» I ørkenen er ikke kun Gud til stede« (Gammelt arabisk ordsprog) Når nu man kan komme over en bjergkæde med motorcykel eller bil, hvorfor så flå sig selv levende for at gøre det på cykel? Efter cykelkaravanen følger holdets biler, og rytterne transporteres mellem etaperne af og til med fly til nye startsteder. Hvorfor så insistere på at forcere bjergene på den mest ubekvemme og udsatte facon? Når nu motoren er opfundet, hvorfor så holde fast ved, at menneskets egne muskler skal gøre hele arbejdet dag efter dag, uge efter uge? Fordi Tour de France handler om det modsatte af at være bekvem. Med Lance Armstrongs vitalistiske ord: »Jeg cykler for at bevise, at i en videnskabelig og højteknologisk tid er den menneskelige krop stadig et under«. Bevares, en cykelrytter som Armstrong er teknologifetichist om en hals, når han sover i højdetelt om vinteren og erklærer, at »man må gøre sig selv til slave af data, af præstationsindikatorer som pedalkadence og målinger af kraftydelsen i watt. Man må bogstaveligt talt lave målinger af hvert eneste af sine hjerteslag og hver en bid, man spiser ... Man vil måske finde en brøkdel af tid i sin siddestilling på cyklen, i en hjelm, eller i udformningen af et hjul«. Men Touren insisterer på mandekroppens egenværdi. En konfrontation med det nøgne menneskepotentiale uden maskinel hjælp. Som Gud skabte os, skal vi arbejde i vort ansigts sved. På vor fysiske stræben skal vi kendes. Det eneste brændstof, der anerkendes, er rytternes blod. Det er svært at gøre en god figur uden at køre på superoktan med alskens tilsætningsstoffer. Ifølge Jørn Mader udtrykte Bjarne Riis det således på et bjerg under Touren i 1998: »Hvis ikke vi på en eller anden måde får forøget de røde blodlegemer efter de store strabadserende togter i bjergene, er det umuligt for os at blive restitueret. Det ved enhver læge. Men dermed ikke være sagt, at vores blod skal gøres tykt som marmelade«. I dag er rytternes blod kun i sjældne tilfælde tykt som marmelade, men kun som honning, for de dopede ryttere har lært at holde sig under de 50 procent i hæmatokritværdi, der gør, at de ikke kan straffes, fordi det kun sandsynliggør, men ikke endegyldigt beviser epo-misbrug. Ikke desto mindre er doping fortsat en farlig leg, for stadig nye stoffer kommer til, og vi kender endnu ikke sygdomsprofilen på nutidens epo-generation, der først vil kunne konstateres om årtier. I midten af 1980'erne afgik 18 cykelryttere fra Belgien og Holland ved døden, uden at lægerne nogensinde har kunnet dokumentere, hvilket dopingstof de havde taget. Cykelkaravanen er en munkeorden på hjul, der bygger på et tavshedsløfte: Tavshedens lov. Hemmeligholdelsen af det hellige ekstrakt giver et sammenhold om de interne værdier, som omverdenen ikke forstår. Dopingen er kun en delmængde af cykelrytternes leg med helbredet. Selve Tour de France er et smertehelvede, der når sit klimaks, når feltet rammer bjergene. Det kræver en nærmest masochistisk indstilling dag efter dag og uge efter uge at klatre opad og opad for dernæst at begive sig nedad i et dødsridt. Den tidligere CSC-rytter Tyler Hamilton kæmpede sig sidste år gennem Touren med et brækket kraveben. Det første møde med bjergene for en ung cykelrytter er et voldsomt chok, en initiation (indvielse, red.) til hidtil ukendte udfordringer af hans krop. Nogle bjerge byder på chokerende stigninger, mens et bjerg som det to kilometer høje 'skaldede bjerg' Mount Ventoux rejser sig over Provence som et månelandskab, men med en vedvarende stigning, der ikke giver nogen muligheder for et hvil på et plateau, men kilometer efter kilometer slider rytterne op. Her siksakkede den dopede britiske rytter Tom Simpson ind i døden i 1967. Feltet passerer mindesmærker for de døde ryttere, f.eks. på bjerget Col du Portet d'Aspet, hvor Armstrongs holdkammerat Fabio Casartelli i 1995 omkom efter et styrt, hvor han slog hovedet mod en af stenene i vejsiden. US Postal fik lov til at køre samlet frem mod målstregen i sørgetog på en af de følgende etaper. Armstrong vandt senere i samme Tour et etapeløb og dedikerede sejren til sin afdøde holdkammerat. I dag er der rejst et stort monument i marmor på det sted, hvor ulykken skete. Hvor andre idrætsgrene foregår i beskyttende haller, er rytterne udsat for vejens luner med toppede brosten og grus og for vejrgudernes ubarmhjertighed, fra smeltende asfalt til tåge, hagl og regn, så nedkørslerne i smattet føre bliver livsfarlige eller i hvert fald afgørende for løbets udfald, som da Jan Ullrich mistede vejgrebet på den våde asfalt på enkeltstarten på 19. etape ved sidste års Tour. Rytterne har også en i andre idrætsgrene ukendt kontakt med publikum, der klapper dem på ryggen, skubber dem og giver dem vand. For en rytter som Jan Ullrich, der har tendenser til klaustrofobi, er tilskuernes pågåenhed, især den tætpakkede allé på vej mod målzonen, stærkt angstprovokerende. I Touren 2003 oplevede Armstrong nærkontakt af første grad, da en lille dreng svingede en gul souvenirtaske ind foran ham, hvorved tasken kom til at hænge fast i hans bremsehåndtag og cyklen væltede. Med en snes dages kørsel og kun to hviledage kan cykelrytterne ikke tage fodboldspillet med dets 2 x 45 minutter inklusive pause alvorligt. Hvor ikke mindst de italienske fodboldspillere går meget op i deres hårmode, er cykelrytternes svedige hår klemt nede bag den obligatoriske hjelm og deres øjne skjult af solbriller, der udvisker deres individuelle træk. Hvor fodboldspillerne efter et mål ofte løfter i trøjen og eksponerer en muskuløs solbrun overkrop, er de magre, afpillede cykelryttere klatbrunede med lyse torsoer og mørke arme og ansigter, undtagen hvor brillerne har siddet, og ofte med markerede ribben og skulderblade stikkende frem under trøjen. Nogle ryttere gør en næsten masochistisk dyd ud af nødvendigheden. Lance Armstrongs erindringer er en intens beskrivelse af hans smertefulde liv. Fra tæv af hans sadistiske stedfar over kræftsygdommens smertehelvede til Tourens selvpineri. Armstrong udfolder et smertens evangelium: gennem askese til oplysning. Man fornemmer klart, at Armstrong kommer fra den stærkt kristent prægede delstat Texas. Og at han som cykelryttertype stammer fra det land, der har produceret Mel Gibsons' 'The Passion of the Christ', der giver lidelsen et højere formål. Skønt Armstrong gør meget ud af at tage afstand fra den organiserede religion, har han udviklet sin egen private udgave af den protestantiske etik, en verdslig askese: 'Gennem smerten til stjernerne', kunne man kalde den, eller mere amerikansk: 'No pain, no gain': »Lidelse ... var uundværlig i et godt liv og lige så tæt knyttet til det som lyksalighed«, og smerte giver »kendskab til sig selv«. Armstrongs kræftorganisation Lance Armstrong Foundation har siden 1997 indsamlet mere end 23 millioner dollar, og selv giver han sig mange gange, endog midt under Touren, tid til at samtale med kræftofre. Ved denne Tour går mange tilskuere rundt med hans organisations armbånd. Efter 11. september identificerede han sig straks med ofrene for terrorangrebet og tog ind til Ground Zero for at yde brandmændene krisehjælp. Gennem sin massive identifikation med sin kræftsygdom er det lykkedes at supplere den stormombruste vinderprofil med positionen som offer. Kritikken af Armstrong for doping er vanskelig, fordi den rammer en mand, der har lidt så meget, og i hvert fald mere end de andre ryttere. Samtidig medfører betoningen af lidelseshistorien en afbødning af kritikken af Armstrong for at være en alt for tilbagelænet cykelrytter, der modsat sine store forgængere på cykeltronen ikke deltager i forårsløbene, men kun satser på Tour de France. At give op og vælge mageligheden er for Armstrong nærmest bogstaveligt en diabolsk fristelse. Armstrongs vej op ad Mont Ventoux i Tour de France i 2000 var én lang via dolorosa en sommerdag i Helvede. Han kunne ikke længere tænke klart, han var så dehydreret, at hans kropstemperatur flimrede, hans ansigt var askegråt og hans øjne blodskudte og rødrandede. Hans ven Bart løb ved hans side et stykke af vejen og opmuntrede ham. Efter etapen fik Armstrong et fotografi af sig selv »bleg, omtåget og lidende«. På billedet var der også Bart og én af de originaler ved Touren, der løber rundt udklædt som djævelen. For Armstrong symboliserede de to personer to valgmuligheder: »Enten at blive ved eller at give op«. Løbets semireligiøse atmosfære understreges af vejaltrene med Kristusbilleder og de mange middelalderbyer med kirker, der passeres. Touren rummer ikke kun lidelse, men også ekstase for rytteren og hans tilhængere, når der sejres på den afgørende etape. Som en avis skrev med store typer på forsiden, da Bjarne Riis havde kørt en af sine bedste etaper: 'Miraklet i Lourdes'. Tour de France handler ikke kun om masochistisk at kunne bemestre sin egen lidelse, men også om at påføre konkurrenterne så meget lidelse som muligt. Med Armstrongs ord var der »noget nedbrydende ved at se en anden rytter køre ubesværet forbi, mens man selv led«. Den mest legendariske cykelrytter, belgiske Eddy Merckx, fik tilnavnet Kannibalen, fordi han skånselsløst åd sig ind på sine konkurrenter og nødig afgav nogen lunser til modstanderne i klassementet. Det faste udtryk for, om en konkurrent er forpint og i krise, er, at han »lider nu«. Med Armstrongs ord gælder det ikke om at torturere folk, men at få dem til at »knække«, »slagte dem tidsmæssigt« eller »gøre dem så møre, at de havde besvær med at hænge på«, som det i dette års Tour gjaldt bejlerne til Tourtronen Tyler Hamilton og baskernes nationalhelt Iban Mayo. Eller som Armstrongs dreng papegøjeagtigt svarer på Armstrongs spørgsmål om, hvad det er, far gør: »Får dem til at lide i bjergene«. Hos Armstrong antager dette forsøg på at psyke modstanderne af og til nærmest sadistiske former. Det nok mest berømte eksempel på det var, da Armstrong i Touren 2001 fuppede sine konkurrenter ved at foregive, at han led stærkt, for så at give den gas, efter at de havde udtømt deres kræfter. Inden han endegyldigt distancerede Ullrich, kørte han op foran ham og kiggede ham længe granskende ind i øjnene, som når katten leger med musen: »Ulrich led tydeligvis. Hans ørering dinglede, hans trøje stod åben, og det samme gjorde hans mund«. Det paradoksale er, at Armstrong kritiseres for at være lidenskabsløs. For værtsnationens franske indbyggere er lidenskab og lidelse ikke det samme. Motion og emotion er to sider af samme sag. At ofre sig selv vil også sige at gøre noget grandiost, at løbe en risiko og bryde den kolde kalkule. Men det gør Armstrong kun sjældent. Titlen på hans seneste selvbiografi har den lidet gloriøse titel 'Hvert sekund tæller' (2004), og her beskriver han cykelløbet som et »matematisk problem«. For ham er Touren ikke et teaterstykke, men sport. Riis var den sidste af de store ekspressive, der virkelig angreb i bjergene, og Rabobankrytteren Michael Rasmussens mange vilde, eksperimentelle og gamblende angreb på dette års Tour er en påmindelse om det, der for mange er cykelsportens sjæl. Armstrongs US Postal-hold kaldes af den franske presse Le Train Bleu, det blå tog, hvor rytterne alene er løfteraketter for lederens sejr og uden individuelle ambitioner. Ved holdkørslen på fjerde etape viste US Postal, hvad denne kollektivisme kunne føre til i form af næsten zenbuddhistisk elegance, hvor holdet opererede som én organisme. Umiddelbart kan det undre, at et amerikansk hold står for langt den mest kollektivistiske adfærd, der bygger på planlægning, strategi og eliminering af forsøg på uorden i feltets hierarki, men USA er jo ikke blot liberalismens kultsted, men også hjemsted for den korporative kapitalisme, hvor store senkapitalistiske konglomerater kæmper mod hinanden med udprægede krav om holddisciplin. Armstrong og Jan Ullrich repræsenterer to forskellige mandetyper med Jan Ullrich som den afgjort mest elskede, som det fremgår af Andreas Buckerts bog 'Jan Ullrich - Århundredtalentet' (2004). Jan Ullrich ligner os tilskuere mere end den kølige perfektionist Armstrong. Vinter efter vinter er han plumpet i over for forbrugersamfundets fristelser og mødt nærmest tromletyk op til forårets træning, og gang på gang er han blevet nummer 2 efter Armstrong. Ikke desto mindre opnåede han kultstatus i Tyskland som efterfølger som nationalhelt efter Boris Becker. Langt flere fulgte den fortabte søn Jan Ullrichs comeback ved Touren sidste år end ved hans sejr på Touren i 1997. Hvorfor ledsages Armstrongs sportsdyrkelse af en form for semireligiøs lidelsesdyrkelse? Fordi menneskets drøm om at undgå sygdom og (tidlig) død er lige så lang som menneskeheden selv. Gennem at kaste sig ud i Jordens mest brutale cykelløb maner Armstrong alle døds- og kræfttrusler effektivt i jorden. En krop, der kan tåle de strabadser, virker som en ubetvivleligt sund og stærk krop. Hvor religionen tidligere forsøgte at give meningsfulde svar på livets udsathed, bliver sportsdyrkelsen i moderne tid et sted, hvor mennesker kan søge mod dennesidig frelse gennem asketiske handlinger. Bag de europæiske tv-skærme sidder vi moderne velfærdsborgere nedsunket i passivitetens tyranni som lykkelige voyeurer til martyrspillet. Hvor rytterne kæmper efter at få vand nok, skal vi blot række hånden ind i køleskabet og vælge mellem forskellige alkoholiske drikke. Har vi lidt hovedpine, tager vi en pille. Skal vi på ferie i Frankrig, foregår det i bil. Men der mangler noget. Gennem at overvære Tour de France får vi en surrogatoplevelse af, at vi har en krop, at vi konfronterer os med smerten, og at vi mærker verden. Og ganske rigtigt, verden venter lige udenfor med de dejligste cykelruter, uden at vi nødvendigvis skal slide lungerne ud af munden. Det har vi andre til.
Lance Armstrong: Hvert sekund tæller, oversat af Søren Skriver Svendsen (Borgen, 236 sider, 249 kroner).



Andreas Buckert: Jan Ullrich, Århundredtalentet, Oversat af Lars Werge (Peoplespress, 186 sider, 149 kroner).



Jørn Mader: Helte og hyklere. En personlig tour (Lindhardt og Ringhof, 176 sider, 199 kroner).