mig i de såkaldt forkerte. Blot vil jeg mene, at det siger ganske meget om et samfunds potentiale for vækst og nytænkning, hvordan vi reagerer på dem, der skiller sig ud. I Danmarks tilfælde har jeg ærlig talt svært ved at se potentialet for bar modstand.