Det er aldrig for tidligt at få en god alderdom. Det er konklusionen i alderdomsforskeren Henning Kirks nye bog, der udkommer i dag. Kronikøren har læst den. I MIN UNGDOM lød slagordet for de selvoptagne - og det var os alle sammen: 'Det er aldrig for sent at få en god barndom', og det er der gået mange terapikroner til. Spørgsmålet er, om vi ikke i dag med fordel kunne ændre det til: 'Det er aldrig for tidligt at få en god alderdom'. Alderdomsforskeren Henning Kirk påviser i sin nye bog 'Hjernen bag erfaring' (Akademisk Forlag), at vi selv i høj grad har indflydelse på, hvordan vores alderdom kommer til at forme sig. Jeg understreger - indflydelse på, ikke kontrol over. Han har, på basis af den internationale forskning i aldring, skrevet en bog, der gør det lysende klart, at vi godt kan droppe det usynlige lighedstegn, vi mere eller mindre bevidst alle sammen sætter imellem alderdom og affældighed. Jeg husker tydeligt, hvordan vi på TV-avisen i 1980'erne, da vi startede med at have piktogrammer bag oplæseren, viste en tegning af to krumbøjede oldinge ved et busstoppested, hver gang vi havde et indslag om f.eks. pensionister. Allerede dengang var det en stærkt forældet alderdomsopfattelse, som ikke sagde noget om pensionister, men en hel del om rygmarvsreaktionen, når en grafiker og en journalist hører ordet pensionist. Heldigvis udløste det en storm af protester, og vi var da ikke mere forbenede, end at vi fik ændret det. Men jeg ved i grunden ikke, om vi er kommet så meget videre. Luk øjnene, og sig ordet 'gammel'. Hvordan er det første billede, der viser sig? Næppe muntert. MEN HENNING Kirk slår et behjertet slag for at ændre opfattelsen af alderdommen og gamle mennesker fra at være en (ældre)byrde til at være en ressource. Og så slår han en pæl igennem forestillingen om erfaring som en billet til det tog, der er kørt. Det man én gang har lært, gør det nemmere at lære noget nyt. Og for raske mennesker kommer der ikke et punkt, hvor man ikke kan lære mere. Populært sagt, så hæfter ny viden sig hele tiden på den viden, man har i forvejen. Hver gang vi lærer noget nyt, er det i virkeligheden aldrig helt nyt. Der vil altid være noget på lageret i forvejen, noget, som den ny viden skal bygge videre på. Jo mere man ved om et emne, jo nemmere er det at optage nye informationer. Det er altså ikke det rene blær, når sproggenier siger: »De første tolv sprog er de sværeste, derefter kommer det hele af sig selv«. Det betyder ikke, at man ikke kan lære nye ting. Det bliver sværere, jo mindre man ved om emnet i forvejen, men man kan altid frem fra hjernelageret grave detaljer, som man kan hænge den ny viden op på. Hvis man vil. Jo mere negativt man stiller sig, jo sværere er det. Tænk bare på manualen til videoen, hvor man er rasende, før man nogen sinde har lukket den op. Det kan være svært nok at lære. Men det er ikke nok. Man skal bruge det, man kan og ved. Ellers ruster det. Use it or lose it, som Henning Kirk skriver i bogens undertekst. LIGESOM kroppen trives bedst, hvis den bliver brugt, gør hjernen det også. Det var ikke helt forkert, når de i KFUM sagde: 'En sund sjæl i et sundt legeme'. I modsætning til, hvad vi siden Descartes har troet på i den vestlige verden, kan man ikke skille sjæl fra legeme. Hjerneforskningen støtter opfattelsen af, at tanke og fornuft skyldes processer, der alene kan lokaliseres i hjernen. Bevidsthed og fornuft kan ikke betragtes isoleret fra følelse, fornemmelse og krop. De ting, vi opfatter med hjernen, bliver først fornemmet af kroppen uden for vores bevidsthed. Vi føler fornemmelsen, f.eks. noget angstfremkaldende, og hvordan vi reagerer på det, hænger nøje sammen med vores erfaringer. Måske er reaktionerne med alderen ikke så hurtige, men til gengæld vil den langt større viden, alle de erfaringer, man sidder inde med, gøre det sandsynligt, at man reagerer fornuftigt i en given situation. Men igen, det kræver, at man holder både sin krop og sin hjerne funktionsdygtig. JEG FORSTOD godt Roskildebiskoppen Jan Lindhardt, da han for et par år siden ved et møde om at blive gammel sagde, at han i hvert fald ikke skulle springe rundt og holde sig i form og i gang. Næh, han ville have lov at sidde med en plaid om benene og høre græsset gro. Jeg forstod ham, men jeg troede ham ikke. Han reagerede på det hysteriske alderdomsfornægtende ungdomsræs. Og det er der al mulig grund til at gøre, men det ændrer ikke spor ved det faktum, at hvis man sætter sig alt for længe ned for at høre græsset gro, så varer det ikke ret længe, før det er det eneste, man hører. Jeg forstår sandelig godt, at midaldrende kan blive fuldstændig udmattede ved tanken om, at der aldrig kommer et tidspunkt, hvor man kan slappe af, holde op med at bekymre sig om verdens tilstand, og sin egen utilstrækkelighed, og generelt lade stå til, men der står så igen Henning Kirk med sit manende 'use it og lose it'. Bruger man ikke kroppen, forfalder den. Bruger man ikke hjernen, ruster den. Evig stilstand er død, som der står så smukt i salmen. I gamle dage var der en forestilling om, at man havde et vist mål livskraft, og når det var brugt, så var man udbrændt. Det var også derfor, man ikke skulle brænde sit lys i begge ender. Og at gamle mennesker endelig skulle tage det med ro. Så de ikke for hurtigt fik brugt deres kvote. Ikke mindst inden for ældreplejen får man somme tider indtrykket af, at holdningen stadig er, at det, gamle mennesker har brug for, er det samme, som spædbørn har brug for: 'ro, renlighed og regelmæssighed'. Men det er med livskraft, med hjerne og med kroppens kræfter det samme som med følelser. Jo mere man bruger, jo mere får man. Også her adskiller mennesker sig fra sæbe. Det er ikke sådan, at jo mere man bruger, jo mindre er der igen. Tværtimod. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at Roskildebispen med sin nysgerrighed, sin samfundsinteresse og sin lyst til at blande sig i debatten vil høre meget andet end græsset gro. Også når han bliver gammel. Ny forskning viser igen og igen, at fysisk aktivitet medfører længere liv. Og, nok så vigtigt, bedre liv. Desuden medfører motion en mere stabil døgnrytme og ikke mindst en bedre nattesøvn. Fysisk træthed giver en sundere søvn. Nu har jeg truffet mange intellektuelle, som kun havde hån tilovers for enhver form for fysisk aktivitet. Og som mente, at deres overlegne intelligens var bevis nok for hjernens uafhængighed af kroppen. Det er den med - et sundt og naturligt sexliv beskytter én mod sportslivets fristelser. Det vil muligvis forbløffe dem at høre, at de sandsynligvis ville være endnu klogere, hvis de bevægede sig noget mere. Ved hjerneskanning kan man konstatere, at fysisk træning styrker hjernen på i hvert fald to måder. For det første øges blodforsyningen, især til pandelapperne. Det er meget vigtigt, da pandelapperne i dag populært omtales som hjernens dirigent. For det andet kan man direkte påvise, at hjernens volumen øges. Kirk refererer til en britisk befolkningsundersøgelse fra 2003, som viste, at midaldrende og ældre personer, der gennem årene havde været fysisk aktive og/eller havde fritidsaktiviteter i øvrigt, scorede bedre resultater ved intelligenstestning. Der var i forvejen taget højde for sociale forskelle, rygevaner og så videre. I øvrigt er sex også sundt. Så det ene behøver ikke at udelukke det andet. Det har i årevis været almindelig sund fornuft, at frisk luft og motion tog toppen af smådepressionerne. Nu er det videnskabeligt bevist. Flere forsøg i de sidste 5-6 år har vist, at ikke alene har både konditions- og styrketræning en forebyggende effekt mod depressioner, det er dokumenteret, at motion direkte kan virke som antidepressivum og således kan behandle depression. Fysisk sker der det, at kroppen under træning frigør endorfiner og signalstoffet serotonin, som har særlig betydning ved depression. Psykisk er der den fordel, at motion ofte foregår sammen med andre. Der er altså menneskelig kontakt, socialt samvær og måske oven i købet omsorg. Alt sammen mangelvarer i mange menneskers liv. For et par år siden læste jeg et interview med Ingmar Bergman, hvor han fortalte, at han først nu, hvor han er oppe i 1980'erne, har været i stand til at bekæmpe de depressioner, der har plaget ham hele livet. (Det lettede mig egentlig meget at høre, at han altid har lidt af depressioner. Så forstår jeg bedre hans film). Han gør det, at han hver morgen hjemme på Fårø står meget tidligt op. Sådan ved daggry. Og så går han en lang tur langs vandet. Fordi, siger Bergman, depressioner elsker at ligge længe om morgenen. Og de hader frisk luft ... Manden har jo ret. Og nu er det videnskabeligt bevist. NOGET overraskende måske viser det sig, at det er farligere at være fysisk passiv, end det er at ryge, når det gælder udvikling af hjerte-kar-sygdomme, ligesom det faktisk er bedre at være en aktiv overvægtig, end det er at være en slank uvirksom person. Bare en halv time om dagen med fysisk aktivitet, der svarer til rask gang, halverer risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdomme. Ifølge Henning Kirk har de sidste 10-20 års forskning vist, at alderen alene ikke er den afgørende forklaring på et konkret problem. Alderen er f.eks. ikke i sig selv forklaringen, hvis en 80- årig kører den forkerte vej på en motorvej. Alderen kan have indirekte betydning. For hvert år man bliver ældre, falder ens reservekapacitet. Dermed øges risikoen for udvikling af sygdom, og med årene især kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, slidgigt, knogleskørhed og demens. Sygdomme, hvor der sker en gradvis degeneration af væv og organer. Men Kirk understreger, at alderen ikke automatisk medfører kroniske sygdomme, og faktisk er flere kroniske sygdomme, f.eks. hjerte-kar-sygdomme, mindre hyppige end tidligere. Alderen alene forårsager ikke et problem. Alderen kan være et problem, hvis man får et problem. Men undgår man sygdom, ulykker og kriser, er alderen ikke i sig selv noget problem. Og den kan i flere tilfælde være en styrke. Ligesom på andre stadier i livet kræver det en vis selvrespekt at afkræve andre mennesker respekt. Hvis man hele tiden refererer til sig selv som en gammel idiot, ligger det lige for, at andre vil dele opfattelsen. Generelt ligger vi alle sammen under for en negativ forventning til gamle menneskers formåen. Hvis man som 80-årig glemmer en aftale, vil man selv og omgivelserne betragte det som et alderdomstegn. Hvis en 22-årig gør det, er han bare snotforvirret. Nu kan man med god ret indvende, at de færreste mennesker undgår sygdom, ulykker og kriser i et langt liv, og det er måske også mere korrekt, at vores livskvalitet i høj grad afhænger af, hvordan vi håndterer de kriser, der opstår. VERDENS hidtil ældste person, Jeanne Calment, døde i 1997, da hun var 122 år. Hun havde på ingen måde undgået sorger og bekymringer i sit liv, og man kan heller ikke sige, at hun havde undgået sygdom. De sidste år havde hun stærkt nedsat både syn og hørelse, og hendes førlighed var svækket efter et hoftebrud, som hun pådrog sig, da hun faldt som 115-årig. Alligevel havde hun på ingen måde et dårligt liv, hun var åndsfrisk og modbeviste således den tidligere herskende teori om, at alle bliver demente, hvis de lever længe nok. Det turde være bevist, for psykologer og læger stod i de senere år nærmest i kø for at undersøge hende. Det var karakteristisk for hende, at hun til det sidste interesserede sig for verden omkring sig. Hun besad energi, nysgerrighed og livsglæde. Hun elskede at fortælle historier fra sit lange liv, men - og det er måske nok så vigtigt - hun var i lige så høj grad optaget af at høre nyt fra andre. Nu kan hverken Jeanne Calment eller noget andet menneske sættes på en formel, men derfor kan man jo godt lære af det gode eksempel. Vi ved, at folk over 100 er den hastigst voksende befolkningsgruppe, og fra at være et overset forskningsområde er gerontologien - forskning i aldring - i de senere år gået hen og blevet der, hvor forskningsmidlerne og prestigen i stigende grad befinder sig. Det har naturligvis noget med de store efterkrigsårgange at gøre. Det er dem, der nu står for at blive gamle, og det har de/vi det rigtig dårligt med. Amerikanerne, som generelt lider af mindst lige så megen alderdomsforskrækkelse, for ikke at sige dødsangst, som os andre, opererer med et begreb, som de kalder successful ageing. Jeg ved ikke, om jeg er alene om at få nærmest udslæt ved udtrykket. Henning Kirk oversætter det til det mere afdæmpede 'vellykket aldring'. Forskningen opererer med tre hjørner, der tilsammen skal sikre den vellykkede aldring. De kalder det psykiske faktorer, sociale faktorer og fysiske faktorer. Det har de så en masse fine ord og undersøgelser omkring, men jeg kan godt her afsløre, hvad det dækker over: Man har et godt liv, hvis man er glad og udadvendt, interesserer sig for andre mennesker og verden omkring sig, har en god familie og/eller et godt netværk af venner og mennesker, man holder af, har en hyggelig bolig og en nogenlunde økonomi samt et helbred, der selv om det ikke er på toppen, er til at holde ud. Man har et dårligt liv, hvis man er sur og negativ, kun interesserer sig for sig selv, lever uden familie og venner, bor i en ussel bolig og har et elendigt helbred. Fordi man inden for forskning ikke kan lide at sige, at folk selv har en medindflydelse på deres livssituation, opererer man med begrebet mestringsstrategier. Det dækker stort set over det snusfornuftige begreb 'Det handler ikke om, hvordan man har det, men om hvordan man ta'r det'. Og det er nu videnskabeligt bevist. »Så længe døden findes, kan man aldrig helt slappe af«, siger Woody Allen, og selv om han er mere end almindeligt neurotisk, står han ikke alene med den opfattelse. Døden har vi - trods ihærdige forsøg - ikke afskaffet. Det er stadig sådan, at livet koster livet, men så meget des mere grund er der naturligvis til at få det bedste ud af det.