I den nyligt vedtagne forfatningstraktat for EU ønskede flertallet af europæiske regeringer ikke direkte at vedkende sig kontinentets kristne kultur i traktatens præambel. Under pres fra særligt Frankrig og Belgien valgte man i stedet at henvise luftigt til Europas 'religiøse arv' for ikke at kompromittere EU's verdslige politiske fundament eller skabe indtryk af, at Europas lande er 'en kristen klub', der ikke står åben for ikkekristne nationer som for eksempel Tyrkiet. Traktaten blev underskrevet 29. oktober i Rom, og EU's medlemslande skal herefter ratificere den. Det er vældig spændende alt sammen, for traktaten er en art destillat af de europæiske samlingsbestræbelser gennem et halvt århundrede, og derfor også det stykke papir, der mere end noget andet fortæller om, hvad EU og de individuelle medlemslande står for. Derfor kan man også godt forestille sig, at fremtidige historikere vil undres over udeladelsen af en reference til kristendommen og se det som symptomatisk for en tiltagende rodløshed i det postmoderne Europa. Eller måske vil man modsat tolke det som udtryk for et kontinent, der søgte sin identitet ved at afvise den tilværelsestolkning, der mere end nogen anden strømning har influeret europæisk billedkunst og arkitektur, litteratur og musik, filosofi og jura. Nu må flertallets vilje naturligvis lydes i et demokratisk samarbejde, men selv om EU vælger at ignorere den massive kristne indflydelse på europæisk civilisation, har de store kristne kirker ikke noget valg. Som i århundrederne forud er den katolske kirke, den anglikanske kirke og de nationale ortodokse og protestantiske kirker forpligtede til fortsat at være kulturbærende og vise, at de agter at tage et medansvar for udviklingen i Europa, der også manifesterer sig politisk. Alternativet ville være en art indre emigration over for den herskende verdslighed, der ikke blot ville reducere kirkerne til sekter, men også være i modstrid med deres inderste selvforståelse. For hvordan i alverden kan man forkynde kristendommen uden samtidig at engagere sig aktivt i omverdenen både som kristne enkeltpersoner og som kristne institutioner? Så kunne man lige så godt lukke og slukke. Alt dette ved kirkerne udmærket, ligesom de udmærket er klar over, at en sådan kulturbærende ambition vækker stor irritation i dele af den politiske verden. Men selv om det næppe kan undgås, at tingene undertiden bliver sat på spidsen, er det ikke en konfrontation mellem det verdslige og det kristne Europa, som kirkerne ønsker. Hovedsagen er at minde om, at det at være kristen ikke blot er en privatsag, men at kristendommen tillige rummer en forestilling om et sandt fællesskab mellem mennesker, og om hvordan man bedst når dertil. Og det er kirkernes postulat, at denne forestilling er relevant for alle borgere, hvad enten de nu betragter sig som kristne eller ej. Tiden er også moden til det, skulle man mene, for siden den kolde krigs ophør har europæerne i stigende grad besindet sig på deres identitet såvel nationalt som politisk og religiøst. Efter 50 års rivalisering med kommunismen har demokratiet og markedsøkonomien heldigvis sejret, men det er en sejr, der netop ikke har givet os alle svar på hånden. Demokratiet og markedsøkonomien er fortræffelige redskaber på vejen mod det fælles bedste og det gode liv for alle borgere. Men hvad er det fælles bedste? Og hvad er det gode liv? Det er de spørgsmål, der konstant trænger sig på blandt andet under indtryk af den evigt accelererende forbrugskultur, de mange etiske dilemmaer, som den medicinsk-teknologiske udvikling har påført os, og tilstedeværelse af et stort ikkekristent befolkningselement. Alt dette betyder næppe, at Europa står over for en religiøs vækkelse, for generelt er Europas befolkninger skeptiske over for ideologier, og denne mistro har svækket de store kirker med deres trossandheder og hierarkier. Men følger man debatten i Danmark og i vore nabolande, er det oplagt, at årtiers praksis med at henvise religionen til periferien af samfundsdebatten har efterladt et tomrum, der ikke bare kan udfyldes af verdslige idealer. Mange kan nok affinde sig med, at kristendommen ikke som tidligere er den afgørende inspiration i vores liv, når vi skal træffe moralske valg. Det næste spørgsmål er imidlertid, om et samfund, hvor kirkerne ikke længere er kulturbærende, fortsat kan bevare de kristne værdier - næstekærlighed, tilgivelse, tolerance - som vi alle har lært at identificere os med. I Danmark kan man med nogen ret hævde, at folkekirken allerede er kulturbærende. I enhver landsby forkyndes evangeliet af en universitetsuddannet teolog, i præstegårdene afholdes foredrag og studiekredse, ligesom mange præster og biskopper er flittige deltagere i den offentlige debat. Nogle af præsterne sidder sågar i Folketinget. Men samtidig er folkekirkens kulturbærende rolle stærkt begrænset af, at ingen som bekendt kan udtale sig på dens vegne. Folkekirken er nok synlig med et korps af professionelle aktører, der holder hjulene i gang, men den tier i de store forsamlinger. I modsætning til kirkerne ude i Europa behøver den stort set ikke at forsvare sig eller blot forklare sig, men prisen er, at den heller ikke regnes for ligeværdig med samfundets andre institutioner. Det gør det meget svært for samfundets beslutningstagere og meningsdannere at tage folkekirken alvorligt, men hvis ikke de gør det, hvordan kan kirken i Danmark så være kulturbærende? Der hvor jeg står som katolik, er det let at spore den kirkelige kulturelle deroute i Danmark tilbage til reformationen. Præsterne blev gjort til embedsmænd, troen blev privat, og kirken blev underlagt den verdslige magt. Hvordan kunne det være anderledes? Tilmed blev kirken efter år 1536 afskåret fra væsentlige dele af de internationale strømninger, som den i over 500-600 år havde været en del af. Kristendommen i sin lutherske udgave blev til gengæld sindbilledet på en særlig statisk side af dansk identitet, og det er sigende, at der kun var få folkekirkelige stemmer (om end de dog var der), der talte for at nævne den kristne kulturarv i forfatningstraktaten, mens både katolikker, protestanter og ortodokse uden for landets grænser udøvede heftig lobbyvirksomhed i Bruxelles. Skyldtes den danske træghed mon, at man her til lands føler, at vi i den folkekirkelige indretning har vores på det tørre? I så fald er det meget bekymrende, for så synes man at have affundet sig med, at folkekirken er en art sekt. Ikke en sekt i teologisk forstand naturligvis, for dertil er dens berømte rummelighed for stor. Men i kulturel forstand, som om en kristen overbevisning ikke er relevant i andre sammenhænge end de strengt kirkelige. Alligevel skal man som dansk katolik passe på ikke at bebrejde folkekirken alting. Den katolske menighed i Danmark er med sine 30.000-40.000 medlemmer afgjort af sektlignede proportioner, og dens gennemslagskraft i samfundsdebatten tilsvarende begrænset. Folkekirken er storebroderen, hvis eksempel på godt og ondt smitter af på de mindre søskende, men derfor kan man jo godt en gang imellem rette blikket ud over familiens snævre kreds. Den franske klunserpræst Abbé Pierre, der er kendt for sit engagement til fordel for fattige og hjemløse, er således et godt eksempel på, at kristendommen sagtens kan være aktivt kulturbærende selv i et land, der formelt set slet ikke er kristent. Siden 1905 har Frankrig haft Europas mest rigide adskillelse af kirke og stat, og alligevel er denne kristne præst år efter år, indtil han selv bad om at blive taget af listen over kandidater, blevet kåret til Frankrigs mest populære mand. Hvorfor mon? Han er naturligvis et godt menneske, og godheden har en meget fundamental appel til alle. Men jeg tror, at Abbé Pierres popularitet først og fremmest skyldes, at han fortæller franskmændene noget vigtigt om det at være fransk, fordi han eksemplificerer en moral og et menneskesyn, som de færreste franskmænd ville være foruden, også selv om de ikke tilhører den tro, som Abbé Pierre øser af. Men hvad så med dem, der deler Abbé Pierres tro, og som motiveres af kristendommen i deres liv som borgere og som vælgere? Her er tingene straks vanskeligere, for mens de færreste bestrider, at kristne skoler og børnehaver, universiteter og hospitaler overalt i Europa yder et vægtigt samfundsbidrag, så tillader vi ikke, at den kristne etik, der inspirerer deres indsats, kommer til orde politisk. Kristendommen er ganske enkelt ikke politisk stueren, og mens det i andre sammenhænge er ukompliceret at argumentere politisk med sin etniske oprindelse eller sin seksuelle orientering, så er det anderledes problematisk, når enkelte kristne eller kirkerne søger plads for et kristent menneskesyn i debatten. Synspunkter, der helt eller delvis begrundes af en religiøs overbevisning, karakteriseres rutinemæssigt som 'tabubelagte' eller 'fundamentalistiske'. I stedet er kristne henvist til at oversætte deres religiøse overbevisning til et verdsligt sprog, førend de har en chance for at blive opfattet som andet end et eksotisk islæt fra den yderste periferi. Denne tilstand er ikke bare et problem for de vælgere og politikere, der motiveres af deres kristendom, og som således tvinges til at splitte deres personlighed i en privat og en offentlig del. Det er også et problem for demokratiet, hvis ikke vi blot opfatter demokrati som simpelt flertalsstyre, men også som den bedste garanti for, at alle parter bliver hørt. Det har naturligvis ikke gjort det nemmere, at medierne rutinemæssigt slår alle trosretninger, både kristne og ikkekristne, sammen under fællesnævneren 'religion', som om de indbyrdes forskelle var irrelevante stillet over for den dominerende verdslighed. Men det at bære et kristent kors om halsen har nu engang en anden betydning end at have en jødisk kipah på hovedet, ligesom den kristne faste heller ikke er det samme som den muslimske ramadan. Gudsbilledet varierer stærkt selv mellem de monoteistiske religioner, og derfor har de også indbyrdes meget afvigende opfattelser af, hvad deres rolle i det omgivende samfund skal være. Man kan glæde sig over, at religionerne i nogle spørgsmål undertiden er på bølgelængde, men faktum er, at kristendommen har ting at sige om godt og ondt, om tilgivelse og forsoning, om menneskets værdighed og menneskelivets ukrænkelighed, som ingen anden filosofi, ideologi eller religion har. Tabes kristendommens stemme i samfundsdebatten, er der intet, der kan erstatte den. Så enkelt er det. Det betyder også, at vi for alvor er prisgivet vækstmoralen, rettighedskulturen og den evige fristelse til at overvurdere os selv. Lyder det frelst? Så kan det måske berolige, at teokratiet, hvor præsteskabet regerer i religionens navn, trods enkelte sporadiske ansatser til det modsatte, aldrig har været synderlig tiltrækkende for kristendommen. Kristendommen har klare og kategoriske svar på en forholdsvis kort række spørgsmål, men derudover er tingene mere flydende. Det, kristendommen har at byde på i forhold til den politiske orden, er en række principper, ikke en støbeform. Kristendommen kompromitterer ikke statens verdslighed, allerhøjst vil den advare mod at opfatte verdsligheden som en art neutralitet, der er hævet over enhver diskussion. Det turde også være ukontroversielt, for i et demokrati må man principielt sætte spørgsmålstegn ved alle værdier. Det gælder naturligvis også de kristne, men forudsætningen for, at man kan lade sig udfordre af de kristne værdier og tage stilling til dem, er, at man lader dem komme til orde. Jeg vil tro, at de fleste medlemmer af det europæiske konvent, der udformede EU's forfatningstraktat, og som valgte ikke at henvise til kristendommen, udmærket er klar over, at kirkerne aldrig kan opgive at være kulturbærende og give køb på kristendommens offentlige dimension. Det er imidlertid, hvad mange meningsdannere i antiklerikale miljøer sætter næsen op efter, når de taler om ikke at blande religion og politik, og i Danmark gør kristne klogt i at lade sig inspirere af det store udland, hvor kirkerne er mindre bekymrede over at skulle forklare sig. Man kan så overveje, hvordan kirkerne skal vægte deres dialog med Europa. Skal de som udgangspunkt være vidtfavnende og imødekommende for at understrege kristendommens grundlæggende optimisme? Eller skal kirkerne i stedet bruge deres menneskelige og materielle ressourcer på at være en modvægt til den dominerende kultur i forsvaret for den menneskelige værdighed, som de ser den? Det er svært at sige, men der bliver meget tomt uden deres stemme. De fleste menneskelige anliggender - hvis ikke alle - kan i sidste ende reduceres til spørgsmål om tro, håb og kærlighed. Her har kirkerne fordelen på deres side og meget på hjerte.