I denne tid hører vi borgerlige politikere argumentere på samme måde, som borgerlige og socialdemokratiske politikere gjorde det i 1960'erne. Trods krigens omkostninger, lidelser og grusomheder må vi slutte op bag USA, for hvis opbakningen svækkes, og hvis krigen ikke føres igennem til sejr, vil vi åbne sluserne for noget, som er meget værre. Dengang drejede det sig om Vietnamkrigen. Nu drejer det sig om krigen i Irak. Dengang støttede det officielle Danmark USA. Det samme er tilfældet i dag - og oven i købet meget kontant i form af danske troppers tilstedeværelse i Irak. Der er mange forskelle mellem de to krige, men der er også på nogle punkter en slående lighed. Den meget væsentlige lighed, som jeg ønsker at afdække og diskutere i denne Kronik, er det forhold, at vi i begge tilfælde ser modstanderen som en del af en global fjende. Den opfattelse, der er opstået, er, at hvis vi giver efter for modstanden i krigsområdet, så vil det være et nederlag, der har skæbnesvangre følger i en meget mere vidtrækkende, global kamp mellem onde og gode kræfter. Dengang var 'verdenskommunismen' den onde, globale fjende; i dag er det 'terrorismen'. Jeg vil hævde, at konstruktionen af en global fjende i begge tilfælde udtrykker opfattelser eller teorier, der kun i ringe grad afspejler virkeligheden, og videre, at en politik, der bygger på forkerte teorier, nødvendigvis må forfejle sine mål. Teorien bag den amerikanske krig i Vietnam var den såkaldte dominoteori. Ifølge den havde kommunisterne til hensigt at erobre verdensherredømmet. Tillod vi i Vesten, at ét land (mere) blev kommunistisk, ja så ville andre lande følge efter og falde som dominobrikker. På den baggrund blev modstand mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam af borgerlige og socialdemokratiske politikere stemplet som enten udtryk for naivitet, fejhed eller forræderi. Som bekendt endte Vietnamkrigen med, at USA trak sig ud af landet uden at have nået sit mål. Krigen blev vundet af den kommunistisk-ledede nationale befrielsesbevægelse. Det, der ifølge dominoteorien ville være en katastrofe, skete faktisk. Og når USA ikke kunne vinde i et relativt lille land som Vietnam, så skulle man tro, at 'verdenskommunismen' nu havde frit spil til at vælte den ene dominobrik efter den anden. Men det blev ikke tilfældet. Tværtimod: I dag er det nemt at konstatere, at den geografiske udbredelse af kommunistiske regimer stort set stagnerede i samme periode, som USA led nederlag i Vietnam. Den globale katastrofe - dominoeffekten - udeblev. Vi må altså konstatere, at den teori, der underbyggede USA's krig i Vietnam - en krig, der førte til over to millioner dræbte - var forkert. Den var først og fremmest forkert, fordi antagelsen om kommunismen som en global enhedsbevægelse ikke holdt vand. Allerede i 1960'erne var der alvorlige uoverensstemmelser mellem Sovjetunionen og Kina; den jugoslaviske kommunisme havde skilt sig ud, den albanske gjorde det samme og så videre. Også i Vietnam selv viste den nationale identitet sig stærkere end identifikationen med en global kommunisme. Lad os herefter se på den aktuelle situation i Irak. Mens socialdemokrater og radikale er begyndt at komme i tvivl, så fastholder de borgerlige politikere, at vi fortsat skal stå last og brast med USA, og at vore tropper skal forblive i Irak. Argumentationen er, at enhver anden kurs vil være et knæfald for terrorismen og blot give denne yderligere blod på tanden. Folk, der har en anden opfattelse, stemples som naive eller som 'nyttige idioter' for terrorismen. En ny dominoteori synes således at være kommet til verden: Giver vi efter for terroristerne i Irak, medvirker vi til at styrke terrorismens generelle, globale fremmarch! Teorien findes i såvel en verdslig som en religiøs udgave. I den verdslige udgave opfattes terrorismen som en samlebetegnelse for grupper og bevægelser, der bruger illegitime midler såsom selvmordsbomber og kidnapninger i en kamp, der er vendt mod vestlige værdier og interesser. Den religiøse udgave lægger oveni, at terrorismen er fortroppen for en global muslimsk ambition om verdensherredømme. Mens V- og K-politikere - som for eksempel Helge Adam Møller - repræsenterer den verdslige variant, proklamerede Dansk Folkeparti sin tro på den religiøse udgave på sit nyligt afsluttede landsmøde. Ifølge DF kæmper vore tropper i Irak mod intet mindre end den islamiske verdensrevolution. Eller som pastor Søren Krarup udtalte: Det er en religionskrig. Handlinger har det med at skulle retfærdiggøres. I de halvandet år, der er gået, siden USA og 'koalitionen af villige' invaderede Irak, har begrundelserne for interventionen gennemgået en række metamorfoser. De stærkeste begrundelser forud for krigen var, at Irak med sine masseødelæggelsesvåben truede resten af verden; at Irak var medansvarlig for angrebet på USA 11. september 2001; og at Irak ikke levede op til FN's resolutioner. De to første begrundelser er nu begge afvist af officielle amerikanske kommissioner som grundløse. Den tredjes status er lidt mere uklar, men i hvert fald udgjorde den for et flertal i FN's Sikkerhedsråd ikke nogen gyldig grund til at gå i krig. Efter den officielle afslutning af krigen i maj 2003 er der kommet nye begrundelser. Én begrundelse er, at den irakiske regering jo selv beder os om at være til stede med tropper i landet (udenrigsminister Per Stig Møller i DR's Profilen 15.9.). Den begrundelse er jo oplagt, men ikke særlig overbevisende i og med, at det er en regering, som i realiteten er indsat af USA, der nu beder USA og allierede om at forblive i landet! Bedømt ud fra den aktuelle diskurs er den afgørende begrundelse for, at vi fortsat skal være til stede i Irak imidlertid den allerede nævnte: Teorien om, at en tilbagetrækning vil være identisk med en styrkelse af terrorismen. Alle disse metamorfoser i begrundelserne for krigen i Irak er i sig selv dybt problematiske og tyder på, at Danmark deltager i en aktion, som har andre årsager end dem, der officielt er proklameret af Bush, Blair, Fogh med videre. Hvad jeg imidlertid vil fokusere på her, er for det første, hvordan den nye begrundelse - kampen mod terrorisme - er opstået. For det andet, om begrundelsen udgør en korrekt teori, det vil sige om den har ret i den forstand, at en fortsat dansk - og amerikansk - tilstedeværelse i Irak vil svække det, der med en samlebetegnelse kaldes terrorismen. Der foregik en hård og brutal undertrykkelse i Irak under Saddam Husseins regime, men terrorisme som defineret ovenfor var der ikke tale om. Som nævnt var Saddam ikke meddelagtig i 9/11, og hans støtte til terroristiske handlinger begrænsede sig til palæstinensiske grupper, som bekæmper den israelske besættelse. Der var intet grundlag for et samarbejde mellem på den ene side Saddam og hans ambitioner om at skabe et moderne, verdsligt orienteret Irak, og på den anden al-Qaedas muslimske fundamentalisme. Terrorismen i Irak var altså noget, der først opstod, efter at USA og 'koalitionen af villige' havde besejret Saddam Hussein. De grupper, der i dag står bag bortførelser, selvmordsbomber og lignende i Irak, er kommet som et resultat af krigen. Den udbredte goodwill, som i hvert fald nogle af dem synes at have i befolkningen, er også et resultat af krigen. Sagt meget direkte har vi altså selv produceret den terrorisme, som nu er blevet hovedbegrundelsen for vores tilstedeværelse i Irak. Vore politikere har hele tiden vidst, at der såvel i Irak som i den øvrige arabiske verden var stor modstand mod den vestlige intervention. Modstanden og den voksende anti-amerikanske og antivestlige indstilling er løbende blevet rapporteret i den mere seriøse del af medierne, blandt andet af Ole Sippel i DR. Men i stedet for at tage denne reaktion alvorligt, har politikerne og deres medløbere i medierne valgt at lukke øjnene for budskabet og i stedet kritiseret de budbringere, der kom med de dårlige nyheder, jævnfør igen Ole Sippel. I stedet for at standse op og overveje, hvorfor tilstedeværelsen i Irak har ført til en opblussen af had til Vesten og har virket som benzin på de bål, som ekstreme modstandere af den vestlige dominans ønsker at tænde - i stedet har vore borgerlige politikere hurtigt antaget en ny teori til retfærdiggørelse af vores tilstedeværelse i Irak: Vi skal blive der, fordi vi derved viser, at vi ikke bøjer os for terrorismen (V og K), og fordi vi kæmper mod muslimernes forsøg på at opnå verdensherredømme (Dansk Folkeparti - uden hvis stemmer Danmark ikke var blevet indblandet i denne tragiske affære!). Teorien om den verdenskommunistiske trussel forekom på mange måder plausibel i begyndelsen af 1960'erne. Det var ikke klart, om Sovjetunionen og Kina faktisk havde aspirationer om et verdensherredømme, men idéen var en del af den marxistiske ideologi, og især efter Anden Verdenskrig var det en kendsgerning, at kommunismen havde ekspanderet stærkt geografisk. Alligevel viste dominoteorien sig ikke at holde stik. Ganske vist førte USA's blodige krig i Vietnam til en kraftig styrkelse af de kommunistiske partier og antikapitalistiske bevægelser verden over, men dominoeffekten udeblev. Den kommunistiske bevægelse havde ikke sammenhængskraft nok til at forfølge et mål om verdensherredømme. Parallelt med den kommunistiske trussel dengang fremstilles terrorismen i dag som en global trussel, herunder af nogle som en trussel om et fundamentalistisk, muslimsk verdensherredømme. Men endnu mindre end kommunismen er terrorismen en enhedsbevægelse, og påstanden om, at terrorismen er spydspids for en islam, der stræber mod verdensherredømme, er et rent fantasifoster. Terrorismen er ikke nogen samlet politisk bevægelse, men en metode, der anvendes af grupper, som føler sig ydmyget og uretfærdigt behandlet; terror udspringer af en afmagt og desperation, der er så stor, at man er parat til at ofre sit eget liv i håbet om, at dette kan medvirke til at skabe mere retfærdige forhold. Den moderne, islamiske terror udspringer af forskellige konkrete politiske begivenheder, som er blevet oplevet som uretfærdige. De palæstinensiske grupper opstod i opposition til den israelske besættelse. Al-Qaeda opstod (støttet af USA) i opposition til det kommunistiske kup i Afghanistan og den sovjetiske hær, som kupmagerne inviterede til landet. Konflikten i Tjetjenien er en tredje kilde til terrorvirksomhed. Og endelig har invasionen i Irak ført til opkomsten af nye terrorgrupper samt en tilsyneladende styrkelse af de i forvejen eksisterende. Der er intet, der tyder på, at de grupper, der anvender terroristiske metoder i deres kamp, har styrke eller sammenhængskraft nok til at erobre ret megen magt i positiv forstand. Ikke engang i arabiske stater har de været i stand til at opnå herredømmet. På den anden side har de opnået stor negativ magt i den forstand, at verden i stigende grad tvinges til at bruge flere og flere ressourcer på at forhindre terroraktioner og indrette sig på måder, der ikke stemmer overens med idealet om det frie og åbne samfund. Og via medierne spreder terrorgrupperne en skræk og rædsel, der er helt ude af proportioner med den faktiske risiko. Som det allerede er blevet påpeget af andre, er antallet af ofre for terrorismen uendeligt lille sammenlignet med for eksempel det antal mennesker, der bliver ofre for 'normale' trafikulykker. Teorien bag Vietnamkrigen var forkert, især fordi den forvekslede den vietnamesiske uafhængighedsbevægelse med verdenskommunismens spøgelse. På tilsvarende vis er teorien bag vores fortsatte tilstedeværelse i Irak forkert, fordi den konkrete irakiske modstand mod udenlandsk indblanding nu forveksles med et spøgelsesagtigt begreb om terrorisme. En forståelse af årsagerne til terroren søges ikke. Terrorismen opfattes som udtryk for onde og irrationelle kræfter eller som udtryk for en middelalderlig muslimsk fundamentalisme, der i sin stræben efter verdensherredømme udgør en trussel mod os. Ydermere forholder teorien sig ikke til, at terroren i Irak rent faktisk er et resultat af den af os startede krig. Konsekvensen af at følge denne teori i praksis vil derfor efter al sandsynlighed være, at den vil vise sig at virke stik imod sin hensigt. Det vil sige, jo længere vi bliver i Irak, jo mere vil terroren vokse. Omvendt vil en tilbagetrækning fra Irak ikke betyde starten på et islamisk verdensherredømme, men derimod formentlig starten på en nedgang i terroren. Det sidste forudsætter dog, at der kan findes en vej til at undgå det totale ragnarok i Irak. Det mest realistiske er vel, at ansvarlige politiske kræfter i den arabiske verden vil være parate til at engagere sig i Irak, når amerikanerne og 'de villiges koalition' på et tidspunkt vil indse det umulige i projektet og trække sig ud af landet. De arabiske lande vil næppe finde frem til den smukke demokratiske løsning, som danske politikere og deres intellektuelle medløbere har drømt om (og som også har været med til at legitimere krigen!), men de vil forhåbentlig være i stand til med tiden at rydde op i det morads af usikkerhed, økonomisk ruin og borgerkrigslignende tilstande, som den vestlige intervention har afstedkommet. Den danske regering står over for et meget alvorligt valg. Enten skal den fortsætte en politik, der bygger på en forkert teori om terrorismen, og som med sikkerhed vil føre til en fortsat vækst i terroren og tilslutningen til den i de arabiske befolkninger. Eller også skal den forkaste teorien, ligesom den nye socialistiske spanske regering på tydelig vis har gjort. Den spanske regering er herhjemme blevet beskyldt for fejhed og eftergivenhed over for terrorismen. I virkeligheden har den blot gjort det, som det store flertal af den spanske befolkning hele tiden har ønsket. Den har trukket de spanske soldater hjem fra en ulovlig krig, som trods de mange mere eller mindre smukke begrundelser primært blev iværksat for at tjene USA's magtinteresser, og som derfor i den arabiske verden - naturligt nok - har ført til øget had og mistillid til de lande, der startede krigen. Spanierne har debatteret krigen intenst og er endt med at forkaste de falske teorier, der har søgt at legitimere den vestlige tilstedeværelse i Irak. Det bør Danmark lære af.