Deres Kongelige Højhed Kronprins Frederik, Chiles ambassadør i Danmark, Jaime Lagos, repræsentanter for H.C. Andersen 2005 Fonden, mine damer og herrer. Hvordan skal jeg udtrykke, hvad det betyder for mig at blive udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør i anledning af hans 200-års fødselsdag? Af alle de hædersbevisninger, man kan tænke sig, er denne dog langt den mest fortryllende. Tak for, at I lader mig hylde fortællingens kraft sammen med Danmark og resten af verden. Som de fleste andre børn, der er født i løbet af de sidste to århundreder, er jeg vokset op med H.C. Andersens eventyr. Jeg var næsten fire år gammel, da min far gik ud for at købe cigaretter og aldrig kom tilbage. Min mor stod alene med tre børn og uden midler, så hun flyttede hjem til sin far. I hans store, mørke hus sov min mor, mine brødre og jeg i samme værelse. Det var i 1940'erne, og der var ikke fjernsyn i Chile. Frygt og fantasi, plus de uhyggelige lyde fra mus og spøgelser, gjorde vores aftener og nætter meget lange. Vores mor fortalte os godnathistorier. Mine brødre faldt altid i søvn til sidst - men jeg troede fuldt og fast på, at alle historierne var sande. I mit hoved var der ikke forskel på beskrivelsen af et søslag i det 19. århundrede, familieanekdoten om en onkel, der fløj til himmels i en ballon, og H.C. Andersens foruroligende eventyr. Jeg lå vågen i mørket og ventede på, at de opdigtede personer skulle materialisere sig i skyggerne inde på værelset. Først var skikkelserne nærmest gennemsigtige og helt tavse, som gopler under vand, men de blev hurtigt mere håndgribelige. Et uvirkeligt skær oplyste rummet, og jeg kunne tydeligt se dem og høre dem snakke og pludre: De var mine venner. De var brudt ud af deres egne historier og havde blandet sig i andres. En tinsoldat beklagede sig således over, at han var øm, fordi han havde sovet med en ært under madrassen. Tommelise havde taget kejserens tøj på, og det var alt for stort til hende. Imens jagtede hendes forlovede, den blinde muldvarp, en danserinde i papirklip. Snemanden begyndte at smelte, fordi han legede med svovlstikker, mens den lille pige drog af sted for at gifte sig med en prins, som slet ikke lignede en prins, men en tudse. En nattergal sad på et fyrtøj og sang højdepunkter fra sit repertoire for tre enorme hunde med frygtindgydende øjne. Det var umuligt at hitte rede i alle de personer, der befandt sig på mit værelse, og som alle havde deres eget drama og skændtes med hinanden eller forelskede sig i den forkerte og dermed skabte nye historier til mig hver aften. Da jeg var fem eller seks år gammel, blev min mor træt af at gentage de samme historier, så hun forærede mig en bog med eventyr af H.C. Andersen. Jeg lærte hurtigt at læse! Og jeg opdagede snart, at de historier, som jeg havde troet var sande, var digtet for længe siden af en historiefortæller i Danmark. Jeg følte mig forrådt! Mine personer var ikke frie, men fanger på bogens sider. Deres liv stod på tryk og kunne ikke ændres. Tommelise kunne ikke høre nattergalens sang, den nøgne kejser ville aldrig møde Klods-Hans, og den grimme ælling kunne ikke forvandle sig til en prins, men kun til en svane, hvilket er en ganske betydelig begrænsning af dens karrieremuligheder, når man tænker over det. Jeg var selv en grim ælling og drømte om en dag at blive filmstjerne. Jeg ville i hvert fald ikke være svane. På bogens udsøgte illustrationer så mine venner desuden helt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig dem. Den lille havfrue havde ikke grønt hår. Hun var blondine! Jeg kunne godt lide bogen, og jeg lærte hurtigt alle historierne udenad. Men jeg ønskede ikke længere, at jeg selv var en af personerne i dem. Jeg ville styre handlingen, jeg ville være fortælleren - jeg ville være H.C. Andersen. Det var måske et vendepunkt i mit liv. Min mor fortæller, at jeg selv gik i gang med at digte historier, så snart jeg begyndte at læse. Jeg plagede altid mine stakkels brødre med makabre historier, der fyldte deres dage med rædsel og deres drømme med mareridt. Siden skulle både mine børn og børnebørn igennem det samme som mine brødre. I mit voksenliv har historier dog hjulpet mig med at vinde mere end en enkelt mands hjerte. Intet afrodisiakum kan måle sig med en historie, der fortælles mellem to rene, nystrøgne lagner. Som barn blev jeg ofte straffet for at fortælle løgne. Nu lever jeg af disse løgne, jeg bliver respekteret som 'fortæller'. Jeg forestiller mig, at H.C. Andersen måtte igennem det samme. I begyndelsen må folk have troet, at han var psykisk syg. Hvorfor blev han ikke bare ved sin læst og blev skomager ligesom sin far? Det var et helt igennem respektabelt job - mens det at fortælle historier ikke blev regnet for en fornuftig beskæftigelse, men for en karakterbrist. Og alligevel har historier altid været helt nødvendige - de er for menneskeheden, hvad drømme er for det enkelte menneske. Som mennesker har vi brug for at drømme; ellers går vi til grunde kvalt af krybende dæmoner. På samme måde ville civilisationen gå under uden historier: Der ville ingen kollektiv hukommelse være, ingen forståelse af begivenheder, ingen åndelig overlevering. Historiefortællingen har bidraget til formningen af det menneskelige sind siden tidernes begyndelse. Nogle fortællinger bliver fortalt igen og igen - de beskriver vores rejse gennem livet og døden. Vi genfinder dem i udødelige myter, som optræder overalt: det tabte paradis, helten, der søger retfærdighed, kampen mellem godt og ondt, kampene mod drager i vore egne sjæle. Alle store historier er allerede blevet fortalt. Vi kan blot skabe nye versioner af dem - men hver gang en god historie bliver fortalt, kommer den til live og er lige så fortryllende som den første fortælling. Og præcis det gør H.C. Andersens eventyr - de fortryller os hver eneste gang! Der findes millioner af historiefortællere. Hvert år udgives tusinder og atter tusinder af fiktionsbøger over hele verden. Ikke desto mindre er kun få historier uforglemmelige. Hvorfor er H.C. Andersens eventyr evige? Hvorfor kan de fortælles igennem to århundreder, på forskellige sprog og i forskellige kulturer - og altid være som ny? Der findes intet svar på disse spørgsmål. Mange forfattere får succes for en tid, men kun få overlever tidens tand. Utallige historier fortæller os om den menneskelige natur og er skrevet med stort talent. Mange formår at trøste og opmuntre os i sorgens stund eller vise os vejen, når vi er vildfarne. Alligevel bliver de ikke klassikere. Mange handler ligesom H.C. Andersens fortællinger om retfærdighed og ære og kærlighed, eller om tab, adskillelse, lidelse og død. Alligevel er de hurtigt glemt. Hvad er det, der gør H.C. Andersen så enestående? Jeg tror, det er magi. Tillad mig at sammenligne H.C. Andersen med en anden udødelig kunstner, hvis fødsel verden i år fejrer hundredåret for, nemlig den chilenske digter Pablo Neruda. Ligesom den danske digter blev Neruda født i en fattig familie og voksede op i en lille by i et lille land. Mens danskerens far var skomager, var chilenerens far jernbanearbejder. Ligesom H.C. Andersen følte Neruda sit kald tidligt i livet. Han var genert og indadvendt og meget følsom, han var en drømmer. Hvad som helst kunne udløse Nerudas fantasi: et blad, der dalede ned fra et træ, duften af nybagt brød, lyden af en økse, der huggede brænde. Andres lidelse gjorde ham fortvivlet, og fortvivlelsen tog poetisk form. Senere rejste Neruda vidt omkring og samlede billeder, landskaber, minder, genstande og andre menneskers historier. Alle disse indtryk omformede han til nogle af de smukkeste digte, der nogensinde er blevet skrevet. Neruda skrev om simple ting og skrev hyldester til et æble, til en ske, til en ordbog. Han skrev lidenskabelige kærlighedssonetter og sange om desperation. Han skrev om social retfærdighed, imperialisme og krig. Nerudas arbejde blev oversat til alle verdens kendte sprog, og i 1971 vandt han Nobelprisen i Litteratur. Ligesom H.C. Andersen har Neruda overlevet tidens ubønhørlige gang og taler stadig direkte til vore hjerter. Disse to usædvanlige kunstnere er i stand til at bevæge os dybt og ændre os. Deres arbejde er blevet berørt af en tryllestav og lyser for evigt. Adskillige årtier er gået, siden min mor gav mig min første eventyrbog. Hun er i dag 85 år gammel og kan stadig tryllebinde mig med sine historier. Jeg er selv blevet en storyteller og fortæller nu historier til mine børnebørn og de mennesker, som læser mine bøger. Jeg har aldrig glemt min taknemmelighedsgæld til H.C. Andersen, fortælleren over dem alle. Tak, mine damer og herrer. Mange gange mange tak, som Pablo Neruda engang sagde, for den herlige gave, I har givet mig i dag. En prins, en rigtig prins fra et eventyrslot har udnævnt mig til ambassadør for H.C. Andersens magiske univers. Hvad mere kan man ønske sig i min alder? Oversættelse: Tonny Pedersen og Sara Høyrup