0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kerry eller kaos

Irakkrigen skulle ikke mindst forhindre, at oliedollaren blev erstattet af petroeuroen. Så selv om Kerry lover skattestigninger, vil fire år mere med Bush føre til nye angrebskrige og globalt kaos, vurderer kronikøren, der er nationaløkonom, cand.polit. Amerikanernes valg bliver en gyser - for os andre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der kan næsten ikke blive for meget fokus på valget i USA i år, blandt andet fordi sammenblandingen af snævre erhvervsinteresser og regeringspolitik ikke i mands minde har været tættere. Man skal tilbage til før børskrakket i 1929 for at finde noget tilsvarende. Det er utroligt, at eksempelvis Bush- og bin Laden-familierne har arbejdet for det samme våbenfirma (Carlyle), og oliefirmaernes indflydelse i Washington er åbenlys.

Endvidere har vi som europæere et skæbnefællesskab (og nogle af os er i familie) med amerikanerne i 'Guds eget land'. Ingen anden tilbagevendende begivenhed påvirker verdenssituationen så meget som valget til Det Hvide Hus, og alle ledere verden over venter i spænding på resultatet.

De økonomiske virkninger af Bushs politik er voldsomme. USA's økonomi har udviklet sig til en kolos på lerfødder. Det ved Kerry, og det oplever mange amerikanere i deres hverdag. Men 'Help is on the way', som et af demokraternes slogans hedder. Kerry går til valg på skattestigninger!

USA's økonomiske politik de sidste tre et halvt år har rystet verdensøkonomien. Europæiske virksomheder er blevet ramt af dollarfaldet, og udviklingslandene er blevet ramt af kapitaludstrømning. USA's overforbrug koster dyrt. Et overforbrug som skyldes (dekadent) luksus i velhaverområderne, mens fattigdommen i slumkvartererne vokser.

USA er 'hele verdens politibetjent'. Det bliver der næppe råd til at være til evig tid. Derfor må EU, FN, OSCE og andre NATO-lande tage over. Det kan de også godt, men det bliver på et andet finansieringsgrundlag og med andre metoder. USA's globale 'overstatslige' magttænkning er domineret af fokus på militær. NATO slap stærkt ud af Den Kolde Krig, selv om det kostede mange krige i ulandene og store spændinger. Europa kunne være gået op i atomskyer, hvis det var gået galt.

Men i dag kan USA næppe blive ved med at rage kastanjerne ud af ilden. Man befriede Kuwait, bombede på Balkan og besatte Irak, men intet er gjort ved menneskerettighedskrænkelserne i Saudi-Arabien, Kina, Nordkorea, Palæstina, det mellemste Afrika, og så videre.

Om USA i mange år (paradoksalt og uofficielt) har været en besættelsesmagt eller har sikret en række landes frihed, er et følsomt spørgsmål om ordvalg. Bush står for traditionel magttænkning. Kombinationen af stærk religiøsitet og hyppigt observeret ondskab (i ikke-NATO-lande) betyder, at hvis han bliver genvalgt, vil vi i perioden 2005-8 sandsynligvis se nye angrebskrige. Tilgivelsen for at fordrive ondt med ondt er sikret i den (fundamentalistiske) kristne tro, som Bush tilhører.

Kerry vil være mindre aktivistisk af flere grunde. Erfaringer fra Vietnam har lært ham, at ondt ikke skal fordrives med ondt. At krig koster mange uskyldige mennesker livet. At krig er en politisk falliterklæring (som skyldes fejlslagne forhandlinger). Det betyder ikke pacifisme men påpasselighed med at anvende militær. Desuden koster krig for meget. Militæret tynger statsbudgettet med 25 procent af det offentlige forbrug, og det står i vejen for sundheds- og sociale forbedringer.

Derfor kan EU blive nødt til selv at ordne sin sikkerhed i forhold til Østeuropa, Nordafrika og Mellemøsten. Og det koster, men ikke nødvendigvis øgede forsvarsudgifter. Midlerne er der. Der er masser af våben og rigeligt med mandskab. Et af problemerne er, at der mangler våbenkontrol. Det er helt uacceptabelt, at NATO-lande sælger våben til suspekte regimer. Våben som flere gange er blevet vendt mod os selv. Våbenkontrol plus intelligente efterretningstjenester og smarte specialstyrker er vejen frem. Hele tre ting på én gang, som mere handler om teknologi, viden og effektivitet end om gumpetungt militær.

Ikke alene EU, men også FN kan noget. Men FN bør tilføres mange flere penge, og det interne demokrati reformeres. Kæmpelande som Indien, Sydafrika og Brasilien bør være permanent med i Sikkerhedsrådet, og EU bør erstatte Frankrig og Englands pladser (så man går fra fem til syv faste medlemmer).Der bør indføres paragraffer, som forhindrer diktaturers indflydelse på afgørende beslutninger (Kina er hovedproblemet). FN er ikke, men kan blive en effektiv global demokratisk organisation.

FN-reformen skal finansieres af en promilleafgift på omsætningen på valutamarkederne. Spekulationen er ekspanderet de seneste årtier, så det vil gavne markedernes stabilitet, og et stort provenu kommer let hjem. Deltagelse deri er forudsætningen for medbestemmelse over Verdensbankens investeringer (og Valutafonden/IMF's dispositioner), hvorfor alle vil være med, hvis Kongressen i Washington tiltræder. USA er stærkere sammen med EU og NATO end uden, som Madeleine Albright siger. Omvendt er troen på, at USA er stærkest alene den næststørste forhindring for globale forbedringer (ligegyldighed er fjende nummer ét).

Problemet er republikansk unilateralisme i forhold til miljø (Kyoto-aftalen), retsorden (Den Internationale Krigsforbryderdomstol), FN-kontingent (USA er bagud), militærindsats (uden om NATO/FN/EU), handel (for eksempel stålkrigen) og udviklingshjælp (som er minimal). Holder disse sololøb op med en ny præsident, giver det nyt håb. Nok er der brug for militær, men vi ved, at mange konflikter kan løses på en mere human og holdbar måde.

USA's republikanere har mange problemer: Krigens gru kan ikke skjules, og skrækhistorier løber i forvejen, ikke kun som advarsel for det næste land man overvejer at besætte, men til alle lande. Man kan heller ikke behandle naturen som skidt og olieressourcer som uendeligt store.

Våben og penge afgør ikke alt. Det ved Kerry, men det vil Bush ikke erkende. Militariseringen (målt ved udgiftsstigninger) var ikke noget, der blev besluttet efter 11. september 2001, men før (jævnfør for eksempel Naser Khader og undertegnedes artikel her i avisen 3.6. 2001). Bush spiller et machiavellisk magtspil.

Hadet til Bush har nogle årsager. Ikke mindst klassekamp oldmarxistisk set. Den økonomiske politik er ekstremt vulgær-keynesiansk. Statsgælden er ude af kontrol, og det går ud over børnene, børnebørnene og børnebørnenes børn (som netop Keynes udtrykte det).

Men republikanerne er ligeglade. Arnold Schwarzenegger kaldte i sin konventtale folk, der er bekymret for økonomien, for »tøsedrenge«. Noget tilsvarende gjorde nazisterne i 1930'erne, da de oprustede, uden sammenligning i øvrigt. Nationaløkonomer er ikke altid lige populære.

Irak er tabt set i lyset af de værdier, NATO er sat i verden for at forsvare (og ikke angribe), torturskandalen, de fraværende masseødelæggelsesvåben, den manglende forbindelse til 11. september og ulovligheden i forhold til FN. En militær sejr som har »slået verden med beundring«, og en økonomisk og politisk katastrofe. Når man er så dygtig, kan det undre, at man ikke brugte specialstyrker og infiltrering til at fjerne Saddam. Det er set før (i Chile, Afrika, og så videre). James Bond og Den Barmhjertige Samaritaner kunne have gjort det bedre!

At Irak handler om olie er banalt. De personlige interesser er omfattende. Richard Perle måtte træde tilbage på grund af sammenblanding af politik og olieindustri, forsvarsminister Rumsfeld har nære kontakter til olieverdenen, vicepræsident Cheney kom fra olieudstyrsselskabet Halliburton, og Bush-dynastiet har både aktier og venner i branchen (for eksempel Ken Lay, chefen for Enron, indtil skandalen ramte selskabet).

Bob Woodwards bog 'Plan of Attack', Michael Moores film 'Fahrenheit 9/11' og artikler i The New Yorker af Seymour Hersh underbygger denne tese. Det gør også selve forløbet af krigen, der startede med beslaglæggelse af oliefelterne, og de efterfølgende eneordrer til Halliburton samt koncessionerne til US/UK-olieselskaberne (Exxon-Mobil, Chevron-Texaco, med flere).