'De moderne familier' på DR, 'Den lykkelige familie' på TV 2. På dansk tv, i aviser og i vore samtaler med hinanden rager familien op. Der sættes konstant fokus på det problematiske moderne samliv. Intimiteten er ved at brase sammen under arbejdslivets pres, korte ægteskaber og sammenbragte børn, og den gængse opfattelse er, at vi i dag har tabt det veldefinerede og afgrænsede intime familierum, som var karakteristisk for kernefamilien i dens storhedstid. Den canadiske historiker Edward Shorter identificerer i 1975 tre aspekter, der medvirker til kernefamiliens fortrængning og opkomsten af den moderne familie. For det første er den fysiske tiltrækning mellem parterne blevet opprioriteret. Parforholdet har i stigende grad den seksuelle tiltrækning som sit usikre grundlag, og risikoen for ægteskabets opløsning er derfor stigende. For det andet medfører kvindernes øgede økonomiske uafhængighed, at de selv kan betale huslejen, og at manden derfor rask væk kan skiftes ud, hvis man finder en bedre model. Et tredje aspekt er ødelæggelsen af den hjemlige rede. Kammeratskaber og fritidsbeskæftigelser trækker teenagerne ud af familiekredsen, og samtidig er der ikke længere nogen personlig tilfredsstillelse for kvinden i at blive hjemme ved gryderne. Redens intimsfære er ophævet. Det er ikke svært at se, at disse faktorer har fået mere og mere betydning frem til i dag. Men det er straks sværere at sætte navn på kernefamiliens afløser. Der er dog ingen tvivl om, at den type hjemlig rede, der var karakteristisk for industrisamfundets kernefamiliestruktur, i dag er en anakronisme. I videnssamfundets mangfoldige familiemønstre er det karakteristisk, at den kollektive identitet, som kendetegnede familien både i det traditionelle og det industrielle samfund, er forduftet. I dag er det enkelte individ omdrejningspunktet og fællesskabet noget, der er mindre vigtigt. Videnssamfundet og dets arbejdsmarked opskriver den enkelte i en grad, der ikke er befordrende for et familiært fællesskab, og det kan være vanskeligt at se, hvad familien skal være fælles om, når enhver opererer med sin egen dagsorden i samfundet og på arbejdet. I dag henter mange mennesker deres identitet i arbejdslivet, og det kan derfor være svært for mor eller far at vælge hjemmet som arbejdsplads - for hvem er man så? Særligt for kvinden, idet hun skal fravælge den karriere, hendes kvindelige fæller har brugt årtier på at slås for. Det faktum, at ingen af forældrene længere er forpligtet på at vælge hjemmet, har naturligvis afgørende betydning for forudsætningerne for opretholdelsen af en familiær intim- og privatsfære, idet der jo i bund og grund skal være nogen hjemme for at skabe et hjem. I nutidens familier anbringes et stigende antal småbørn i institution. Sammenlignet med 1990 er næsten 25 procent flere børn mellem tre og fem år i dag indskrevet i institution. Hvert familiemedlem klarer sine egne skær, og der er ikke megen tid tilovers at skænke hinanden og den hjemlige hygge. Afhængighedsforholdet i ægteskabet er samtidig radikalt forandret, i og med at det groft sagt bygger på begær - ikke på økonomisk afhængighed. Desuden skal familien efter at have mistet sit kvindelige anker nu søge forankringer gennem kærlighed i ægteskabet og til børnene. Den romantiske kærlighed skal løfte voldsomt meget, og skilsmissetallene taler deres eget sprog om, hvor stærk kærligheden er, og hvor længe den varer ved. I industrisamfundet var familielivet en slags helle fra et rutinepræget og indholdsløst arbejde. I dag er arbejdet oftest både udfordrende, indholdsrigt og meningsfyldt, og hvad er det så, familien skal kompensere for, kunne man spørge. Det er ikke længere entydigt, hvad den familiære privatsfære skal være leveringsdygtig i, og det problematiserer tilsyneladende samlivet. I dag hersker et misforhold mellem idealet om moders stue ved arnens lue og så den begrænsede åbningstid, som hjemmet og familien rent faktisk har, når forældrene er optaget af arbejdslivet. Ud over de af Shorter definerede grunde til kernefamiliens nedgang og det moderne arbejdsmarkeds krav fremhævede social- og samfundsteoretikeren Christopher Lasch i 1977 ekspertvældets indtagelse af det private rum som endnu en årsag til kernefamiliens nedbrydning. Ekspertvældet i form af pædagoger, læger, terapeuter og alle andre, der har forstand på vores familierelationer, griber ind i den enkelte families tilværelse. Denne udvikling startede ifølge Lasch allerede omkring år 1900, da det blev comme il faut, at kvinden skulle realisere sig selv. Kvindens selvrealisering skulle i første omgang finde sted inden for hjemmets fire vægge, hvor der blev lagt vægt på, at moderskabet og hustruværdigheden i sig selv var tilfredsstillende karrierer. Begreber som husholdning, husgerning og husholdningsøkonomi blev opfundet med henblik på at tilføre husarbejdet værdighed. Dette bliver begyndelsen på det, vi i dag kender som omsorgsprofessioner - en professionaliseret udgave af de funktioner, der tidligere kunne løses inden for hjemmets fire vægge. Disse funktioner bliver gradvis løftet ud af familien, og i stedet for at blive udført og varetaget af familiemedlemmerne selv udføres de af eksperter med uddannelse i at skifte ble, gøre rent, opdrage og så videre. Generelt kan man sige, at alle privatlivets forhold langsomt bliver gjort til videnskab. I takt med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet stiger behovet for omsorgsprofessionernes virke, og det intensiverer ekspertindblandingen på en måde, der ikke gavner familien. Disse tiltag er selvfølgelig i udgangspunktet tænkt som en hjælp til kernefamilien, og dermed en redning af mange menneskers ægteskab og familie. Men bagsiden ved privatlivets stigende professionalisering og hermed offentlig indtrængen har vist sig at være omfangsrig og uoverskuelig i sin nedbrydning af privatlivet og intimsfæren. Konsekvensen er, at familien ikke selv har forstand på familielivets forhold, og med eksperter i ægteskab, børneopdragelse, sex og sundhed bliver privatlivets fred efterhånden gennemsyret af ekspertindblanding. Men familien er ikke på vej ud. Problemet ved ekspertindblandingen og arbejdsmarkedets indflydelse på familiens strukturering er ikke, at familien er ved at forsvinde, men at den måde, det familiære fællesskab forandres på, når alle familiemedlemmer er ude af huset, har store omkostninger for børnene. 81,8 procent af alle Danmarks børn vokser op i parfamilier. Tilsyneladende er opretholdelsen af et samliv, der ligner kernefamilien til forveksling, det, som mange mennesker stræber efter på trods af skilsmissetal og sammenbragte børn. Man må konstatere, at når den romantiske kærlighed installeres som højeste og somme tider eneste fællesnævner i parforholdet, ja så ligger samlivsformen med benævnelsen 'seriel monogami' lige til højrebenet. Vi bliver skilt for et godt ord, men gifter os lige så gerne igen og deler således familiær intimitet med flere forskellige mennesker i løbet af et liv, end man gjorde tidligere. Det er kun hvert sjette barn, der ikke vokser op i en parfamilie. Men tallene siger intet om, hvor velfungerende eller konfliktfyldt familien er. Hvis mor og far begge er travlt optagede af deres karriere, mens småbørnene er i institution, hvad hjælper det så, at der i statistikken er tale om 'far, mor og børn'? Der er ingen tvivl om, at privatlivets fred og moders rede, som man kendte fra kernefamilien, er en anakronisme, der vanskeligt kan opretholdes på vore dages betingelser. Der er fri sex, kvinden er både uddannet og arbejdende, det serielle monogami har vundet indpas, og historien kan ikke spoles tilbage. Det at den moderne familie ikke som i den tidligere kernefamilie er karakteriseret ved at trække sig tilbage fra fællesskabet og lukke sig om sig selv, kan måske ses som et udtryk for, at den ikke længere er en fællesskabsfigur. I dag har vi hver især et valg mellem forskellige intimrum og fællesskaber: familie, venner, kolleger og sportsklubber. Den svindende intim- og privatsfære i nutidens familie er derfor dels et udtryk for menneskelige handlinger og valg, dels for, at samfundet har forandret sig på en sådan måde, at flere og flere behov opfyldes uden for hjemmet. I nogen grad kan der være tale om, at andre fællesskaber end de familiære bliver vigtige alliancer, for eksempel at kammeratskabets betydning opgraderes. Det er interessant, at de meningsfulde og følelsesmæssige bånd, der med kernefamiliens opkomst flyttedes ind i familien, nu i nogen grad rykkes ud i fællesskabet igen. Det tyder på, at kernefamiliestrukturen for de voksnes vedkommende ikke har patent på den familiære intimitet, som var karakteristisk for den i dens opkomst, men at vennenetværk i dag kan gøre det ud for familie. For eksempel lever over en million danskere alene, og man må formode, at netop kammeratskabet er vigtigt for dem. I forhold til de romantiske familieidealer, der stadigvæk til dels gør sig gældende, oplever man det som et tab, at familien ikke længere er forbundet med tradition og fasttømrede samlivsformer. Men noget tyder på, at den enkelte voksne, selv på de vilkår, som samfundet byder i dag, skaber den nødvendige intimitet og de nødvendige fortrolige alliancer. Det kan være, at den personlige intimsfære fordeler sig mellem familie og andre fællesskaber - og så er der måske ingen grund til at længes tilbage til kernefamiliens storhedstid. Men for børnene er det en helt anden snak. For småbørnene kan forældrene ikke erstattes af pædagoger eller institutionsfællesskaber, og det ved vi inderst inde godt. Derfor er det netop denne idylliserede forestilling om privatlivets fred fra kernefamiliens storhedstid, som vi i det senmoderne både vil og ikke vil. Den udgør for mange forældre i dagens Danmark den dårlige samvittighed over, at familien anno 2004 ikke længere er struktureret, så familien udgør et fællesskab, der holder omverdenen ude. De moderne familier er fanget i kløften mellem et 100 år gammelt ideal om moders stue med den hjemlige hygge og på den anden side nutidens forsøg på at legitimere begrebet kvalitetstid som en acceptabel betegnelse for det samvær, vi har. Samfundet er radikalt forandret siden kernefamiliens opståen i industrisamfundet, og det, at idealbilledet af familiens intimsfære ikke har udviklet sig tilsvarende, gør det til et ømtåleligt emne i dag. Det problematiseres hyppigt i medierne og med rette, at de moderne forældre i stigende grad overlader deres børns udvikling og omsorg til kræfter uden for hjemmet. Det kan man diskutere grundene til, at de gør; økonomisk nødvendighed, prestige og identitet i arbejdslivet, selvudvikling via arbejdet med henblik på at vedblive at være en attraktiv arbejdskraft for markedet og så videre. De fleste vil nok skrive under på, at der helt overordnet er meget mere spændende uden for hjemmet i dagens samfund, end der førhen har været. Arbejdslivet er i dag for mange mennesker af begge køn identitetsskabende, udfordrende, udviklende og meningsfyldt. Selv om det er forbundet med evig dårlig samvittighed, at ens børn er institutionsbørn, er det åbenbart vanskeligt at finde tilstrækkelig begrundelse for at værne om hjemmets intimitet og privatsfære, for hvad skal man egentlig derhjemme, når det er så interessant derude? Den karakter, familielivet får, når begge forældre arbejder ude og børnene er i institution, er imidlertid uacceptabel for børnenes tarv, og det burde være anledning nok for forældrene til at omprioritere deres arbejdsliv til familiens fordel. Udfordringen er at skære ned på sit arbejdsliv og gå hjem til den udfordring, man selv har sat i verden. Selvfølgelig har de moderne familier travlt, og de voksne opererer på et krævende arbejdsmarked, men mulighederne for at tage barsel, orlov og sågar blive hjemme hos sine syge børn har aldrig været bedre. Hvis forældrene ikke byder disse muligheder velkomne, har det at gøre med, at det ikke er attraktivt at være i hjemmet. Hjemmeliv og herunder børnepasning signalerer stilstand, afvikling af arbejdsmæssige kompetencer og understimulering. Der er ikke prestigefyldt at gå derhjemme med ungerne, men det er prestigefyldt at sætte dem i verden. Vi har alverdens teknologiske muligheder for at afhjælpe barnløshed, vi kan adoptere børn fra den anden side af kloden, selv homoseksuelle har 'ret til børn', som det hedder. Men hjemmeliv og opretholdelse af et familiært fællesskab, hvor småbørnene er sammen med bare en af deres forældre, harmonerer ikke med ønsket om at tilbringe mest muligt tid på de spændende, meningsfyldte arbejdspladser. Efter at have bevæget os væk fra kernefamiliens storhedstid i et oprør mod følelsesforladte ægteskaber, patriarkalske familiemønstre og manglende frihed og valgmuligheder i forhold til partner, uddannelse og arbejde, har de næste generationer behov for at genopfinde det familiære fællesskab mellem forældre og børn. Uden at det bliver et spørgsmål om at vende tilbage til vores bedstemødres liv ved arnens lue, må man kunne tænke familien med ind i de samfundsmæssige ændringer og vælge det familiære samvær på moderne betingelser i stedet for at vælge sig selv.