0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Formidlingens pris

Det har vakt opsigt, at forfatteren til Kierkegaardbiografien 'SAK' af en kollega er blevet beskyldt for fusk og plagiat. Nu tager forfatteren til genmæle i denne kronik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Hansen Lars
Foto: Hansen Lars

Søren Kierkegaard i Det Kongelige Biblioteks Have. - Foto: Lars Hansen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når man igennem de sidste par måneder gentagne gange i fuld offentlighed er blevet spændt i gabestokken, nødsages man på et tidspunkt til at opgive sine forhåbninger om sagtmodighedens triumf og den kollegiale fordrageligheds saglige sejr.

Tilskyndet af en betydelig trang til at henlede opmærksomheden på sin bog 'Kierkegaards København' har Peter Tudvad således med megen rethaveriskhed og en noget skinger patos bestræbt sig på at udstille min biografi 'SAK. Søren Aabye Kierkegaard', der udkom i november 2000, som et kaotisk hulter til bulter af videnskabelig uredelighed.

Hvad der til en begyndelse kunne ligne en bizar raptus, som man kunne håbe fortog sig, viste sig efterhånden at skulle blive en vedholdende beskydning af bemeldte biografi, der til Tudvads udtalte fortrydelse havde haft den frækhed at blive noget så ukierkegaardsk som læst af mere end hiin enkelte og dertil hædret med både Brandes Prisen og Weekendavisens Litteraturpris.

En slags kulmination fandt sted i Information 24.-25. juli, hvor Tudvad spalte op og spalte ned forsøgte at fremlægge, hvad han kaldte »dokumentation« for, at 'SAK' skulle være fuld af »fusk, plagiat, metodisk inkonsekvens, overfortolkning og utilstrækkelig viden om datidens forhold«.

Da uvejret for alvor brød løs, var jeg på ferie med kone og fire børn i det ubetinget sønderjyske fjernt fra Kierkegaards København og blev først gjort bekendt med sagen, da min slagfærdige svigerfar mandag formiddag ringede og spurgte deltagende til den inkonsekvente fuskers befindende.

Min kone var først noget desorienteret, men kunne lidt senere meddele mig, at denne Tudvad igen havde skrevet i Information og nu længere og vildere, end han plejede.

Skarpsindigt ræsonnerede jeg, at det nok var bedst at få fat i avisen, hvorefter jeg med Adam, Jakob og lille Johannes, der bare var iført ble, kørte ind til Skærbæk, hvor en venlig bibliotekar kunne meddele, at jeg da vist måtte ned til Tønder, hvis jeg vil gøre mig håb om at se sådan noget som Information. Derpå kørte jeg 25 kilometer sydpå, vinden var i øst og fyldte bilen med tordenfluer, men omsider fandt jeg biblioteket og kopierede med behjertet assistance fra flere tililende bibliotekarer den famøse artikel i et kompliceret A3-format.

Hjem nordpå ad snorlige Ribevej slog vinden heldigvis om i nordvest, alt imens jeg undrede mig over, at Information ikke lige havde varskoet mig om angrebet, men jeg forsøgte at forklare mig tavsheden med, at Tudvads første angreb en måned tidligere ligeledes var tilgået avisen uden mit vidende og først kom til mit kendskab, da man nogle timer før deadline sendte mig en mail med artiklen som attachment og derpå ringede mig op for at få min reaktion på fire tætskrevne sider.

De følgende dage byder på voldsom debat i de skrevne medier, der udbeder sig flere kommentarer og interview, som ofte afvikles på heden i blæst og bliver afbrudt af regionalt betingede modtageproblemer, men snart er sagen forsidestof og ender i dobbelt forstand på lederniveau, idet angrebet fører til en reprimande til Tudvad fra centerets direktør, Niels Jørgen Cappelørn, der i utvetydige vendinger tager afstand fra Tudvads form og i øvrigt pointerer, at beskyldningen for videnskabelig uredelighed er aldeles uacceptabel og helt grundløs.

Tudvads adfærd undrer mig af flere grunde; dels er han en kollega, som jeg i perioder har haft et nært samarbejde med; dels har han i sin tid haft manuskriptet til 'SAK' til kritisk gennemsyn, hvad han sammen med flere andre af centerets ansatte takkes for i biografiens forord; endelig gør han sig lystig over en fejlagtig datering, som er blandt de halvt hundrede korrektioner af faktuelle og andre fejl, som jeg og min forlægger, Barbara Vibæk, har foretaget fra oplag til oplag. Ligeledes har jeg i forbindelse med både den tyske og ikke mindst den engelske oversættelse gennemgået manuskriptet omhyggeligt sammen med de respektive oversættere og foretaget yderligere en række korrektioner og præciseringer.

Efter endt læsning af Tudvads monstrøse og stedvis direkte injurierende tekst må jeg blankt bekende, at hans »dokumentation« ikke har formået at imponere. Sigtet er ikke en faglig udveksling af synspunkter, men en massiv mistænkeliggørelse af mine motiver og en række beskyldninger for skødesløs omgang med kildematerialet til især fremstillingen af Kierkegaards rejse til Jylland, hvor der ifølge Tudvad burde have været anbragt en kildeangivelse lidt højere oppe på side 726 i mit noteapparat, end det er sket.

Da notens nuværende placering er Tudvads tekniske argument for, at jeg har skrevet af, skal jeg gerne i et kommende oplag af 'SAK' hæve kildeangivelsen de cirka 12 millimeter, der er fornødent, subsidiært fordoble henvisningen, men som man sikkert kan fornemme, er der her - som professor Thomas Bredsdorff udtalte til Politiken 28. juli - tale om »nærsynede bagateller«, der ikke berettiger til at tale om hverken afskrift eller plagiat.

Det siger sig selv, at når et værk optræder i min litteraturliste, er det, fordi det pågældende værk udgør en del af den samlede viden, som biografien repræsenterer. Da jeg skrev bogen, anvendte jeg den biografiske litteratur, der forelå, og det er derfor åbenlyst urimeligt at kritisere mig for ikke at have taget hensyn til materiale, der først er blevet fremdraget adskillige år efter færdiggørelsen af 'SAK'.

Hvis jeg generelt havde anvendt kilder eller trukket på sekundærlitteratur, som ikke var anført i mit noteapparat eller angivet i litteraturlisten, ville sagen være en anden, men at beskylde mig for at afskrive, fuske og plagiere er slet og ret utilstedeligt. Skulle der ud af biografiens mere end 1.600 kilde- og litteraturhenvisninger vise sig at være en svipser eller to, udbeder jeg mig den skønsomme læsers overbærenhed. I øvrigt er det ikke uvæsentligt at understrege, at langt den overvejende del af mine kilder til 'SAK' hidrører fra Kierkegaards egne journaler, værker og breve, hvorved Tudvads beskyldninger bliver dobbelt absurde.

Når disse selvfølgeligheder kan tiltrække sig så megen opmærksomhed, skyldes det ikke mindst den manipulatoriske manøvre, hvormed Tudvad tidligt i sin »dokumentation« får opstillet det sæt af falske præmisser, hvorpå han baserer og eksekverer sine drakoniske domme. Uden videre dikkedarer forudsætter Tudvad nemlig, at jeg skulle have præsenteret og lanceret 'SAK' som en »videnskabelig biografi«, der følgelig må indfri de fordringer til kildekritik, som Tudvad selv anser for at være uomgængelige for et sådant arbejde.

Under påberåbelse af den store videnskabelighed begår Tudvad alts