0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Var nattens lys bare en drøm?

Thøger Larsen digtede om den lyse nat, som vi fejrer i aften. Hans digte rummer en natside af naturreligion, som kristendommen siden middelalderen har søgt at udviske. Kronikøren er mag.art. i middelalderfilologi.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Danmark oplever vi hver sommer et unikt naturfænomen. Vi er så vant til det, at vi glemmer, hvor enestående det faktisk er. Men den lyse nat er sjælden - og kun fra en forholdsvis lille del af Jordens overflade kan fænomenet iagttages. Det opstår ved, at jordklodens hældning medfører, at Solen en kortere periode en gang om året fra midnat ikke er mere end 18 grader under horisonten.

Kun på en forholdsvis smal stribe syd for polarkredsen optræder fænomenet; sydfor er natten stadig lang og mørk, Paris-München er den sydlige grænse med ganske få lyse nætter sidst i juni, og nord for sikrer midnatssolen en helt anden lysvirkning i atmosfæren og derfor også helt andre stemninger. Men netop i området derimellem syd for Solens vendekreds bliver dæmringen mellem lys og mørke, mellem dag og nat, midlertidigt udvisket, således at den foregående dags aftagen og den nye dags begyndelse glider over i hinanden som følge af et helt enestående lysfænomen.

Set på en globus er det en ganske smal stribe, og lige her er også Danmark placeret, og de lyse nætter har for os som for andre nordboere altid spillet en rolle i folkets digtning og mytologi. Naturens tilbagevendende fænomener har også her skabt dybe strukturer i vores tankeverden, som vækker en gammel undren: Hvad er det egentlig, der sker i himmelrummet over os?

Lysets kilde er væk, når Solen synker under horisonten, men en del af lyset bliver tilbage, og det påvirker også nattens mørke, forvandler det, oplyser det. Mørket begynder på en måde at lyse. Men det er et andet lys end det, vi kender fra dagen. Mørket forsvinder ikke, som det plejer, ved Solens opgang - og dermed tilbagevenden af dagens velkendte lys - men lysfænomenet, nattens oplysning, kommer lydløst med Solens nedgang, dens bortgang; sollysets fravær.

Det gør i en mageløs stund mørke til lys - men en anden slags lys, der på en måde synliggør eller muliggør, at vi ligesom får mørkets eget lys at se. Natten lyser, som om et lys bliver fremkaldt fra mørket selv, undfanges og først langt senere ved morgengry følger Solens fødsel og det dagens lys, vi kender så godt. I det, i dagens skarpe lys, forsvinder nattens lys eller udviskes som uvirkeligt eller som 'bare en drøm'. Men den lyse nat derimod ændrer for en stund naturens orden - den lyse nat »strækker sig i himlen ind«, som det hedder, og ændrer forholdet mellem himmelsk og jordisk. Modsætninger er ophævet eller sammenfaldende og skaber rum for noget så anderledes, at vi egentlig ikke rigtig har ord for det.

Derfor elsker vi alle Thøger Larsens sommersange: 'Danmark, nu blunder den lyse nat' og 'Du danske sommer, jeg elsker dig', for nu at nævne de to mest kendte. Thøger Larsen kunne sætte de ord sammen, ingen, der hører dem, glemmer, fordi ordene rammer noget i os (med Oluf Rings og Otto Mortensens melodier, vel at mærke), vi ellers alt for let glemmer i hverdagens larm eller i byernes elektriske lys.

Ved store sportsbegivenheder kan alle synge med på 'Der er et yndigt land ...', og når ølskummet er tørret af skægget og første dommerfløjt hvisler, vil alle sikkert højtideligt insisterende, måske direkte truende sværge på, at det er Danmarks nationalsang - med tryk på hver eneste stavelse i sætningen - uanset hvor en anden stor dansk digter måtte være født. Hans hus står i det mindste i Odense endnu. Men skulle vi stemme om en ny nationalsang i enrum, ville tanken nok falde på 'Danmark, nu blunder den lyse nat' eller 'Du danske sommer jeg, elsker dig', som begge stammer fra Thøger Larsens af omfang beskedne lyriske forfatterskab.

I år, til november, er det 100 år siden, Thøger Larsens første digtsamling udkom. Hvilken debut! 'Jord' hedder den af titel. 'Jord'. 'Digte' står der på omslaget, trykt og udgivet i kommission i en for længst nedlagt boghandel i Lemvig, forhandlet og bekostet af ham selv. Her levede og arbejdede Thøger Larsen (1875-1928) hele sit liv som en slags universel hjemstavnsdigter, der ville lære os at se og begribe naturen - såvel Jordens blomster som Himlens stjerner; det nære og det fjerne, bakker og bølger. Hans digte skulle lære mennesket at blive egentlig jordboer, fordi netop udsyn til de fjerneste galakser, ja til uendeligheden, åbner for at opleve og fatte det 'enkle' og det nære: de gule blomster i græsset, den blafrende orange strandvalmue mellem sand og tang. »Blomsterlue« døbte Thøger Larsen den. »Blomsterlue ved Bredning Blaa«.

Det første digt i 'Jord' bærer den fælles titel tilføjet: 'Vor Moder'. Første vers lyder: »Er Kraften, hvorved Livet gror/ af Verdens muldne Kloder,/ en kærlig Gud og Fader vor,/ er Jordens Muld vor Moder«. - Og det sidste: »Og naar vi siger 'Fader Vor' -/ med Andagtstanker skære,/ vi mindes og vor Moder Jord/ med Tak og Pris og Ære«. Så enkelt kan det siges. Så enkle ord kan udtrykke den kristne kulturs store tabu - og det underliggende tema for begge de to store konferencer om bæredygtighed og prioritering sidst i maj.

I Odense er de ved at regulere vejnettet ned mod H.C. Andersens Hus, fordi der næste år forventes millioner af turister i den anledning. I Lemvig har de for længst revet digterens hus ned - skønt det medførte lokale protester. På en del af 'Thøger Larsens land', markerne over for de kløvede bakker lige nordvest for byen, er der til gengæld anlagt en golfbane. Tidens trend. Protester druknede i forventede turistindtægter.

Men digtene har vi, de har slået rod, skønt også det under langt større modstand, end man forestiller sig. Men Thøger Larsens digtning er mere aktuel og vedkommende end nogensinde før. Thøger Larsen kunne sætte ord på den lyse nat og på naturens fænomener og deres betydning i menneskets liv. Det er essensen i hans digtning. Nogle af hans digte er tænkt som »panteistiske salmer« eller »naturfromme« sange, for nu at bruge Thøger Larsens egne ord, der i forhold til årstidernes vekslen, døgnets rytme og himmelrummets skiftende skue skulle knytte menneskets stræben og tanker til naturens liv på samme måde, som salmerne følger kirkeåret og den religiøse liturgi. Eller rettere: i stedet for. Men den religiøse hengivelse, andagten, hvis jeg må sige det lidt højtideligt, skulle tage retning mod det naturlige livsgrundlag, det vil sige det naturens rum, vi faktisk lever i: jævndøgn, fuldmåne, midsommer, i stedet for kristendommens dogmer eller lære om overjordiske mirakler som nu, hvor vi fejrer Helligånden, Jesu fødsel, jul, påske og pinse.

Bortset fra visse oplysninger i forbindelse med vejrudsigten i tv er disse 'naturlige omgivelser', det naturens og himlens rum, der omgiver os, fjernere for os end nogensinde. Imellem står fjernsyn, internet og virtuel virkelighed. Det er muligt, vi engang var fremmedgjorte i forhold til produktion, men i dag er vi fremmedgjorte fra natur som aldrig før. Thøger Larsen ville med sine digte knytte os til den.

Men Thøger Larsens lyrik er ikke kun blide sommerstemninger. Hans budskab er så stærk tobak, at det af og til er blevet censureret bort. Få, måske ingen, har sunget Thøger Larsen som Aksel Schiøtz. Der er solskin i stemmen, naturlig andagt, men censureret er de alligevel. I den berømte indspilning fra 1939, der er nyudgivet og stadig er i handelen, mangler anden og tredje linje i første vers af dette berømte digt:

»Du danske Sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig. / (...)
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer
Jeg dog dig elsker, hver gang du ler«.

De kursiverede linjer er væk. Mit gæt er, at det er for ukristent. Eller i hvert fald var. Men også et helt vers er sprunget over, næstsidste vers, digtets egentlige højdepunkt. Det lyder:

»Og stundom ud af din fulde Glød
Sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
Vild, vild, vild
er, skønne Sommer, din Kraft og Ild«.

Det lovsynger nemlig, lovpriser naturen som det skabende element, som et bragende på én gang vildt og naturligt coitus - en metafor, der kendes fra de fleste kulturer, ikke ulig den hedenske eros, den drift i menneske og natur, kristendommen har bekæmpet, hvis den forblev knyttet alene til naturen selv og ikke viste hen til naturens skaber, den åndelige Gud. Her er himmel og jord i dyb længsel efter hinanden, naturen selv dirrer af drift, af skælvende vildskab, erotik som trolddom. Rigtig trolddom - som rigdom, legemlig såvel som sjælelig, og hvortil den kristne højtidelighed forekommer at være en falsk og udtyndet efterligning.

Den tanke, der kommer til udtryk, at naturen indeholder og manifesterer guddommen, og ikke omvendt, har i virkeligheden dybe rødder i den europæiske tænknings historie, men også der er metaforen og den tanke, den udtrykker, censureret af kirkens historieskrivere og siden af akademiske filosofihistorikere, der gentager kirkens prioritering ofte uden at ane det eller tror, at middelalderens filosofi var et spørgsmål om tro og viden.

Men går vi til teksterne selv og begynder at læse dem, slår naturfilosofien gnister og gløder til alle sider. Her i undertrykte og glemte skrifter får vi kontakt med en fortrængt side af den europæiske kulturs arv, en forkætret kærlighed, som vanetænkning og almindelig forglemmelse har slukket med iskoldt kristent kildevand, stænket med akademiske floskler om tør skolastik. I nogle af disse gamle tekster finder vi Thøger Larsens temaer: naturen som gåde, som det hemmelighedsfulde liv, på hvis nåde vi lever, røres og er.

At teksterne er så interessante og vedkommende skyldes, at i højmiddelalderen i det 12. århundrede havde den europæiske kultur, kristendom og ånd og tanke og kontemplation til overflod; naturfilosofferne ville derimod skabe en videnskab om naturen. Det var der brug for - og det lykkedes. I dag har vi naturvidenskab og statistik og teknik og færdigheder, tilsyneladende uden grænser. Vi savner derimod ånd og tanke, fordybelse - ikke mindst i vores naturforhold.

I 'Cosmographia' for eksempel, skrevet af Bernhard Silvestris cirka år 1150 - for nylig af den engelske oversætter sammenlignet med værker af Dante, Bruno og Schelling - finder vi en ny skabelsesmyte, der forsøger at tilføje og integrere naturen i den kristne grundtanke. Bernhard er ikke kætter, han er kristen, men vil forny den kristne grundfortælling ved at udvikle tanken om anima mundi , verdenssjælen, der kendes fra antik naturfilosofi.

Som man kan se i et håndskrift fra perioden træder verdenssjælen som en kvindeskikkelse frem af de fire elementer, som udgør den synlige verden. Hun er placeret mellem Solen og Månen, og i det bånd, hun holder frem mellem hænderne, står, at hun er den vegetative evne i planter, den sanselige i dyr og den mentale evne i mennesker. Hun udgår fra Gud som en kvindelig helligånd og forbinder med andre ord guddom, natur (herunder dyr og planter) og mennesket uden ontologisk brud; det vil sige uden at fremstille guddommen og verden som væsensforskellige eller som to helt adskilte områder.

Bernhard genopliver tanken om Moder Jord - som også Thøger Larsens digt gør ved at give Jorden selv en dimension ved siden af Gud Fader - ikke som pynt, men som nødvendig, livsnødvendig også bogstavelig talt. Digteren vil undersøge og beskrive, hvad liv er, og hvor mennesket stammer fra. Det fører til, at Gud står i forhold til den skabte verden, den fysiske natur - og det er ikke som i traditionen et platonisk forhold. Det gnistrer af erotik. Ud af et kosmisk coitus, et kosmisk samleje, opstår liv - dagligt, vedvarende, ikke én gang i en fjern fortid, som Bibelen lærer. Med digterfilosoffens egne ord: »... således styrket af den livgivende ånds indflydelse udfoldede alle verdens ting sig af den nærende moder jords skød«.

'Cosmographia' minder os om, at når vi forsøger at tilegne os denne åre i dansk digtning, åbnes der samtidig for et europæisk perspektiv, hvis indhold og omfang vi først nu skal til at lære nærmere at kende. Det udfordrer vores vante religiøse tanker, og det udfordrer også vores forhold til naturen, tilbyder en fornyet tilegnelse af ellers glemte ord og begreber, tanker og billeder. Både Thøger Larsens sommervise og Bernhard Silvestris' filosofi er fulde af tilblivelse og opløsning, af sommerens glød; brusende, berusende, glødende og ekstatisk, som om netop den legemlige, erotiske ekstase, eller bare tanken eller mindet om den, åbner for det åndens og sjælens dyb, hvor både sund fornuft og ægte religion har sit udspring. Hvor naturen er levende og lever - i os.

At søge andre kulturers religion og natursyn er en fristelse for mange vesterlændinge, fordi man der synes at finde, hvad vi selv mangler; buddhisme eller tibetansk naturmystik. Det er muligt, at det kan importeres med held. Men vi må også grave i vores egen muld, i vores egen arv, både i digtning og religiøs filosofi. Den tilbyder i virkeligheden også nyt liv til kristendommen - skønt der måske er for meget tordenregn og tordenlatter til, at kirken formår at åbne sine døre og byde den indenfor. Men vi - på disse salige breddegrader - har i hvert fald i sommertiden alle forudsætninger for at lære den at kende.