0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjælp, jeg er normal

Kronikøren er ikke kun markedschef. Han er også heteroseksuel. Noget af et problem.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Igennem det seneste år har jeg mærket uroen i min krop. Denne længsel uden navn, en higen efter lindring og trøst - uden at vide hvilken. Hver morgen har den været der. Hver morgen har jeg måttet skubbe den fra mig, fordi dens ansigt var skjult for mig. Men nu? Nu har jeg set dens grimme fjæs, nu har jeg lugtet dens kvalmende ånde. Takket være blandt andet Morten Rixens kronik 13. august, 'Den ubøssede bøsse', har savnet fået et navn: JEG ER NORMAL!

Lige så lindrende det har været at forstå min uro, lige så smerteligt har det været at måtte sande, at jeg sandsynligvis tilhører den gruppe af mennesker, der tæller omkring 90 procent af alle danske mænd, som er helt normale, ret gennemsnitlige, gør forudsigelige ting i en forudsigelig rækkefølge - og på forudsigelige tidspunkter. Jeg bor i et forudsigeligt hus, i en forudsigelig forstad. Dette er det mareridt, jeg hver dag må slæbe mig igennem. Og der er ingen hjælp at hente: Ingen interesserer sig for sådan en gang forudsigelig kedsommelighed. Ingen tv-avis, ingen skrivende journalister ... ingenting! Men hov, jeg kan jo bare springe ud som bøsse! For så skal hele min omverden beskæftige sig med mig. Jeg kan iscenesætte mig selv og bebrejde alle, der får at vide, at jeg er bøsse, og som ikke straks kaster sig på bålet over, at de ikke selv er det. Jeg vil gå med dameagtigt tøj, jeg vil have løse håndled, jeg vil sige 's' helt fremme bag tænderne, og jeg vil skrige »Hej, piger!«, hver gang jeg ser en flok mænd i uniformer. Jeg vil fnyse af alle, der synes, »det er da o.k.«, men ikke »det er da fantastisk«. Eller som ikke straks udbryder: »Arjh, bare det var mig, der havde dit mod!«. Jeg vil håne alle, der ikke tilbeder min seksualitet, og som ikke anser det som det væsentligste i denne verden. På mit visitkort skal stå 'Homoseksuel' før 'Mand', for det er det, jeg ville være mest.

Så kan de lære det, kan de. Nu får jeg omtale. Nu spadserer jeg i parader, hvor min seksualitet hyldes. Nu kommer jeg i avisen - og sågar i TV-avisen. Og de spørger mig. Ikke om mit forudsigelige liv i mit forudsigelige hus i min forudsigelige forstad. Men om min seksualitet, om hvordan 'det føles', om alle de ganske forskrækkelige ting jeg oplever fra min omverden, fra den del, der ikke synes, at det er særlig interessant at beskæftige sig med min seksualitet. For hvem jeg bare er 'mig'. På godt og ondt. Og derfor af og til siger: »Hold nu kæft med alt det bøsseri!«. Men det siger jeg dig: Det finder jeg mig ikke i! De bliver skiftet ud, gør de! For de siger, de er ligeglade, men det ved jeg jo godt, ikke passer: De synes garanteret, inderst inde, at det er ulækkert. Og jeg ved ikke, hvor de har det fra, men de synes nok også, at det er 'unaturligt'. Og at det naturlige er, at handyr skal finde sammen med hundyr for at få afkom?! Bare fordi det har været sådan i cirka 500 millioner år! Konservative, siger jeg bare! Og fordi I alle sammen synes sådan, så skal vi altså tale om det her - hele tiden! Uafladeligt!

Vi gider ikke høre om alle jeres 'normale' seksuelle præferencer; de interesserer os ikke. Vi vil høre om stærke, prustende mænd, der vælter sig rundt sammen uden tøj på. Vi vil høre om kondomer, hiv, aids og vandbaseret glidecreme. Og vi vil se danske filmdramaer, der handler om bøsser, hvor det er bøsser, der spiller bøsser. Selv pizzahenteren er bøsse! Og ve den 'normale', der ikke løser billet til alle disse film! »Guuuud, hvor er du altså intolerant!«, hvæser vi op i hovedet på dem, mens vi knejsende skrider ud af lokalet med boaen flagrende efter os. Og vi skal gå på bøssebarer, skal vi. Ikke fordi sprutten er bedre, men fordi vi så kan håne alle, der ikke går på bøssebarer.

Men jeg er ikke bøsse. Jeg har ikke et skab, jeg skal til at springe ud af. Jeg har ikke engang skabet! Derfor må jeg nøjes med at være tilskuer, forudseligt kedelig, og hele tiden blive påduttet, at det, jeg ser, 'er helt naturligt'!

Og som forælder vil jeg - hvis mit barn en dag kommer og siger: »Far, jeg er homoseksuel« - føle, at en verden falder sammen. Ikke fordi det er vanvittig skrækkeligt, men fordi det bare ikke var det, jeg drømte om! Hele mit liv som forælder har jeg ventet - og forventet - at mit afkom ville vokse op, finde sig en partner af det modsatte køn, sætte børn i verden (der har vi forudsigelighedens grimme ansigt igen). Og hvorfor? Fordi det er det, der ligger i de genetiske kort! Fordi jeg håber og forventer, at netop mine børn har den samme drøm. Som at planlægge en rejse til Rom, gennem hele livet. At gøre sig klar. Forventningerne stiger: Jeg har forberedt mig på alt, hvad jeg skal opleve - i Rom. Men af en eller anden underlig grund lander jeg i Holland i stedet. Der er da ret o.k. i Holland, men det var jo ikke lige det, jeg havde regnet med; det var jo Rom, jeg var på vej til.

Så jeg vil være overrasket, ked af det, skuffet, frustreret! Langsomt vil jeg vænne mig til tanken - og til Holland. Men jeg vil altid gå og tænke på, at det ikke var der, jeg skulle hen - det var til Rom. Som at få et handikappet barn - jeg er selv far til en mongoldreng: Jeg ville ikke bytte ham for en milliard; jeg elsker den knægt over alt på jorden. Men jeg husker stadig følelsen, da vi fik beskeden, lige efter at han var født. Det var som en sæbeboble, der bristede. Hvorfor? Fordi det ikke var det, vi drømte om!

Og så får man masser af skyldfølelse, blandt andet fordi man overhovedet føler sådan. »Det kan du ikke tillade dig. Du skal være glad, skal du!«. Men det er man bare ikke. Men så vænner man sig til tanken, hverdagen melder sig, og langsomt - meget langsomt - kommer man op til overfladen. Og accepterer 'sit Holland'.

Hvis du stadig er med, er du måske blevet stærkt pikeret over denne 'skjulte' sammenligning mellem homoseksualitet og det at være handikappet. Hvorfor egentlig? Hvis du selv er homoseksuel, så spørg dine nærmeste, om de kan genkende de følelser, jeg beskriver. Følelser, de med stor sandsynlighed følte, da du 'sprang ud' og fortalte dem det. Ikke på trods af at de elsker dig, men fordi de elsker dig! Er du ikke homoseksuel, så kig på de drømme, du bærer for dine børn: Er det 'Rom' eller 'Holland'?

Du kan ikke konkludere, at jeg ikke mener, at der er 'plads' til homoseksuelle i vores verden. Så bestemt er der det! Men er du homoseksuel, må du ikke tro, at det er uden omkostninger for andre, at du har truffet dit valg. Da du sprang ud, hev du på en måde andre 'ud af skabet' - uden at de kunne vælge. Den tolerance, forståelse og imødekommenhed, du forventer af dine omgivelser - fra familie og nære venner, over arbejdskolleger til den fremmede, du møder på din vej - skal du også selv være parat til at levere. Og på nogle fronter nok også en del i overmål. Det er jo netop dit valg - ikke mit!

Jeg ved, at du så vil argumentere, at du ikke har valgt det - det har nærmere 'valgt dig'. Så sandt, så sandt. Du er den, du er. Men derfra og så til at jeg skal mene, at det er en naturlig ting, er der dog et stykke vej. Jeg vil gerne acceptere dig. Jeg vil endog kæmpe for, at du har din frihed til at være, som du er. Men du må ikke forvente, at din seksualitet for mig blot er en variation over normalbegrebet. Du kan så mene, at jeg er nødt til at gøre normalbegrebet mere rummeligt. Hvorfor skulle jeg det? Det hjælper ikke nogen. Min knægt - så vidunderlig han er - er ikke og bliver aldrig 'normal', uanset hvor meget vi møblerer rundt på begreberne. Han er! - i sig selv! Og dér, lige dér, elsker jeg ham! Og han har stor glæde af at være sammen med ligesindede; det giver ham en oplevelse af at være blandt ligemænd. Her er ingen filtre eller forklaringer. Men målet er ikke at samle så mange mongoler som muligt for herefter at gøre hævd på normalitetsbegrebet.

Og så er vi - næsten - tilbage ved udgangspunktet. Hvorfor skal jeg hele tiden bombarderes med homoseksuelles seksualitet? »Fordi homoseksualitet handler om seksualitet!«. Ja, og ...? Hvad bliver det næste? Sadisternes slagparade? Babsomanernes brystmarch? Dyrskue for dyrkere af dyresex? Hvorfor skal vi hele tiden tage stilling til seksualiteten bag personen? Er det ikke nok, at vi er dem, vi er, uden at vi hele tiden skal seksualiseres? »Bjørn Lomborg? Nåh ja, er det ikke ham bøssen med miljøet!«. Hvad så med: »Anders Fogh Rasmussen? Nåh ja, er det ikke ham heteroen med magten?« Nej, vel?

Vi taler og taler og taler og taler, til vi alle sammen er øre i hovedet, om bøsser, om lesbiske, om at springe ud og om at 'turde'! Er jeg den eneste, der synes, at det bliver for meget? At det bliver forstilt, påtaget og politisk korrekt, men totalt mangler empatien? At det kommer til at handle om handlingen mere end mennesket? Jeg er da helt ligeglad med, om du er bøsse eller ej; jeg skal ikke giftes med dig. Langt mere finder jeg det interessant, hvilke værdier vi deler! Jeg gider ikke bruge min tid sammen med en bøsse på alene at diskutere 'bøsseting'; så er det jo netop ikke fælles værdier. Ligesom han garanteret ikke gider sidde og diskutere 'heteroting'. Men hvordan kan vi mødes om 'os', når det hele tiden handler om 'dig'?

Kære bøsser og lesbiske: I skal ikke gemme jer, I skal ikke skamme jer, I skal ikke lade jer underkue! I skal forvente - nej, kræve - af omverdenen, at jeres seksualitet er en del af jeres privatsfære. Men I må ikke kræve - endsige forvente - at jeres omverden skal bifalde, at jeres seksualitet hører andre steder hjemme end i jeres privatsfære. Ikke forstået sådan, at I skal skjule jer. Men vi gider altså ikke snakke om det hele tiden. 'Vær' nu bare! Og I må ikke forarges, skuffes, frustreres over, at verden ikke opfatter jer som 'normale'. I er 'unormale' - lige dér, lige på det punkt! Og tak så skaberen for, at der i vores kultur er plads til 'unormalitet'!

Tag livet, som det er - det kommer ikke igen.

De billedmæssige begreber 'Rom' og 'Holland' er inspireret af Emily Perl Kingsleys essay 'Velkommen til Holland'.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage