Mens rotationspressen gungrer og spyr aviser ud, som nogen håber vil være interessante nok til at holde opmærksomheden fangen en stund, sidder tiden - der er et andet ord for døden - på plankeværket med hovedet på skrå og smiler polisk. Den har tid til at vente, den er jo tiden selv og fødes på ny hvert sekund, selv om man tærer på den, som de gamle på Særimners flæsk. »Åh«, siger den og gaber diskret bag ærmet, »hvor har de dog travlt med at få mig til at gå, og Gud hvilke anstrengelser gør de sig ikke for at slå mig ihjel«! Det får ikke hjælpe. Avisen - nyheden! - skal frem, den er vigtig, fordi den hver dag fortæller os, hvad der er vigtigt. Den vælger og vrager mellem stort og småt. Noget anses for afgørende, andet er blot underholdning - for det meste er der tale om en blanding, og efterhånden som tiden går, bliver blandingen det vigtigste, ja, den anses for så vigtig, at man har fundet et ord for den: infotainment. Nu er det ingen hemmelighed, at underholdningsværdien i pressen altid har været prioriteret højt, og når det drejer sig om den avis, De sidder med i hånden, har den, siden den blev moderne, lagt stor vægt på at holde ideen om nyhedsformidling som underholdning højt. Da Henrik Cavling overtog styret efter Edvard Brandes og Viggo Hørup i begyndelsen af forrige århundrede, var det slut med alenlange boganmeldelser af Georg Brandes på forsiden, nu blev det 'telegrammerne' (altså 'det sidste ny') der rykkede ind i det primære opmærksomhedsfelt, mens petitstoffet groede tilsvarende, så det i dag nærmest må kaldes maxi (livsstil, mad biler, gossip, kongehus, film og tv etc.). Det er der ikke noget underligt i, men måske noget tankevækkende. Også uden presse hørte den gode (dvs. den underholdende) historie med til det arsenal af midler, menneskeheden altid har haft til rådighed, for at få den afmålte tid, der er de fleste beskåret, til at gå. Det tog måneder eller i det mindste uger, før nyheden om det store jordskælv i Lissabon nåede frem til Norden, hvor man fik en fornemmelse af, at undergangen sådan i al almindelighed var nær, men altså også en gysende god historie, man kunne hygge sig med, fordi det hele trods alt foregik langt væk. Måske gyser denne og hin ved meddelelsen om, hvilke rædsler der udspiller sig i Afrika netop nu (og nyheden er fremme med lynets hast), men desværre er der ingen rigtig god historie i hverken aids eller folkemord, så de daglige rapporter kommer måske af og til på forsiden, men rent mentalt står de langt inde i bladet, for de kan ikke rigtig bruges til noget, ligesom man heller ikke kan stille noget op med med- delelserne om nye bomber i Bagdad eller palæstinensere, der sprænger sig selv i luften i Israel, eller jødiske soldater, der henretter en flok palæstinensere på den anden side af demarkationslinjen. Som infotainment er det håbløst og giver kun dårlige fornemmelser (læs: kedsomhed subsidiært skyldfølelser), der er ikke engang noget spektakulært eller 'smart' ved det (som ved terrorangrebet på World Trade Center eller optakten til Irakkrigen, hvor de medbragte reportere kunne fortælle om slagets gang, mens kampvognene susede lige ind i ildlinjen), der er kun gentagelser og dermed åndelig udmattelse og en fornyet længsel efter mere underholdning. Ham, der kan den bedste historie, er altid sikker på at score point. Han bliver hurtigt manden i midten, den man ser op til, lytter til, ler ad, ler med, ja selv tiden falder i staver og synes at lytte med det store øre, når en rigtig god historie leveres fængslende og fængende. Døden kan ligefrem finde på at tage sig en slapper, hvis den svage ulmen i trøsken pludselig bliver til levende flammer - eller noget, der bare ligner noget rigtig levende, men som for det meste viser sig at være surrogat eller kitsch eller det, der er værre. Måske er det her man skal holde ørerne stive, når det gælder pressen. Måske er dens største synd i sin (prisværdige?) stræben efter at holde døden på afstand ved at underholde læseren og stjæle hans tid, at det sker på falske præmisser. Måske er jagten på den gode historie årsagen til større proportionsforvrængninger og et større kvalitetsfald end den (uskyldige?) bestræbelse på at lave et levedygtigt barn ud af komponenterne information og entertainment. Måske er den faste overbevisning om, at man bringer noget virkelig læseværdigt til torvs, så stor, at man glemmer at finde ud af, hvad den eftertragtede historie egentlig handler om. Mistanken er nærliggende, og den synes bekræftet af et par af de historier, der har tilranet sig plads og opmærksomhed (og solgt aviser?) i løbet af sommeren. Eksempler synes at falde i øjnene, måske først og fremmest ét, nemlig historien om Knud W. Jensen og Ole Wivel og deres påståede nazistiske tilknytninger omkring 1940. Nyhedsværdien i beretningen er ringe. Historien er så gammel, at den (som vi sagde under besættelsen) »går på krykker i Aalborg og bliver solgt med pigtråd om til tyskerne af min rødhårede tante«. Adskillige vidner har i tidens løb fortalt og beskrevet, hvordan Ole Wivel og en flok unge mennesker omkring ham af forstyrret idealisme drev alt for langt ud til højre og flirtede med en totalitarisme, der ikke blot var forskruet, men direkte livsfarlig og havde uoverskuelige og fatale konsekvenser for mere end den halve verden og dens befolkning. Det var galt nok, men så var det altså heller ikke værre - i hvert fald ikke så slemt, at det forklarer, hvorfor netop den historie skulle blive én af sæsonens største. Der er forskellige muligheder. For det første kom en ny aktør på banen i form af Knud W. Jensen, og for det andet havde Ole Wivels aggressive »fortrængning af sandheden« åbenbart udfordret så mange, at der nu måtte det store udtræk til, for at de kunne komme af med deres aggressioner - naturligvis under et kysk dække af ærlig sandhedstræben i den almene opbyggeligheds tjeneste. Alligevel er det kun en ottendedel af forklaringen, resten skal man søge i pressens generelle selvopfattelse som moralens vogter, den store etiske ombudsmand, der til enhver tid - på læsernes og egne vegne - er parat til at rydde selv forsiden for at bringe tingene på deres rette plads og dele sol og vind lige. Man lægger kortene på bordet, man lægger op til debat i demokratiets navn, men er - som det ses åbenlyst i det foreliggende tilfælde - sjældent i stand til at overskue konsekvenserne af sin egen påståede idealisme og sandhedskærlighed. Ole Wivels og Knud W. Jensens handlinger af anno dazumal (det hele udspillede sig for mere end tres år siden) havde konsekvenser for en håndfuld personer, der dengang stod dem nær. Men det er ikke usædvanligt i et menneskeliv, at ens handlinger griber ind i andres skæbne. De færreste af os er fejlfri. Hvilken pris Wivel og Jensen har betalt ved deres skyldbelastede fortrængning af 'sandheden', kan man kun gætte sig til, men den har næppe været ringe. Det spiller i det foreliggende regnskab tilsyneladende en mindre rolle. Underligt nok synes man også at glemme, hvad de senere foretog sig i livet, ja det er nærmest, som om deres spektakulære indsatser synes at øge længslen efter at se dem hængt ud og klædt af og straffet. En slags syg reciprocitet synes her at gøre sig gældende: Er det positive format for overvældende, må den negative handling - hvor mikroskopisk den end måtte være set under evighedens synsvinkel - nødvendigvis blæses op til det gigantiske, måske fordi det ville være pinligt, hvis en eller anden skulle opdage forvrængningen og gøre anskrig og dermed gøre det klart, at det ikke blot var Knud W. Jensen og Ole Wivel, der førte sig selv bag lyset dengang for en evighed siden, men at det er os alle sammen, der dagligt føres bag lyset, fordi man med djævelens vold og magt vil bilde os ind, at noget er væsentligt og virkelig værd at vide, når det faktisk burde stå som en notits på side otteogtyve og ikke på forsiden. Jeg har haft det privilegium på en uforpligtende, humoristisk og sval måde at være venner med Ole Wivel og Knud W. Jensen i en menneskealder. Deres 'fatale' fortid har aldrig været til diskussion, bekendelser fra den ene eller den anden part har aldrig været på tale eller føltes nødvendige. Sammen med Tage Skou-Hansen har jeg lokket for Wivel for at få ham til at fortælle om detsorte, men det ville han ikke, og så var sagen for min del ude. Nu er personen så til gengæld offentligt malet sort helt op i himlen, og den berørte offentlighed må sidde tilbage med en hel række ubesvarede spørgsmål. Var det virkelig, fordi Knud W. Jensen og Ole Wivel var nazister, at de skabte Wivels forlag og Heretica og Gyldendal og Louisiana og hundrede sytten andre ting og engagerede sig i debatten og spenderede deres penge til vores fornøjelse? Var det det, eller var der tale om et medfødt talent og en kreativ entusiasme, som efter en ulykkelig omkørsel havnede på det rette spor os alle til gavn og glæde? Jeg synes selv svaret er enkelt: Det må være den modne, generøse, fantasifulde handling, der tæller, og ikke en grumset udflugt på overdrevet på et tidspunkt, hvor ingen eller de færreste af dem, der nu himler op, var så meget som et glimt i deres faders øje. Nu ligger synderne i hver sin grav og kan være ligeglade, men tilbage sidder en flok pårørende, enker og børn og stirrer på et bjerg af smuds, som de så kan bruge resten af livet til at skovle væk - uden meget håb om, at det lykkes. Og her er paradokset: Den, der søger den store retfærdighed eller lader sig lokke af 'den gode historie', havner ofte et sted, hvor gevinsten er indlysende og øjeblikkelig, men tabet - i menneskelig forstand - uoverskueligt både på det private og det offentlige plan. Ikke en djævel bliver klogere af at få 'sandheden' om Ole Wivel og Knud W. Jensen serveret i skarp sovs, for på en mærkelig måde bliver deres fortrængning også vores. De lod sig forføre i en given politisk sammenhæng (og de var ved Gud ikke alene), men vi de rene kan for en stund glemme vores synder og løftes ud af tiden og bringes på afstand af døden, der som bekendt altid sidder med den sidste trumf. Det ville være saligt, hvis man altid spillede sine kort rigtigt. Det ville være dejligt, hvis man altid havde ret og aldrig lod sig forføre. Det ville være skønt, hvis man ikke havde dette behov for at se andre i suppedasen, så man selv slap. Ja, det ville være helt henrivende, hvis man ikke altid var til fals for den gode historie, men det er man jo, man hopper på den, man labber den i sig, man betaler penge for at få den serveret - uden at vide, at det indimellem er judaspenge, man betaler. Det er sandt, at Jensen & Wivel ville have sparet sig selv for meget, hvis de var trådt frem og havde sagt sandheden. Ingmar Bergman slap nådigt for sin fortids skam, fordi han bekendte, det gjorde Jørgen Schleimann og Gert Petersen også, men jeg tror, ingen af dem ville forlange af andre, at de skulle stille sig op på torvet og piske sig med skorpioner. Men det er der folk til, det ordner de, der tilsyneladende ikke har noget i klemme, den stolte, ubestikkelige presse plus den offentlige mening. Ind og ud går tiden som en harmonika, mens rotationspressen hamrer og æder den ene dag efter den anden og spyr dem ud igen. På plankeværket sidder døden med sit sardoniske smil og ser til. Den er ligeglad, den kender rumlen, den har set det hele. Mellem folderen i ligklædet fumler den med kortene, men er alligevel aldrig i tvivl. Det sidste stik er hjemme. Og gevinsten? Dig eller mig alt efter behag. That's infotainment!