Der kan næsten ikke blive for meget fokus på valget i USA i år, blandt andet fordi sammenblandingen af snævre erhvervsinteresser og regeringspolitik ikke i mands minde har været tættere. Man skal tilbage til før børskrakket i 1929 for at finde noget tilsvarende. Det er utroligt, at eksempelvis Bush- og bin Laden-familierne har arbejdet for det samme våbenfirma (Carlyle), og oliefirmaernes indflydelse i Washington er åbenlys. Endvidere har vi som europæere et skæbnefællesskab (og nogle af os er i familie) med amerikanerne i 'Guds eget land'. Ingen anden tilbagevendende begivenhed påvirker verdenssituationen så meget som valget til Det Hvide Hus, og alle ledere verden over venter i spænding på resultatet. De økonomiske virkninger af Bushs politik er voldsomme. USA's økonomi har udviklet sig til en kolos på lerfødder. Det ved Kerry, og det oplever mange amerikanere i deres hverdag. Men 'Help is on the way', som et af demokraternes slogans hedder. Kerry går til valg på skattestigninger! USA's økonomiske politik de sidste tre et halvt år har rystet verdensøkonomien. Europæiske virksomheder er blevet ramt af dollarfaldet, og udviklingslandene er blevet ramt af kapitaludstrømning. USA's overforbrug koster dyrt. Et overforbrug som skyldes (dekadent) luksus i velhaverområderne, mens fattigdommen i slumkvartererne vokser. USA er 'hele verdens politibetjent'. Det bliver der næppe råd til at være til evig tid. Derfor må EU, FN, OSCE og andre NATO-lande tage over. Det kan de også godt, men det bliver på et andet finansieringsgrundlag og med andre metoder. USA's globale 'overstatslige' magttænkning er domineret af fokus på militær. NATO slap stærkt ud af Den Kolde Krig, selv om det kostede mange krige i ulandene og store spændinger. Europa kunne være gået op i atomskyer, hvis det var gået galt. Men i dag kan USA næppe blive ved med at rage kastanjerne ud af ilden. Man befriede Kuwait, bombede på Balkan og besatte Irak, men intet er gjort ved menneskerettighedskrænkelserne i Saudi-Arabien, Kina, Nordkorea, Palæstina, det mellemste Afrika, og så videre. Om USA i mange år (paradoksalt og uofficielt) har været en besættelsesmagt eller har sikret en række landes frihed, er et følsomt spørgsmål om ordvalg. Bush står for traditionel magttænkning. Kombinationen af stærk religiøsitet og hyppigt observeret ondskab (i ikke-NATO-lande) betyder, at hvis han bliver genvalgt, vil vi i perioden 2005-8 sandsynligvis se nye angrebskrige. Tilgivelsen for at fordrive ondt med ondt er sikret i den (fundamentalistiske) kristne tro, som Bush tilhører. Kerry vil være mindre aktivistisk af flere grunde. Erfaringer fra Vietnam har lært ham, at ondt ikke skal fordrives med ondt. At krig koster mange uskyldige mennesker livet. At krig er en politisk falliterklæring (som skyldes fejlslagne forhandlinger). Det betyder ikke pacifisme men påpasselighed med at anvende militær. Desuden koster krig for meget. Militæret tynger statsbudgettet med 25 procent af det offentlige forbrug, og det står i vejen for sundheds- og sociale forbedringer. Derfor kan EU blive nødt til selv at ordne sin sikkerhed i forhold til Østeuropa, Nordafrika og Mellemøsten. Og det koster, men ikke nødvendigvis øgede forsvarsudgifter. Midlerne er der. Der er masser af våben og rigeligt med mandskab. Et af problemerne er, at der mangler våbenkontrol. Det er helt uacceptabelt, at NATO-lande sælger våben til suspekte regimer. Våben som flere gange er blevet vendt mod os selv. Våbenkontrol plus intelligente efterretningstjenester og smarte specialstyrker er vejen frem. Hele tre ting på én gang, som mere handler om teknologi, viden og effektivitet end om gumpetungt militær. Ikke alene EU, men også FN kan noget. Men FN bør tilføres mange flere penge, og det interne demokrati reformeres. Kæmpelande som Indien, Sydafrika og Brasilien bør være permanent med i Sikkerhedsrådet, og EU bør erstatte Frankrig og Englands pladser (så man går fra fem til syv faste medlemmer).Der bør indføres paragraffer, som forhindrer diktaturers indflydelse på afgørende beslutninger (Kina er hovedproblemet). FN er ikke, men kan blive en effektiv global demokratisk organisation. FN-reformen skal finansieres af en promilleafgift på omsætningen på valutamarkederne. Spekulationen er ekspanderet de seneste årtier, så det vil gavne markedernes stabilitet, og et stort provenu kommer let hjem. Deltagelse deri er forudsætningen for medbestemmelse over Verdensbankens investeringer (og Valutafonden/IMF's dispositioner), hvorfor alle vil være med, hvis Kongressen i Washington tiltræder. USA er stærkere sammen med EU og NATO end uden, som Madeleine Albright siger. Omvendt er troen på, at USA er stærkest alene den næststørste forhindring for globale forbedringer (ligegyldighed er fjende nummer ét). Problemet er republikansk unilateralisme i forhold til miljø (Kyoto-aftalen), retsorden (Den Internationale Krigsforbryderdomstol), FN-kontingent (USA er bagud), militærindsats (uden om NATO/FN/EU), handel (for eksempel stålkrigen) og udviklingshjælp (som er minimal). Holder disse sololøb op med en ny præsident, giver det nyt håb. Nok er der brug for militær, men vi ved, at mange konflikter kan løses på en mere human og holdbar måde. USA's republikanere har mange problemer: Krigens gru kan ikke skjules, og skrækhistorier løber i forvejen, ikke kun som advarsel for det næste land man overvejer at besætte, men til alle lande. Man kan heller ikke behandle naturen som skidt og olieressourcer som uendeligt store. Våben og penge afgør ikke alt. Det ved Kerry, men det vil Bush ikke erkende. Militariseringen (målt ved udgiftsstigninger) var ikke noget, der blev besluttet efter 11. september 2001, men før (jævnfør for eksempel Naser Khader og undertegnedes artikel her i avisen 3.6. 2001). Bush spiller et machiavellisk magtspil. Hadet til Bush har nogle årsager. Ikke mindst klassekamp oldmarxistisk set. Den økonomiske politik er ekstremt vulgær-keynesiansk. Statsgælden er ude af kontrol, og det går ud over børnene, børnebørnene og børnebørnenes børn (som netop Keynes udtrykte det). Men republikanerne er ligeglade. Arnold Schwarzenegger kaldte i sin konventtale folk, der er bekymret for økonomien, for »tøsedrenge«. Noget tilsvarende gjorde nazisterne i 1930'erne, da de oprustede, uden sammenligning i øvrigt. Nationaløkonomer er ikke altid lige populære. Irak er tabt set i lyset af de værdier, NATO er sat i verden for at forsvare (og ikke angribe), torturskandalen, de fraværende masseødelæggelsesvåben, den manglende forbindelse til 11. september og ulovligheden i forhold til FN. En militær sejr som har »slået verden med beundring«, og en økonomisk og politisk katastrofe. Når man er så dygtig, kan det undre, at man ikke brugte specialstyrker og infiltrering til at fjerne Saddam. Det er set før (i Chile, Afrika, og så videre). James Bond og Den Barmhjertige Samaritaner kunne have gjort det bedre! At Irak handler om olie er banalt. De personlige interesser er omfattende. Richard Perle måtte træde tilbage på grund af sammenblanding af politik og olieindustri, forsvarsminister Rumsfeld har nære kontakter til olieverdenen, vicepræsident Cheney kom fra olieudstyrsselskabet Halliburton, og Bush-dynastiet har både aktier og venner i branchen (for eksempel Ken Lay, chefen for Enron, indtil skandalen ramte selskabet). Bob Woodwards bog 'Plan of Attack', Michael Moores film 'Fahrenheit 9/11' og artikler i The New Yorker af Seymour Hersh underbygger denne tese. Det gør også selve forløbet af krigen, der startede med beslaglæggelse af oliefelterne, og de efterfølgende eneordrer til Halliburton samt koncessionerne til US/UK-olieselskaberne (Exxon-Mobil, Chevron-Texaco, med flere). Olieafhængigheden i USA er taget til. I dag er nettoimporten på cirka halvdelen af olieforbruget mod tidligere cirka en tredjedel (fra 1965 til 1985). USA's olieproduktion er svundet ind med en tredjedel de seneste tre årtier. Årsagen er ikke, at man er gået over til vedvarende energi, men at oliekilderne er blevet udtømt. USA skal ikke være afhængige af den saudiarabiske kongefamilie, som Kerry siger. Den nationale energiplan fra 2001 viser, at USA om et par årtier bliver nødt til importere 90 procent af sin olie, hvis man ikke gør noget. Men i stedet for at satse på nye energiformer, valgte man altså at erobre oliefelter. Diskussionen handler ikke længere om, men hvornår, oliekilderne svinder ind til næsten ingenting. Det er ikke ligegyldigt, om det sker om 10, 20 eller 30 år, for omstillingen er en gennemgribende proces. Alternativerne til fossile brændstoffer er atomkraft, grøn energi (biomasse, vindmøller, vandbølger, solceller) eller lavere vækst. Siden 1965 er der ikke gjort større oliefund. Kun 5 procent af reserverne (på i alt cirka 1100 milliarder tønder) findes i EU og USA. Skønnet for området omkring det Kaspiske Hav er lige sat ned fra 177 til 15 milliarder tønder. Ny teknologi betyder i dag ikke, at nye fund gøres, men at det bevises, at der ikke er mere. Oliefelterne ligger i ekstremt ustabile områder: Mellemøsten, Nordafrika, Centralasien, Venezuela, med videre. Krig og olie synes at hænge sammen. 'Gammel økonomi' med oliekrige oplevede man i 1900-tallet som en 'naturtilstand'. I den nye økonomi er det videnscomputeren og ikke benzinmotoren, der driver udviklingen. Bag pc'ere designer og produktionstyrer man alt fra kemi til containerskibe. Kerry vil desuden investere massivt i stamcelleforskning med det formål at kurere en række sygdomme. Hellere det end stjernekrigsprojekt og Mars-rejser siger demokraterne. Kerry vil noget andet end Bush's olie- og dollarfikserede økonomi. I Oviedo 14.4. 2002 holdt OPEC-chefen Javad Yarjani en officiel og sensationel (men overset) tale om, at euroen kan overtage dollarens rolle som olievaluta. OPEC så det som en fordel for flere lande på langt sigt, og OPEC var snublende nær ved at lancere petro-euroen på bekostning af dollaren som reservevaluta. I november 2000 ændrede Irak prisen for olien fra dollar til euro, og senere omvekslede de en reservefond på 10 milliarder dollar til euro. Provokerende 'velkomsthilsner' til Bush. Truslerne mod dollaren kan have haft betydning for krigen i Irak. Analytikeren William Clark har i artiklen 'The Real Reasons for the Upcoming War With Iraq' konkluderet: »It is an oil currency war«, hvilket Anders Lundkvist i 'Samfundsøkonomen' tilslutter sig således: »Olie er vigtig, men den skal ses i sammenhæng med dollaren, som er vigtigere.« Olien alene var måske ikke en tilstrækkelig grund til at starte en risikabel og dyr krig. Men da 'forræderiet' mod dollaren kom oveni, blev det straffet til skræk og advarsel for alle, specielt mellemøstlige nationer og oliehandlere. OPEC har da heller ikke fulgt sine eurovisioner op. Dollaren blev hurtigt genindført på gadeplan i Irak, og den blev ikke afskaffet som olievaluta globalt. Det er sandsynligt, at supermagten er gået i krig for at redde sin valuta! USA befinder sig på randen af afgrunden, bortset fra at man har dollaren, der betyder, at man i stedet for valutaindtjening har kunnet lade sin seddel- og statsobligationspresse køre løs. USA har kørt på frihjul i mange år under Reagan og nu under Bush, således at man har verdens største gæld per indbygger. Deres underskud over for udlandet dræner den globale opsparing, og det rammer de ulande hårdt, som har brug for kapital til udvikling. Underskuddene finansieres primært af asiatiske centralbankers køb af amerikanske statsobligationer. Republikanerne er ved at pantsætte deres land til en række asiatiske stater med uforudsigelige konsekvenser til følge. USA's nationalbank med dens chef Greenspan i spidsen er begyndt at kritisere Bush, svarende til, at Danmarks Nationalbank har skrevet om overgangen fra Clintons til Bushs finanspolitik: »Den konsolidering, der skete op gennem 1990'erne, er dermed sat over styr på kort tid« og om skattepolitik: »Præsidenten har foreslået at gøre lettelserne permanente, hvilket yderligere vil forværre udsigterne for de offentlige finanser«. Bush undergraver centralbankernes arbejde. Overforbruget er voldsomt, hvortil kommer, at »En moralsk katastrofe måtte indtræffe før eller siden«, som Paul Krugman skrev i New York Times. Globalt kaos truer. Irakkrigen har øget terrorrisikoen. Kerrys kampagneslogan 'Der er hjælp på vej' betyder, at skatterne skal stige, og folk i nød hjælpes økonomisk. Det er mildest talt noget andet end Bushs værdigrundlag: Olie, våben og Bibelen. Præsidentvalget 2. november bliver en gyser.