0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kirkens stemme

Herhjemme er kristendommen ikke politisk stueren. Hvorfor ikke, spørger formanden for menighedsrådet i den katolske domkirke i København.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I den nyligt vedtagne forfatningstraktat for EU ønskede flertallet af europæiske regeringer ikke direkte at vedkende sig kontinentets kristne kultur i traktatens præambel.

Under pres fra særligt Frankrig og Belgien valgte man i stedet at henvise luftigt til Europas 'religiøse arv' for ikke at kompromittere EU's verdslige politiske fundament eller skabe indtryk af, at Europas lande er 'en kristen klub', der ikke står åben for ikkekristne nationer som for eksempel Tyrkiet.

Traktaten blev underskrevet 29. oktober i Rom, og EU's medlemslande skal herefter ratificere den. Det er vældig spændende alt sammen, for traktaten er en art destillat af de europæiske samlingsbestræbelser gennem et halvt århundrede, og derfor også det stykke papir, der mere end noget andet fortæller om, hvad EU og de individuelle medlemslande står for. Derfor kan man også godt forestille sig, at fremtidige historikere vil undres over udeladelsen af en reference til kristendommen og se det som symptomatisk for en tiltagende rodløshed i det postmoderne Europa. Eller måske vil man modsat tolke det som udtryk for et kontinent, der søgte sin identitet ved at afvise den tilværelsestolkning, der mere end nogen anden strømning har influeret europæisk billedkunst og arkitektur, litteratur og musik, filosofi og jura.

Nu må flertallets vilje naturligvis lydes i et demokratisk samarbejde, men selv om EU vælger at ignorere den massive kristne indflydelse på europæisk civilisation, har de store kristne kirker ikke noget valg. Som i århundrederne forud er den katolske kirke, den anglikanske kirke og de nationale ortodokse og protestantiske kirker forpligtede til fortsat at være kulturbærende og vise, at de agter at tage et medansvar for udviklingen i Europa, der også manifesterer sig politisk. Alternativet ville være en art indre emigration over for den herskende verdslighed, der ikke blot ville reducere kirkerne til sekter, men også være i modstrid med deres inderste selvforståelse. For hvordan i alverden kan man forkynde kristendommen uden samtidig at engagere sig aktivt i omverdenen både som kristne enkeltpersoner og som kristne institutioner? Så kunne man lige så godt lukke og slukke.

Alt dette ved kirkerne udmærket, ligesom de udmærket er klar over, at en sådan kulturbærende ambition vækker stor irritation i dele af den politiske verden. Men selv om det næppe kan undgås, at tingene undertiden bliver sat på spidsen, er det ikke en konfrontation mellem det verdslige og det kristne Europa, som kirkerne ønsker. Hovedsagen er at minde om, at det at være kristen ikke blot er en privatsag, men at kristendommen tillige rummer en forestilling om et sandt fællesskab mellem mennesker, og om hvordan man bedst når dertil. Og det er kirkernes postulat, at denne forestilling er relevant for alle borgere, hvad enten de nu betragter sig som kristne eller ej.

Tiden er også moden til det, skulle man mene, for siden den kolde krigs ophør har europæerne i stigende grad besindet sig på deres identitet såvel nationalt som politisk og religiøst. Efter 50 års rivalisering med kommunismen har demokratiet og markedsøkonomien heldigvis sejret, men det er en sejr, der netop ikke har givet os alle svar på hånden. Demokratiet og markedsøkonomien er fortræffelige redskaber på vejen mod det fælles bedste og det gode liv for alle borgere. Men hvad er det fælles bedste? Og hvad er det gode liv? Det er de spørgsmål, der konstant trænger sig på blandt andet under indtryk af den evigt accelererende forbrugskultur, de mange etiske dilemmaer, som den medicinsk-teknologiske udvikling har påført os, og tilstedeværelse af et stort ikkekristent befolkningselement.

Alt dette betyder næppe, at Europa står over for en religiøs vækkelse, for generelt er Europas befolkninger skeptiske over for ideologier, og denne mistro har svækket de store kirker med deres trossandheder og hierarkier. Men følger man debatten i Danmark og i vore nabolande, er det oplagt, at årtiers praksis med at henvise religionen til periferien af samfundsdebatten har efterladt et tomrum, der ikke bare kan udfyldes af verdslige idealer. Mange kan nok affinde sig med, at kristendommen ikke som tidligere er den afgørende inspiration i vores liv, når vi skal træffe moralske valg. Det næste spørgsmål er imidlertid, om et samfund, hvor kirkerne ikke længere er kulturbærende, fortsat kan bevare de kristne værdier - næstekærlighed, tilgivelse, tolerance - som vi alle har lært at identificere os med.

I Danmark kan man med nogen ret hævde, at folkekirken allerede er kulturbærende. I enhver landsby forkyndes evangeliet af en universitetsuddannet teolog, i præstegårdene afholdes foredrag og studiekredse, ligesom mange præster og biskopper er flittige deltagere i den offentlige debat. Nogle af præsterne sidder sågar i Folketinget. Men samtidig er folkekirkens kulturbærende rolle stærkt begrænset af, at ingen som bekendt kan udtale sig på dens vegne.

Folkekirken er nok synlig med et korps af professionelle aktører, der holder hjulene i gang, men den tier i de store forsamlinger. I modsætning til kirkerne ude i Europa behøver den stort set ikke at forsvare sig eller blot forklare sig, men prisen er, at den heller ikke regnes for ligeværdig med samfundets andre institutioner. Det gør det meget svært for samfundets beslutningstagere og meningsdannere at tage folkekirken alvorligt, men hvis ikke de gør det, hvordan kan kirken i Danmark så være kulturbærende?

Der hvor jeg står som katolik, er det let at spore den kirkelige kulturelle deroute i Danmark tilbage til reformationen. Præsterne blev gjort til embedsmænd, troen blev privat, og kirken blev underlagt den verdslige magt. Hvordan kunne det være anderledes? Tilmed blev kirken efter år 1536 afskåret fra væsentlige dele af de internationale strømninger, som den i over 500-600 år havde været en del af. Kristendommen i sin lutherske udgave blev til gengæld sindbilledet på en særlig statisk side af dansk identitet, og det er sigende, at der kun var få folkekirkelige stemmer (om end de dog var der), der talte for at nævne den kristne kulturarv i forfatningstraktaten, mens både katolikker, protestanter og ortodokse uden for landets grænser udøvede heftig lobbyvirksomhed i Bruxelles.

Skyldtes den danske træghed mon, at man her til lands føler, at vi i den folkekirkelige indretning har vores på det tørre? I så fald er det meget bekymrende, for så synes man at have affundet sig med, at folkekirken er en art sekt.

Ikke en sekt i teologisk forstand naturligvis, for dertil er dens berømte rummelighed for stor. Men i kulturel forstand, som om en kristen overbevisning ikke er relevant i andre sammenhænge end de strengt kirkelige.

Alligevel skal man som dansk katolik passe på ikke at bebrejde folkekirken alting. Den katolske menighed i Danmark er med sine 30.000-40.000 medlemmer afgjort af sektlignede proportioner, og dens gennemslagskraft i samfundsdebatten tilsvarende begrænset.

Folkekirken er storebroderen, hvis eksempel på godt og ondt smitter af på de mindre søskende, men derfor kan man jo godt en gang imellem rette blikket ud over familiens snævre kreds.

Den franske klunserpræst Abbé Pierre, der er kendt for sit engagement til fordel for fattige og hjemløse, er således et godt eksempel på, at kristendommen sagtens kan være aktivt kulturbærende selv i et land, der formelt set slet ikke er kristent.

Siden 1905 har Frankrig haft Europas mest rigide adskillelse af kirke og stat, og alligevel er denne kristne præst år efter år, indtil han selv bad om at blive taget af listen over kandidater, blevet kåret til Frankrigs mest populære mand. Hvorfor mon? Han er naturligvis et godt menneske, og godheden har en meget fundamental appel til alle.

Men jeg tror, at Abb