I en 'Skrivelse fra en gammel landsbypræst' fra 1818 fortæller præsten om en heftig diskussion, der udspandt sig en aften, da greven, birkedommeren og forvalteren var på besøg i præstegården. »Forleden aften, da vi havde den ære, at den nådige greve besøgte os, opstod, efter at vi havde sat os tilbords, en heftig diskurs angående nationalånd. Greven mente, at eftersom nationen bestod af tre klasser: adelen, købstadsfolk og bondestanden, så måtte der nødvendigvis også gives tre slags nationalånd. Han påstod at en greves, en købstadsborgers og en hoveribondes nationalånd var så forskellige som dag og nat, som en jysk hoppe og en arabisk hingst. Birkedommeren var derimod af den mening, at nationalånd måtte være ens for alle, og at den ikke lod sig inddele i klasser. Han henviste til etymologien: »national kommer af natio , slægt, art, nation, folk. Når jeg siger en nationaldyd, så forstår jeg derved en dyd, som et helt folk besidder«. »For fanden«, råbte greven, som var blevet hidsig, »hvor kan et helt folk besidde een dyd!«. Greven blev så ophidset, at han rejste sig fra bordet, og smældede med sin ridepisk omkring i stuen, så folk kunne høre det udenfor«. Den begrebsdiskussion, som lensgreven og birkedommeren fører, er også en identitetsdiskussion. I lensgrevens selvforståelse er identitet knyttet til en stand . I birkedommerens selvforståelse er den knyttet til en nation , man er dansker, tysker eller amerikaner - før man er greve, borger eller bonde. Studiet afidentitet er vanskeligt, blandt andet fordi ord og begreber har det med at skifte betydning. Vores opfattelse af og tanker om identitet foregår naturligt nok i et sprog, som er formet af nutidens nationale og demokratiske samfund. Men dette sprog er ikke særlig velegnet til at indkredse identiteter i en kultur eller kulturepoke med et anderledes system af kollektive identiteter, f.eks. et system hvor stand og religion indgår som grundkomponenter i identitetsdannelsen. Tager man Ordbog over det gamle danske Sprog og en tilsvarende Ordbog over det gamle norske Sprog, viser det sig, at ordet folk ikke knyttes sammen med begrebet nation, men med slægt og husstand. Folk betyder her: »Husfolk, de mennesker, som er i ens hus, hører til ens hus, hører til ens husholdning«. Heller ikke i de jyske almuesprog vandt betydningen folk som nation indpas. I Ordbog over Jyske Almuesmål figurerer ordet folk fortsat kun i den gamle betydning - som slægt og husstand. I den førdemokratiske samfundsorden var begrebet folk en undersåtskategori. Folket var altid underlagt en formynder, for eksempel en husherre, en landsfader eller Gud Herren. Samfundet var så at sige bygget op af huse i forskellige størrelser. Skræddermesteren var herre i sit skrædderhus og ansvarlig for sit folkehold. Kongen var herre i sit kongehus og havde også sit folk. Det europæiske statssystem var således bygget op af huse, det habsburgske hus, det oldenburgske hus osv. Den største herre var Gud, hvis folk samlede sig i Guds hus. Folket var således ikke herre i eget hus, men indgik derimod som undersåt i en husstand. Reformationen i 1536 kan betragtes som det første store folkeoplysningsprojekt, der blev iværksat i Danmark, men reformatorernes identitetspolitik tog ikke sigte på at forme en national identitet, men en husstandsidentitet. Luthers samfundssyn byggede på formynderskab som det bedste styringsprincip. At Luther gjorde det, er ikke bemærkelsesværdigt. Det gjorde alle i samtiden. Det bemærkelsesværdige er derimod, at han gjorde op med paven som religiøs formynder. Det har senere fået mange - endog teologer - til at påstå, at med Luther fik vi skilt religion og stat ad. Intet er mere forkert. Hvad Luther skilte ad, var staten og den usynlige kirke - det åndelige regimente - hvad der ikke blev skilt ad, men tværtimod integreret langt stærkere end før, var staten og den synlige kirke. Og det var den synlige kirke, der skulle oplyse og opdrage folket. Grundbogen i dette oplysningsprojekt blev Den Lille Katekismus, som Luther skrev i 1529. Det er svært at tænke sig en litteratur, der fik et så fast greb om folks verdensbillede, som Den Lille Katekismus og de øvrige religiøse lærebøger, der blev udgivet efter reformationen. Præsterne forkyndte og indprentede ikke bare den rette tro, men også den rette livsførelse. Kirkens budskab var lige så absolut og indtrængende i den enkeltes hverdag, som Koranens er det i en række muslimske lande i dag. Men i sidste tredjedel af 1700-tallet begynder dette husstandssamfund at miste legitimitet, hvilket den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og den franske revolution i 1789 vidner om. Det idehistoriske udgangspunkt for denne forandring og forvandling knytter sig i særlig grad til Rousseau og Herder, der i 1760'erne og 1770'erne skrev centrale værker om såvel pædagogisk filosofi og politisk filosofi. Fra Rousseau udgik impulsen til at betragte folket som den suveræne instans i en ny politisk og statslig struktur. Med Herder kom 'folk' også til at betegne ethvert særegent folk, uafhængigt af styreform. Kernen i denne kulturelle opfattelse af begrebet folk er, at den kollektive identitet er en dybtliggende realitet, formet af sproget og kulturen. Både Rousseau og Herder brød med den gamle forståelse af folket som undersåt, men de var samtidig med til at give den nye suverænitetsforståelse to forskellige betydninger. Mens Rousseau knyttede sine suverænitetsforestillinger til etablering af en samfundspagt, knyttede Herder sine til erkendelsen af en sprogpagt. De græske begreber demos og ethnos , der begge betyder folk, indfanger de to måder at forstå begrebet folk på. Demokratiseringsprocessen i Danmark er særdeles illustrativ til belysning af spændingen mellem styreform, statsform og identitet. Der fandtes nemlig ikke en færdigbygget nationalstat, da demokratiet begyndte at blive implementeret som ny styreform i Europa. Problemet med demokrati er jo, at det kræver et demos, det vil sige et folk. Men hvem udgjorde folket i det oldenburgske monarki, den såkaldte helstat, hvor kongens folk både talte dansk, tysk, frisisk, færøsk, islandsk og grønlandsk? Var folket lig med kongens folk og dermed lig helstatens befolkning? Eller var der flere folk i staten? Svaret på det spørgsmål afhang af, hvad man forstod ved begrebet folk og nation. Skulle begrebet folk primært forstås som demos eller ethnos? Det vil sige som en politisk-demokratisk eller kulturelt-sproglig kategori? Det spørgsmål var ikke afklaret, da demokratiet bankede på døren i helstaten i foråret 1848. En række royalister var imod indførelse af demokrati som styreform, fordi det ville true den eksisterende statsform. Blandt demokratiets forkæmpere var der nemlig stor uenighed om statsformens fremtid. Det principielle spørgsmål var, om demokrati krævede en ny statsform, eller den nye styreform kunne indpasses i den gamle statsform. Med andre ord: Krævede demokrati en stat med kun ét (dominerende) sprog, eller kunne der udvikles et demokrati i en stat med flere (konkurrerende) sprog? Tilhængerne af demokrati som styreform argumenterede for fire forskellige statsformer. Føderativstaten Kosmopolitiske demokrater argumenterede for en fri forfatning inden for en føderativ statsordning og fremhævede Schweiz og Nordamerika som forbilleder. Ifølge digteren og journalisten Meïr Goldschmidt skulle der i Danmark - ligesom i Schweiz 1847 - skabes en »Føderation af Stater, hvori de forskjellige Nationaliteter befinde sig vel og ere sikkrede ved Hjælp af Friheden«. Visionen var en 'regnbuestat', hvor de forskellige nationer - Holsten, Slesvig og kongeriget - kunne leve i samme stat under en fælles konstitution. Ejderstaten De nationalliberale i København kæmpede for en fri forfatning inden for en Ejderstat, det vil sige, at Slesvig skulle indlemmes i kongeriget, og Holsten skulle udskilles. Et stort tysk element inden for den danske stat blev betragtet som en trussel mod den danske nations fremtidige eksistens. Man frygtede, at det stærkt fremstormende Tyskland ville bruge dette element til at vende sig mod Danmark. To stater: Slesvigholsten og kongeriget De nationalliberale i Kiel kæmpede for en fri forfatning inden for en selvstændig stat, der skulle omfatte Slesvig-Holsten. De krævede med andre ord Slesvig-Holsten løsrevet fra Danmark og som selvstændig stat optaget i Det Tyske Forbund. En deling af Slesvig Et helt fjerde synspunkt var, at Slesvig skulle deles. Halvdelen til kongeriget og halvdelen til Holsten. Kultusminister J.N. Madvig, der regnes for nationalliberal, gik ind for en deling af Slesvig. I 1851 trådte han således ud af regeringen, fordi han ikke kunne få tilslutning til det synspunkt. Da kravet om demokrati resulterede i enevældens fald 21. marts 1848, brød uenigheden om statsformen ud i lys lue. De demokratiske kræfter i helstaten kunne ikke samles om at udforme ét demos. Der udbrød borgerkrig. Det var ikke en krig, der udspillede sig mellem tilhængerne af det gamle og det nye politiske system, men en krig mellem tilhængerne af demokrati. Det første slag i borgerkrigen stod ved Bov 9. april 1848. Krigen sluttede 1850 uden en løsning på de grundlæggende problemer, bl.a. fordi stormagterne i Europa ikke ville tillade ændringer af de grænser, der var aftalt ved Wienerkongressen 1814-15. Det betød, at det demokrati, der blev indført i 1849, kun kom til at gælde i kongeriget, altså til Kongeåen. I realiteten var der tale om, at helstaten fik to forfatninger. En for kongeriget og en for hertugdømmerne. Først med nederlaget 1864 til Preussen og tabet af de tre hertugdømmer Holsten, Slesvig og Lauenburg kom afklaringen. Efter tabet af hertugdømmerne var Danmark tæt på at opfylde de ideelle krav til en nationalstat, nemlig overensstemmelse mellem stat, sprog, kultur og nation. Hvorfor lykkedes det ikke at etablere en demokratisk føderation i Danmark, når det for eksempel lykkedes i Schweiz og Belgien? Hvad gik galt? I Europa er der kun få gode eksempler på etablering af demokratiske føderationer, der med succes har kunnet regulere konflikten mellem forskellige etniske fællesskaber. Og hvor det er lykkedes, har disse fællesskaber levet relativt adskilte. I den danske helstat var der faktisk relativt klare grænser mellem den tyske og den danske sproggruppe, idet grænsen gik cirka midt gennem hertugdømmet Slesvig, nogenlunde hvor den nuværende grænse blev trukket i 1920. Det indicerer, at helstaten havde muligheder for at udvikle sig til en demokratisk føderation ligesom Schweiz og Belgien. Når det alligevel ikke lykkedes, synes det primært at hænge sammen med den form for national identitetspolitik, der blev fremmet af såvel de nationalliberale som grundtvigianerne. Identitetspolitikken byggede nemlig på den forestilling, at sproget og i videre forstand kulturen skulle udgøre grundlaget for statsdannelsen. Det ironiske - eller tragiske - er, at den danske nationalfølelse blev opbygget ved hjælp af begreber, der i stor udstrækning var udviklet af 'fjenden', nemlig tyskerne, der i traditionen fra Herder betonede sprog, kultur og etnicitet som det, der konstituerer folket. Og des større veksler man trak på den tyske begrebsdannelse om folk og etnicitet, des svagere blev den multinationale helstat. I takt med at sproget blev politiseret og kulturen nationaliseret, blev den flersproglige helstat som politisk enhed svækket. Hvad man ikke var tilstrækkelig opmærksom på i samtiden var, at udgangspunktet for de nationale integrationsbestræbelser var vidt forskellige i Tyskland og Danmark. Forenklet sagt var situationen i begyndelsen af 1800-tallet, at Tyskland bestod af en stor (sprog)nation og mange stater, hvorimod Danmark bestod af en stor stat og mange (sprog)nationer. Men selv om forholdet mellem stat og nation var fundamentalt forskelligt i Tyskland og Danmark, var det præcis den samme forståelse af begreberne folk, nation og stat, der vandt frem i både Tyskland og Danmark. Og det betød, at mens den fremstormende nationale bevægelse i Tyskland medførte samling af de talrige stater til en nationalstat, førte den i Danmark til opløsning af den multikulturelle og flersproglige helstat. Efter krigen 1864 blev Danmarks fortid som multinational stat snart glemt, idet der nu blev udviklet nye historier og nye fortællinger om det at være dansker i fortiden. Den nationale historieskrivning begyndte at fortælle historien om den danske nation som en historisk magt, der har eksisteret siden tidernes morgen. Men for at opbygge og fastholde en sådan måde at erindre historien på, var det nødvendigt, at historikerne bidrog til at 'glemme' og 'fortrænge' visse begivenheder og processer i forbindelse med opbygningen af nationalstaten. For danskerne gjaldt det for eksempel om at 'glemme', at etableringen af demokrati som styreform og nationen som statsform var en yderst blodig affære i Danmark. Historien viser, at det var birkedommeren, der gik af med sejren i diskussionen om definitionen af begrebet nationalånd. Men intet varer evigt. I disse årtier udspiller der sig en begrebskonflikt, der minder om den, der for knap 200 år siden udspandt sig mellem lensgreven og birkedommeren. Den europæiske politiske union, baseret på en fælles forfatning, rejser spørgsmålet: Kan vi - med lensgrevens argumentation løftet op på europæisk plan - kun tale om europæiske folk i flertal? Eller kan vi - med birkedommerens begrebsbrug - også tale om ét europæisk folk? Europa står i disse år på mange måder over for den samme udfordring som den danske helstat i 1848, hvor kernespørgsmålet var: Kunne der etableres en fri forfatning i den eksisterende multinationale og flersproglige helstat? I Danmark lykkedes det ikke at etablere en føderation af forskellige nationer. Om det nu mere end 150 år senere vil lykkes at få vedtaget en forfatning, der kan danne grundlag for en europæisk føderation af nationalstater, er stadig et åbent spørgsmål. Meget afhænger af vores forståelse af begreberne. Hvis vi med folk forstår et europæisk ethnos, er det sikkert hverken muligt eller ønskeligt. Hvis vi derimod forstår folk som demos, er det ikke en helt umulig forestilling. Begrebs- og identitetsdiskussionen mellem birkedommerens og lensgrevens nutidige talsmænd vil fortsætte - og udfaldet vil bidrage til dannelsen af Danmarks og Europas fremtid.