Både muftien og terroristen er gavnlig anskuelsesundervisning for danskerne og europæerne i dag. Jeg mener: I 1500 år har islam løbet storm mod Europa. Umiddelbart efter Muhameds død i 632 starter de islamiske hære deres erobringstogt imod omverdenen, og den dæmoniske selvretfærdighed, som er islams væsen, og som udråber alle andre til 'vantro', hvem det er islams pligt at omvende eller dræbe, fører til den endeløse religionskrig. Hele Mellemøsten erobres med krumsablen. Lilleasien, der er kristendommens kernelande, Nordafrika, der ligeledes hører til den ældste del af kristenheden - det hele løbes over ende, og fra Nordafrika sætter de islamiske hære over Middelhavet og erobrer Spanien og trænger dybt ind i Frankrig, og kun Karl Martels sejr i slaget ved Poitiers i 732 redder Europa fra islam. Men kristenheden i Vest har ikke derfor fred. Da araberne glider ud af billedet, dukker tyrkerne eller osmannerne op, og på ny løbes der storm på Europa. Balkan erobres af osmannerne, hvad der er baggrunden for Balkans nuværende elendighed, og i 1529 belejrer osmannerne Wien for derfra at kunne støde ind i Europas bløde underliv. Wien reddes ved forenede europæiske anstrengelser. Men faren er ikke ovre, for igen i 1683 er Wien under osmannisk belejring og reddes atter af en europæisk kraftanstrengelse, hvor den polske konge Johan Sobieski i sidste øjeblik overvinder osmannerne. Så får kristenheden fred i nogle århundreder, fordi de europæiske lande overtrumfer islam og bliver de dominerende i den kommende udvikling, men med det 20. århundrede begynder Europas nedgang. Første Verdenskrig er en katastrofe for vores verdensdel, hvor de europæiske stormagter opriver hinanden, og med fortsættelsen i Anden Verdenskrig udmattes Europa endeligt. Denne tilstand får to katastrofale konsekvenser. For det første giver det Jean Monnet og hans meningsfæller mulighed for at påbegynde den politiske samling af Europa, der bevidst bryder med den europæiske virkelighed som nationernes Europa. En ahistorisk, abstrakt føderalisme i form af først Kul- og Stålunionen, siden EF og EU, søger at udslette Europas særlighed, som har været de europæiske nationers kappestrid, der igen avlede den europæiske dynamik, og et ahistorisk og ideologisk Europa forskriver sig til den absolutte humanisme, der nægter at se virkelighedens karakter af grænser og forskelle i øjnene. Derfor bliver EU's grundlag og grundlov forbuddet imod 'national diskrimination' - på trods af at netop Europas karakter af nationernes Europa ikke blot var virkeligheden, men også dynamikken. Via dette ensrettende motto vil man skabe den evige fred i vor del af verden og lukker øjnene for, at evigheden hører ikke jorden, men himmelen til. Konsekvensen er den villede blindhed for jordiske modsætningsforhold. Drevet af den menneskerettighedsreligion, der på samme måde vil føre himmelen ned på jorden, gør EU ensartetheden og overjordiskheden til sit program, hvorfor der fra nord til syd prækes den totale grænseløshed og den fuldstændige åbenhed. Dette bliver EU's ideologi, og med dette udgangspunkt bliver man naturligvis uden enhver sans for den trussel, som islam var og er for Europa. Vi skal jo bare være 'mennesker', siger europæerne nu besværgende. Vi skal være 'gode' og må ikke grave kløfter eller sætte skel. Og således lukker Europa øjnene for, at forskellen på kristendom og islam er radikal og uomgængelig. Forskellen på Kristus og Muhamed. Forskellen på den korsfæstede og den imperiebyggende. Forskellen på Guds gratis nåde i Kristus og en fanatisk lovreligiøsitet, der vil erobre og underlægge sig verden for at udøve sin sharia. Forskellen på kristendommens sondring mellem Guds og kejserens rige, hvorfor der i kristenhedens verden er forskellige lande og folk, medens en militant hellighedsdyrkelse ikke vil vide af forskellige nationer, men kun kender det hellige islam, som skal blive alt i alle. I 1500 år har dette islam løbet storm imod et Europa, der var formet af kristendommens menneske- og samfundsforståelse. I 1500 år vidste Europa at forsvare sig mod det islamiske stormløb, fordi Europa var sig sine rødder bevidst. Men med EU's skabelse er den europæiske selvforståelse gået i opløsning, og derfor forholder Europa sig i øjeblikket til islam som et blåt øje til en boksehandske. Man vil og tør ikke vide af den afgrundsdybe forskel. Man vil og tør derfor ikke sætte grænser for sin åbenhed. I en from overtro på, at i denne skov er slet ingen røvere, nedlægger Europa alle grænser og vil optage det islamiske Tyrkiet i EU og lader en muslimsk indvandring finde sted, som i denne virkelighedens verden er en hastig kolonisering af kristenhedens kontinent. Ikke sandt, vi skal bare være 'gode', siger de bange og glemsomme europæere. Vi må under ingen omstændigheder 'diskriminere', for til syvende og sidst er vi alle ens og mener det samme om alt. Dette er vores nuværende situation, og så kommer muftien og siger, at alle piger, der ikke er muslimske og ikke klæder sig som muslimer, selv er skyld i at blive voldtaget, og nogle dage senere kommer den islamiske kriger, som Danmark under store anstrengelser har fået ud af fængslet på Guantánamo, og siger, at når Danmark deltager i en krig imod et islamisk land, er Danmarks statsminister og forsvarsminister og de danske soldater i Irak legitime mål for islamiske terrorhandlinger. Jo, der er tale om gavnlig anskuelsesundervisning. Måske begynder det alligevel at gå op for én og anden dansker, at islam ikke er en anden form for folkekirkekristendom, men er en dæmonisk selvretfærdighed og en totalitær bevægelse, som ikke kan og ikke vil leve i fred med dem, der ikke underkaster sig. Måske er der alligevel nogle kulturradikale fordomme i den danske medieoffentlighed, som krakelerer. Forleden talte jeg med en dansk journalist. Han ville drøfte Danmarks deltagelse i Irakkrigen med mig og bemærkede i den forbindelse, at opstanden imod amerikanerne i Irak jo kun var en national opstand ligesom den danske modstandskamp mod tyskerne. Jeg svarede, at dette var ikke nationalt, men religiøst, for islam kender ikke nationer, eftersom islam er nationen. Jamen, Irak var jo ikke islamisk, indvendte journalisten, Saddam Hussein var i opposition til islam. Den danske Guantánamofange giver svaret. Den, der deltager i krig imod et islamisk land, gør sig selv til legitimt terrormål, siger han. Altså er Irak at forstå som et islamisk land. Altså handler det hele om islam, ikke om en irakisk nation. Og altså er selve grundforståelsen modsat den danske og den europæiske - dengang Europa var Europa og ikke EU. Jo, i dette sandhedens øjeblik begynder adskillige illusioner at briste i den kandiserede skinvirkelighed her i landet, og der er et andet forhold, jeg længe har haft lyst til at anfægte. Det er begrebet 'integration'. Ikke sandt, vi skal bare 'integrere'. Sådan siger alle vore Marianne Jelved'er, når de vil tilslutte sig den europæiske menneskerettighedskommissær og dermed acceptere en øget indvandring på 20.000 fremmede om året. Vi skal bare 'integrere'. Ja, bare. Men hvordan vil Marianne Jelved i virkelighedens verden integrere muslimer i titusindtal i et kristent Danmark? Hvordan vil hun og hendes kandisparti få muftien og terroristen til at blive danske? Der er alt for mange fraser og alt for megen virkelighedsforfalskning i den danske debat, og ét af de groveste eksempler er den brug, der gøres af begrebet integration. Som bekendt betyder det at blive en organisk del af. Det betyder i denne forbindelse, at en fremmed skal virkelig blive dansk som os andre danskere. Men er det muligt for islamister? Er virkeligheden bare et spørgsmål om oversukrede ord? Eller er der ikke en menneskeverden, som møder med sine kun alt for kontante og konkrete krav? Og hermed kommer jeg til det, der egentlig er min anledning; jeg kommer til Ole Espersens Kronik her i bladet 12.9., hvor han skrev om indfødsretten og var forarget over den danske praksis. Forholdet er, at jeg er næstformand i Indfødsretsudvalget og indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti. Jeg har problemet inde på allernærmeste hold. Og jeg får lyst til at sige at par ord til Ole Espersen om, hvad indfødsret er - for det ved han tydeligvis ikke. Men først vil jeg fortælle, hvorfor Dansk Folkeparti ved seneste indfødsretslov stemte imod regeringens lovforslag. Det var nemlig noget nyt, eftersom vi fra begyndelsen af denne folketingssamling har støttet regeringen i dens nødvendige bestræbelse på at få styr på den katastrofale udlændingesituation, som tyve års dansk ligegyldighed har skabt. Bertel Haarder har i den forbindelse gjort et godt stykke arbejde. Med vores aftale med ham af 7. maj 2002 har vi givet ham midlerne til det. Men vi vil ikke længere støtte ham i spørgsmålet om indfødsret. Uden at røbe hemmeligheder kan jeg oplyse, at der i dette spørgsmål findes to former for argumentation. Socialdemokraterne og deres følgepartier betragter indfødsret som en slags terapeutisk foranstaltning for fremmede, der har behov for fred og gode dage. Bertel Haarder betragter indfødsret som et middel til fremme af integration. Således har de argumenteret i folketingssalen, og således gør de begge indfødsret til et middel for noget andet. Men det er at tage al mening ud af ordet, for indfødsret er målet. Indfødsretten er i al enkelhed et forsvar for danskernes førstefødselsret til Danmark. Således blev den givet i 1776, og således blev den fastholdt i grundloven af 1849 og begrundet af det første indfødsretsudvalgs første formand, N.F.S. Grundtvig, i marts 1850. Indfødsret sætter en grænse - grænsen mellem danskere og fremmede. Det er ikke en kvalitativ grænse. Danskerne er ikke 'bedre' end fremmede. Men Danmark er danskernes land, og for at fastholde Danmark som sådan har vi en indfødsret, der sætter skel mellem danskere og fremmede og giver danskerne stemmeret til Folketinget og gør dette land til deres hjem. Jeg vil ikke citere fra Grundtvigs pragtfulde tale i Folketinget 22. marts 1850. Det har jeg gjort tidligere, og grundtvigianeren Bertel Haarder er ved at være træt af det, for her møder han den hævdelse af indfødsretten, som han svigter. Når vi nemlig stemte nej til hans indfødsretslov i juni, var det, fordi han bagatelliserer det indlysende krav om, at naturligvis skal en fremmed kunne tale ordentligt dansk for at opnå dansk indfødsret. Bertel Haarder accepterer et primitivt kaudervælsk. Jesper Langballe og jeg kræver et dansk på linje med det, børnene kommer ud af folkeskolen med, og som sætter en fremmed i stand til at orientere sig i den danske debat, på baggrund af hvilken han kan udøve sin stemmeret. Ole Espersen er ingen Haarder, hvad Bertel Haarder ikke skal være ked af, for Ole Espersen er en ideologiserende jurist, der som sådan hænger sig mere i 'rettigheder' end i gældende lovgivning. Nej, der er ingen ret, hvor der ikke er en lov, som giver én ret. Rettigheder svæver ikke rundt i luften eller naturen, selv om det er blevet juridisk mode at hævde det. Uden lov, ingen ret. Det ligger i sagens natur, at en indfødsret i en vis udstrækning må bygge på skøn. Det er dette, Indfødsretsudvalget øver i tvivlspørgsmål. Ole Espersen forlanger i sin Kronik, at alle afslag til indfødsretsansøgere skal begrundes, idet han hævder, at ansøgerne ellers udsættes for en administrativ praksis, der er demoraliserende og ødelæggende for dansk forvaltningskultur. Det sidste er ikke rigtigt. Afslaget er normalt bestemt af de regler, der er fastsat i indfødsretscirkulæret, hvor enhver kan læse, hvad der kræves, og således sige sig selv, hvorfor indfødsretten ikke blev givet. Og hvad angår tvivlstilfælde - ja, så bygger de altså på Indfødsretsudvalgets skøn, der som sådant altid må være subjektivt. Dette skøn kan godt begrundes. Hvis administrationen har tid til det, kan alle få at vide, hvorfor de fik afslag. Men en sådan praksis er tidrøvende ud over alle grænser, og som sagt: i betragtning af, at cirkulæret opstiller betingelserne, kan folk jo læse selv. Men jeg vil godt fortælle, hvorfor jeg skønner, som jeg gør. Jeg kender ikke Ole Espersens sag, men så vidt jeg kan læse den, er dens indhold, at en blind udlænding ikke har fået indfødsret. Jeg gætter derfor på, at det er hans danskkundskaber, der er for dårlige, fordi han har haft svært ved at følge sprogundervisningen. Jeg har ondt af ham. Men jeg vil gerne spørge Ole Espersen: Er man berettiget til at få dansk indfødsret, fordi man er blind? Nej, det er man ikke, og det må man ikke være, for dansk indfødsret skal kun kunne gives til dem, der opfylder betingelserne for at blive danske. Det er det, denne sag som så mange andre handler om. Det er sans for grænsen, der ligger i begrebet indfødsret. Det er respekt for en virkelighed, der er forskelligartet og konkret og derfor national, der ligger i indfødsretslovgivningen. Det er en historisk betinget virkelighed, der bærer den. Og det er derfor, den er så nødvendig i et Danmark og et Europa, der er i færd med at glemme enhver historie og enhver virkelighed og dermed sig selv.