Øst for Tyrkiet ligger de andre islamiske lande Iran, Pakistan og Afghanistan med deres kolossale befolkningspotentiale. Syd for ligger Irak, Den Arabiske Halvø og den snart selvantændelige krudttønde i omegnen af Israel og de palæstinensiske selvstyreområder. Mod nord grænser landet op til det konfliktfyldte og uforudsigelige kludetæppe af lande og etniske grupperinger i Kaukasus. Den geopolitiske rolle, Tyrkiet har spillet siden Anden Verdenskrig som Vestens allierede mod det tidligere Sovjetunionen, bliver ikke mindre vigtig i fremtiden. Derfor presser USA også hårdt på, for at EU skal optage Tyrkiet i fællesskabet og dermed spille en stabiliserende rolle i det urolige Mellemøsten. Dertil kommer, at Tyrkiet er det eneste land i området med tætte økonomiske, politiske og militære bånd til Israel. Set fra EU-landenes synsvinkel vil Tyrkiet kunne udgøre en umådelig afgørende brik i spillet om, hvordan fremtidens Europa skal beskytte sine grænser mod den konstante indvandrertrussel. Her ligger en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor EU har forpligtet sig til at optage Tyrkiet som egentligt medlem, på trods af at de fleste EU-landes regeringer har et flertal af deres befolkninger imod sig i det spørgsmål. Her er Tysklands rolle meget afgørende. Foruden at være unionens største land er det også landet med de fleste indbyggere af tyrkisk oprindelse. Mere end to en halv million tyrkere bor i Tyskland, og da den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan i begyndelsen af september 2003 besøgte Berlin, fik han den tyske kansler Gerhard Schröders tilslutning til tyrkisk medlemskab. Til gengæld afviser Tysklands konservative opposition, at Tyrkiet kan opnå egentligt medlemskab. I Danmark støtter den borgerlige regering også tyrkisk medlemskab, om end de går meget stille med dørene. Også her er det oppositionen, der lytter til folkets røst. Socialdemokraternes formand lufter i bogen 'Lykketoft' fra september 2003 sin skepsis. Mon ikke oppositionen i begge lande forbereder sig på at høste stemmer ved valget til Europaparlamentet 13. juni i år? Tyrkiets forhold til EU tog en afgørende drejning ved topmødet i Helsingfors i december 1999, hvor det blev besluttet, at der kunne indledes optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, når landet havde opfyldt en række betingelser, blandt andet vedrørende demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. På topmødet i København i december 2002 gik EU-landene et lille skridt videre og vedtog datoen - på topmødet i december 2004 - hvor den endelige beslutning skulle tages. Bliver EU-landene i december 2004 enige om at indlede forhandlinger om tyrkisk medlemskab. Og forudsættes det, at forhandlingerne vil pågå i mindst 10 år. Og skulle forhandlingerne omkring år 2015 ende positivt - altså at Tyrkiet bliver medlem - ja, så kan der indføres lange overgangsordninger for arbejdskraftens fri bevægelighed, og så nærmer man sig måske år 2020 eller 2025. Det er en sådan tidshorisont, der arbejdes med. Ses der bort fra den åbenbare sikkerhedspolitiske gevinst, det på langt sigt vil være for Europa at knytte Tyrkiet nærmere til unionen. Og ses der også bort fra, at dette samarbejde måske kan blive en model for, hvordan kristne og muslimer i fremtiden kan samarbejde og leve fredeligt med hinanden og på den måde svække de kræfter, der alle steder ønsker at slås på den religiøse og kulturelle kampplads. Og tages der heller ikke hensyn til, at Tyrkiet med sit stærkt stigende folketal kan komme til at udgøre et vigtigt marked for europæiske virksomheder. Så er der to andre - sammenhængende - årsager til, at det vil være både visionært og i Europas egen interesse at knytte Tyrkiet nærmere til sig gennem medlemskab af EU. Man kan fristes til at sige, at Europa ikke har noget valg. For det første: I december 2000 offentliggjorde EU 'The Accession Partnership Document', og året efter offentliggjorde den tyrkiske regering 'The National Programme for the Adoption of the Acquis'. Disse to dokumenter indeholder dagsordenen for de forandringer, der skal gennemføres, før optagelse kan finde sted. På området for retlige og indre anliggender indeholder dokumenterne en række foranstaltninger på flygtninge- og indvandrerområdet, Tyrkiet i givet fald skal leve op til. I meget kort form står EU-landene på den ene side og Tyrkiet på den anden i følgende dilemma: Med beslutningen om at Tyrkiet på et tidspunkt kan blive medlem af EU, og med Amsterdamtraktatens vedtagelse af, at flygtninge- og indvandrerpolitikken 1. maj 2004 overgår til et egentligt EU-samarbejde, blandt andet med flertalsafgørelser, tvinges Tyrkiet til gradvis at indføre de fælles EU-regler, der er gældende på området for retlige og indre anliggender. Det gælder blandt andet en harmonisering af landets visumpolitik til de eksisterende Schengenregler, indgåelse af tilbagesendelsesaftaler, både hvad angår illegale tyrkere i Europa, og hvad angår illegale personer fra resten af verden, der befinder sig på tyrkisk grund. Tyrkiet skal også bringe sit asylsystem op på europæisk niveau, ligesom landet skal styrke sin ydre grænsekontrol, da dets grænser på et tidspunkt vil udgøre EU's ydre grænse. Det medfører også, at Tyrkiet får status som et sikkert tredjeland, hvilket betyder, at en asylsøger i et af de nuværende EU-lande, der er rejst gennem Tyrkiet, skal have sin sag behandlet af de tyrkiske myndigheder. På et møde 5. november 2003 diskuterede EU-landenes ministre på området at opstille en liste over sikre tredjelande, men de kunne ikke nå til enighed. Med andre ord står Tyrkiet over for nogle voldsomme forandringer i landets asyl- og indvandringspolitik, hvis det skal være medlem af EU. Forandringer, der både økonomisk og politisk vil være vanskelige for landet at gennemføre, blandt andet fordi tyrkerne, med rette, frygter, at en kombination af landets geografiske placering, reglen om sikkert tredjeland og underskrivelse af tilbagesendelsesaftaler vil gøre, at landet kommer til at hæfte for en uforholdsmæssig stor andel af de flygtninge og illegale indvandrere, der søger mod Europa. Om det vil gå så galt i praksis, set med tyrkiske øjne, afhænger blandt andet af, om de nuværende EU-lande får opbygget et system med burden-sharing-mekanismer, hvor landene i højere grad deles om fremtidens udgifter på asylområdet. Problemet forstørres ved, at Tyrkiet i dag har et geografisk forbehold i relation til flygtningekonventionerne, der i korthed betyder, at flygtninge fra ikkeeuropæiske lande kan sendes tilbage til det land, hvorfra de kommer. Det strider både mod Genèvekonventionen, mod det internationalt anerkendte non-refoulement-princip om ikketilbagesendelse og mod EU-landenes asylpolitik. Dette geografiske forbehold er planlagt til at udløbe i 2004, hvilket bringer Tyrkiet i det dilemma, at landet risikerer at have gennemført en række af de krav, EU-landene stiller, herunder ophævelsen af det geografiske forbehold, inden de i december 2004 modtager afgørelsen om, hvorvidt de bliver medlem eller ej. I det tilfælde risikerer Tyrkiet at komme i den situation, at landet skal agere bufferzone over for den indvandring, der vil komme fra Asien og Mellemøsten til Europa, uden at landet til gengæld vil nyde godt af de fordele, udsigten til et egentligt medlemskab bringer med sig. Risikoen for Tyrkiet er, at landet kommer til at hænge på store indvandrerstrømme, der ønsker at komme til Europa. Hvis landet ophæver sit geografiske forbehold, og flygtninge ikke kan sendes ud igen, skal deres sag prøves i Tyrkiet. Naturligvis en uholdbar situation, set fra tyrkisk side, hvis ikke landet loves medlemskab. Nogle vil sige, at de omkostninger, Tyrkiet får pålagt ved et øget samarbejde med EU, blandt andet opbygningen af en effektiv grænsekontrol og et stigende antal asylbehandlinger, kan betales af EU's kasser. Altså at EU-landene betaler sig fra tyrkisk medlemskab. Dertil er umiddelbart to indvendinger. For det første anser Tyrkiet løftet om egentligt medlemskab som en proces, der medfører et betydeligt udenlandsk inflow af kapital til landets fremtidige økonomiske udvikling. For det andet fører en stigning i indvandringen både økonomiske, politiske og kulturelle vanskeligheder med sig. Et argument, vi må forvente, danskerne har fuld forståelse for. Når det gælder Tyrkiets opgivelse af sit geografiske forbehold, kan de vel også forvente fuld opbakning fra den danske regering, der har dyb erfaring og forståelse for sammenhængen mellem indvandring og forbehold! Tyrkiet er også bange for en anden situation. Hvis og når EU-landene på et tidspunkt indfører en egentlig indvandrerpolitik, hvor mennesker, der kan opfylde bestemte funktioner i EU-landene, kan komme legalt ind i Europa, risikerer Tyrkiet at blive det land, hvor mennesker på vej mod Europa sorteres. De, der kan bruges på Europas arbejdsmarkeder, rejser videre fra Tyrkiet. Tilbage bliver dem, der udgør en byrde. EU-landenes dilemma er af den modsatte karakter. Hvis ikke EU accepterer Tyrkiet som fremtidigt medlem, og landet i øvrigt opfylder de kriterier, der er opstillet for medlemskab, kan Tyrkiet undlade at opfylde de betingelser, der er indeholdt på området for retlige og indre anliggender. For EU vil det betyde, at den ydre grænse mod de folkerige muslimske lande kommer til at ligge i Middelhavet, med de konsekvenser det vil få. Allerede i dag kommer en stor, men ukendt andel af asylsøgere og illegale indvandrere gennem Tyrkiet på deres vej til Europa. I de seneste par år har tyrkisk politi arresteret næsten 100.000 illegale indvandrere om året. I midten af 1990'erne lå dette tal på mellem 10.000 og 20.000. Om denne stigning skyldes øget aktivitet hos det tyrkiske politi er usikkert. Til gengæld er det endog meget sandsynligt, at dette tal vil fortsætte med at stige, og det er endnu mere sandsynligt, at en stor del af de arresterede var på vej til Europa. For det andet: Befolkningssammensætningen i Tyrkiet er i disse år forskellig fra samtlige andre europæiske lande. Men på lidt længere sigt vil landets befolkningsudvikling tilnærme sig resten af Europa. Fødselstallet er i disse år stærkt faldende. Om cirka 10 år forventes det gennemsnitlige antal børn født af en tyrkisk kvinde at nå ned på 2,0. I dag er det 2,70, og efter 2020, siger FN's prognoser, vil fødselstallet stort set komme ned på skandinavisk niveau, 1,85 barn per kvinde. Men i et kortere perspektiv er den tyrkiske befolkning ung. Meget ung i forhold til resten af Europa, men ældre i sammenligning med flertallet af ulandene i nærområderne. 32 procent af den tyrkiske befolkning er i dag under 15 år, og folketallet vil derfor i den nærmeste fremtid vokse. Fra 68 millioner i år 2000 til 82 millioner i år 2015. Derefter vil stigningen aftage, og det forventede folketal i år 2050 vil nå 98 millioner. Her ligger for manges vedkommende en af de store bekymringer ved fremtidigt EU-medlemskab. Blev Tyrkiet medlem i dag, ville landets befolkning være unionens næststørste, kun overgået af Tyskland. I år 2015 vil de to lande have nogenlunde samme folketal, men i årene derefter vil Tyrkiet udgøre EU's folkerigeste land. Denne udvikling betyder, at Tyrkiet i de næste årtier vil opleve en betydelig stigning i arbejdsstyrken. Og da den modsatte udvikling vil finde sted i Europa, er det åbenbart, at Tyrkiet i fremtiden kan komme til at spille rollen som arbejdskraftreserve for Europa. Debatten om Tyrkiets medlemskab vil sandsynligvis rase med stor inderlighed i løbet af 2004 op mod beslutningen om medlemskab. Debatten vil indeholde helt grundlæggende diskussioner om religion, økonomi og kultur. Men et meget afgørende dilemma, som blandt andet Tyskland har fattet, er: Med tyrkisk medlemskab får Europa en betydelig højere grad af muslimsk påvirkning end hidtil, hvilket vil give problemer, og mange vil være imod. Men alternativet er ikke, at den muslimske indflydelse bliver mindre. For Tyrkiet vil i fremtiden blive aldeles afgørende for, hvem der kommer legalt eller illegalt til Europa. Bliver Tyrkiet ikke medlem, risikerer Europa i langt højere grad, at det bliver andre indvandrere, der kommer. Som en god ven og realist, bosiddende i Mellemøsten, siger: »Det rigtige spørgsmål er: Ønsker Europa flere tyrkiske muslimer eller flere arabiske muslimer«.