Da Hal Koch døde i 1963, kun 59 år, havde han længe været kendt som en markant skikkelse i samfundsdebatten i Danmark, ikke mindst gennem talrige bidrag til Politiken. Ligesom hustruen, Bodil Koch, socialdemokratisk folketingsmedlem og kirkeminister, var Hal Koch landskendt for sit sociale og demokratiske engagement. Hal Koch var socialdemokrat og humanist, men også luthersk teolog, hvad der ikke er nogen selvfølgelig kombination! Hans helt særegne stilling i dansk kultur illustreres måske bedst derved, at han var på tale til to så vidt forskellige poster som chefredaktør for Politiken og biskop i Københavns Stift - med Indre Missions velsignelse! I 100-året for hans fødsel huskes han ikke af mange, men et enkelt af hans skrifter lever endnu: den lille pamflet 'Hvad er demokrati?' fra 1945, senest genoptrykt i 1995. Her finder man hans syn på demokratiet som mere end et system med afstemninger og flertalsstyre, nemlig som en livsform, der bygger på fortsat samtale og debat. 'Ordet eller sværdet', det var Hal Kochs udtryk for de to mulige veje til at træffe afgørelser og løse konflikter. Vi kan tale os til rette, eller vi kan slås. Han sagde ikke 'Stemmesedlen eller sværdet', for man kan også slås med stemmesedler. Om våbnene er propaganda, afstemninger og flertalsmagt eller kampvogne, fly og bomber, så er der tale om slagsmål, ikke om den samtale, der er demokratiets væsen. Afstemningen er blot demokratiets redskab til at træffe nødvendige afgørelser. Den betyder ikke, at samtalen hører op, men viser, hvor langt man foreløbig er nået. Mindretal må fortsat høres, samtalen fortsætte og alle afgørelser prøves igen. Samtalen kræver, at ordet er frit, og at man gennem al uenighed og strid søger at nå en fælles forståelse. Demokrati er en måde at leve og tale sammen på, fra hverdagen i familien til det politiske liv og statens styre. Diskussionen om demokratiets væsen er stadig aktuel. Når autoritære stater, som senest Irak, skal forvandles til demokratier, så er det langtfra gjort med at skrive en forfatning, udskrive valg og kontrollere stemmeoptællingen. Demokratiet er ikke et system, som blot skal implementeres, men en livsform, der forudsætter oplysning og opdragelse til selvstændighed og menneskelighed. Demokratiet forudsætter den europæiske humanisme. Hvis et flertal af et folk ved afstemning besluttede at udrydde jøderne, så var det efter Hal Kochs syn ikke blot umenneskeligt, men også udemokratisk. Demokratiet bygger på respekten for mennesket, på den europæiske humanisme, hvor hverken staten eller guderne, men mennesket selv er midtpunkt og fornuften sidste instans. Historikeren Hal Koch fandt oprindelsen til denne humanisme og dermed til demokratiet i oldtidens Grækenland, hvor Sokrates står som det store forbillede på den fornuftens og menneskelighedens, den klare tankes og den ligeværdige samtales kultur, som er Europas enestående bidrag til verdenshistorien. Denne europæiske humanisme er forudsætningen for FN's erklæring om menneskerettigheder fra 1948. Man kalder disse rettigheder universelle, men de er i bund og grund præget af deres europæiske oprindelse. Og spørgsmålet er jo, om humanisme og demokrati kan begrundes som absolutte og universelle værdier? Og hvilken sammenhæng er der mellem humanismen og kristendommen, der også gør krav på universel gyldighed? Hal Kochs historiske forfatterskab kredser om disse grundlæggende spørgsmål. Han var jo ikke kun humanist og demokrat, men også kristen teolog. Og han var vokset op i en tid, hvor humanisme og kristendom for den såkaldte liberalteologi lå i forlængelse af hinanden. Kristendom betød også humane, sociale og kulturelle fremskridt. Hal Kochs fader var en af de første gejstlige socialdemokrater i Danmark og inspireret af engelsk kristelig socialisme, der gerne omsatte kristen næstekærlighed til praktisk politik. Når det gjaldt livet på denne jord, så var humanisme og kristendom i grunden to sider af samme universelle værdigrundlag. Men denne harmoni overlevede ikke desillusioneringen efter Første Verdenskrig. Fra 1920'erne blev al protestantisk teologi præget af Karl Barth og i Danmark af kredsen om tidsskriftet Tidehverv, der med henvisning til Luther og Kierkegaard satte et absolut skel mellem Gud og menneske, himmel og jord. Den nye 'dialektiske' teologi tog skarpt afstand fra liberalteologien og al humanisme som menneskeligt hovmod og synd. Kristendom betød lydighed mod Gud, tilgivelse og frelse - men ikke politisk engagement for humanistiske værdier og en bedre verden. I dag kendes denne antihumanistiske teologi ikke mindst fra Søren Krarup, der allerede i sin bog 'Demokratisme' fra 1968 angreb Hal Kochs »tvetydige teologi«, der glemte Luthers skel mellem lov og evangelium i den glade tro på demokrati og humanisme som tidens sande evangelium. For Krarup skal næstekærlighedsbuddet ikke forstås som et ideal for denne jord, men som en dom over menneskelivet, og den europæiske humanisme og menneskerettighedstænkningen ses som det store syndefald, der førte direkte til Gulag og holocaust! Hal Koch kunne følge Barth i opgøret med liberalteologiens optimisme og fremskridtstro, men ikke i fordømmelsen af humanismen. Det betød en livslang indre spænding og en 'tvetydig teologi'. Det lykkedes ham aldrig at forlige sin lutherske kristendom med sit sociale og humane engagement, og forbindelsen mellem teologen Hal Koch og demokraten og humanisten af samme navn forblev som en spændt streng i hans indre. Og det er præcis denne indre spænding, der gør forfatterskabet værd at læse endnu i dag - medmindre man da som Krarups Tidehverv kender den entydige sandhed om humanisme og kristendom. Hal Koch kan læses som en modpol til Søren Krarup. Og en sådan modpol er savnet i dag, hvor de toneangivende teologer hverken kan eller vil gøre op med Krarups antihumanisme - fordi de i grunden selv er børn af samme teologi. Det var den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940, der bragte Hal Koch fra et stilfærdigt virke som professor i kirkehistorie midt ud i det offentlige liv. Han blev hurtigt en landskendt og nationalt samlende skikkelse som formand for det nyoprettede tværpolitiske Dansk Ungdomssamvirke, hvor han blev den glødende fortaler for det stærkt udskældte og kritiserede parlamentariske demokrati. Han fortsatte dette arbejde som forstander for den nye Krogerup Højskole fra 1946 til 56, hvor han som folkeoplyser i Grundtvigs ånd ville opdrage ungdommen til myndige medborgere og solidariske medmennesker. Men udviklingen efter 1945 beredte ham mange skuffelser. Hans skarpe kritik af det såkaldte retsopgør efter besættelsen blev ignoreret. Og Krogerup Højskole blev aldrig den medborgerskole, som han havde drømt om. Han mødte som socialdemokrat udbredt mistillid og dertil kritik af Krogerups »fladbundede humanisme«, der »gjorde demokratiet til en pseudoreligion«. Denne kritik kostede ikke bare skolen dyrt, men berørte også den spændte streng i hans indre. Er det nok at lade fornuften og humanismen råde på Jorden? Er demokratiet bæredygtigt i sig selv, eller er kristendommen uundværlig i Europas værdigrundlag? Og må det kristne evangelium ikke have humanistiske og sociale konsekvenser? Tidsånden efter 1945 gik ham imod. Hal Koch bekendte sig til den Grundtvig, der på original måde forenede menneskeligt og kristeligt. Men nu dyrkede man i stedet Grundtvigs modpol og Tidehvervs guru, Søren Kierkegaard, hos hvem Hal Koch fandt en sygeligt afsporet kristendom. Og lagde teologerne afstand til humanismen, så tog tidens kulturradikale og socialistiske humanister afstand fra kristendommen som en forældet blanding af overtro og moralsk snæversyn. Dagligt slid, modgang og skuffelser tærede på Hal Koch, og årene på Krogerup endte med sygdom og depression. Fra 1956 kunne han så igen fuldt ud koncentrere sig om sit arbejde på universitetet. Men inden længe engagerede han sig igen uden for universitetets mure, idet han i 1958 lod sig vælge til bestyrelsen for Santalmissionen og for Dansk Missionsråd. Dette arbejde for Ydre Mission var ikke just moderne i en gudløs tid, hvor tidligere kolonier blev til nye, selvbevidste nationer, og missionærer blev forbundet med den europæiske imperialismes hovmod! Den lille bog 'Fremtiden formes. Ulandshjælp og Ydre Mission' fra 1962 blev Hal Kochs åndelige testamente. Her belyser han forholdet mellem den nye statslige ulandshjælp, i Danmark vedtaget i 1961, og den gamle kristne hedningemission. Begge var jo rettet mod de samme tidligere kolonier, nu 'udviklingslande', og begge var udtryk for europæisk mission, politisk og religiøs. Den spændte streng mellem humanisme og kristendom var en sidste gang slået an. I bogen finder man hans koncentrerede syn på kristendom og mission. Kristendom betyder helt enkelt at lytte til og at viderebringe »rygtet om manden fra Nazaret«, fortællingen om ham, der engang vandrede på Galilæas støvede veje, om hans ord, hans liv og hans død. Kristeligt set er mission derfor det selvfølgeligste af alt - hvor nedladende man end, også i kirken, så på »gamle damers basarer og kaffeklubber«. Men i bogen dirrer også spændingen mellem humanisme og kristendom. Den kristne mission havde jo altid været forbundet med skoler, hospitaler og andet hjælpearbejde. Havde man ikke dermed sammenblandet verdsligt og kristeligt, humanisme og kristendom? Det måtte Hal Koch som luthersk teolog indrømme, men - hedder det med hans sidste og måske lykkeligste ordvalg for den indre spænding - »den, der er ude i det ærinde at fortælle historien om ham, der gik omkring og gjorde vel, han kommer selv til at gå med på turen«. Hal Koch støttede missionsarbejdet, men var en lige så varm fortaler for den nye statslige ulandshjælp, som han så i et verdenshistorisk perspektiv. Med FN og kolonifrigørelsen indledtes et globalt skæbnedrama, som kun kunne sammenlignes med Europas fødsel for hen ved 1.500 år siden! Og nu havde dette Europa ansvaret for en global kulturs fødsel, og ulandshjælpen var tidens største politiske, økonomiske og sociale spørgsmål. Den økonomiske verdensorden med den skræmmende kløft mellem klodens rige og fattige var uholdbar. Ulandshjælpen betød mere end barmhjertighed, nemlig at Vesten nu måtte påtage sig ansvaret for en global udvikling, skabt af europæisk videnskab, teknik og tænkning. Europa var nu engang blevet verdens skæbne, og det var ikke ligegyldigt, om det blev vores humanisme og demokrati, der kom til at præge kloden eller totalitære ideologier. Den statslige ulandshjælp måtte også betyde humanistisk og demokratisk mission! Hal Koch tilhørte den generation, der oplevede Første Verdenskrig og derefter kommunismen og nazismen, Anden Verdenskrig, atombomben og den kolde krig, FN og kolonifrigørelsen. For ham var debatten om ulandshjælpen, ligesom debatten om demokratiet, en del af en større debat om Europas værdigrundlag i en ny og globaliseret verden med dens 'Clash of Civilizations'. Sjældent har en beskyldning været mere uretfærdig end beskyldningen mod Hal Koch for 'fladbundet humanisme'. Få har så ihærdigt forsøgt at oplyse om såvel humanismens som kristendommens dybe og sammenflettede rødder som Hal Koch, for hvem disse rødder var forviklet i hans eget indre. Retfærdigt er derimod Søren Krarups angreb på Hal Koch for svaghed, tvetydighed og demokratisme. Den, der er stærk i sin tidehvervske teologi, kan ramme præcist med sine verbale sten. Hal Koch var til det sidste usikker og sokratisk tvivlende med hensyn til de største spørgsmål. Spændingen i hans sind mellem humanisme og kristendom, arven fra Sokrates og arven fra Jesus, lod ham aldrig finde hvile i noget endegyldigt svar. Krarup har også rigtigt set, at Hal Koch ikke forkyndte evangelium for, men søgte samtale med tidens kulturradikale, hvis humanisme han fandt for snæver i sin åndelige horisont. Han drømte selv om en fornyet humanisme, der skulle være »åben oventil« som Grundtvigs syn på det menneskelige. Fladbundet var hans humanisme ikke, men han havde med Barth og Luther lagt et kristeligt loft over enhver humanisme og derved stækket drømmen. Det var samme loft, som pastor Grosbøll for nylig forsøgte at slå hul i uden at møde megen forståelse hos sin tidehvervske biskop. Hal Koch fortjener at mindes som den, der i en europæisk opbrudstid præget af antikirkelig humanisme og antihumanistisk teologi forsøgte at holde en samtale ved lige mellem humanisme og kristendom.