Med lovforslaget om at gøre utroskab strafbart har den tyrkiske regering for en stund placeret de seneste års omfattende reformer i skyggen. Mange - også i Danmark - har hævdet, at Tyrkiet er for islamisk til EU. Lovforslaget er vand på deres mølle. Vi kan kun være enige med de tyrkiske kvindebevægelser i, at lovforslaget sender et dårligt signal. Vi er dog også enige med de samme bevægelser i, at Tyrkiet de seneste år har gennemført en reformproces uden sidestykke i landets nyere historie. Processen betyder, at Tyrkiet har taget et stort skridt hen imod at blive et moderne, vestligt demokrati. Det er ikke mange måneder siden, at EU-kommissær Günter Verheugen med rette betegnede Tyrkiet som en af EU's hidtil største udenrigspolitiske succeser. Timingen af det så udskældte lovforslag kunne ikke være værre. Kontroversen finder sted, kort før kommissionen offentliggør den længe ventede rapport om Tyrkiet. Intet kandidatlands perspektiv om EU-medlemskab har været så omdiskuteret som Tyrkiets. Tankevækkende er det i hvert fald, at de færreste er bekendt med, at EU i juli måned besluttede at indlede optagelsesforhandlinger med Kroatien - på baggrund af en lignende rapport fra kommissionen. Vi finder det slående, at debatten om netop Tyrkiets medlemskab af EU har kredset om negative spørgsmål: Ønsker regeringspartiet AKP ikke inderst inde en islamisk kalifatstat? Bliver EU ikke ruineret? Er reformerne på menneskerettighedsområdet mon andet end overfladesminke for EU's skyld? Er Tyrkiet ikke fortsat et militærdiktatur? Selvsagt relevante spørgsmål, men det er vigtigt at spise brød til. I den danske debat er det forbavsende få, der har taget udgangspunkt i, at et tyrkisk medlemskab af EU også åbner helt nye døre for Danmark og Europa. Dét vil vi gerne give nogle bud på. Offentlighedens opmærksomhed har af gode grunde været rettet mod de politiske reformer, som Tyrkiet skal gennemføre for at kunne indlede optagelsesforhandlinger. Imidlertid har EU også fremlagt økonomiske retningslinjer, som Tyrkiet skal følge for at kunne blive medlem. Sammen med Valutafondens støtte begynder de økonomiske strukturreformer nu for alvor at give resultater. Tyrkiet oplever i øjeblikket en rivende økonomisk udvikling. Væksten, der i 2004 ventes at overgå Kinas som verdens største, var i årets første seks måneder på cirka 13 procent. Det tal skal endog ses i lyset af ganske høje vækstrater i 2002 (7,8 procent) og 2003 (5,9 procent). Tyrkiets befolkning er i dag på cirka 70 millioner. I 2003 udgjorde den gennemsnitlige tyrkers købekraft 6.700 dollar (købekraftsparitet), hvilket er omtrent det samme som en rumæners, der vil blive medlem i 2007. Tyrkiets befolkning er tre gange større end Rumæniens. Med den fart, den tyrkiske økonomi i dag skyder, vil Tyrkiet inden for en overskuelig årrække udgøre et af de mest attraktive markeder for europæiske virksomheder overhovedet. Direkte udenlandske investeringer i Tyrkiet er i øjeblikket beskedne, hvilket især skyldes to forhold: Dels afventer internationale investorer EU's beslutning. Vil EU igen skuffe tyrkiske forventninger om start af optagelsesforhandlinger? Dels er korruption stadig et stort problem, ligesom mange virksomheder mangler tillid til retsvæsenet. Det er to områder, hvor flere reformer må til, hvis Tyrkiet skal optages om cirka 10 år. Hvis optagelsesforhandlinger indledes, forventes markant flere internationale investeringer på det tyrkiske marked - akkurat som vi oplevede det, da EU indledte optagelsesforhandlinger med de central- og østeuropæiske lande. At dette næsten er en sikker prognose, ses af, at de seneste tre måneders positive udtalelser fra EU-politikere om Tyrkiets chancer til december har bevirket en stigning på aktiemarkedet i Istanbul på 30 procent. Modsat de fleste EU-lande har Tyrkiet en ung, dynamisk befolkning, hvoraf en stadigt større andel er højt uddannet. Efter i 1997 at have hævet den obligatoriske undervisning fra 5 til 8 års skolegang, arbejder den nuværende regering i dag med en plan, der vil medføre 12 års undervisningspligt. Antallet af universiteter er de seneste år steget markant, ligesom Tyrkiet er ved at udvikle sig som eksportør af veluddannede unge it-specialister til USA, Storbritannien og senest Tyskland. Set fra et energipolitisk synspunkt er det afgørende for Europa at sikre stabilitet i tilførslen af energi i årene fremover. 85 procent af EU's energiressourcer kommer fra Mellemøsten. Tyrkiet udbygger i disse år sine olieledninger, bl.a. fra Det Kaspiske Hav. Tyrkisk medlemskab af EU vil på langt sigt give EU en stabilitet i tilførsel og en nærhed til energikilder, som fremtidige generationer af europæere vil være afhængige af. I dag står vi over for andre udfordringer end for blot få år siden, da jerntæppet delte Europa. Dengang var kommunismen den største trussel mod vores vestlige værdier. Her udgjorde Tyrkiet i det sydøstlige Europa en afgørende flanke mod udemokratiske styreformer. Tyrkiet ofrede i øvrigt en langt større andel af landets samlede velstand end noget andet NATO-land for at forsvare demokrati og frihed i Europa. Med ophøret af den kolde krig troede mange, at Tyrkiets strategiske betydning forsvandt. I dag ved vi, at Tyrkiets strategiske betydning snarere er blevet større. EU's største udenrigspolitiske udfordringer kommer i dag fra Mellemøsten. Kombinationen af autoritative styreformer, trøstesløse unge befolkningsgrupper og islamisk fundamentalisme øger markant risikoen for ustabilitet og terrorisme. Ud fra realpolitiske betragtninger argumenterer nogle for at indlemme Tyrkiet, så konfliktzonen i det mindste skubbes et par tusinde kilometer østover. Vores tilgang er imidlertid, at vi ikke bare ønsker at skubbe konfliktzonen væk - vi ønsker også at bidrage til at ændre tingenes tilstand. For selv om geografi fortsat gør en forskel, kan en ung terrorist fra Bagdad også være farlig for os i Europa. Et moderne muslimsk Tyrkiet kan som medlem af EU give såvel Tyrkiet som EU en helt anden pondus og legitimitet i regionen, end begge aktører hver for sig har i dag. EU's problemer i forhold til et mere aktivt engagement i Mellemøsten er bl.a. den geografiske distance og den manglende forståelse for regionens komplicerede relationer. Her vil Tyrkiet kunne give unionens fælles udenrigspolitik kød og blod. Tyrkiets problem er, at de arabiske lande - af grunde, der går tilbage til afslutningen af det osmanniske rige - fortsat betragter Tyrkiet med stor mistro. Med EU som løftestang vil Tyrkiet ikke på samme måde stå i et historisk modsætningsforhold til nabolandene. En parallel kan drages til Tyskland, der via EU er blevet en mere legitim aktør på den internationale scene, end landet ville være på egen hånd grundet landets historie. I det små er denne dynamik allerede begyndt at virke. Som resultat af tiltrædelsesprocessen opfatter mange i dag Tyrkiet som rykket tættere på EU, og tyrkiske ledere har opnået stigende autoritet til at anvende en 'europæisk diskurs' - også i en islamisk kontekst. Det hidtil bedste eksempel var udenrigsminister Abdullah Güls tale til Organisationen for den Islamiske Konference (OIC) 14. juni i år. Med reference til EU's politiske kriterier som en del af de universelle standarder opfordrede Gül hele den islamiske verden til at tage fat på omfattende politiske reformer med vægt på menneskerettigheder; sikre kvinders lige rettigheder; stå fast i kampen mod terrorisme; kort sagt undgå at gøre en selvopfyldende profeti af Huntingtons tese om civilisationernes kamp. Tankevækkende var det i øvrigt, at Tyrkiets kandidat ved den lejlighed for første gang blev valgt som generalsekretær for OIC. Güls budskaber dækker over det fundamentale sammenstød, der i dag finder sted i den islamiske verden. Over for den store skare af moderate muslimer står en lille fanatisk gruppe, som er så overbevist om egne værdiers overlegenhed, at de mener at have ret til at påtvinge andre disse med vold og terror i religionens navn. I den gruppe anses Tyrkiet som islams forræder på grund af landets tætte forhold til Vesten. Tyrkiets sekulære projekt beskrives som en fiasko, og det hævdes, at den kristne verden aldrig vil acceptere Tyrkiet som andet end et strategisk bolværk. Det vigtigste bidrag, Danmark og EU kan yde til fred og forsoning med den muslimske verden, er at demonstrere, at denne lille gruppe har uret. I EU har vi forpligtet os til, at Europa skal påtage sig en del af ansvaret for sikkerheden i verden, og i særdeleshed i vores egne nærområder. Der er behov for aktive politikker for at forebygge, at de nye dynamiske trusler opstår. Ud over udviklingshjælp, handelsliberaliseringer og politisk samarbejde spiller krisestyring en stadigt vigtigere rolle. Det er baggrunden for den hastige udvikling af den europæiske forsvarsdimension. Problemet for EU er, at medlemslandene ikke er specielt veludrustede til at påtage sig de vanskeligste opgaver. Det militære udstyr mangler ganske enkelt. I militære kredse er der almindelig enighed om, at tyrkisk medlemskab netop på dette område vil udgøre en betydelig håndsrækning til EU. Kvantitativt har Tyrkiet i dag NATO's næststørste hær. Den politiske vilje fejler heller ikke noget. Tyrkiet har været villig til at tage ansvar i internationale operationer, og særligt i Afghanistan har Tyrkiet imponeret ved at påtage sig rollen som leder af ISAF-missionen. Kvalitativt har Tyrkiet allerede ved flere lejligheder bevist, at landet yder en merværdi til EU's krisestyringsoperationer, f.eks. i Makedonien og Bosnien. Det har bl.a. været muligt på grund af den såkaldte Berlin plus-ordning, der giver Tyrkiet ret til at bidrage til EU's krisestyringsoperationer, når EU har besluttet at iværksætte en operation. Militæret har historisk haft en uhørt stærk status i tyrkisk politik. Det er vigtigt, at det nu kommer under politisk kontrol, som det hører sig til i et europæisk land. Dels er det et krav for at kunne blive medlem af EU, dels vil det tyrkiske militær i givet fald skulle indgå i unionens militære strukturer, som er anderledes sammenvævet med civile aktører, end tilfældet er i NATO. Militæret er i øvrigt et af de områder, hvor der stadig mangler reformer, selv om vi anerkender de fremskridt, der er sket det seneste år. Nogle politikere udtrykker betænkelighed ved udsigten til, at USA via tyrkisk medlemskab skulle få mere indflydelse i EU - en trojansk hest i samarbejdet. Lad os for det første understrege, at vi finder det afgørende at udbygge det transatlantiske samarbejde. Vi er kritiske over for den nuværende amerikanske administration og dens politik, men Europa har en fundamental interesse i at opnå det tættest mulige samarbejde med USA. Jo tættere samarbejdet er, jo større er vore muligheder for at øve gensidig indflydelse og dermed tilnærme os hinandens politikker på tværs af Atlanten. Når det er sagt, skal Tyrkiet som medlemsland selvsagt bakke op bag en fælles europæisk (og ikke amerikansk) udenrigspolitik. Tyrkiet har de seneste år tiltaget sig en stadig mere udpræget 'europæisk' profil i de hårdere internationale spørgsmål: Irak, Afghanistan og konflikten mellem Palæstina og Israel har alle været kendetegnet ved, at Tyrkiet har udviklet synspunkter, der ligger tættere på EU end på USA. Netop for at holde EU-optionen åben har Tyrkiet også med forfatningsændringerne åbnet for at kunne tilslutte sig den internationale straffedomstol. Ligeledes sker i disse år et skifte i tyrkisk udenrigspolitik på 'blødere' udenrigspolitiske spørgsmål. F.eks. har Tyrkiet efter at have opnået kandidatstatus konsekvent bakket op om EU's arbejde på menneskerettighedsområdet i FN-regi. Det er et markant skifte, fordi Tyrkiet tidligere overvejende stemte med ulandsgruppen. På den anden side er det også givet, at så længe der i Ankara hersker usikkerhed, om EU - når det kommer til stykket - alligevel vil acceptere Tyrkiet, kan man ikke støde sin strategiske partner fra sig på alt for mange spørgsmål. Ihukommende Tyrkiets udsatte geografiske placering kan man næppe kalde dette for ulogisk. Vi gætter på, at jo tættere Tyrkiet kommer på EU-medlemskab, jo mere vil landet tillade sig at indtage en proeuropæisk linje. Argumentet bestyrkes af en nylig meningsmåling fra German Marshall Fund, der viser, at den tyrkiske befolkning i stigende grad ser mod EU snarere end USA. Kritikere argumenterer, at tyrkisk medlemskab vil forandre europæisk identitet grundlæggende. Et problem er blot, at det er særdeles svært at definere, hvad denne fælles identitet egentligt består af. En del ender med at pege på religionen. Europas mange religiøse retninger taget i betragtning forekommer det at være en anakronisme. Uanset den teoretiske diskussion holder argumentet ikke politisk, alene fordi vi i de nuværende EU-lande har mere end 10 millioner muslimer. Desuden virker det i dag uundgåeligt, at Bosnien og Albanien inden for en overskuelig årrække bliver medlemmer af EU. EU er først og sidst et værdifællesskab. For 60 år siden ville mange danskere have troet det umuligt, at vi i dag ville være en del af et værdifællesskab med Italien. Da var Italien et fascistisk samfund. Det samme kan siges om Spanien for 30 år siden. Og tilsvarende om Polen for 15 år siden, som da var et kommunistisk diktatur. Som sagt er Kroatien nu på vej ind. De idealer, som EU står for, har en voldsom forandringskraft på lande, som ønsker at være del af unionen. Denne kraft rækker langt dybere i samfundene end blot på det overordnede institutionelle niveau. Reformerne trækker ned i samfundet - det gælder for muslimer som for kristne. Netop udviklingen på menneskerettighedsområdet, herunder kurdernes situation, var en af de vigtigste grunde til, at den nu afdøde svenske udenrigsminister, socialdemokraten Anna Lindh, skiftede fra at være skeptiker til at blive en af de mest prominente fortalere for Tyrkiets EU-perspektiv. Det kan slet ikke overdrives, hvor vigtigt det er, at EU gør det klart, at medlemskab af unionen ikke forudsætter en bestemt tro, men derimod tilslutning til demokrati, respekt for mindretal og menneskerettigheder samt grundlæggende humanistiske synspunkter. Det gælder også for Tyrkiet.