Valget til Europaparlamentet blev et flop. Det er nødvendigt at erkende det. I den sidste uge forinden søgte de politiske partier og deres kandidater at fremkalde en stemning af valgfeber, men det lykkedes ikke at bringe temperaturen langt op over ligegyldighedens nulpunkt. Medierne gik mere eller mindre nødtvunget, men sent, i gang med at beskæftige sig med det, vel vidende at det ikke kunne vække megen interesse hos seere, lyttere og læsere. Resultatet blev en trist affære for Europa, både her og i de andre lande. Årsagen er ikke, at europæerne er blevet trætte af det demokratiske system. Bestemt ikke. Men årsagen er, at Europaparlamentet er en misforståelse, i hvert fald i den form, man siden 1979 har søgt at presse det ind i med indførelsen af direkte valg. Det, som man af aldrig så gode og ideelle grunde prøver at gøre, er at føre nationalstatens demokrati op på europæisk niveau. Men det går ikke. I hvert fald ikke foreløbig. Og prøver man alligevel at skabe en sådan kortslutning af demokratiet, så brænder man fingrene. Det var det, der skete forrige søndag. Demokratier ikke nogen enkel sag, men et ganske kompliceret begreb. Der findes ikke nogen standardmodel med medfølgende brugsanvisning. Det er et politisk system, eller rettere en politisk idé, som i sin konkrete udformning er kolossalt afhængig af tid og sted, af samfundets historie, traditioner og udviklingstrin. Det er bestemt ikke et mantra, en trylleformel, som hokuspokus bringer fred, stabilitet og velfærd. Tværtom, det er en eksplosiv idé, som skal omgås med varsomhed og omhu, hvis det skal lykkes at få det til at fungere. Det ser man tydeligt demonstreret i Irak i denne tid. Men det gælder også, hvis man vil indføre demokrati på europæisk niveau. Frem for alt må man gøre sig klart, at demokrati er ikke et middel, men et mål, måske uopnåeligt rent ideelt, fordi det indebærer modstridende elementer. I den danske opfattelse af demokrati har vi den klassiske debat fra efterkrigstiden mellem Alf Ross og Hal Koch, hvor kort fortalt den første opfattede demokrati som et institutionelt, retligt system, mens den anden opfattede det som en livsform, en samtale. Dette tvesyn mellem form og indhold kan genfindes på forskellig vis i debatten andre steder i Europa. Den slår også igennem i diskussionerne i disse måneder om den omtvistede europæiske forfatningstraktat, som risikerer at blive det næste EU-flop, hvis man lægger den ud til folkeafstemning. Dens væsentlige dele drejer sig dels om magt og dermed institutioner, dels om værdier og dermed livsformer. En forståelse af det demokratiske problem i den standende europadebat får man kun, hvis man holder sig nogle af de konsekvenser på godt og ondt for øje, som princippet om demokrati har haft i Europa i det sidste par hundrede år. Den demokratiske idé har været den væsentligste politiske drivkraft bag udviklingen af nationalstaten - det vil sige et samfund, hvor der er nogenlunde sammenfald mellem 'staten' bestemt som et relativt solidt institutionelt system baseret på magt og ret, og en folkegruppe karakteriseret ved at være relativt homogen med hensyn til kulturværdier som sprog, religion og oprindelse. Nationalstaten er en udpræget europæisk opfindelse, som vanskeligt genfindes andre steder, og som bestemt heller ikke er blevet realiseret overalt i Europa - den er selv i dag snarere undtagelsen end reglen. Men forestillingen om nationalstaten er ikke desto mindre meget stærk og er en levende politisk realitet. Idéen om demokrati, folkestyre, udsprang af oplysningstiden. Som David Helt siger i Politiken (12.6.), havde de første demokratitænkere aldrig forestillet sig, at demokrati skulle kunne fungere på nationsniveau. Det gjorde de ikke, ganske enkelt fordi nationen ikke eksisterede på deres tid. Men i det attende århundrede blev tanken en udfordring til fyrstestyret, statsmagten, dels fordi de store europæiske stater rummede forskellige folk, dels fordi folkegrupperne i mange tilfælde var spredt over forskellige stater. Herved opstod 'nationen' som et politisk begreb, og det har spøgt lige siden - spøgt, fordi det er så vanskeligt at få hold på. Vanskeligheden herved skyldes den begrebsmodsætning mellem folk og stat, mellem 'værdier' og 'magt', som er indbygget i det. Den enkleste og bedste definition på en nation er, at det er en folkegruppe med en politisk ambition - ikke nødvendigvis en ambition om at monopolisere al politisk magt i en egen statsdannelse med fuld suverænitet, men en ambition om samling og selvstyre. Færinger og grønlændere hver for sig er nationer, men ikke stater - endnu. Den demokratiske udfordring resulterede i, at statsmagten i de store stater måtte bestræbe sig på at homogenisere de forskellige folkegrupper inden for rigets grænser, hvis ikke man ville risikere revolution og opløsning. I Frankrig skulle provençalere og bretonere gøres til franskmænd, og i Danmark skulle slesvigholstenere indfattes i helstaten. Omvendt førte forestillingen om nationen til, at mange små fyrstedømmer blev absorberet i større statsdannelser, Tyskland og Italien, som herved blev i stand til at opfatte sig som nationalstater, fordi der var et kulturelt samhørsforhold mellem de forskellige dele. Det var bestemt ikke, hvad vi i dag ville kalde for demokratiske midler, der blev anvendt for på denne måde at skabe mulighed for demokrati. Tværtom, så var det ændringer, som blev gennemtrumfet ved magt. Det var tilfældet ikke blot i det nittende århundrede, men også i det tyvende. Kun i ganske enkelte tilfælde nærmede man sig nationalstaten ved hjælp af demokratiske midler, som det skete f.eks. i Sønderjylland i 1920. Langt flere er de tilfælde, hvor det skete ved folkefordrivelse eller etnisk udrensning, som tilfældet var i Grækenland-Tyrkiet i 1922 og i Polen-Tjekkiet-Tyskland i 1945. Det har været endog meget svært at undgå, at tilsvarende metoder også kunne anvendes i Europa i det ny århundrede - tænk på Balkan og Baltikum. Alt sammen som respons på den demokratiske udfordring. Men det har resulteret i, at de europæiske stater nu er nærmere det demokratiske ideal, nationalstaten, end de nogensinde har været, og at demokratiet nu er blevet så rodfæstet, at det nærmer sig en ideologi og dermed er hævet over diskussion. Mange vil derfor også bruge det som basis for det ny Europa - Den Europæiske Union. Derfor skal vi holde valg til Europaparlamentet. Her er det, tråden knækker og der sker en demokratisk kortslutning. For demokrati er et mål og ikke et middel. Det er en fejltagelse at tro, at det kan gennemføres ved 'demokratiske midler'. I de tilfælde, man har søgt at realisere det ved fredelige midler, således som det stort set er sket i Danmark, er det en elite, som gennem årtiers målrettet arbejde har skabt forudsætninger for det. Det er til dels det, man nu forsøger på europæisk plan. Men det paradoksale er, at selve demokratiet sætter sig imod det, hvis man ikke har tålmodighed til at vente på resultaterne af et sådant målrettet arbejde. Der er ingen som helst tvivl om, at hvis man nogensinde i en overskuelig fremtid vil afskaffe nationalstaten til fordel for et 'demokratisk Europa', hvis politiske system simpelt hen er en forstørret model af nationalstatens demokrati, så vil det store flertal af vælgerne i samtlige 25 medlemslande af unionen vende sig imod det. Tanken om et føderalt Europas forenede stater, som anvendelse af udtrykket 'union' reflekterer, er endeligt opgivet. Den union er i hvert fald stendød. Hvis man alligevel forsøger, og det er jo den fornemmelse, mange vælgere har, når de opfordres til at deltage i valg til et Europaparlament, så risikerer man en nationalistisk reaktion, som viser sig ved en styrkelse af ekstreme, populistiske partier på såvel højre- som venstrefløjen. Dette blev tydeligt demonstreret ved det netop afholdte valg, både i det gamle og i det ny Europa. Man skal tage dette signal meget alvorligt. Men samtidig er europæerne stillet over for et andet paradoks, nemlig at nationalstatens forfald er uundgåeligt. Den har passeret sit højdepunkt. Jeg har tidligere i Politikens Kronik (5.12.2003) redegjort for, hvorledes den i de sidste årtier har været under nedbrydning af de to historiske udviklingstrends, som har præget den vestlige verden siden oplysningstiden, industrialisering og demokratisering, til trods for at det netop var disse to kræfter, som skabte den. Det er globalisering og demokratisme, der nu udgør den postmoderne udfordring til Europa, svarende til den udfordring, som 'det moderne' udgjorde omkring 1800-tallet. Den europæiske elite reagerede i slutningen af det foregående århundrede konstruktivt herpå med iværksættelsen af det europæiske projekt. Hvor det måtte føre os hen, var der ingen, der rigtig vidste. Det var en rejse mod et ukendt bestemmelsessted, som englænderen Andrew Shonfield sagde i 1972, da Storbritannien blev optaget i fællesskabet. Selv om de fleste danske politikere vil reagere instinktivt mod påstanden om, at EU er et elitært projekt, så er det utvivlsomt tilfældet. Det er den intellektuelle og forretningsmæssige elite, som har iværksat projektet, og det er den, som stadig driver det frem. Det er endnu stort set kun eliten, som virkelig har realiseret sig den udfordring, som Europa står over for i det enogtyvende århundrede, og derfor søger at skabe 'Europa'. Det svarer ganske til, at det var eliten, som skabte nationen i 1900-tallet. Men det er en vurdering, som man ikke kan fremføre i den danske politiske debat. Her er begrebet elite blevet et minusord, fordi vor politiske kultur er stærkt præget af den romantiske forestilling om 'folket', og denne forestilling har drevet demokratiseringen her til lands så vidt, at systemet til tider er blevet lammet af folkeafstemninger - et andet paradoks, som nu også viser sig i andre landes europæiske politik. Det er fuldstændig urimeligt at lægge begrebet elite for had. Intet politisk system kan udvikle sig i en foranderlig verden uden en elite. Det siger sig selv, at det er herfra, nytænkning og nybrud må komme. Så der er grund til bekymring, når ledende folk fra de selvudnævnt 'progressive' partier, tager så kraftigt afstand fra det, som det er sket i de seneste uger. Demokrati er intetsteds kommet 'nedefra'. Den europæiske idé lige så lidt. Men begge dele må slå rod i 'folket', hvis det skal lykkes at realisere det. Det kræver megen tid og meget arbejde. Udfaldet af parlamentsvalget 13. juni demonstrerede klart, at vælgerne reagerede langt mere på nationale politiske problemer end på de europæiske. Derfor dette råd til eliten blandt politikerne: Lad være med at presse på med at realisere unionen, før bedre forudsætninger herfor er etableret. I risikerer, at Europa bliver opløst på ny af nationalisme, hvis I etablerer en kortslutning af demokratiet. Meget tyder på, at de, som var tiltænkt at udfylde rollen som europæisk politisk elite, nemlig medlemmerne af det 'konvent', som under ledelse af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing (han er om nogen elitær) sidste år færdiggjorde et udkast til en europæisk forfatning, ikke har været forsigtige nok. I hvert fald er det indtryk blevet skabt, at dette udkast indeholder et stort skridt mod et føderalt Europa, og at det derfor udgør en alvorlig trussel mod nationalstaten. Dette er givet vis uretfærdigt. Den første tekst blev hurtigt renset for enhver hentydning til et føderalt mål eller en føderal basis, og der tales nu om, at unionen skal koordinere de dele af medlemsstaternes politik, som tilsigter et fælles formål, og skal udøve denne koordination 'in the community way'. Man kunne derfor godt have genskabt navnet Det Europæiske Fællesskab, således som nogle foreslog, men det var åbenbart for stort et prestigetab for Maastrichttraktatens fædre. Der er i den endelige tekst, som nu med stort besvær og megen tøven er blevet godkendt af stats- og regeringscheferne, ikke mere 'føderation', end der var i de tidligere traktater. Snarere tværtom, idet den med de reviderede stemmevægte giver en mere realistisk afbalancering af de faktiske magtforhold i Europa. Det er tilmed blevet hævdet, at det er en gaullistisk forfatning med reference til de Gaulles tale om 'Fædrelandenes Europa'. Men når man i valgkampen op til det europæiske valg fremhævede, at Europaparlamentet ville få mere magt, og at det var en væsentlig grund til, at folk skulle møde op og stemme, så har man netop understøttet forestillingen om, at det nationale demokrati er truet. Europaparlamentet hed ikke sådan fra begyndelsen. Oprindelig hed det 'forsamlingen' og blev valgt blandt medlemmerne af de forskellige parlamenter. Der er givetvis en væsentlig kontrollerende og korrigerende rolle at spille for en sådan forsamling. Men de ambitiøse medlemmer fik med tiden ordet parlament sneget ind i traktaterne, efter at regeringerne havde givet efter for presset om direkte valg. Det var en alvorlig fejltagelse. Man skal lade være med at forholde sig til den demokratiske idé på denne måde. Det er farligt. Demokratiet i Europa er snævert forbundet med nationalstaten og må varetages inden for dens rammer. Forholder man sig ikke til demokratiet som et mål, men behandler det som et middel og derfor søger for hurtigt at bringe det op på europæisk niveau, sker der en kortslutning, som kan sætte Europa i brand.