Vi lever nui en verden, der er præget af ustabilitet og usikkerhed. 11. marts i Madrid viste, at det også gælder vores verden. Forøget terrorberedskab i London: Myndighederne siger, at de venter, at terrorangreb vil komme, og at de ikke kan forhindre det. I København holder myndighederne vejret og håber på, at vi bliver overset. Tv-nyhederne beretter dagligt om bomber og døde i Irak. I Mellemøsten fortsætter myrderierne med forøget styrke. I Kosova er der brug for flere danske soldater, fordi serbere og albanere igen slår hinanden ihjel. I Afghanistan prøver tusindvis af NATO-tropper at holde landet sammen. Men der er også en dagligdag, der ikke synes berørt. I Danmark snakker vi om skattelettelser og forbrugsfest. I Europa om en ny forfatning, der skal samle Øst- og Vesteuropa for første gang. Aktiekurserne har det bedre. Også i verden langt herfra er der en dagligdag. I Kina og Indien buldrer væksten af sted mellem 7 og 10 procent om året. Millioner af mennesker får her dag for dag flere penge mellem hænderne. Drømmen er måske en bil, et nyt hus eller et satellit-tv. I andre dele af verden er dagligdagen knap så optimistisk. I Zimbabwe og i Etiopien banker sulten på døren. I Uganda fortsætter krigen i den nordlige del af landet. I Nepal er der en slags borgerkrig. I Haiti har en borgerkrig igen skabt kaos. Er der en verdensorden? Eller er der flere? Er der orden, eller er der kaos i verden? 11. september 1990 (bemærk datoen) bekendtgjorde præsident George Bush senior en ny verdensorden: »Krisen i Golfen, så alvorlig som den er, giver os en sjælden mulighed for at skabe et nyt historisk samarbejde. Fra disse vanskelige tider kan en ny verdensorden opstå uden frygten for terror; stærkere i retfærdighed og sikrere i fred«. Den slags verdensorden har vi ikke fået. I stedet har vi fået en opdelt verden. En verden, hvor frygten for terror er større. En verden, hvor fred og retfærdighed er ulige fordelt. Hvis ikke vi har en verdensorden, hvad har vi så? Hvordan kan vi beskrive den verden, vi har nu 14 år senere? Den britiske analytiker Richard Cooper har foreslået, at verden bedst kan beskrives som tredelt: Der er en postmoderne verden, en moderne verden og en præmoderne verden. I Europa, Japan og dele af Nordamerika har vi en postmoderne verden. Her er staterne i gang med et intenst samarbejde økonomisk, politisk og socialt. Grænserne nedbrydes af internet, af rejser, af fælles valutaer, af fælles beslutninger. Her er der samarbejde om at finde fælles løsninger på miljøproblemer, på international kriminalitet, på krigsforbrydelser. Det er den verden, Danmark lever i og gerne støtter op om. Her spiller normer om godt og ondt en større rolle end militærmagt. Her kan opståede problemer forhandles og måske løses i fællesskab. Staterne søger at opbygge fælles regler, der gælder for alle, fordi de globaliserede samfund ikke længere kan holdes inden for grænserne. Når EU nu søger efter en fælles forfatning, er det for at kunne styre økonomien mere effektivt, sikre fælles regler om immigration, skabe et samarbejde om bedre kriminalitetsbekæmpelse. Staterne beslutter sig for at afgive en del af deres formelle suverænitet for i stedet at opnå indflydelse på, hvad de andre stater beslutter. Et regelsæt, der binder alle stater, giver regeringerne muligheder for at være mere effektive. Hvad enten det gælder handelsforhandlinger med USA for at forhindre Bushregeringen i at indføre toldsatser på stål, eller det er fælles regler om patenter, agurker eller dialog med Mellemøsten, så er EU mere effektivt end den enkelte regering. I den postmoderne verden spiller det enkelte menneske og dets rettigheder en mere fremtrædende rolle. Vi har svært ved at acceptere, at der findes lande, hvor der foregår lemlæstende omskæring af kvinder. Vi har svært ved at acceptere tvangsægteskaber. Vi har svært ved at sidde på sidelinjen og se på folkedrab eller etnisk udrensning selv i lande langt herfra. Det postmoderne statsdilemma er derfor, at samtidig med at vi er stærke tilhængere af et internationalt regelsæt, der skaber samarbejde mellem stater, mener vi også, at vi skal have mulighed for at skride ind over for regeringer, der groft misbruger regeringsmagten, eller som tillader barbariske skikke at leve videre. I vores politik over for Eksjugoslavien sås dette dilemma tydeligt. Danmark pressede sammen med Tyskland på, for at Kroatien, Slovenien, Bosnien skulle have ret til selvstændighed som stater, fordi befolkningerne ønskede det. Samtidig kunne vi ikke acceptere disse stater som suveræne, hvis ikke de garanterede menneskerettighederne. Da den etniske udrensning tog til i Kosova, besluttede vi derfor uden internationalt retsgrundlag at starte en krig for at beskytte Kosovaalbanerne. Den postmoderne stat ønsker nemlig vidtgående internationale regler, der gælder for alle stater, også selv om de skal tvinges til at overholde dem. Den postmoderne verden er en verden for de få. I den del af verden, hvor de fleste mennesker bor, er det stadig staten og regeringen, man sætter sin lid til. I Kina, i Indien, i Rusland er målet at skabe økonomisk vækst og forbedring gennem en stærk central statsmagt. Det er den moderne verden. Her er målet for regeringerne at skabe den modernisering og industrialiseringsproces, vi gennemgik for 100 år siden. Her er målet at få en stærk og effektiv stat. Her vil man have atomvåben for at afskrække andre stater. Her er målet at skabe international stabilitet gennem magtbalance og magtalliance. Den moderne verden har brug for sin stærke stat. Taiwan, Tjetjenien, Kashmir, Tibet mærker den hårde linje fra de stærke stater. Staterne i den moderne verden ønsker stabilitet og sikkerhed for at kunne løse de store opgaver, de står over for internt. Her er millioner af mennesker, der lever i fattigdom, og som kun svagt mærker den økonomiske fremgang i landene. Her er samfund, der kun langsomt er ved at udvikle pluralistiske strukturer med pressefrihed og et aktivt civilsamfund. I den internationale politik er de moderne stater optaget af at forsvare deres suverænitet. De ønsker som Indien fuld repræsentation i FN's Sikkerhedsråd. De ønsker som Kina fuld optagelse i verdens økonomiske organisationer, som de fik med WTO-medlemskabet. De ønsker som Rusland respekt for deres særlige status som kernevåbennation. De moderne stater er interesserede i en verdensorden baseret på staternes anerkendte suverænitet, og hvor FN spiller en rolle som repræsentant for staternes rettigheder. De er betænkelige ved de såkaldte humanitære interventioner, og de er skeptiske over for udbygningen af menneskerettighederne, hvis det indskrænker staternes rettigheder. Der er mange moderne stater, både store og små, som Sydkorea, Thailand og Malaysia. Mange af de moderne stater er aktive medspillere i globaliseringen, men for dem er det et middel til at styrke staten og statens muligheder. Internationale retsregler er helt centrale for moderne stater, fordi de har behov for regulering af det internationale system og dermed en reduktion af den trussel, andre stater stiller den moderne stat over for. Menneskerettigheder er staternes opgave og staternes pligter. Det er ikke det internationale samfunds opgave, og det er ikke andre staters opgave at overvåge eller endnu værre gennemføre én opfattelse af menneskerettigheder i andre lande. Det internationale samfunds sikkerhed og stabilitet bygger på en grundlæggende pagt, som staterne har indgået med hinanden. Den er bl.a. udtrykt i FN-pagtens artikel 2. Her står, at ingen stat har ret til at intervenere i andre stater. Det understreges i artikel 2, at staterne skal respektere hinandens suverænitet. Siden afslutningen af 30-års krigen i 1648 i Westfalen har det grundprincip været fundamentet for det internationale system. Man skal efter de moderne staters opfattelse være meget påpasselig med at pille ved den mekanisme. Store lande som Indien, Kina, Brasilien, Nigeria, Indonesien fremfører med varierende betoning sådanne principper. Den tredje slags verden er den præmoderne verden. Her er stabilitet og stærke stater mangelvarer. I lande som Congo, Zimbabwe, Somalia, Sudan, Liberia, Haiti er kaos og anarki dagligdag. Her er ingen effektiv stat til at sikre frihed eller skolegang eller sundhed eller sikkerhed. Her kan banditter, enkeltgrupper og terrorister gøre, som de vil. Der er mange af den slags lande. Nogle er diktaturer. Andre lande er bare i opløsning. Nogle er lande, vi interesserer os for, som f.eks. Zimbabwe. Andre ignorerer vi, som f.eks. Burma. I nogle tilfælde har vi grebet ind og skabt et internationalt protektorat i et forsøg på at hindre de værste overgreb. Derfor er vi i Kosova, i Afghanistan, i Østtimor, på Haiti, i Congo. I andre lande lader vi bare stå til, som i Sudan og Somalia. I de præmoderne stater er der svage regeringer, der ikke har kontrol over andet end nogle få områder eller sektorer. De kan støtte sig alene på militæret, eller de kan støtte sig alene på kontrol af råvarerne, der udvindes. Formelt er de stater på linje med alle andre stater. Reelt er de stater uden intern suverænitet. De præmoderne stater er meget forskellige. Nogle er svage, men med en vis orden og stabilitet. Lande eller regioner som Mozambique, Bolivia, Mellemamerika, Laos, Cambodja holdes oppe af en blanding af bistand udefra og intern ro. Der er mange svage stater og med mange forskellige slags svagheder. De præmoderne stater lægger stor vægt på en international retsorden. Den er deres anerkendelse og legitimitet. Det er måske en regerings vigtigste ressource, at den anerkendes af andre stater. Stater som Nordcypern, der ikke anerkendes af andre, har det svært. Regeringer i svage stater er derfor meget skeptiske over for andre staters ønske om at definere, hvad der er regeringens opgaver, og hvad den skal gøre. Men de har ofte ikke noget valg. De er så svage, at de er nødt til at gøre, hvad de internationale donorer siger. Verden er ikke i orden. Der er ingen verdensorden med fælles ansvarlighed og fælles principper. Vi har tre verdener med vidt forskellige strukturer og dagsordener. Regeringerne i de tre beskrevne verdener har kun til fælles, at de er regeringer. I praksis lever de adskilte. Indtil nu har der været en fælles enighed mellem staterne og regeringerne, at uanset disse store forskelle var det i alle staters fælles interesse, at der var regler, der styrede deres indbyrdes samvær som stater. Det skabte mulighed for handel og investering. Det skabte mindre krig, end der ellers ville have været. Men den westfalske fred er opsagt. Der er én stat, der i kraft af størrelse, økonomisk og militær styrke og i kraft af en forestilling om sin egen helt specielle mission i verden ikke længere vil bøje sig under et fælles regelsæt. Det er det USA, der i 1990 havde en ambition om at skabe en verdensorden, men som i dag ikke længere vil have fælles regler. I dag fører George W. Bush junior en politik, hvor USA først og fremmet varetager sine egne interesser. USA vil have ret til at angribe andre stater, hvis USA synes, det er en god idé. Krigen mod terror er blevet gjort til en altomfattende begrundelse for, hvad USA ønsker at gøre. For et år siden sagde USA og Storbritannien, at en krig mod Saddam Hussein ville være et skridt på vejen mod mere orden. Måske er det rigtigt - måske er det ikke. Nu et år senere giver mange mennesker i Europa Irakkrigen skylden for forøget terror. Irakkrigen gjorde ondt værre, hævdes det i Madrids gader - og i Londons. I USA gives Osama bin Laden og Saddam Hussein skylden. Despoter og terrorister er årsagerne til vores problemer, hævdes det. Forebyggende angreb er svaret. Det mener den israelske regering også. Folketingets høringom Irakkrigen viste, at Danmark er splittet om, hvor vi skal lægge vores lille lod i skålen. På den ene side støtter et stort flertal i Danmark en international retsorden, som alle stater og regeringer skal indordne sig under. På den anden side støtter mange danskere holdningen om, at vi ikke bare kan sidde med hænderne i skødet, når uretfærdigheden eller terrortruslen er åbenbar. Vi vil gerne støtte USA, men også gerne have enighed i EU. Vi vil gerne styrke respekten for FN-pagten, men hvad nu, hvis FN er lammet af uenighed? Vi vil gerne gøre en indsats i den præmoderne verden for at mindske årsagerne til staternes sammenbrud. Vi vil gerne give en stor bistand. Vi vil gerne gøre noget særligt for at mindske kvindeundertrykkelsen i verden. Danmark vil gerne have en verdensorden. Men dilemmaerne i dansk udenrigspolitik står i kø. Vi vil gerne have en retsorden, men USA vil det ikke. Vi vil gerne støtte krigen mod terror, men kan den føres inden for en retsordens rammer? Er det i orden?