I morgen kulminerer Copenhagen Pride med den store parade for bøsser og lesbiske gennem Københavns gader. Historisk set er paraden et signal til omverdenen om, at vi er stolte af vores seksualitet, og at vi kræver lige behandling, til trods for at vi er anderledes. Hverdagen i det danske homomiljø er dog en lidt anden. Mange homoseksuelle lægger i dag afstand til deres egen seksualitet, og kravet om accept og respekt fra omverdenen kan til tider være svært at få øje på. Homoseksuelle er indbyrdes lige så forskellige, som tilfældet er for heteroseksuelle, og derfor vil der også være lige så mange opfattelser af moderne homoliv, som der er homoseksuelle. Det kan lyde som en banalitet, der ikke burde være nødvendig at skrive. Men faktisk er det omverdenens manglende forståelse herfor, der på mange måder sætter det største præg på homomiljøet i dag. Den fælles identitet og solidaritet er trængt i baggrunden af kampen for retten til at blive opfattet som et individ til trods for vores anderledes seksualitet. Tendensen er tydeligst at spore blandt bøsser, hvor mange i dag beskriver sig selv med begreber som 'ubøsset' og 'straight-acting'. Begreberne er selvfølgelig først og fremmest et opgør med omverdenens stereotype opfattelse af bøsser som værende mere feminine end andre mænd. Men når en bøsse bruger begrebet ubøsset til at beskrive sig selv, så anerkender han samtidig denne stereotype opfattelse som værende korrekt - om end han distancerer sig selv fra den. Hvad værre er, så ligger der i begrebet ubøsset en anerkendelse af, at det skulle være noget negativt at være bøsse. Og dermed bliver det også en afstandtagen til sig selv og sin egen seksualitet, som man gør til noget ringere end heteroseksualiteten. Det understreges af begrebet 'straight-acting', der jo betyder at opføre sig som en heteroseksuel. Også dette begreb bruger man til at distancere sig fra andre med samme seksualitet frem for at stå sammen om at afvise omverdenens stereotype opfattelse af bøsser. Selv om 'ubøsset' og 'straight-acting' er forholdsvis nye begreber, så dækker de over en intern strid, der bestemt ikke er ny. Et element i striden er mediernes fremstilling af bøsser og lesbiske. For nogle år tilbage rettede en gruppe homoseksuelle med Bjørn Lomborg i spidsen stærke angreb mod medierne for at give et fortegnet billede af homoseksuelle. Angrebene kom efter en række danske dokumentarprogrammer om homoseksuelle, som, mente kritikerne, fokuserede for meget på de såkaldte ekstreme bøsser, der f.eks. dyrker s/m og sex i parkerne. Kritikerne mente, at medierne burde fokusere på de bøsser og lesbiske, der levede mere 'almindelige liv'. Efterfølgende har mediernes fremstilling af bøsser og lesbiske ændret sig markant. Ikke så meget på grund af den kritik, der blev rejst, men mere fordi medierne er begyndt at interessere sig meget for homoseksuelles ret til insemination, adoption og kirkelige vielser. I den forbindelse leder medierne efter homoseksuelle, der lever som kernefamilier. Og hvis man i dag skal rette en anklage mod medierne, så må den i højere grad gå på, at de med deres nuværende fremstilling af homoseksuelle keder hele befolkningen ihjel. Journalisten David Rehling satte sidste år fokus på tendensen i en artikel i Information. Her interviewede han Hanne Bielefeldt, der er ansat i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes sekretariat og derfor ofte bliver kontaktet af journalister, der vil have hjælp til at finde frem til homoseksuelle. I artiklen siger Hanne Bielefeldt om tendensen: »Der er efterhånden opstået et helt 'folkekrav' - både fra dele af det homoseksuelle miljø og fra befolkningen om, at homoseksuelle skal skildres som 'ganske almindelige mennesker' ... Jeg er efterhånden blevet meget skeptisk med hensyn til at deltage i sådanne udvælgelser«. Hanne Bielefeldts skepsis skyldes, at hun ser en tendens til, at friheden og mangfoldigheden lider under, at bøsser og lesbiske hele tiden bliver fremstillet, som om de ikke adskiller sig væsentligt fra heteroseksuelle. Når homoseksuelle i dag kæmper om mediernes gunst, så skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at de store landsdækkende medier så sjældent retter blikket mod bøsser og lesbiske. Men herudover er det også et problem, at de historier, der skrives og produceres til tv, nok handler om homoseksuelle, men ofte laves de for heteroseksuelle. Historierne skal så at sige forklare omverdenen, hvad det vil sige at være homoseksuel. Og dermed kommer artiklerne selvfølgelig nemt til at skære alle homoseksuelle over en kam, og den eller de personer, der bliver interviewet, får patent på, hvad det vil sige at være homoseksuel i dagens Danmark. Ansvaret kan dog ikke lægges entydigt hos medierne. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har gennem de senere år valgt at satse meget offensivt på kampen for homoseksuelles ret til insemination og adoption. Det skyldes, at det er et af de sidste store punkter, hvor der diskrimineres mod homoseksuelle, og at der så småt begynder at tegne sig et politisk flertal herfor. Som led i denne strategi har landsforeningen bevidst valgt at nedprioritere andre områder, der kan ødelægge dette arbejde. Og det er selvfølgelig med til at styrke billedet af moderne bøsser og lesbiske som en klon af den heteroseksuelle kernefamilie. Samtidig har Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske tydeligvis også valgt en mediestrategi, hvor de ønsker at fremstå positive og konstruktive. Når der i morgen uddeles homopriser på Rådhuspladsen, så uddeles der flere priser til heteroseksuelle, der i løbet af året har gjort en positiv indsats for homoseksuelles vilkår og rettigheder. Derimod har man i år droppet at uddele en homofobipris. Tendensen gør sig også gældende i de sager, landsforeningen reagerer på i medierne. Da statsministeren ved årsskiftet sagde, at han som privatperson gik ind for homoseksuelles ret til kirkelige vielser, så valgte landsforeningen at rose ham for hans synspunkter. Det til trods for at statsministeren understregede, at han intet ville gøre for at ændre lovgivningen. Derimod var samme landsforening tavs som graven, da regeringen i forbindelse med dette års finanslov endnu en gang skar voldsomt i støtten til de organisationer, der arbejder med oplysning om hiv og aids. Den valgte linje betyder, at den danske homobevægelse til tider kan forekomme tandløs. Men hvad værre er, så skaber det et misvisende billede af homoseksuelles vilkår i dagens Danmark. Bøsser og lesbiske udsættes nemlig stadig for diskrimination i store dele af samfundslivet. Og det gælder ikke bare på de velkendte punkter med manglende ret til adoption og insemination. Mange homoseksuelle fortæller ikke om deres anderledes seksualitet på deres arbejdsplads - enten fordi de har oplevet diskrimination, eller fordi de er bange for at blive diskrimineret. Diskrimination af bøsser og lesbiske er også et velkendt problem inden for andre områder af samfundslivet. I løbet af det seneste år har der for eksempel været sat fokus på diskriminationen af bøsser inden for eliteidræt. Endelig har en række medier også gentagne gange rejst problemet med vold begået mod homoseksuelle alene på grund af deres anderledes seksualitet. Desværre kan problemet med diskrimination ikke reduceres til et spørgsmål om uvidenhed om homoseksuelle hos enkelte mennesker og samfundsgrupper. Problemet er først og fremmest den manglende politiske vilje til at hjælpe de homoseksuelle i vores kamp for retten til at indgå i samfundet på lige vilkår med andre. Det så vi senest med den nye lovgivning om diskrimination på arbejdsmarkedet, hvor det politiske flertal på Christiansborg ikke ville give homoseksuelle klageadgang på lige vilkår med etniske minoriteter. Også når det kommer til vold mod homoseksuelle lukker politikerne øjnene for politiets håndtering af problemet. For et par år tilbage nægtede politiet i Varde at efterforske en anmeldelse om trusler og chikane indgivet af en ung homoseksuel borger. Til JydskeVestkysten begrundede kriminalinspektør Jens Ryhave beslutningen således: »Når man har så anderledes et liv som for eksempel bøsser eller pædofile, så må man regne med, at det får konsekvenser at stå offentligt frem. Det er helt i orden, at de gør det, for vi har ytringsfrihed - men de har åbnet for musikken så at sige«. Desværre er det ikke en enkeltstående kommentar fra politiets side. For nylig omtalte metroXpress en svensk undersøgelse, der viser, at antallet af overgreb mod homoseksuelle i Sverige er fordoblet på få år. Selv om undersøgelsen selvfølgelig ikke umiddelbart kan overføres til Danmark, så er Sverige dog et land, vi normalt sammenligner os med. Men over for avisen afviste kriminalinspektør Ove Dahl fra Københavns Politi blankt, at problemet eksisterede i Danmark. »Der er enkelte episoder såsom Mermaid Pride, hvor nogle få har følt sig stødt af den måde, paradedeltagerne teede sig på, men det er ikke vores opfattelse, at homoseksuelle er en særlig udsat skare«, som han udtrykte det. For det første lukker Ove Dahl øjnene for flere dokumenterede tilfælde af vold mod homoseksuelle. Men hvad værre er, så lægger han med sin udtalelse om »den måde, paradedeltagerne teede sig på« igen ansvaret over på de homoseksuelle selv. Til trods for at der nu er rigelig dokumentation for, at dansk politi tilsyneladende mener, at vold mod homoseksuelle er forståeligt og til dels acceptabelt, så har politikerne endnu ikke skredet ind og krævet en holdningsændring og en dokumentation af problemets omfang. Det skal retfærdigvis siges, at Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske gør et stort stykke arbejde på disse områder. Men man kunne ønske sig, at foreningen blev bedre til at vise tænder i offentligheden frem for primært at arbejde med lobbyisme på de indre linjer. I det hele taget er den danske homokultur ikke en kultur, der gør meget væsen af sig. Nyhedsstrømmen er ikke det eneste sted, hvor homoseksuelle drukner i dag. Dansk film er inde i en guldalder for tiden. Der produceres et hav af danske film, og instruktører og producenter leder med lys og lygte efter gode historier at fortælle. Alligevel handler stort set ingen af filmene om homoseksuelle. Det samme gør sig gældende på de danske teaterscener. Forklaringen herpå er kompleks. For det første frygter en del producenter og distributører, at film og teaterstykker om bøsser og lesbiske kun interesserer homoseksuelle, hvorfor de kan være svære at tjene pengene hjem på. Det må dog siges at være en fejlvurdering. Den eneste danske film, der har behandlet homoseksualitet som tema i nyere tid, er 'En kort en lang' fra 2001. Den blev en regulær kassesucces med mere end 500.000 solgte billetter. Men problemet er også, at de homoseksuelle kunstnere frygter at blive sat i bås, hvis de sætter for meget spotlight på deres anderledes seksualitet. Thure Lindhardt, der selv er bøsse, har et par gange spillet rollen som homoseksuel. Men over for Ekstra Bladet har han givet udtryk for, at han ikke ønsker at spille bøsse igen. I et interview med Out & About i denne måned giver Klaus Bondam udtryk for, at han heller ikke vil lade sin homoseksualitet fylde for meget i sin kunst. Men samtidig påpeger han, at de relativt gode forhold, homoseksuelle lever under i dagens Danmark, betyder, at der ikke er så mange historier at fortælle. Det er selvfølgelig rigtigt, hvis man ser på de historier, der traditionelt fortælles om homoseksuelle. De handler om problemerne med at springe ud, problemer med manglende accept og i slutningen af 1980'erne kom historierne om de hiv-smittede bøsser til. Men spørgsmålet er, om en historie om homoseksuelle behøver at indeholde konflikter med det omgivende samfund for at være en god historie? Hvis man ser på moderne dansk dramatik, så er det i vidt omfang såkaldte hverdagsdramaer som 'Nikolaj og Julie', der trækker seere. Den type historier kan jo også fortælles med homoseksuelle på rollelisterne. Og de trænger til at blive fortalt. Ikke bare for at homoseksuelle skal have noget at underholde sig med. Men mere fordi film og teater er vigtige ingredienser i dannelsen af det moderne menneskes identitet. Også for homoseksuelle. Filminstruktøren Ang Lee, der stod bag succeser som 'Fornuft og følelse' og 'Hulk', er på vej med filmen 'Brokeback Mountain', der handler om to homoseksuelle cowboys. Allerede nu diskuteres filmen livligt på diverse chatrooms for filmfanatikere, og flere af Ang Lees heteroseksuelle fans er meget skeptiske over for ideen. Et sted skriver en fan, at han næppe vil se filmen, da han ikke kan forestille sig, at han kan identificere sig med nogen af hovedpersonerne. Det er groft sagt det problem, homoseksuelle lever med, hver gang de går i biografen eller teatret. Homoseksuelle er dog begyndt at fylde mere på de danske tv-skærme i løbet af de senere år. Men det er ofte i form af amerikanske tv-serier og reality shows, hvor bøsser og lesbiske fremstilles meget stereotypt. Og det er med til at forstærke brugen af begreberne 'ubøsset' og 'straight-acting'. Derfor er der endnu mere behov for, at danske homoseksuelle kunstnere ranker ryggen og fortæller deres historier om homoliv på godt og ondt. Når vi homoseksuelle i morgen eftermiddag bevæger os gennem byen i vores årlige parade, så er der med andre ord al mulig grund til at huske på, hvorfor vi gør det. Paraden bør være en hyldest til forskelligheden og retten hertil. Også inden for vores eget miljø. Og den bør minde os om, at vi også resten af året skal huske at være stolte af vores seksualitet og turde bruge de erfaringer, den har givet os. Og sidst, men ikke mindst, bør vi huske på sammenholdet og den fælles kamp for accept og respekt fra det omgivende samfund.