I halvtredserne og tresserne, da jeg gik i skole, var børn vældig autoritetstro; vi stillede op klassevis i skolegården og gik ind i cirka snorlige rækker, og vi rejste os og stod ret ved siden af pulten, når læreren kom ind; vi sang fælles morgensang og rettede os stort set efter, hvad læreren sagde; hjemmefra havde vi lært, at i skolen var det ham, der bestemte, og det tog vi til efterretning uden at kny og uden at stille ret mange spørgsmål om, hvorfor vi skulle, hvad vi skulle. Men vi var nu ikke mere autoritetstro, end at et jævnligt tilbagevendende spørgsmål til læreren gik ud på, hvorfor vi skulle lære salmer og sange udenad. Det fik vi vekslende tilbagemeldinger på. Det var et spørgsmål, der ikke fandtes standardsvar på, det var helt tydeligt et spørgsmål, lærerne ikke havde skænket mange tanker. At lære salmevers var noget, man gjorde. Det mest jordbundne svar, vi fik, gik ud på, at det var praktisk at kunne synge med på en fællessang, hvis man skulle have glemt sin sangbog; andre lærere var lidt mere filosofisk og nationalt anlagte og forklarede os, at sang- og salmeskatten var noget af det fornemste, vi danskere havde, og det var skolens opgave at gøre os fortrolig med den. Det syntes vi vist egentlig lød meget fornuftigt, og så gik vi til gymnastikopvisning i forsamlingshuset og hørte under indmarchen pigeholdet synge 'Jeg elsker de grønne lunde' og karleholdet 'Du danske mand, af al din magt'. Men der var et svar på spørgsmålet, der gjorde specielt indtryk på mig, og det var lærer Deibjergs. Hans forklaring på, at vi fik salmevers for, var den, at hvis vi i vores alderdom nu blev blinde og døve og fik et langt og strengt dødsleje, ville vi kunne finde trøst i at ligge og sige salmevers for os selv. Synspunktet blev fremført med den største overbevisning, og det kunne naturligvis ikke andet end motivere en flok ti-elleveårige piger og drenge; det var noget af en showstopper, efter den var det ingen sag at få os til at lære salmevers udenad, og jeg har altid syntes, at der var en skæbnens ironi i, at lærer Deibjerg selv - i hvert fald i den før angivne henseende - ikke fik ret meget gavn af alt det, han utvivlsomt havde lært udenad. Lærer Deibjerg havde nemlig både syn og hørelse i behold, da han en dag i sin høje alder faldt om på kirkegården i Lødderup og var død på stedet. Ak ja, det fællesskab med udgangspunkt i salmebog og højskolesangbog, som min generation var den absolut sidste, der blev opdraget til, bliver nok aldrig, hvad det var engang. Nu er det ikke, fordi jeg nærer noget ønske om at få udenadslære af sange og salmer genindført i den danske folkeskole, men jeg kunne nu godt unde nye generationer at nyde den uforlignelige tilfredsstillelse, der ligger i at stå ved et sankthansbål og synge 'Vi elsker vort land' og andre gode danske sange uden at være afhængig af et stykke papir foran sig. Det etablerer et broderskab med de andre efterhånden få heldige, også gråhårede, der er i samme situation som én selv; med dem kan man udveksle sigende blikke, mens man ser rundt på de mindre privilegerede, der står med blikket rettet mod enten sangbog eller fotokopi - eller, hvad der er endnu mere tilfredsstillende: Man ser på dem, der har glemt begge dele og derfor enten må nøjes med at nynne eller står og løber sur i linjerne eller hele tiden er en stavelse bagud eller former ord med læberne, som enhver kan se ikke har noget som helst med sangen at gøre. Den slags skaber et helt enestående fællesskab, en fællesskabsfølelse af de helt eksklusive. Hvis mangelen på fællesskab nu var begrænset til et svigtende kendskab til Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog, så stod det hele ikke så værst til. Og det er heller ikke, fordi der ikke findes fællesskaber her i landet. Danmark er stadigvæk et foreningsland, foreninger er der ingen mangel på. Der er grundejerforeninger og andelsboligforeninger; der er ishockeyklubber og vandrelav, campingunioner og antenneforeninger; der er Ældre Sagen, og så er der fællesskabet om velfærdssystemet - hvis der er noget, danskerne virkelig kan samles om, ja, så er det overførselsindkomsternes ukrænkelighed; her græsser Pia Kjærsgaard fredeligt side om side med Holger K. Nielsen og Søren Søndergaard; her tåles ingen forbehold, her er vi så tæt på noget religiøst, som vi kommer hertillands. Alt dette er der i og for sig ikke noget ondt i; men det er betænkeligt, hvis vi kun kan finde ud af at samles om mål, der går ud på at sikre os yderligere i materiel henseende. Og andre steder, steder, hvor vi samles om mindre nyttebestemte værdier, f.eks. om det, der er blevet kaldt vores immaterielle arv, den arv, der hverken kan måles eller vejes, skorter det på; vi er i underskud, når det gælder, hvad man måske kunne kalde immaterielle fællesskaber. Jamen, folkekirken og kongehuset og sporten, ikke mindst fodbolden, det er da med til at samle os som folk; der har vi da endelig noget, som vi forstår at være fælles om. Og jo, alle tre dele kan der vel være noget om. Men se nu folkekirken: Her kan man ikke engang blive enige om, at præsterne i hvert fald skal lade, som om de selv tror på det, de får deres løn for at stå og sige i kirken. De fleste af os mener jo nok, vi er en slags kristne; men vi synes nu godt nok, vi er det på en helt særlig måde, altså på hver vores helt særlige måde, og derfor er kirken alligevel ikke rigtig noget for os. Det er, som om den ikke kan rumme os. Og hvad angår kongehuset: Her har vi i tiden fra og med kronprinsebrylluppet i foråret været vidne til en mageløs trivialisering, anført af de licensbårne medier, der med anvendelse af dagevis af primetime har overgået hinanden i skrabud og leflende klingklang, som hverken kongehuset, befolkningen eller medierne selv har kunnet være tjent med. Jamen, så sporten da, fodbolden, EM. Men det er da fanden til fællesskab, som kun interesserer i kraft af sejre, dvs. så længe det går godt, et fællesskab, hvor der lukkes og slukkes for både interesse og engagement, i samme øjeblik Danmark har tabt en kvartfinale, og det eneste, man derefter kan forenes i, er lede over, at et lille land som Grækenland gik amok i selvglæde, da det vandt EM, chauvinistisk selvglæde af den slags, vi selv ville have bestræbt os på at udvise mest muligt af, hvis det var Danmark, der havde vundet. Jamen, hvad skal vi i grunden med fællesskaber i vore dage, da vi kan sidde foran hver vores computer og chatte med alverden og få alting serveret i det omfang og i den rækkefølge, vi hver især har brug for? Men intet menneske er en ø, helt for sig selv, heller ikke nu; Vi har vor Vorherres ord for, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Fra tidernes morgen har mennesket haft brug for solide, genuine fællesskaber. Og fællesskaber findes ikke mere varige og holdbare end dem, der er baseret på vores immaterielle arv, f.eks. på vores sprog, vores historie, vores kunst, ikke mindst vores litteratur. Det er nu engang sådan, at det mere end nogen andre er kunstnerne, vi har vores immaterielle arv fra, og det er fortsat kunstnerne, der kan definere de steder, hvor vi kan finde både os selv og hinanden og skaffe os viden om os selv og hinanden. Som vi ser det demonstreret i billedkunsten fra alle tider, i filmkunsten, i litteraturen, i de miljøer og i de personer, de har skabt og dermed givet os redskaber til at diskutere og fortolke og forstå såvel vores egen tid som vore grundvilkår med, vores overbevisninger såvel som vores tvivl; kunsten fortæller os, at begge dele hører med, ja, er uadskillelige i det fundament, vi står på. Her formuleres fællesskaber og fælles værdier, som taler til os på tværs af både tid og sted; tænk på Holbergs komedier, på 'Jeppe paa Bjerget' og 'Erasmus Montanus', på Grundtvigs salmer, som vi synger til højtiderne, til dåb, til bryllup og begravelse; tænk på Lundbyes landskaber, Fritz Jürgensens tegninger, Carl Nielsens melodier, tænk på Skagensmalerne, på Andersens eventyr, Pontoppidans tidsbilleder, Halfdan Rasmussens børnerim, Panduros tv-spil. Alt sammen er det formet af arv og gæld, af inspiration fra både nær og fjern; vore kunstnere har givet det dets danske form, og alt sammen har det været med til at kortlægge fortid og nutid og dermed gøre os genkendelige for hinanden og ruste os til fremtiden. I vores immaterielle arv har vi noget at være fælles om, og gennem den kan vi give et signalement af os selv, indicere, hvad vi vil kendes på. Vi kan gøre os genkendelige for os selv, men lige så vigtigt: også for andre, andre udefra, andre med færre forudsætninger for at gøre sig forestillinger om, hvem og hvordan vi er. Det har aldrig været vigtigere end nu, at der findes et fælles område, et fællesgods, vi alle sammen kender til, vedkender os, henviser til - og bestræber os på, at også den nye generation, for ikke at tale om de nye danskere, får kendskab til. Vi må gøre os klart, hvordan vi forstår os selv som folk, ikke kun som enkeltindivider. Vi må tage vores immaterielle arv alvorligt, definere vores fællesskaber, stå ved dem og ud fra Grundtvigs ord om, at »til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil«, gøre dem tilgængelige for andre, også de nye, der er kommet hertil. Sker det ikke, vil vi alle sammen hver især, gammel- som nydanske, mere og mere begrænse os til vores egne små cirkler og ghettoer, hvad enten de ligger i Ishøj eller Charlottenlund. At det danske fællesskab er diffust og kriseramt, skyldes ikke én bestemt ting. Det har sin forklaring mange forskellige steder, f.eks. i, at den danske folkeskole i mange år har udmærket sig ved, at dens niveau sammenlignet med forholdene ude i verden synes at have været støt faldende. Det er ikke mindst beskæmmende, at der nu er op mod 20 procent af eleverne, der går ud af skolen som funktionelle analfabeter - og dermed afskæres fra en helt elementær forudsætning for at være en del af fællesskabet. Der er mange grunde til, at det forholder sig sådan, men det kunne tænkes at hænge sammen med den måde, folkeskolen synes at have kapituleret over for tidsånden på. Den har i alt for høj grad givet efter og dermed forsømt det fællesskab, den burde have som opgave at etablere og opdrage sine elever til. Ud fra de mest ideale forestillinger, forestillinger, som netop nu bakkes vældigt op fra politikerside, har den underlagt sig forældrene og deres krav og forestillinger om den måde, skolen skal drives på - og især den måde, netop deres barns behov skal tilgodeses på. Ingen kan mene andet, end at enhver opdragelse og uddannelse skal ske med henblik på at skabe frie og selvstændige individer. Men der er god grund til at være foruroliget over den karikatur på individuel opdragelse, der hærger landet, og som kun hænger alt for godt sammen med tidsånden, med den flugt fra fællesskabet og ind i optagetheden af ens egen prægtige og pladskrævende personlighed, der præger vore dage. Fællesskabet i skolen kan ikke andet end lide skade i takt med, at idealer om f.eks. friere og friere skolevalg og børns ansvar for egen læring grasserer - og i takt med at især ressourcestærke forældre følger stadig mere nidkært med fra sidelinjen. Ofte udmærker disse sig desværre langtfra ved forståelse af vigtigheden af det fællesskab, lærerne bestræber sig på at skabe i skolen, men anser det for deres ret at udstrække hjemmets autoritet til skolen på bekostning af dens autonomi, og kun alt for ofte tøver forældrene ikke med at flytte deres børn til en anden skole, hvis de ikke mener, der bliver taget det helt særlige hensyn til deres, skal vi kalde ham lille Hassan, som han er vant til hjemmefra. Og resultatet? Ja, det bliver ikke kun mere og mere specialiserede friskoler, der forstår sig selv ved deres afgrænsninger og udelukkelser snarere end ved det, de omfatter, det bliver tillige, at hvert enkelt barn ikke kan andet end få indtryk af, at netop han er så enestående og så fornem, at han ikke kan være tjent med at være fælles med nogen som helst om noget, hvis han kan undgå det. Dermed forstærkes selvfølgelig det, jeg før kaldte flugten fra fællesskabet, og jeg har en til vished grænsende formodning om, at forældrestyringen af skolen først og fremmest vil komme de ressourcestærke forældres børn til gode, såvel de engagerede som de mindre engagerede, såvel de kloge som de mindre kloge af dem. Og én ting er helt sikker: Det kommer ikke til at fremme den i forvejen ringe sociale mobilitet her i landet. Hvad vi får ud af det hele, bliver ikke frie og uafhængige individer, snarere egoistiske, selvfede narcissister, der aldrig har lært at respektere andre eller tage hensyn til andre end sig selv; det giver forkvaklede forestillinger om, hvad et fællesskab består af og indebærer; det indsnævrer i det hele taget forståelsen af, hvad et fællesskab er; og det fratager børnene glæden ved at lære forståelse for den menneskelige mangfoldighed, f.eks. at mennesker rummer mange forskellige former for kapacitet, f.eks. at de ikke er lige kvikke eller charmerende alle sammen eller ikke har samme normer alle sammen, men at de alligevel hver især har både værdi og krav på hensyn og respekt. »Frygt Sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en Last«. Sådan lyder som bekendt mottoet til Tom Kristensens 'Hærværk', som der kan være mange gode grunde til at minde om netop nu. Men det kan i denne dags sammenhæng ikke ske med andet end spaltet tunge: For det er jo så indviklet indrettet, at den selvfordybelse, jeg her har talt advarende om, er hele forudsætningen for kunsten, herunder for litteraturen. Og det er netop den selvfordybelse, der nemt risikerer at blive til tom narcissisme og selvforgabelse, frustration og utilfredshed, når den ikke finder noget at fordybe sig i. Kunstneren har adgang til steder, hvor vi andre ikke har noget at gøre, hans selvfordybelse er karakteristisk ved, at den når frem til en ny fortolkning, til at skabe en ny virkelighed. Kunstværket er, som Émile Zola sagde, et hjørne af skabelsen set gennem et sind. De billeder og fortolkninger af virkeligheden, kunsten præsenterer os for, giver os noget at samles om, noget at være fælles om, noget, hvor vi nok ser os selv, men ikke kun ser os selv, men får muligheden for at se længere, for at se os selv i de andre og se de andre i os selv. Det er det, kunsten kan lære os. Vi kan ikke nøjes med at lære virkeligheden, herunder andre mennesker, at kende gennem kunsten, men kunsten kan være med til at give os en forståelse for den menneskelige mangfoldighed, verden tilbyder os. De immaterielle fællesskaber, de fællesskaber, kunsten skaber, kan ikke måles og vejes; de noteres ikke på børsen, de tjener ikke noget umiddelbart praktisk formål, og de tilegnes ikke ved udenadslære; men de er værd at samles om, og at skabe forståelse herfor bør være højt prioriteret ikke blot af politikere, kunsthandlere og forlæggere, i alle offentlige institutioner, men individuelt, af enhver samfundsborger. JOHANNES RIIS