Jeg kommer fra landet og har lært at have respekt for jorden, vi går på, og hvad der gemmer sig nede i den, og derfor har jeg med stor interesse læst om problemerne ude i den nye DR By. Der er problemer med at skabe et solidt fundament under det hele, som har vist sig at være et mudderhul langt større og dybere end forventet. Hullet har været dyrt at tørlægge og endnu dyrere at fylde op med cement og stål. Hvilket har ført til en budgetoverskridelse på foreløbig 450 millioner kroner. Ganske mange penge, selv her i hovedstaden, og at det har fået konsekvenser, både politisk og menneskeligt, må efterhånden være almindeligt kendt. Jeg vil da også rette blikket et andet sted hen: Jeg vil se lidt nærmere på mudderhullet. Hvad det er for et hul, som åbenbart har startet det hele, og hvorfor ligger det netop der? Og kunne man ikke have forudset det og bygget et andet sted? I DR's egne papirer er der en redegørelse for budgetoverskridelsen, og jeg falder over følgende formulering: »Rådhusforkastningen i undergrunden viser sig at gå helt fra Københavns Rådhus og ud i Ørestaden, så den ene af de tre søjler, der skal bære koncertsalen, derfor må piloteres så meget dybere«. Jeg kigger længe på det ord: rådhusforkastningen. Det er altså den, der er den egentlig skyldige. Men hvad er det for en størrelse? Jeg prøver at slå ordet op i nationalleksikonet, men finder det ikke, derimod står der en længere videnskabelig redegørelse om begrebet 'forkastning'. Det er en brudzone i den øvre del af jordskorpen. Forkastninger dannes og genaktiveres ved »udløsning af ophobede spændinger«. Der bruges andre interessante ord, såsom 'gravsænkning' og 'sprækkerelationen'. At der er sprækker, er ikke i sig selv et problem, forstår man, det er relationen mellem sprækkerne, der gør udslaget og altså kan forårsage ophobede spændinger og deraf følgende udløsning. Nu har man hørt det med, der er da heller ingen grænser for, hvad der gemmer sig nede i jorden. Ovenstående problemer er så omfattende under Københavns Rådhus, at der ligefrem er noget, der er døbt rådhusforkastningen. Og denne strækker sig altså helt ud i Ørestad, hvad ingen havde forudset. Alt sammen interessant læsning, men forstår jeg det nu også til bunds? Jeg beslutter mig for selv at ringe til DR. Her taler jeg med en medarbejder, som jeg, i min egenskab af forfatter, har samarbejdet med (men som i denne forbindelse ønsker at være anonym). Hvad ved han om dette hul? Og hvad er der nede i det? Han kan jo se frem til at have kontor oven over det, så mon ikke han har sat sig ind i sagerne? Han synes, jeg skal slå koldt vand i blodet, der har været lignende problemer andre steder i byen, og de er altid blevet løst. Rigshospitalet blev bygget oven på en endnu fælere sump (hvad Lars von Triers tv-serie tog sit udgangspunkt i). Men det blev bygget. Og så var der dengang, de byggede Nationalbanken. Der skulle pumpes mere vand og mudder væk end ventet (der er åbenbart mere mudder her i verden, end nogen gør sig forestilling om), grundvandet blev sænket - hvilket gav problemer for nabohusene, blandt andet Den Danske Bank, som også fik 'ondt' i fundamentet, men sandelig også ældre huse i byen, som er piloteret med træpæle, der ikke kan tåle at blive tørlagt, i hvert fald ikke ret lang tid. Så går de ganske enkelt i forrådnelse og kollapser og med dem husene, de skulle bære. De bekymrede beboere talte om en lugt af råd, der bredte sig, der var huse, der slog revner, men det er ren indbildning, siger DR-medarbejderen. Der er nu noget i hans stemme, som siger mig, at han ikke er sikker, og at han lige så meget forsøger at berolige sig selv som mig. Kommunen pumper stadig vand tilbage i undergrunden under området, så lidt må der jo være om snakken. Om problemerne under Nationalbanken skyldtes en ny 'forkastning', eller det var den selv samme som den under Rådhuset og i Ørestad, men med en ny forgrening, ved DR-medarbejderen ikke noget om. Jeg kan ikke komme videre ad den vej. Så jeg beslutter, at jeg vil se på sagerne med egne øjne, og da jeg alligevel bor på Amager og ikke har langt til Ørestad, sætter jeg mig op på min cykel og cykler derhen. Det er det tidligere Amager Fælled, hvor der stadig ligger en sø, men som nu har fået lov at gro til og nærmest ligner en mose, og lidt til højre for den ligger så DR Byen. Eller rettere det af den, der er bygget indtil nu. Noget står færdigbygget, men langtfra alt, der står stadig mange kraner omkring det kæmpestore hul i midten. De pumper stadig vand væk, støber på livet løs, men alt er tilsyneladende under kontrol. Et stort skilt, ja faktisk adskillige, bekendtgør: »Her samler DR alle københavnske aktiviteter i et nyt multimediehus«. Tak skæbne, det var ikke så lidt: Vil de samle alle københavnske aktiviteter? Det synes jeg nu er at tage munden for fuld - og så hen over sådan et pløre? Da jeg går rundt om den kæmpemæssige byggegrund, ser jeg en større vandpyt i hjørnet, som vender ned mod fælleden. En pyt, som ser uskyldig ud for et utrænet øje, men der er påfaldende tørt alle andre steder, og det har da ikke regnet for nylig. Vandet har vist svært ved at sive ned, grundvandet står højt. Lidt som i Vestsønderjylland, hvor jeg kommer fra. Når jeg kigger, sådan på tilpas afstand, kan jeg så ane bygningerne stå og hælde lidt? Jeg synes det i grunden ikke. Og så alligevel, måske en anelse, når man ser rigtigt efter. Det slår mig pludselig, at der ligger en stor sort vandledning på Amager, som følger den gamle Amagerbane og løber ind mod byen, men hvor kommer den fra? Jeg får lyst til at finde ud af det; den tanke falder mig ind, at det er mudderet under DR Byen, som man leder ind under Nationalbanken, fordi man ikke ved, hvor man ellers skal gøre af det. Men er det nu hensigtsmæssigt, er det ikke blot med til at forplumre det hele? På den anden side, når man er tilstrækkelig langt nede i undergrunden, er alt jo forbundet, det hele er nok én stor forkastning. På vej over mod Amagerbanen cykler jeg hen over en stor vandpyt med en kloakrist på bunden. Kloaksystemet kan åbenbart ikke følge med, men det har jo stadig ikke regnet; kommer der vand op nedefra? Der lyder et par klunk, da hjulene rammer risten, men så skramler det metallisk, da jeg er passeret, det sidste forstår jeg ikke. Mit hjerte banker, jeg tør ikke vende mig og kigge, for hvad nu hvis nogen - eller noget - stak hovedet op og kiggede efter mig? Jeg vender næsen hjemad, nu skal det gøre godt med en kop kaffe. Da jeg er vel hjemme, kigger jeg ind bagerst i pulterkammeret og ser, at mine grønne gummistøvler er der endnu, godt jeg ikke har smidt dem væk. Længere inde ligger også mine waders. Så vidt så godt, mon ikke jeg klarer mig. Første gang jeg satte mine ben i København, var det med en følelse af lettelse, for nu var jeg kommet på sikker grund. Og det i mere end én forstand. Asfalten, brostenene, de høje huse, for mig var det vidnesbyrd om, at jeg var kommet til civilisationen. Folk talte rigsmålet, lidt som i TV-avisen, hvilket jeg mente borgede for en vis seriøsitet, ja ligefrem humanisme. Hvis jeg trængte til frisk luft og natur, kunne jeg bare tage over på Vestamager, som mindede mig om min hjemegn, men ikke på nogen alarmerende måde; landskabet var også her det flade, inddæmmede land; de ydmyge blomster, rovfuglene, der kredsede over det hele. Jeg kunne næsten blive nostalgisk og glemte de mindre gode sider, nu jeg var i sikkerhed. Der var også køer her, men selv de brølede på en mere civiliseret måde. De virkede ikke angste, for de var trods alt ikke ved at synke ned i bundløst pløre - for sidst på dagen at blive trukket op med jernkæder og traktor. Her var ganske vist pløret, men det var ikke bundløst, og vigtigst af alt var her ingen mose som den nord for Højer. Det frygtelige sted, hvor folk druknede sig, når de ikke kunne betale, hvad de skyldte. Man sagde, at deres hænder stak op af dyndet om natten, og man skulle ikke tage derhen og begynde at trække i dem, for så havde det ingen ende, ligene var filtret ind i hinanden. Man skulle snarere skubbe dem tilbage, hvis de forsøgte at komme op, også for ens egen skyld, man kunne være i familie med én af dem, og noget kunne komme frem, som ikke tålte dagens lys ... Nej, nej, og gudskelov jeg slap væk fra alt det. Apropos betale, hvad man skylder, så kommer jeg igen til at tænke på budgetoverskridelsen på 450 millioner kroner. Selv om ansvaret nok ikke hviler på en enkelt mand, eller for den sags skyld på en bestyrelse, men snarere på en forkastning i undergrunden, så skal pengene jo betales. På den ene eller anden måde. Herovre foregår sådan noget mere civiliseret; man låner, i dette tilfælde af staten, og vi hjælper alle med at betale tilbage over licensen. Vi finder ud af det. Og de to, der indtil nu har mistet deres stilling, finder nok noget andet. Om ikke andet kan de måske finde noget i Højer, hvis de ellers kan falde til derovre. Det kan de sikkert godt, når bare de lærer at sige 'møjn'. Og husker at respektere magteliten, som består af præsten, landbetjenten, købmanden og lægen. Herovre er det vel politikere, erhvervsfolk og medierne, måske er forskellen slet ikke så stor. Den tanke er faktisk ret skræmmende. En stor by er måske blot en lille by, der er blevet større? Og mudderhullet under det hele vokset tilsvarende? Hvordan kunne jeg også tro, at jeg var i sikkerhed, bare fordi jeg var kommet væk fra Sønderjylland? Er det hele et stort Sønderjylland? Med én stor forkastning nedenunder? Den københavnske undergrund er måske ikke mere sikker, end den er i Højer. Mens jeg sidder ved vinduet med min kaffe og kigger hen over hustagene, er jeg ikke længere i tvivl; det hele står jo og vugger, det kan forsvinde ned i underverdenen, hvad dag det skal være. Jeg kan ikke bevise noget, må tænke selv, benytte mig af den meget omtalte jyske snusfornuft. Det gør jeg så. Så jeg spørger mig selv, hvad der mon ligger i undergrunden under København. Lig? De sønderjyske lig, som popper op her? Eller nye lig? Det er ikke til sådan lige at afgøre. Men i hvert fald forekommer det mig, at sumpen er flyttet med, hvordan det nu er sket. Er det måske mig, der har ført den hertil? Uden selv at vide det; det kunne bedst ligne mig. Er det alt sammen min skyld? Én ting er sikker: Jeg kan ikke betale 450 millioner. Jeg kommer igen i tanke om kloakristen fra min cykeltur, den jeg cyklede hen over, og som skramlede, efter at jeg havde passeret. Måske skulle jeg tage hen og kigge, bare for at forsikre mig om, at risten ligger, hvor den skal, og ikke er puffet til side nedefra. Så sover jeg bedre i nat. Da jeg kommer derhen, er det en stor lettelse; der er ikke noget at se. Jeg bøjer mig ned mod afløbet og lytter, men der er heller ikke noget at høre. Måske skulle man blive og holde vagt? Hvis det usandsynlige sker, at nogen dukker op, så ... ja hvad så? Hvad vil jeg så egentlig gøre? Hvis det hele kan føres tilbage til mig, så gør jeg nok klogest i at puffe det tilbage, hvor det kommer fra. Sætte en fod på og træde til. Men så gør jeg jo bare, hvad jeg har lært. Jeg vil jo netop ikke, at dette skal blive et nyt Sønderjylland. Jeg burde snarere stå parat med en hjælpende hånd, trække dem op én efter én og være med til at afdække, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvad der har bragt dem i den ulykkelige situation. Der må kastes lys over, hvordan der er nede i hullet under DR Byen, nede mellem 'sprækkerelationerne' og 'gravsænkningerne'. Der må være et vidne, det kunne være en sekretær med langt kastanjebrunt hår og brune øjne. Hun sad med ved krisemøderne på direktørgangen, og til sidst vidste hun for meget om, hvad der var blevet fejet ind under hvilket gulvtæppe. Så en eftermiddag gik hun ud på toilettet, der blev skyllet ned - og hun kom aldrig mere tilbage. Men hvad ingen vidste, og hvad jeg om lidt finder ud af, er, at hun skrev alt ned i en lille notesblok, som hun altid havde på sig, stukket ned i brystholderen ... Jeg bøjer mig ned mod kloakken igen og lytter, for nu synes jeg, at jeg kan høre noget dernede. Ingen gurglen, ingen fjerne stemmer, blot en svag knirken, som når en stor port åbnes langsomt og hængslerne er rustne. Jeg strækker hånden frem. Men har, må jeg med skam melde, også en fod parat.