0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Disneyland er et dårligt forbillede

Uddannelsesområdet påduttes samme succeskriterium som Disneyland, men samfundet tager skade, hvis vi ikke fokuserer på faglighed, skriver fem professorer i denne advarsel mod taxameterstyring

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I øjeblikket er næsten alt i uddannelsessystemet på tegnebordet. På godt eller ondt vil fremtiden blive anderledes, fra børnehaven til universiteterne. En lang række ting er allerede vedtaget - og så skulle man jo tro at man vidste nogenlunde hvor det bar hen. Men det skræmmende er at der er så langt mellem tegnebordet og virkeligheden, at vi reelt ikke aner hvordan det kommer til at gå. Usikkerheden viste sig for nylig ved at økonomistudiet ved Københavns Universitet planlagde at nedskrive forventningerne til matematikkundskaber hos de nye studerende, mens ministeren energisk hævdede at de ville komme til at kunne mere.

Det skal først siges at regeringen uden tvivl har et reelt ønske om at skabe et bedre uddannelsessystem, herunder et system der kan skabe bedre faglige resultater. Det fremgår bl.a. af viljen til at udfordre eksisterende holdninger på uddannelsesområdet - mere end på velfærdsområdet. Det viser sig også ved at reformerne har forsøgt at kombinere faglige stramninger med pædagogiske nydannelser og derved fået kritik fra begge lejre: Nogle synes der er alt for meget projektarbejde og kompetencesnak, nogle er utrygge ved den øgede brug af test og ved den skarpere opdeling af grundskolen.

Vi vil gerne pege på et punkt hvor virkeligheden kan forvandle gode hensigter til faglige katastrofer. Det drejer sig om markedsstyring af uddannelserne, og den helt konkrete anledning er planerne om at indføre taxameterstyring på gymnasieområdet. Det system har vi en vis erfaring med på universiteterne, og det dur ikke. Der er behov for at alle kræfter samles om at gøre uddannelserne mere fagligt slagkraftige, samtidig med at man fastholder de menneskelige værdier vi forbinder med dansk tradition - og taxameterfinansiering flytter opmærksomheden i den stik modsatte retning: Bundlinjen kommer i centrum, hverken læring eller værdier.

Ifølge markedstænkningen er det økonomiske pres af det gode fordi det stimulerer til at man bruger ressourcerne så effektivt som muligt og sørger for at levere den vare som kunderne ønsker. Den mekanisme fungerer fint når det drejer sig om varer hvor den øjeblikkelige forbrugstilfredsstillelse er afgørende. Men på uddannelsesområdet er den 'vare' som samfundet ønsker (bedre faglige resultater), noget helt andet end den faktor som udløser pengene (at tiltrække og fastholde elever). Uddannelsesområdet påduttes det samme succeskriterium som Disneyland: Det drejer sig om hvor mange man kan drive igennem tælleapparaterne. Det faglige niveau er økonomisk irrelevant og i værste fald endda modproduktivt: Når man overhovedet skred til en gymnasiereform, var det bl.a. fordi eleverne valgte andre fag og retninger end dem der levede op til samfundets ønsker. Er det så særlig smart at gøre publikumssucces til det man skal leve eller dø af?

Når taxameterstyringens uheldige konsekvenser ikke står klart for enhver, er det fordi de der administrerer dem, typisk ikke har lyst til at fortælle om hvor det går galt. Den ledelse der er nødt til at gøre uddannelsen dårligere fordi tælleapparaterne kører for langsomt, skynder sig ikke at fortælle alverden om det. En af os, Peter Harder, vil derfor hermed tilstå at jeg som studieleder var ansvarlig for at forringe uddannelsen for at være økonomisk effektiv.

Da taxameterstyringen blev ført direkte ned på de enkelte fag, var der simpelt hen ikke råd til at fortsætte med at give så megen undervisning. Selve nedskæringen ville ikke nødvendigvis føre til kvalitetssænkning, hvis ikke man var taxameterfinansieret: Under andre forhold kunne man have taget færre ind, eller man kunne have sænket serviceniveauet og opretholdt kravene, og nøjedes med at lade dem der selv kunne klare sig, bestå.

Men når pengene følger med antallet af beståede eksaminer, ville det bare føre til en nedgangsspiral: Færre eksaminer betyder nedskæringer til næste år igen, og så fremdeles - der er ingen anden udvej end at lade kravene gå ned i takt med den undervisning man har råd til. Man lærer helt klart mindre af den nye studieordning end af den gamle.

Men fra et økonomistyringssynspunkt var den en stor succes - vi blev økonomisk rentable igen og mange kommer og spørger hvad vi har gjort så de kan efterligne det. Det kan være de allerede er godt i gang!

Hvis man nødig opgiver tanken om at økonomisk konkurrence fører til bedre kvalitet, kan man kaste et blik på fødevareområdet: Gentagne undersøgelser viser at det er de billige og ikke de bedste fødevarer der vinder. Det kan man betragte som folks eget problem. Men på uddannelsesområdet kan det ikke undgå at blive samfundets problem.

Men hvad så, kan man med god grund spørge. Én ting er ret simpel: Man skal have en finansieringsform der ikke følger Disneylandprincippet, men er baseret på de typer af opgaver som skolerne skal løse. Det betyder ikke at skolerne skal kunne være ligeglade med resultaterne - men hverken elevtal eller karakterniveau er en egnet erstatning for at følge med i den reelle kvalitet i skolens arbejde - f.eks. dens evne til at lære de sidste 20 procent at læse, eller give indvandrerbørn fodfæste i samfundet - eller at lave en undervisning der får også de dygtigste elever til gøre sig umage for at blive bedre. Alt dette ville der være god grund til at præmiere - og selv om det ikke er helt nemt at omsætte i praktisk administration, må det være muligt for en dygtig offentlig ledelse at opdage og belønne dem der skaber reelle resultater ... eller er der noget vi har misforstået i regeringens begejstring for ny løn?

Uanset hvad man gør, er den direkte binding mellem tælleapparat og penge en klar trussel mod fokus i det daglige arbejde, og det vil gå ret direkte ud over eleverne.

Et eksempel der ifølge rygterne forhandles lige i øjeblikket, er at bevillingen til skriftligt arbejde på gymnasierne søges decentraliseret - så elever på skoler med dårlig økonomi f.eks. ikke kan få rettet så mange opgaver som deres kammerater på andre skoler. Her er kampen mellem faglighed og økonomi til at få øje på. Vi må sørge for at ledelsen af institutionerne ikke kommer i den konflikt undtagen i ekstreme tilfælde.

Det følger af hvad vi har sagt, at man heller ikke kan få en bedre skole bare ved at have de rigtige værdier rent abstrakt - problemet er at give skolerne kraft til at omsætte dem i realiteter. Vi har i stadig mindre grad råd til de gode gamle slåskampe, såsom:

'Er det vigtigst om man har det rart eller om man lærer noget?'.

'Skal man tage særligt hensyn til de svage eller til de dygtige?'.

'Skal man lære for at blive et visere menneske, eller for at kunne øge eksporten?'.

'Skal man prioritere lærernes pædagogiske kompetence eller deres faglige niveau?'.

'Skal man fokusere på elevernes evne til at fungere i en kollektiv sammenhæng eller på deres individuelle strategier?'.

Politikere og forældre forlanger i stigende grad, og med god grund, at man skal gøre alle disse ting samtidig. Men hvis det skal have noget med virkeligheden at gøre, bliver det pludselig meget mere krævende at være skole og dermed lærer.

For bare 100 år siden var skolen stort set uden betydning for flertallets livsforløb, og derfor kunne lærerne bruge en stor del af tiden på salmevers uden at det gjorde noget; det vigtigste lærte man dels ved primærsocialiseringen i familien, dels direkte ved deltagelse i erhvervsfunktioner, ikke på skolebænken.

Nu hvor jobeksporten til den tredje verden er gået i gang, kan ingen tvivle på at vi helst skal kunne gennemføre en uddannelsesmæssig opgradering der giver bonus på erhvervsfronten - samtidig med at ingen ønsker at dette sker på bekostning af de idealer vi plejer at prioritere i det danske skolevæsen.

Det betyder objektivt set at der er færre 'frihedsgrader' i systemet. Det er ikke det samme som at sige at lærerne eller skolerne skal være mindre frie, men et rent ydre faktum: Jo flere ting der skal opnås samtidig, jo mindre frit kan man vælge hvad man vil gøre, uden at risikere at det mislykkes.

Vi mener derfor der er brug for en strategi der rækker ud over at flytte rundt på brikkerne og på hurraordene, og satser på det seje træk med at gøre institutionerne stærkere.

Blandt de centrale dele af strategien er følgende:
Sikring af progression og sammenhæng på langs af uddannelsessystemet, med særlig fokus på grundskolens sidste år

Ret og pligt til løbende faglig-pædagogisk efteruddannelse
Lærersamarbejde om planlægning og målopfyldelse på de enkelte hold/klasser

Samtænkning af elevaktiverende undervisningsformer med sikring af fagligt niveau - bl.a. ved at standardtest ikke erstatter prøver, men bliver et led i lærerteamets arbejde med at følge den enkelte

Pædagogisk ledelse der sikrer at erfaringer videreføres på den enkelte institution

Styrkelse af det centrale faglige tilsyn for at få en løbende fælles viden om 'best practice'.

Det afgørendeer imidlertid ikke disse overskrifter, for de sikrer lige så lidt som hurraordene at hverdagen bliver bedre. Det afgørende er at man indbygger nye sikringsmekanismer helt nede i hverdagen.

Den danske skole er ikke ret god til at finde og rette op på ting der går dårligt - og derfor er det ikke nok med målsætningsparagrafferne. De nye og gode ideer i gymnasiereformen bliver ikke en succes af sig selv, og det må nogen have føling med, lige fra de enkelte skoler og op til ministeriet.

Der er en stærk angst for centralisme i skoledebatten, og den er velbegrundet hvis man ser en slags effektivitetsgulag for sig hvor alt er bestemt centralt og oppefra. Enhver god skole forudsætter at elever og lærere oplever sig som ansvarlige for deres egen situation - det der skal centraliseres, er ikke pædagogikken, tilrettelæggelsen og indholdet.

Men hvis skolen skal komme til at fungere bedre, skal man centralt kunne følge med i resultaterne, og i de gode ideer. Det skal ind i overenskomsterne, i lønsystemet, i kravene til ledelsen, og i ministeriets fagkonsulentarbejde - og det skal lægges ud på hjemmesider hvor vi andre kan følge arbejdet med selve sagen (i stedet for karakterer). Ressourcerne skal være afhængige af at skolerne gør deres arbejde, ikke af hvor effektiv deres reklameindsats er.

Derfor skal man sikre at der er penge til teamarbejde, både planlægning og opfølgning. Og ledelsens dispositioner skal leve op til den dagsorden, ikke til markedsmæssig og økonomisk succes. Man skal sikre at der ikke indføres lærerløse timer og mere og mere projektarbejde, bare fordi det er billigt, så eleverne går for lud og koldt vand og man i stedet bruger pengene på at forære dyrere bærbare pc'er til eleverne end naboskolerne.

Ulla Tørnæs har offentligt lovet at gymnasiet får et 'intelligent' taxameter som undgår de problemer vi (med andre) peger på. Vi ønsker hende held og lykke med arbejdet - og hvis hun finder sådan et, kan hun så ikke hviske det i øret på sin kollega, videnskabsministeren? Der er hårdt brug for det på universiteterne!

De økonomiske realiteter kan også få skadevirkninger i forbindelse med en principiel bekendelse til større fokus på den enkelte elev. Ideerne i SKUB (Gentoftes skoleprojekt), som Kommunernes Landsforening har gjort til sine, har især én svaghed: at alting kobles på hver elevs helt individuelle læringsdagsorden.

Problemet er ikke så meget selve tanken (selv om betydningen af et godt fælles miljø er noget underprioriteret). Det værste er den manglende bevidsthed om hvad det koster af lærertimer hvis man skal følge hver enkelt elevs arbejde med at nå sine helt personlige mål. Det er en radikal overanstrengelse af lærerne, navnlig i en tid hvor presset på lærernes arbejdstid er voksende.

Det ved de der kender SKUB-projektet indefra, men man har gjort meget for at holde det ude af den offentlige debat. Via private kanaler har vi fået kendskab til et illustrativt eksempel fra Hellerup Skole: en elev havde ønsket særlig fokus på engelsk - men hun oplevede at det eneste der skete var at hun blev sat til at lave et projekt sammen med en anden elev, der også havde prioriteret faget. De havde sat det på ønskesedlen fordi de var dårlige til engelsk - og nu kunne de så sidde sammen med deres faglige problem uden at der var ressourcer til at give dem undervisning.

Kløften viser sig især ved at der aldrig er ressourcer nok til at følge op på den enkelte elevs læreplan. Det typiske problem er at eleverne ikke får gjort nok ud af det de har svært ved, og i stedet kun når at beskæftige sig med det de kan i forvejen.

De som hæfter sig ved at taxameterstyring er så uendelig praktisk, kan med god grund spørge om skolefolk virkelig er lavsindede nok til at lade økonomien tage over fra selve sagen. Er der da slet ikke nogen faglig stolthed tilbage? Og tror man slet ikke at elever, studerende og forældre går efter faglig kvalitet?

Jo - og når systemet slår igennem, vil det manifestere sig på samme måde som det gør i andre lande, hvor markedet er en afgørende faktor på uddannelsesområdet. Det vil være de ambitiøse og de stærke der efterspørger den faglige kvalitet, mens resten må tage hvad de kan få: Der er ingen økonomi i at satse på de langsomme, de modvillige og de opgivende. Men i USA og England har man i det mindste så stort et marked af stærke, at man kan få universiteter der virkelig har råd til at prioritere kvaliteten - hvor et enkelt mindre universitet kan have et budget af samme størrelsesorden som hele det danske uddannelsessystem. Det kan vi aldrig få herhjemme.

Derfor er det helt afgørende at man tænker i at fastholde og udbygge den danske tradition for et højt engagement i at skabe uddannelsesinstitutioner der er gode for alle, i stedet for velklingende principper der ender med at sende regningen hen til den enkelte mere og mere udasede lærer - som ikke engang kan brokke sig, fordi det lyder som om det er hans egen fiasko, han udråber for alverden.