Jeg er grundlæggende optimist i forhold til fremtiden - også selv om en række store problemer og udfordringer kunne føre til den modsatte konklusion. Miljøproblemerne, ulighederne og den globale ustabilitet er ganske vist omfattende, men jeg har en grundlæggende tro på, at vi kan håndtere dem. Som vi har gjort det tidligere. Verden af i dag er trods alt et bedre sted at leve i end for 100 år siden - på trods af det vanvid og barbari, som også var en del af det 20. århundrede. Venstrefløjen må aldrig blive grædekoner, som per definition ser alt nyt som en trussel imod det trygge og velkendte. Livet kan være en risikabel affære, og alle forandringer indebærer risici. Men de indeholder også muligheder. Især i 1970'erne opstod der en kultur, hvor venstrefløjen næsten på rygraden sagde nej til alt nyt. En af venstrefløjens sange hed noget i retning af: »Det stærkeste ord i verden er et nej ...«. Lige så frygtelig var den meget populære sang med følgende omkvæd: »De voksne kan også være bange, og synge lange, lange bange sange ...«. Angst og evindelig nejsigeri skaber ingen fremtid. Vi er nødt til at tage livtag med virkeligheden og gå ind i de muligheder, fremtiden også byder. Fremtidsoptimisme er imidlertid ikke det samme som en naiv læggen sig på maven for alt, hvad der kaldes moderne og fremskridt. Vi står eksempelvis med kolossale teknologiske muligheder på det bioteknologiske område. Vi er i stand til at helbrede sygdomme, som vi tidligere måtte give op over for, men konfronteres samtidig med så store dilemmaer, at det er nødvendigt at tilføre den teknologiske diskussion en etisk dimension. Gennem stamcelleforskning og kunstig befrugtning kan vi skabe designerbørn, hvor vi får frit valg på hylderne til at kunne få lige det barn, vi ønsker os - den intelligens, højde, hårfarve, øjenfarve og så videre, som foretrækkes. Er det ikke et fremskridt, at slagordet om 'frit valg' også kommer til at gælde de børn, vi skal have? Ikke efter min mening, for livet er også alt det uforudsigelige, der ikke kan håndteres af den moderne teknologi. Livet er ikke kun et anliggende for de kloge, de smukke og de 'rigtige'. Med andre ord: nej til grædekoneriet og ja til en sund kritisk sans. Den britiske idéhistoriker John Gray udgav i 2003 en skarpsindig lille bog 'Al Queda and What It Means to Be Modern', hvor han leverer en kritisk analyse af moderniteten og oplysningstraditionen. Moderniteten har ganske vist skabt demokrati, teknologiske fremskridt, individuel frigørelse og så videre, men den omfatter også nazisme, kommunisme, djævelske våben, naturødelæggelse med videre. Det er ikke 'tilbagestående muslimer', men Vestens 'civilisation', der har skabt det 20. århundredes største katastrofer og forbrydelser. Gray går tilbage til den såkaldte positivismes tro på, at vi med naturvidenskabelige metoder kan skabe 'det gode samfund'. Når politik bliver naturvidenskab, kan den også underlægges en objektivitet, hvor de mennesker ('eksperter'), der har forstået lovmæssighederne, kan tiltage sig og begrunde en ret til at agere på vegne af dem, der ikke har forstået den historiske udvikling. Det er indlysende, at Lenins avantgardeteori og hele Sovjetkommunismen passer ind i denne ramme. Også at nazismen gør det. Men Gray går et skridt videre med den påstand, at også den moderne liberalisme på tilsvarende vis er en fortælling, der gør krav på at være historiens sandhed. Francis Fukyamas berømte essay fra 1989 om 'historiens afslutning' kan i den sammenhæng opfattes som en ideologisk begrundelse for en bestemt økonomisk politik, som den amerikanske regering og en institution som IMF forsøger at presse ned over den øvrige verden. Med katastrofale følger i en række lande som Argentina, Rusland med flere. Den amerikanske udenrigspolitik er i vid udstrækning defineret af en korsfarermentalitet, hvor man vil føre krig og løse konflikter med det overordnede formål at gennemføre denne økonomiske model, der ifølge Fukyama og andre har »historien på sin side«. Terrorismen er et svar på denne korsfarermentalitet, men Gray ser ikke denne som et sammenstød mellem forskellige civilisationer og kulturer. Al-Qaeda-netværket er på ingen måde et gammeldags muslimsk fænomen, men tværtimod en del af moderniteten på helt samme måde, som kommunismen, nazismen og liberalismen er det. Al-Qaeda er jakobinsk i sin tænkning, inspireret af leninismen og nazismen i sin elitære ledelsesstruktur, men derudover opbygget i forholdsvis autonome netværk efter principper, som foreskrives af de mest moderne netværksteoretikere. Osama bin Laden har udviklet en af de mest raffinerede udgaver af den modernitet, hans netværk bekæmper. Vi er nødt til at have en kritisk tilgang til moderniteten og fremskridtet. Det vil være en stor fejl på forhånd at afvise eksempelvis de nye biomedicinske og genteknologiske muligheder, men de skal udnyttes med udgangspunkt i menneskelige behov og ikke ud fra en påstand om, at der er tale om et fremskridt. Og de skal sammenkædes med en etisk og politisk diskussion om fremtiden. En sådan rolle forudsætter en venstrefløj, som er åben og udogmatisk. I et historisk lys har socialismen været dybt inficeret af en selvopfattelse, hvor man er bærer af selve det historiske fremskridt - og at man derfor per definition har retten og historien på sin side. Når det er tilfældet, bliver det muligt at give selv de værste uhyrligheder en rationel begrundelse, hvad ikke mindst stalinismen er et frygteligt eksempel på. Denne opfattelse er imidlertid ikke specielt socialistisk. Kristen missionsvirksomhed og korsfarerkrige fik i middelalderen blodet til at flyde med den samme begrundelse: Det ville være et 'historisk fremskridt', hvis de vantro så lyset i den kristne Gud. Tænkningen gennemsyrede den jakobinske fløj i den borgerlige franske revolution, hvor ikke mindst Robespierre gennemførte massehenrettelser ud fra de samme hensyn. Han ville redde revolutionen, underforstået: fremskridtet. Det er naturligvis en fattig trøst, at den jakobinske tradition har rod i den borgerlige franske revolution. For den har været en svøbe for den socialistiske bevægelse og prægede også 1970'ernes venstrefløj. Venstrefløjen satte mange nye dagsordener i 70'erne, men var også bedrevidende og intolerant over for anderledestænkende. Og forholdet til demokratiet var på den yderste venstrefløj dybt problematisk. Der var i 1975 kun hånsord tilovers for en Gert Petersen, som i forbindelse med Portugalrevolutionen insisterede på, at venstrefløjen skulle overholde de demokratiske spilleregler. Men det er altafgørende, at vi arbejder inden for demokratiet. Vi har hverken historien eller fremskridtet på vores side. Vi har nogle værdier og samfundsmæssige forandringer, vi slås for - i kamp med andre i det demokratiske rum. Vores eksistensberettigelse ligger i at give denne demokratiske kamp retning. Vi skal repræsentere menneskers ønske om retfærdighed og moralsk anstændighed i et samfund, der grundlæggende er uretfærdigt og uanstændigt. Men denne rolle opnås ikke gennem fastlåste dogmer og politiske paroler fra en svunden tid. Den opnås gennem lydhørhed, dialog og åbenhed i forhold til de mennesker, på hvis vegne vi vil tale. Dette gælder ikke mindst i forhold til at få de unge i tale. Jeg er uenig med dem, der hævder, at unge over en kam er blevet apolitiske. De er mere individualistiske end for 25 år siden, og de er mindre tilbøjelige til at melde sig ind i politiske partier, hvor der ofte er grænser for den individuelle udfoldelse. Men de er levende interesserede i den fremtid, de selv skal være en del af. De er også usikre på, hvad den byder. På den ene side har de muligheder, som tidligere generationer ikke engang turde drømme om. Gennem internettet er de i kontakt med unge andre steder i verden. Der er ingen grænser for deres kontakt med vennerne gennem SMS-beskeder og de mobiltelefoner, som er blevet et standardgode i selv de yngste aldersgrupper. De ser verden gennem rejser og studieophold. De fleste er optimistiske med henblik på at få et job. De har ikke travlt med at komme hurtigt i gang med en videregående uddannelse, men afprøver i stedet - i tidens ånd - forskellige muligheder. Men der ligger også i baghovedet en usikkerhed i forhold til, om det i længden er holdbart, at klodens goder er så skævt fordelte. Om de vil blive påvirket af miljøproblemerne. Om terrorismen også vil komme til vores del af verden. De bliver forargede, når det viser sig, at bl.a. Danmark gik med i Irakkrigen på en notorisk løgn - og at det er umuligt at få det diskuteret. De bliver forbandede på en EU-landbrugspolitik, som ikke har nogen fornuftig begrundelse. Der er intet mærkeligt i, at mange unge stadigvæk hælder mod venstrefløjen, for det er os, som mest konsekvent og seriøst tager moralsk og politisk stilling til den nuværende udvikling. Venstrefløjen har en fremtid, men det er ikke nødvendigvis en venstrefløj, som vi kender den i dag. Som tidligere nævnt ændrer det politiske billede sig konstant, og partier er aldrig mål i sig selv. De er midler til at opnå forandringer. Alle partier har deres eget indre liv og særlige partikultur. Det giver en identitet og fællesskabsfølelse, som sikrer kontinuiteten - ikke mindst i svære tider. Men det risikerer også at sætte en barriere op over for mennesker, som er politisk interesserede, men som - af den ene eller anden grund - ikke kan affinde sig med en partikultur, der opfattes som lukket. Det er derfor meget nødvendigt, at partierne i højere grad åbner sig for den verden, der er udenfor. Det indebærer en større evne til at lytte og til at inddrage mennesker, som er sympatisk indstillede, men ikke ønsker at være direkte partimedlemmer. F.eks. i konkrete kampagner, kulturelle aktiviteter, debatfora på internettet, studiekredse, diskussioner og så videre. Der gemmer sig enorme ressourcer hos de mange tusinde, der er engagerede venstreorienterede, men som ikke ønsker at være medlem af et parti. Men det er også nødvendigt at se kritisk på den indre partikultur. Hvis der findes reminiscenser af en gammel kultur, hvor partiet per definition altid har ret, må den væk. Og det er lige så skadeligt, hvis al politisk nytænkning blokeres af magtkampe og de skjulte dagsordener, som altid følger disse. Partierne skal være inspirerende fora for engagerede mennesker og i konstant samtale med den verden, som ligger udenfor. Venstrefløjen har altid haft et jomfrueligt forhold til magten. SF har ved flere lejligheder været støtteparti for socialdemokratiske regeringer, og vi har fået erfaringer med borgmesterposter i flere kommuner. Men vi har aldrig haft regeringsansvar i egentlig forstand. Det er der flere grunde til. Der har været reelle uenigheder om ikke mindst udenrigspolitikken. Nok så vigtigt er, at hverken Socialdemokratiet eller SF har haft den store interesse i projektet. Socialdemokraterne er i egen selvopfattelse arbejderbevægelsens naturlige regeringsbærende parti, og SF har befundet sig udmærket i en rolle uden regeringsmagtens forpligtelser. En bevægelse vil imidlertid forblive marginal, hvis den vedvarende befinder sig i opposition. Et parti skal kunne håndtere mange forskellige opgaver. Det skal mobilisere egne medlemmer og sympatisører. Det skal have en profil i forhold til vælgerne. Det skal i videst muligt omfang få sin politik gennemført. Det skal skabe alliancer og indgå kompromiser. Men det skal også vise, at det kan forvalte magten. Ordet 'magt' har altid haft en lidt tvivlsom betydning hos mange venstreorienterede. Det sættes i sammenhæng med pamperi, kynisme, kold beregning, store biler - alt det, vi på rygraden afskyr. Et meget brugt slagord er, at 'magten korrumperer', og der er i tidens løb vedtaget talrige proklamationer om 'kampen imod magthaverne'. Men det skal erindres, at magten i substansen er forudsætningen for at få realiseret ideerne. Af og til kan vi have styrke til at påvirke andre magthavere, men i sidste ende styrer man bedre retningen, hvis man selv sidder ved rorpinden. Det handler meget om selvtillid. Tror vi så meget på os selv og vores politik, at vi tør gå ind i det besværlige arbejde, der følger af at være i regering? Med de kompromiser og farer, som også er en konsekvens. Kommer SF i regering efter næste valg? Det er svært at sige. Hvis muligheden opstår, bør den udnyttes - også selv om det ikke vil være uden problemer. Socialdemokraterne og Mogens Lykketoft har utvivlsomt den opfattelse, at den historiske akse med de radikale skal være fundamentet også i den fremtidige politik. Men spørgsmålet er, om denne tænkning længere er særlig relevant. Det er ikke klogt at tage udgangspunkt i historiske begrundelser med et partibillede, der forandrer sig. Indtil for ikke så mange år siden var forholdet mellem SF og de radikale meget anstrengt. Aksel Larsens 'katalysatorrolle' havde bl.a. til formål at placere SF i den rolle, de radikale historisk havde haft. Hvor de radikale havde trukket Socialdemokraterne til højre, skulle SF trække partiet til venstre. Men der er opstået nye skillelinjer. På en række værdipolitiske spørgsmål - bl.a. forholdet til frisind og tolerance - ligger SF og de radikale tættere på hinanden end på Socialdemokratiet. Der ligger også i SF en liberal tradition (der ikke skal forveksles med Venstres liberalisme), som giver muligheder for et samarbejde med tolerant tænkende centrumspartier. I den økonomiske politik er de radikale fortsat i alt for høj grad et borgerligt parti, og på det felt ligger der en opgave i at trække til venstre i mere klassisk forstand. Nok så vigtigt er imidlertid, at det ikke giver mening vedvarende at forholde sig til Socialdemokraterne. Vi har vore egne, selvstændige politiske projekter, som vi kæmper for at få vælgermæssig opbakning bag. Det er afgørende, at en ny regering kommer ud af det dødvande, der er skabt med den nuværende. Det skal være en forandringens regering, som skaber en ny udvikling i det danske samfund. En reformregering, som håndterer fremtidens udfordringer i stedet for at hænge fast i fortiden. Hvis vi bedre kan sige goddag til fremtiden, er det fint. Hvis ikke, er det ligegyldigt. For regeringsmagt eller ej: Det afgørende er forandringen.

Holger K. Nielsen udsender på mandag en ny bog, hvor han giver sit bud på fremtidens venstrefløj.