Folketinget har vedtaget, at der skal være læreplaner i 0-5-års-institutionerne og i dagplejen. Den endelige bekendtgørelse er færdig og udsendt til landets kommuner, og det forventes, at de enkelte institutioner fra 1.8. så småt er gået i gang med at tænke over og udfærdige deres plan. Der har ikke tidligere været en officiel læreplan for småbørnsområdet. Ganske vist blev der allerede taget et skridt i denne retning med virksomhedsplanernes indtog i institutionerne, og serviceloven fra 1998 formulerede ligeledes nogle mindstekrav til institutionerne. Læreplaner er imidlertid noget andet. Det er første gang, at der er blevet lovgivet så omfattende for dette område. En officiel læreplan er udtryk for, at samfundet (Folketinget) stiller bestemte krav til et område og forventer, at de opfyldes. Udtrykt i økonomisk-politiske termer skal der komme et rimeligt 'afkast' ud af den store mængde penge, der investeres i dette felt. Mere pædagogik for pengene! Beslutningen om at indføre læreplaner er i sig selv ganske interessant og et signal om, at pædagogernes egen historisk opbyggede forståelse af deres arbejde i disse år må vige for managementorienterede forestillinger om evaluering, tiltag, omstillingsparathed, læringsstrategier, mål og resultatkrav og så videre. Hvem er det egentlig, der i dag har magt til at definere, hvordan små børn og voksnes hverdagsliv fremover skal forme sig i institutionerne? Er det pædagogerne selv, eller er fremmede magthavere ved at trænge ind på dette område? Går vi bare 20-30 år tilbage, havde det offentlige (kommunen) ingen særlig interesse i at sætte rammer for førskoleområdet. Kommunen overlod det mere eller mindre til pædagogerne at udforme pædagogikken. Langsomt er denne praksis blevet ændret. De kommunale børne- og ungeforvaltninger har med serviceloven og virksomhedsplanernes indførelse i stadig højere grad grebet ind i og søgt at udforme en samlet politik på dette felt. Den enkelte kommune vil gerne profilere sig med en erklæret målsætning om, hvilken form for undervisning og pædagogik, den kan tilbyde til deres skatteborgere, især forældre med børn. Derfor bliver det også vigtigt at kunne 'sælge et pædagogisk budskab'. Set i et perspektiv på 20-30 år er den frihed, der var på førskoleområdet, langsomt blevet mindre og mindre, og i dag skal pædagoger i højere grad kunne dokumentere, at deres arbejde er pengene værd og kan trække skatteborgere til kommunen. Førskoleområdet har historisk set været et relativt frit område i den forstand, at barndommen på sin vis også var fredet for indgreb udefra. Den almindelige opfattelse var, at børn havde ret til at lege, indtil de skulle i skole. De skulle ikke lære noget bestemt, og alligevel lærte de en masse. Denne relative frihed på førskoleområdet udmøntede sig også i, at pædagogiske diskussioner foregik uafhængigt af bestemte officielle målsætninger. Den pædagogiske diskussion i Danmark har bl.a. hentet inspiration i en tradition, der går tilbage til skikkelser som Rousseau, Fröbel, Neill, og i nyere tid bør nævnes navne som Sigsgaard og Kampmann. Af moderne kulturelle strømninger vil jeg henvise til psykoanalysen og kulturradikalismen som vigtige inspirationskilder. Denne pædagogiske tradition har med tiden udviklet sit eget fagsprog, der er baseret på erfaring, men dette sprog er på tilbagetog i disse år. Hvis et område langsomt mister sit fagsprog, mister det også sin identitet og historiske selvforståelse. Nye ord, der bl.a. er hentet fra managementverdenen, dukker op i de kommunale forvaltningers forståelse af pædagogik og undervisning. Der er kommet nye 'aktører' på den pædagogiske scene, som i virkeligheden ikke har nogen som helst historisk forankring i en pædagogisk tradition. Historieløsheden breder sig. Øverst oppe sætter Folketinget de overordnede rammer ved at lovgive på førskoleområdet. Kommunerne arbejder videre med det, og pædagogerne, der befinder sig i bunden af pyramiden, skal føre det hele ud i praksis. Der er kort sagt tale om, at pædagogikken i stigende grad bestemmes af kræfter oppefra. Bekendtgørelsen om læreplaner bærer den knudrede overskrift 'Formål og principper for læringen i dagtilbud'. Det nye ord 'dagtilbud' signalerer den ændring, der er på vej med læreplanerne for mindreårige børn. Før hed det vuggestue og børnehave. Begge ord tilkendegiver klart, at der er tale om børn. Dagtilbud derimod siger intet om, at det er et sted, hvor børn tilbringer deres dag sammen med børn og voksne. Dagtilbud tilbydes som en vare eller service til forældre, der er brugere af det offentlige. Det vil føre for vidt at komme ind på selve bekendtgørelsen, der fylder godt to sider. Den er skrevet i et kancelliagtigt sprog, som en dansklærer ville sætte en mængde røde streger i. Selve indholdet er en sær blanding af ord hentet fra forskellige felter som jura, pædagogik, offentlig servicevirksomhed og managementteori. På landets pædagogseminarier er de kommende læreplaner selvfølgelig også blevet diskuteret. Roskilde Pædagogseminarium holdt i juni måned en konference om læreplaner, hvor bl.a. Jan Kampmann, professor ved RUC og Stig Brostrøm, lektor ved DPU, hver især kom med indlæg, der er tilgængelige som lydfiler på seminariets hjemmeside. De to forskeres bidrag er ganske interessante i denne sammenhæng. Stig Brostrøm havde en stor stjerne i 1970'erne med den såkaldte strukturerede pædagogik inspireret af østtysk og sovjetisk pædagogik, men stjernen blev mindre og mindre synlig i 1980'erne, da leg og retten til selvbestemmelse, som Jan Kampmann var repræsentant for, overtog scenen. Jan Kampmann er kritisk indstillet over for læreplanerne, mens Stig Brostrøm ser sine tanker om en bedre statslig styring af pædagogikken dukke op i horisonten. I sit indlæg kom Jan Kampmann ind på de økonomiske og politiske grunde, der ligger til grund for indførelsen af læreplaner. For det første er institutionsområdet 'udgiftstungt', som det hedder, og området spiller en stadig mere væsentlig rolle i den enkelte kommune. Man vil have hånd i hanke med, hvad der sker i daginstitutionerne og formulerer derfor en overordnet målsætning for området. På den måde passer Folketingets beslutning om læreplaner udmærket ind i kommunens børnepolitik. For det andet spiller den efterhånden udbredte iver efter at evaluere alt og alle en fremtrædende rolle i læreplanerne. Pædagogerne skal med tiden løbende evaluere deres egen indsats. Ingen tvivl om det. Den bagvedliggende bestræbelse er sandsynligvis ønsket om kontrol. Selv om der tales om retten til forskellighed i de enkelte institutioner, finder der alligevel en vis ensretning sted. Det kan man allerede se i virksomhedsplanerne, der mange steder er opbygget efter en kommunal skabelon. Jan Kampmann mente i sit foredrag, at læreplanerne kan føre til en form for pædagogisk teknologi på området. Hvis evalueringen på et tidspunkt bliver sat i system ved hjælp af skemaer, og de opstillede krav er bindende, er faren for dette nærliggende. Førskoleområdet i England er et grotesk eksempel på dette. Her fylder evalueringen efterhånden så meget, at pædagogerne skal aflægge rapport for næsten alt, hvad de gør. I sit indlæg talte Stig Brostrøm om, at han havde ventet i 30 år på, at staten skal indføre læreplaner på førskoleområdet. Der er en vis ironi i, at læreplaner introduceres på et tidspunkt, hvor vi har en regering ledet af Venstre, der normalt ikke har været glade for at bruge staten som regulerende magtfaktor. På sin vis er det 1970'ernes strukturerede pædagogik, der nu indføres ad bagdøren - blot i moderne Venstreindpakning. Stig Brostrøm kom ikke ind på, hvilke politiske og økonomiske betingelser der måtte ligge til grund for indførelsen af læreplaner netop nu. Det blev sprunget over, og i stedet plæderede han for, at pædagoger »skal være ude på noget med børnene« - som om pædagogerne ikke er det nu. Stig Brostrøms foredrag kan karakteriseres som et ukritisk forsvar for læreplaner, der i sidste ende indebærer fortløbende evaluering. Stig Brostrøm er af den mening, at pædagoger generelt tænker for lidt over deres egen praksis, og det vel egentlig er meget godt, at de tvinges til det nu med læreplanernes indførelse. Fremover kan forældre og politikere i højere grad stille krav til pædagoger om en bestemt ydelse eller resultatkrav, som det hedder i det nutidens uskønne managementsprog. Det ejendommelige er, at Stig Brostrøm ikke stiller kritiske spørgsmål ved motiverne og grundene til, at den nuværende liberale regering vil indføre planer på førskoleområdet. Bag diskussionen, om der skal være læreplaner eller ej, ligger en gammelkendt problemstilling i ethvert pædagogisk arbejde: forholdet mellem teori og praksis. Det er vigtigt at kæde denne problemstilling sammen med indførelsen af læreplaner, som i værste fald vil trænge pædagogernes egen tradition og erfaring mere og mere i baggrunden. På den ene side står pædagoger, der er i levende nærkontakt med børn. På den anden side teoretikerne eller eksperterne, der gerne udtaler sig og har bestemte forventninger til det pædagogiske område. Praktikerne er sammen med børnene dagligt og får herigennem en erfaring, der selvfølgelig har sit grundlag i tilbagevendende overvejelser over, hvad der er det rette at gøre i bestemte situationer. Den pædagogiske besindelse på praksis tager ikke nødvendigvis afsæt i omfattende læsning af teoretisk faglitteratur. Og skal det heller ikke. Man kan f.eks. også blive klog på pædagogiske problemstillinger ved at læse skønlitteratur. Indimellem tilbydes der kurser, og pædagoger får dermed ny viden, der kan omsættes i praksis. Men frem for alt diskuterer pædagoger pædagogik indbyrdes, men for det meste i relation til konkrete forhold i institutionen. Hvordan går det Søren? Hvordan kan vi gøre det bedre for ham? Vi må holde fast i, at pædagogik frem for alt er en praktisk kunst, en særlig kunnen, der manifesterer sig i den kyndige voksnes samvær med børn. Denne kunnen kan måske blive forfinet igennem teoretiske overvejelser over indholdet i en kommende læreplan, men det er ingen garanti. Den kan kun erhverves gennem erfaring, der har sit helt eget 'tavse' sprog. Det er et velkendt faktum, at nogle pædagoger kan være overordentlig dygtige på deres felt, men have vanskeligt ved at sætte ord på, hvad de er gode til. Omvendt kan den pædagogiske teoretiker, der er god til at sætte nye tanker og initiativer i gang, måske føle sig slatten i knæene, hvis han sættes sammen med børn. Pædagoger står som sagt i et praksisfelt. De mærker dagligdagens krav på deres krop. På den anden side - det vil faktisk også sige et fysisk andet sted - befinder den pædagogiske teoretiker sig. Det er langt nemmere at være teoretiker og gøre sig forestillinger om, hvordan den pædagogiske praksis ideelt set bør udforme sig. Hvem er teoretikeren? Han kan opholde sig på et kommunalt kontor og være idemager opfyldt af pædagogiske visioner om det ene eller andet projekt - som regel på andres vegne. Han kan være lærer på et seminarium, der uddanner pædagoger eller være ansat på et universitet og måske oven i købet medlem af et ministerielt ekspertudvalg nedsat i forbindelse med indførelsen af læreplaner. Alle disse velmenende og idealistiske mennesker befinder sig i en ganske anden verden, hvor der ingen støjende og larmende børn er, medmindre de da en sjælden gang kommer på et besøg i en institution for at lade sig begejstre af børnene. De har visioner på andres vegne. Fraværet af levende børn og unge i teoretikerens verden og den manglende erfaring er en væsentlig grund til, at der er et skel mellem teori og praksis i pædagogikken. Teoretikeren udstyres i højere og højere grad med en magt til at afstikke retningslinjerne for, hvad pædagogen skal arbejde med. Og det kan der kun komme en glædesløs pædagogik ud af. For hvem har lyst til at gøre noget, han måske ikke kan stå inde for? Dette ulige magtforhold er medvirkende til, at der blandt nogle pædagoger er en stigende mistænksomhed mod teoretikere, fordi de ikke altid kender til den verden, de skriver og taler om. Jeg savner realistiske pædagogiske forskere, der har mod til virkelig at kortlægge, hvad der sker i danske børns hverdagsliv. Hvordan er temperaturen mon i de danske daginstitutioner lige nu med de omfattende sammenlægninger af mindre institutioner til større 'økonomisk rentable' enheder og indførelsen af læreplaner? Hvordan er det at være pædagog og ikke mindst barn i denne til tider kaotiske hverdag? Det er mit indtryk, at nogle forskere har mere travlt med at løbe i hælene på den nuværende regering og indrette sig efter managementverdenens fleksible brug af hurraord. Det virker mærkeligt, at ingen i den løbende debat om læreplaner overhovedet tager stilling, hvornår pædagoger skal afse tid til midt i en travl hverdag teoretisk at diskutere læreplanernes indhold og efterfølgende nedskrive dem. Pædagogerne kan jo ikke blot lukke sig inde på personalestuen og sende børnene ud på legepladsen og overlade dem til sig selv. Pædagogerne gør opmærksom på dette, mens forskere og politikere let og elegant springer over dette iøjnefaldende problem. Det er atter et eksempel på skellet mellem teoretikere og praktikere. Både forskere og politikere lever i en verden, hvor man sidder omkring et bord, lytter til en, der taler eller skriver et eller andet på en tavle. Pædagogen har ikke disse erfaringer. Den manglende stillingtagen til, hvordan og hvornår læreplanerne skal diskuteres og skrives ned, betragter jeg som et tabu eller ren og skær uvidenhed. Hvis dette problem ikke løses, bliver det mange steder lederen, der på grund af tidnød skriver den kommende læreplan. Og dette kan føre til, at den enkelte pædagog får vanskeligt ved mere detaljeret at kende indholdet i planen, der ligger til grund for institutionens pædagogik. Hvis dette åbenlyse skel mellem teori og praksis i pædagogikken ikke skal uddybes yderligere, burde det være en opgave for pædagogernes fagforening BUPL i de kommende overenskomstforhandlinger at forhandle sig frem til, at der i pædagogens arbejde også er afsat tid til f.eks. at beskæftige sig med læreplanernes udformning.