Bare økonomer i fremtiden ville beskæftige sig mere med den virkelige verdens store problemer og mindre med små bitte tekniske detaljer. Det var professor Bruno Freys ønske på Copenhagen Consensus-mødet. Viden kan og bør bruges til noget, også i den virkelige verden. Ja, viden kan ligefrem gøre en forskel for politiske beslutninger og for menneskers liv. Samfundet finansierer forskningen. Forskerne har omvendt en forpligtelse til at fortælle omverdenen om deres forskning. Selvfølgelig har vi brug for grundforskningen og for de små bitte tekniske detaljer, som professor Frey var lidt træt af. Men vi har også i høj grad brug for, at flere forskere tør bevæge sig ud af elfenbenstårnet og komme tættere på virkeligheden. Det bliver lidt farligere, når man udsætter sig for offentlighedens lys og dermed for debat og kritik. Men det bliver også mere vedkommende. I København 24.-28. maj kastede 38 internationale forskere sig ud i debatten om noget så jordnært og samtidig højtflyvende som, hvordan vi bedst kan løse verdens store problemer. Til Copenhagen Consensus-mødet havde 10 anerkendte forskere udarbejdet videnskabelige papirer om ti alvorlige problemer fra sult og rent drikkevand til sygdomme og klimaforandringer. Disse 10 forskere kom til København og fremlagde deres resultater. Yderligere 20 fremtrædende forskere var hyret til at opponere mod papirerne. De 20 var også i København. Hertil kommer drømmeholdet på 8 topøkonomer, heraf tre nobelpristagere, der havde til opgave at se på tværs af de ti områder og prioritere de bedste løsninger. Hvorfor lige økonomer? Det er der flere, der har sat spørgsmålstegn ved. Men emnet for Copenhagen Consensus er prioritering, og økonomers ekspertise er økonomisk prioritering. Ligesom klimatologer er bedst til at vurdere klimaet, og malariaeksperter ved mest om malaria. Men hvis vi overlod det til klimatologer og malariaeksperter at prioritere mellem tiltag over for drivhuseffekten og tiltag over for smitsomme sygdomme, skulle der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad de hver især ville finde vigtigst. Derfor økonomer. Udgangspunktet for Copenhagen Consensus er, at der hver dag foretages politiske prioriteringer. Men i de politiske beslutninger indgår sjældent en samlet afvejning af effekter og omkostninger ved at løse ét problem i forhold til et andet. Prioriteringen sker ofte i en uigennemskuelig kamp om mediers, befolkningers og politikeres opmærksomhed. Trods gode intentioner er der en stor vilkårlighed i beslutningstagningen. Idéen med Copenhagen Consensus er at bidrage til, at denne vilkårlighed bliver mindre i fremtiden. Politiske beslutninger bør ikke tages vilkårligt, men basere sig på fakta og viden. Hensigten med Copenhagen Consensus er at bygge bro mellem forskernes elfenbenstårn og offentligheden. Ud fra devisen, at vi har brug for økonomernes kolde tal for at vide, hvordan vi bedst kan yde et varmhjertet bidrag til en bedre verden. Forskning skal bruges. Viden skal bruges. Det har vi taget meget bogstaveligt i Copenhagen Consensus. Vi badeksperterne om et helt konkret resultat. Om at rangordne virkelige løsninger for virkelige mennesker i den virkelige verden. Hvis vi havde 50 milliarder dollar ekstra at gøre godt med, hvilke problemer skulle vi så løse først? Det var det spørgsmål, topøkonomerne skulle besvare. De fik fem dage til gennem en intens faglig diskussion at nå frem til en prioriteret liste over løsninger på verdens store problemer. Det var ikke nogen nem opgave, drømmeholdet blev sat på. På nogle områder var der ikke tilstrækkelig information til at vurdere løsningerne. Det gjaldt på områderne uddannelse, konflikter og finansiel ustabilitet. Det er også et vigtigt resultat fra Copenhagen Consensus. At der er behov for yderligere forskning på disse områder. Det er lidt den samme proces, FN's klimapanel er i gang med. Da panelet kom med den første rapport, viste det sig, at man manglede væsentlige informationer. Det har ført til ny forskning og dermed et stadig bedre beslutningsgrundlag. At det er svært, bør ikke afholde os fra at prøve. At vi ikke ved alt, bør ikke afholde os fra at bruge det, vi ved. Materialet til Copenhagen Consensus viser, at der foreligger ganske omfattende viden om en række problemer og deres mulige løsninger. Også hos Copenhagen Consensus-topøkonomerne var der en vis ydmyghed over for den vanskelige opgave. Jeg vil gerne understrege, at drømmeholdet havde helt frie hænder. De otte forskere bestemte - naturligvis - suverænt resultatet af Copenhagen Consensus. Det lykkedes at opnå consensus. De otte var overraskende enige om resultatet. Det positive budskab fra et enigt panel er, at vi kan gøre noget. At det er en god investering at forbedre vilkårene for verdens milliarder af fattige mennesker. Ekspertpanelet på Copenhagen Consensus nåede frem til, at hiv/aids, sult, frihandel og malaria er verdens mest påtrængende problemer. Verden bør først og fremmest satse på at kontrollere hiv/aids. Omkring 28 millioner sygdomstilfælde kan forhindres frem til 2010. Det vil koste 27 milliarder dollar. Fordelene anslås at være mere end 40 gange så store. Aids er et fremtrædende eksempel på, at det er en god investering at bekæmpe sygdomme. Fejlernæring er nummer to på eksperternes liste. Sygdomme, der skyldes mangel på jern, zink, jod og A-vitamin, kan afhjælpes ved kosttilskud. Det vil give et exceptionelt højt udbytte i forhold til omkostningerne. Eksperterne anbefaler, at der investeres 12 milliarder dollar til at afhjælpe dette problem. I dag mangler omkring 3,5 milliarder mennesker jern. Det er utrolig vigtigt at gøre noget for at afhjælpe fejlernæring, især hos børn. Frihandel er nummer tre på eksperternes liste. Omkostningerne ved at indføre frihandel vil være meget lave. Gevinsterne vil derimod være enorme, op til 2.400 milliarder dollar om året. Afskaffelse af handelsbarrierer kræver ikke mange penge. Her er først og fremmest brug for politisk vilje. Hele verden vil have fordel af frihandel, både fattige og rige lande, og større velstand betyder, at der bliver råd til at løse flere af verdens alvorlige problemer. Kontrol og behandling af malaria kom på en fjerdeplads på topøkonomernes liste. Især blev moskitonet behandlet med insektmiddel fremhævet som en investering, der vil give et meget højt afkast. Ud over sygdomme, sult og frihandel står tiltag for rent drikkevand og bedre regeringsførelse højt på drømmeholdets liste. Eksperterne har besvaret spørgsmålet: Hvis vi havde 50 milliarder dollar ekstra til at bruge på en bedre verden, hvor skulle vi så sætte ind først? Her anbefaler et enigt panel af topøkonomer, at der afsættes 27 milliarder dollar til bekæmpelse af hiv/aids, 12 milliarder dollar til fejlernæring, at der indføres frihandel, hvilket vil have meget lave omkostninger, og at over 10 milliarder dollar bruges på bekæmpelse af malaria. Udgangspunktet for Copenhagen Consensus er, at verden står over for mange problemer, og at vi ikke har råd til at løse dem alle her og nu. Det positive budskab fra eksperterne er, at der findes rigtig gode løsninger. Hiv/aids, fejlernæring, handelsbarrierer og malaria er problemer, som kan løses meget effektivt. De problemer, som kom højest på topøkonomernes liste, er helt basale problemer for milliarder af mennesker verden over. Ny teknologi, økonomisk vækst og udvikling har forbedret levevilkårene for mange mennesker. Alligevel er helt basale behov som at få tilstrækkelig og ordentlig mad og som en basal sundhedstilstand meget presserende. Så meget om de bedste løsninger. Både eksperter og alle gode viljer kan hurtigt blive enige om, at de bør sættes i værk. Vidste vi ikke i forvejen, at det var en god ting at bekæmpe sygdomme og fejlernæring? Hvem kan være uenig i det. Men nu fortæller økonomerne os, at det også er en økonomisk sund idé at investere i menneskers fremtid. Hvad med den anden ende af listen - de dårlige løsninger? At prioritere er ikke alene svært. Det er også ubehageligt. Fordi en rangordnet liste ikke bare betyder, at der er noget, der kommer øverst på listen, men også at noget kommer nederst. Den tankegang virker stødende på mange. Skal vi da ikke gøre det hele - både løse sultproblemer, stoppe klimaforandringer, undgå krige og så videre? Er det ikke ondt at vælge noget fra? Et valg indebærer også et fravalg. Eksperterne delte deres liste op i fire kategorier: meget gode løsninger, gode løsninger, acceptable løsninger og dårlige løsninger. I kategorien dårlige løsninger placerede de et af løsningsforslagene for migration, nemlig gæstearbejderprogrammer for ufaglærte. Desuden lå tre forslag til løsninger på klimaforandringer helt i bund. Det gjaldt Kyotoprotokollen og to forslag om skat på CO -2 . Eksperterne ignorerer ikke, at klimaforandringer er vigtige. Men for verdens fattige lande, som vil blive ramt hårdest af klimaforandringerne, er problemer som hiv/aids, sult og malaria mere presserende, og de kan løses mere effektivt. Professor Stokey fra ekspertpanelet understregede, at klimaforandringer er et alvorligt problem, men at de løsninger, der var foreslået, herunder Kyoto, ikke er særlig effektive. Der er behov for mere forskning på området. Nogle kritikere mener, at Copenhagen Consensus tager en alt for snæversynet tilgang ved at fokusere på, hvilken effekt en løsning har, og hvad den koster. En enkelt kritiker optrådte ved Copenhagen Consensus' afslutning med kikkertbriller for at skære denne pointe ud i pap. Det er imidlertid interessant, at topøkonomernes prioritering ligger meget tæt på det resultat, som Copenhagen Consensus Ungdomsforum nåede frem til. 80 unge fra 25 lande var på Copenhagen Consensus Youth Forum gennem den samme øvelse som eksperterne. De unge repræsenterede 70 procent af verdens befolkning. Langt de fleste var altså fra udviklingslande. De havde det samme materiale som eksperterne. Men de unge så ikke kun på de tørre tal. De inddrog også etiske og humanitære overvejelser. Politikens Ugandapanel, som avisens læsere har kunnet følge, nåede også frem til et resultat tæt på Copenhagen Consensus-eksperternes. Det faktum, at økonomernes kølige overblik og de unges entusiastiske diskussioner nåede så ens resultater, understreger, at sygdomme og sult er meget påtrængende problemer. De unge havde i øvrigt også Kyoto næstnederst på deres liste. Copenhagen Consensus er også blevet kritiseret for at sammenligne æbler og bananer. Hvordan kan man prioritere på tværs af så forskellige emner som sult og klimaændringer? Vel er det svært, men det er nu engang det, politikerne gør hver dag. Der bliver prioriteret mellem rundkørsler og hjemmehjælp. Mellem skoler og hospitaler. Copenhagen Consensus er tænkt som et konkret input til politikerne. Vil de så bruge det? Mit håb har hele tiden været, at når listen først lå der, så ville den ikke være til at komme uden om. Fordi den i den grad bygger på viden. Og fordi den er så konkret. Copenhagen Consensus har da også allerede inspireret. Forslaget om flere penge til hiv/aids er blevet et emne i valgkampen til EU-parlamentet. Anders Samuelsen fra de radikale var først ude og fik hurtigt opbakning fra Venstre, Socialdemokratiet og JuniBevægelsen til at arbejde for flere penge til løsninger på hiv/aids-problemet. Copenhagen Consensus er blevet kritiseret for som udgangspunkt at antage, at der ikke er nok penge til alt. Vil Copenhagen Consensus ikke blive misbrugt som en løftestang for nedskæringer? Jeg tror, at vi vil se lige den modsatte effekt. Copenhagen Consensus vil betyde øget opmærksomhed og dermed flere penge til udvikling i de fattige lande. Simpelt hen fordi vi viser, at pengene gør nytte. Nogle har sat spørgsmålstegn ved hele idéen bag Copenhagen Consensus. At det er nødvendigt at prioritere. Tænk, hvis læger på en skadestue ikke prioriterede patienterne efter, hvor alvorlige tilfældene var? Tænk, hvis lægerne først behandlede dem, der tilfældigvis stod forrest i køen, eller råbte højest. Så kom den brækkede arm før hjertetilfældet. Det ville koste liv og være forkert brug af ressourcer. Vil vi acceptere den metode, når det gælder hjælp til verdens fattige? De, der ikke vil se i øjnene, at vi har begrænsede ressourcer, lever i en drømmeverden. Med fare for at virke kedelig mener jeg, at verden har mere brug for realister end for drømmere. Det kan være meget bekvemt at ville støtte alle gode formål, men den holder ikke i virkelighedens verden. Har drømmerne med alle deres gode viljer patent på godheden? Foretager realisten onde prioriteringer? Målt ud fra effekten for verdens lidende befolkning hælder jeg mere til den omvendte opfattelse. Det er uetisk ikke at inddrage viden om, hvor vi kan gøre mest godt. Copenhagen Consensus er det kølige overbliks projekt. Det er også et meget etisk projekt. Men vi taler ikke så meget til den dårlige samvittighed som til den aktive handling. Copenhagen Consensus har vist, at en kvalificeret prioritering er mulig. At økonomiske beregninger af fordele og omkostninger ikke fører til snæversynethed og pengefiksering, men tværtimod til fokus på fattige menneskers vilkår. Jeg er stolt over, at vi har nået målet med Copenhagen Consensus, nemlig en prioriteret liste over løsninger på verdens store problemer. Eksperterne har brugt deres viden og indsigt. De har lagt et stort engagement i at nå frem til konkrete løsninger. Copenhagen Consensus har allerede startet en vigtig debat om prioritering af verdens ressourcer. Og er også på vej til at sætte spor i de politiske beslutninger. Debatten vil fortsætte. Jeg håber, at både forskere, politikere og borgere vil deltage i den helt nødvendige diskussion.