Den danske ambassade i Prag melder, at der ikke er registreret tjekkiske vovehalse, der efter 1. maj 2004 agter at springe på det danske arbejdsmarked. På det tjekkiske gesandtkontor i Hellerup står ingen danskere i kø for at få udstedt en tilladelse til at arbejde dernede i Bøhmen. De tjekkiske aviser skrev dog for nylig, at frygt for tilstrømning af arbejdere fra de nye EU-lande til sidst har fået også Danmark, Sverige og Holland til at springe fra den oprindelige aftale om arbejdskraftens bevægelighed. De har tilsluttet sig den stramme tyske model med overgangsregler og forbehold over for de nye EU-lande. Mens tjekkerne rynker på næsen ad den mistænkeliggørende attitude på vestfronten, rager danskerne oplysninger til sig om det europæiske gedemarked. Hver lørdag for eksempel husker dagbladet Politiken læserne på et EU-land. En person af betydning får til opgave at redegøre for sit lands industri, landbrug og areal. Personligheden skal også fortælle løs om sit yndlingsmaleri, bog, et digt og også beskrive en begivenhed, som har været epokegørende for fædrelandet. Efter 1. maj 2004 går turen så til de nye EU-lande. I modsætning til den danske borger kan tjekken kun konstatere, at lignende infoservice ikke er blevet leveret på hans bopæl. Ikke et muk om Frankrig og hovedstaden Paris. Vil en tjekkisk spørgejørgen vide noget om Danmark, skal han søge på internettet eller slå op i rejselitteraturen. Lonely Planets 'Skandinavie' eller 'Dansko' foreligger nu endelig også i en tjekkisk udgave. Det varer givetvis ikke længe, inden en pjece om de nye EU-lande dukker op på samtlige danske biblioteker. Den skal ligge på hylden side om side med 'Når det ikke længere er så yndigt at følges ad', 'Når nogen dør' eller 'Skal vi giftes?' og 'Boligydelse og boligsikring', etc. Vikingen nærer en forkærlighed for bred, alsidig og ikke mindst velbearbejdet baggrundsviden. Tjekken undgår af historiske årsager - baseret især på mange års erfaring under sovjetregimet - helst den styrede om end velmente oplysning. Han foretrækker informationer og nyheder. Oplysningsindsatsen mistænker han for at være skjult propaganda. På Moldaus bredder er det de konkrete og rå data, der er velkomne. Oplysningskampagner er forbeholdt akutte epidemier som aids og sars. For danskere fremmer oplysning forståelsen. På tjekkisk forhindrer den forståelsen. Osveta, som oplysning hedder på tjekkisk, er noget højtideligt og gammeldags, der er gået helt af mode! Osveta får tjekkiske associationer til at løbe løbsk. Tankernes flugt standser først tilbage ved 1700-tallets nationale oplysningstid (osviceni). Som situationen er i dag, er det faktisk grammatisk umuligt at oplyse eller at blive oplyst på tjekkisk! Sproget mangler bogstavelig talt et verbum, som beskriver denne velgørende aktivitet! Ivan Klima er den 73-årige tjekkiske forfatter, som skal introducere sit land for danskere, når det bliver Tjekkiets tur efter 1. maj 2004. For at finde en pendant til Klima i Danmark, skal vi aldersmæssigt søge i Rifbjergaldersklassen, men så skal vi tilføre jødisk afstamning og et ophold i Theresienstadt, og så skal vi ikke glemme 20 års dissidentvirke under den russiske besættelse. Skal en tjekke tilsvarende finde en dansker, som skulle fortælle ham om Danmark, ville han ikke lede efter hybriden af den slags, men uden tvivl enstemmigt udråbe Lars von Trier til opgaven. Vil danskeren supplere med fjernsyn, er der 'Europas nye stjerner' på DR, som i anledning af EU-udvidelsen fokuserer på Østlandene. I otte afsnit bliver 'Europas nye stjerner' sendt og genudsendt flere gange om ugen. Således har seeren med tilbøjelighed til forfølgelsesvanvid på fornemmelsen, at de nye stjerner er på hele tiden. Det er på en absolut uforpligtende og let fordøjelig måde, udsendelsen formidler oplysninger om østlandene på. Således slipper seerne for én gangs skyld for de sædvanlige tunge østanalyser. Det komplicerede historiske puslespil bliver ikke berørt denne gang. Münchenaftalen i 1938 heller ikke. Ikke et eneste ord om de sædvanlige sværvægtere som Havel og Kafka eller sigøjnerspørgsmålet. I 'Europas nye stjerner' får vi en smagsprøve på et almindeligt hverdagsagtigt østeuropæisk liv. Vi kan høre, at derovre østpå kører der også biler, der laves mad og der dyrkes sex, kærlighed og forbrug. Et paradoks er blot, at danskeren foran fjernsynsskærmen bemærker at: a) befolkningen i 'Europas nye stjerner' er klart forskellig fra danskere, og b) hvor slående det er, at disse ungarere, slovenere, polakker, litauere, tjekker og slovakker ligner hinanden! c) og at østeuropæere er mere østeuropæiske, end danskeren faktisk havde troet. Fra Valby Bakke ligner Østeuropa fem minutter i tolv endnu sig selv! En af de mange fællesnævnere, der forbinder landene østpå, er mad. Usund mad. Kun mængden af spiste kartofler per indbygger varierer fra østland til østland, fremgår det af udsendelsen. Folk østpå lever - trods det 21. århundrede - endnu lidt folkloristisk og almueagtigt. 'Europas nye stjerner' har ikke taget konsekvensen af, at en kontormus ikke forbrænder så mange kalorier som en bonde, der knokler med kålhoveder ude på marken. Når tjekken hører om den fiffige danske strategiske bevægelse, der går ud på at give den varme kartoffel tilbage, falder han pladask for metaforen. For kun dem, der ved, hvor varm en kartoffel kan være, kan udtale sig derom! Kun takket være udsendelsens upolitiske indhold, bliver tilskueren denne gang forskånet for den tidligere tjekkiske præsident Vaclav Havels kartoffelopskrifter. (Husk: Havel kommer først de snittede kartoffelterninger i gullaschgryden de sidste 40 minutter). Det går dog fremad i Østlandene. Især takket være oplysningen, der er nået østpå efter Murens fald i 1989, bliver ikke kun mad, men også sex og kærlighed bedre og bedre for hver dag! Oplysning gør underværker. I Danmark er 46 procent af kvinderne overvægtige, mens i Tjekkiet er det 56 procent! Den tjekkiske overfølsomhed stritter imod ideen om at udgøre en del af den østeuropæiske kultur. Selv om det skulle handle om noget så ubetydeligt som madvaner udlagt i en fjernsynsudsendelse. Den holdning har han til fælles med alle de øvrige nye stjerner. Løbe væk fra den skæbnesvangre politiske opdeling af Europa i 1945 kan man ikke. Man skal til gengæld se på kortet. Der er ingen grund til at flytte på landets egentlige beliggenhed, så kabalen passer. Tjekkiet ligger i Europas hjerte - eller i Centraleuropa! Det er kun en vesteuropæer, der kan finde på at tilføje det lille 'øst' på europæer og således berøve østeuropæeren hans europæiskhed. Hvis en dansker tror, at tjekken under sådanne identitetstruende omstændigheder bliver lige så tjekkisk, som danskeren er dansk, tager han altså fejl. Det tjekkiske sprog tillader det ikke. I Danmark sprudler danske avisartikler af Danmark og dansk. Den danske sprogbrug bugner af ordet dansk. Der går ikke lang tid, før noget dansk dukker op. Således har man: Dansk holdning. Danske kartofler. Danske jordbær. Dansk industri. I ferien bliver man hjemme i Danmark. Rejser danskeren fra udlandet, understreger han, at han skal hjem til Danmark. I Danmark er man konstant mindet om, at man ikke bor på Jorden, men af alle steder er havnet i Danmark. Som om det ikke var nok, at tjekkisk forbyder at bøje verbet 'at oplyse' i tid og modus, så opfører sproget sig også restriktivt, når det gælder anvendelsen af navneordet Tjekkiet og tillægsordet tjekkisk. I lighed med Guds navn tages ordet kun i munden, når det absolut ikke kan være anderledes. Jordbær hedder jordbær. Indtil de bliver specificeret som spanske, er de underforstået tjekkiske. Kartofler forsynes heller ikke med tillægsordet tjekkisk, selv om de er kommet af den tjekkiske jord. Industrien betegnes for eksempel 'vores' frem for tjekkisk. Forklaringen på den danske selvhævdelse tilskrives året 1864, da Danmark mistede Slesvig og Holstein til Tyskland, og for den nyere tids vedkommende bærer tilstrømningen af indvandrere til Danmark skylden. På nuværende tidspunkt bor der omkring 300.000 indvandrere her i landet. Der bor omtrent lige så mange i Tjekkiet. Men der findes ikke nogen forklaring på den manglende tjekkiske selvhævdelse. Der kom ellers alle mulige folk forbi. For eksempel var der fra 1968 til 1991 udstationeret russiske tropper i Bøhmen. Selv om russificering var målet og formålet, mislykkedes det, og tjekkerne blev hverken mere eller mindre selvhævdende eller nationalistiske. Da russerne gik, kom sigøjnere østfra. Senere ankom vietnamesere, som tilsluttede sig den oprindelige vietnamesiske bosættelse fra Vietnamkrigens æra. Senere endnu ankom ukrainere, der fandt job i den blomstrende tjekkiske byggebranche. Så fulgte bosserne fra det tidligere Jugoslavien og mafiosoerne fra Rusland. Muslimer synes til gengæld at undgå Østlandene som djævlen korset. Det rygtedes, at østlændinge er blevet vaccineret med marxisme-leninisme. Tjekkerne er ikke til at rokke, når det gælder indoktrinering af både politisk og religiøs slags. Behandlingen af indvandringen i Tjekkiet ligner den italienske model. Således er der ukrainske husholdersker (der skulle være de bedste), der gør rent, babysitter og passer de gamle i tjekkiske husholdninger, mens ukrainske mænd arbejder på byggepladser. Vietnamesere har slået sig på grøntsager og billigt tøj (de taler mundret tjekkisk, hvor de end har lært det), mens slovakker sidder ved samtlige tjekkiske kasseapparater. En tjekke vil aldrig finde på at spørge en indvandrer om det, som en dansker ikke kan lade være med. »Jak se ti libi zit v Ceske Republice« - pendant til den yndlingsdanske: »Kan du lide at bo i Danmark«, er på tjekkisk utænkelig. Den findes ikke som sætning på idiomatisk tjekkisk. Hvis den absolut skal konstrueres, lyder den uhyre komisk. Skulle tjekken oppe sig og ledsage sætningen med passende truende og bedrevidende patriarkalsk kropssprog såsom rank ryg, blikket rettet oppefra og ned for at understrege, at han mener det, han siger, gør han det heller ikke. Han fornemmer, at når han står 'face to face' med en bredskuldret ukrainsk bygningsarbejder, en sigøjner eller for slet ikke at tale om russiske og eksjugoslaviske mafiosoer, er den slags udsagn livsfarlige. Der er nok flere grunde til, at tjekkerne ikke har fundet tid til at 'line up' foran den danske ambassade i Prag.