0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sex og sundhed

Lad være! - lyder budskabet til klodens debuterende seksualvæsener. Men er tidens moralske - amerikanske - seksualpolitik fornuftig? Kronikøren er antropolog med speciale i sundhed.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det kan være ganske svært at kende forskel på det at være sund og det at være god. Kampagner for bedre kost- og rygevaner slår bedst an, når budskabet umærkeligt får en moralsk overtone - for skyld virker. Og skyld er nu blevet relanceret som motiverende faktor på et område, hvor det ellers har været anset for upassende i mange år, nemlig når det handler om sex og sundhed. Budskaberne er, at unge lever bedst i uskyldig uvidenhed, at sex ikke bør finde sted uden for ægteskabet, og at abort er forkert. God og rigtig sex er noget, som kun ægtefæller kan have. Det er bestemt ikke nye holdninger, og langt hen ad vejen er det også fint nok, at folk forsøger at efterleve dem. Men de samme moralske opfattelser er meget usunde - ligefrem livsfarlige - når de gøres til sundhedspolitik. Og det sker lige nu i en grad, og så systematisk, at almindelige, moderate skandinaver må vægre sig ved at tro det. Det går især ud over mennesker i de lande, der modtager udviklingsbistand, men hvis tendensen fortsætter med at vinde støtte med samme fart som nu, skulle det ikke undre, hvis vi snart igen kommer til at skulle tage aktivt stilling til den fri abort, som ellers i årtier er blevet taget for givet her i landet.

Abort er det absolutte klimaksspørgsmål i en meget bredere forhandling om sex, sundhed og køn, som undervejs i diskussionen tager fast form i tidens politikker og budgetter for sundhedssektoren. I Danmark har vi tradition for at administrere området ud fra et folkesundhedsmæssigt perspektiv med passende referencer til kvinderettigheder. Sat på spidsen - og det gør man tit og gerne i abortdebatten - betyder kvindens ret til et godt liv mere end et uønsket fosters liv. Men en del protestanter, katolikker og muslimer har problemer med abort, for livet er givet af Gud, og det skal mennesker ikke blande sig i. Det er også et udmærket synspunkt, men det kolliderer alt for ofte med folkesundheden. WHO skønner, at mere end hver femte graviditet i verden ender med en abort - det vil sige 46 millioner aborter om året. Heraf er de 19 millioner usikre og illegale, det vil sige, at de for eksempel foretages på køkkenborde af mennesker uden den nødvendige faglige baggrund. Hvert år dør 68.000 kvinder grund af usikre og illegale aborter. Utallige undersøgelser viser, at en stor del af alle disse unødvendige aborter og dødsfald kan undgås med bedre adgang til prævention og sikker abort.

Men visse konservative religiøse kræfter, især i USA, Vatikanet og visse arabiske lande, ser bort fra undersøgelserne. De arbejder aktivt imod folkesundheden ved at kræve at få abort gjort ulovligt. Nu er adgang til abort stadig en grundlovssikret rettighed i USA, men den herskende orden, med en meget aktiv præsident Bush i spidsen, har eksporteret værdisættet og sørget for, at ingen organisationer i lavindkomstlande, der så meget som nævner ordet abort, kan modtage amerikanske dollar til aktiviteter, der stiller prævention til rådighed. Det, vel at mærke, selv om abort er lovligt i det land, som organisationerne arbejder i, og selv om de abortrelaterede aktiviteter finansieres fra andre pengekasser end USA's. Når USA er den største enkeltdonor på sundhedsområdet og mange sundhedsydelser i udviklingslande desværre derfor er afhængige af amerikanske dollar, så betyder det i praksis, at klinikker, som behandler og rådgiver bredt om sundhed og familieplanlægning, må lukke - medmindre de skriver under på, at de hverken vil udføre eller rådgive om abort, endsige deltage i den offentlige debat om abort. Formelt hedder loven The Mexico City Policy, men blandt modstandere kaldes den gerne og meget rammende for The Global Gag Rule (den globale mundkurv). Konsekvenserne af den globale mundkurv er meget konkrete, for folk har som bekendt sex, prævention er ikke altid tilgængeligt, kvinder bliver gravide mod deres ønske - der er for eksempel stigende fokus på voldtægter i konfliktområder - og mange vil søge abort. Når de ikke kan få sikker behandling og råd om prævention på klinikken, vil de søge andre steder hen, og det kan ende meget skidt, som tallene ovenfor viser.

Det er omkostningen for folkesundheden på grund af en finansieringspolitik, som i realiteten er systematisk konservativ moraleksport.

Et andet eksempel på, hvordan konservativ moral gøres til sundhedspolitik - med liv og helbred som omkostning - er de 15 milliarder dollar, som Bush under store fanfarer sidste år donerede til kampen mod aids i 15 lavindkomstlande. I løbet af de næste fem år skal 20 procent af midlerne gå til forebyggelse, og 80 procent til aids-behandling (som drilagtige tunger hævder, vil give god fortjeneste til den amerikanske medicinalindustri). Af de 20 procent til forebyggelse skal mindst en tredjedel gå til at udbrede budskabet om seksuel afholdenhed før ægteskabet. Det er ikke umiddelbart meningen, at folk samtidig skal informeres om alternative muligheder for at beskytte sig, såsom for eksempel at bruge kondomer. Uden at komme ind på det omfattende katalog over faktorer, der i øvrigt forhindrer mænd og kvinder i at bruge kondomer, er det et grelt eksempel på en forspildt chance, hvis folk ikke også præsenteres for kondomer som en mulighed. Igen og igen er det bevist, at afholdenhed er en meget skrøbelig præventionsform. Med risiko for at forenkle en gruppe menneskers gode tanker og stræben mod moralsk renhed, er metodens eneste fordel nok, at den er billig på statsbudgettet. I stedet betales prisen af de 'skyldige' kvinder og mænd, som ikke har efterlevet reglerne for rigtig (amerikansk) sex.

Budskabet om afholdenhed er bestemt ikke kun forbeholdt fjerne lavindkomstlande. Bushregeringen har postet penge i kristne afholdenhedsbevægelser, som motiverer amerikanske teenagere til at udskyde sex til bryllupsnatten. En af bevægelserne, kaldet The Silver Ring Thing, sælger en sølvring til de unge, der aflægger løftet om jomfruelighed. Ideen skal eksporteres, og denne sommer var gruppen, med Bushpenge i ryggen, på turne i England for at starte lokalgrupper over hele landet. Bevægelsens hjemmeside kalder turen en stor succes, mens størstedelen af engelsk presse har forholdt sig mere skeptisk. For det viser sig allerede nu, at langt de fleste af de unge, der bærer ringen, bryder løftet. Hvad værre er - sammenlignet med andre unges brug af prævention ved deres seksuelle debut, husker kun to ud af tre ringbærende teenagere at bruge prævention, når løftet så brydes. De ringbærende unge får næsten lige så mange sexsygdomme som andre unge, men der er mindre sandsynlighed for, at de genkender symptomerne eller bliver testet.

Men den slags folkesundhedsmæssige detaljer lader man sig ikke anfægte af. Ved FN's børnetopmøde i 2002 forsøgte USA og Vatikanet sammen med nogle af de muslimske stater - som de ellers har travlt med at lægge afstand til i visse andre aktuelle sager, det vil sige Iran, Irak, Libyen, Sudan og Syrien - at skabe konsensus for, at seksualundervisning for unge skulle begrænses til budskabet om afholdenhed før ægteskabet. Argumentet var, at det er nødvendigt at beskytte unge mod alt for megen viden om kondomer, fordi det ville lede dem direkte ud i ukontrolleret promiskuitet, utroskab og anden uorden. Det påvirker ikke argumentet, at UNAIDS, der har gennemgået 68 studier af seksualundervisning for unge i forskellige lande, konkluderer, at god seksualundervisning betyder, at unges seksuelle debut udsættes, at antallet af partnere sænkes, at antallet af uønskede graviditeter reduceres, og at spredningen af kønssygdomme bremses.

Måske er det noget med den amerikanske hørelse? De indledende forhandlinger til børnetopmødet i 2002 trak ud i halvandet år, fordi den amerikanske delegation tydeligt kunne høre ordet abort i formuleringen 'reproduktiv sundhedsydelse', og det kunne de ikke godtage. Den samme skarpe hørelse kunne ved Johannesburgkonferencen i 2002 om bæredygtig udvikling høre både abort, prævention, seksualundervisning og andre græsselige ting gemt i den samme formulering. På en konference, hvor man ellers var blevet enig om sprængfarlige emner som energi, fiskeri og handel, var det de reproduktive sundhedsydelser, som trak forhandlingerne ud. Det oprindelige udkast til slutdokumentet refererede til behovet for at styrke basale sundhedsydelser, inklusive reproduktiv sundhed, for alle i overensstemmelse med nationale love, kultur og religion (læs: Vi behøver ikke at sikre adgang til prævention). Den ellers sædvanlige reference til menneskerettigheder og basal frihed (læs: Kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop) var faldet ud, og kun ved blandt andre Canadas og Europas ihærdige indsats kom formuleringen på plads igen.

Det kan virke som et overflødigt spil om ord på fjerne topmøder, men i de langtrukne forhandlinger gemmer der sig en kovending med globale konsekvenser. Det er nemlig ikke mere end ti år siden, at verden nåede til en historisk enighed om nødvendigheden af at stille prævention til rådighed for alle. Det blev betragtet både som en menneskeret og som en essentiel komponent i fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling.

Dengang havde man i flere årtier været bange for den såkaldte befolkningseksplosion i de fattige lande. Det mobiliserede verdens regeringer, som satte massive ressourcer bag de såkaldte befolkningskontrolprogrammer. Kvinder i millionvis blev steriliseret og fik spiraler på samlebånd, og medicinalindustrien gjorde sig nyttige erfaringer om bivirkninger ved hormonelle præventionsformer. Indsatsen blev så massiv, at lavindkomstlandenes egne regeringer og kvinderettighedsbevægelser overalt i verden protesterede mod den ensidige fokus på kvinder i de fattige lande. Den efterfølgende befolkningskonference i Kairo i 1994 var et opgør med de aggressive kontrolprogrammer, og i stedet kom de enkelte kvinder og mænds ret til og behov for information, rådgivning og behandling øverst på dagsordenen.

Men nu, ti år efter, er officiel amerikansk logik blevet den, at bæredygtig udvikling på ingen måde er relateret til befolkningers størrelse, og spørgsmålet om abort blokerer for alt fra seksualundervisning til prævention i USA og i de lande, der modtager amerikansk støtte. Enigheden fra Kairo er opløst i en stadig voksende polarisering, som dybest set handler om amerikansk indenrigspolitik. For at tækkes konservative vælgere har Bushregeringen vendt bæredygtighedsbudskabet om og fører nu en 'tænk lokalt - handl globalt'-politik. Polariseringen er en af de vægtigste grunde til, at man har valgt ikke at holde et nyt topmøde for at gøre status over de sidste ti års fremskridt siden Kairokonferencen. Tilhængere af en rettighedsbaseret befolkningspolitik er simpelthen ikke sikre på, at de kan modstå presset fra den konservative alliance med den velsmurte amerikanske jura- og propagandamaskine i spidsen. De fremskridt for sundhed og kvinders rettigheder, der blev opnået i Kairo for ti år siden, kunne ende med at blive udvandet og dermed sætte visionerne for de næste mange års indsats slemt tilbage.

I dag er den store mobiliserende og ressourceudløsende faktor ikke længere angsten for en global befolkningseksplosion, men i stedet hiv/aids-epidemien. Den bidrager betragteligt til det faktum, at en femtedel af verdens samlede sygdom og død skyldes sex med uheldige følger , hvad enten det er kønssygdomme eller konsekvenser af graviditet og fødsel. FN's Befolkningsfond, UNFPA, og The Alan Guttmacher Institute har lavet grundige cost-benefit-analyser af fordelene ved at investere i oplysning, rådgivning og behandling, hvad angår sex og fertilitet. Økonomerne ved Copenhagen Consensus har vist, hvor godt det kan betale sig at forebygge hiv gennem oplysning og kondomer. Men lige nu kan økonomerne regne så meget, de vil, og kvinderettighedsaktivister kan demonstrere, til de bliver hæse; når det drejer sig om, hvordan der kommer orden på forplantningen, og dens angiveligt ødelæggende kræfter, er det konservativ moral, som sætter kursen. I disse år frigør den amerikanske indenrigspolitiske dagsorden mange midler til smøringen af den tunghøre moralmaskine. Det er meget nødvendigt, at Europa og ligesindede er opmærksomme på tendensen og mere aktivt fastholder visionen fra Kairo. Også Danmark, som i mange år har været foregangsland på området, bør sætte ekstra ind med midler og politik i disse år. Det gælder bæredygtig udvikling, og det gælder mænds og kvinders liv, helbred og ret til at vælge.

Det gode og det sunde vil altid være svært at skelne fra hinanden, men når det handler om sex og sundhed, er der nogen former for godt og rigtigt , som bestemt ikke er sundt. På globalt plan er prisen for manglende adgang til prævention i forvejen millionvis af dødsfald, syge mænd og kvinder og uønskede børn. Men de kunne jo bare have hørt efter ...

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage