Nu kan det være nok. Er der slet ingen grænser for, hvordan enhver taburetlysten politiker kan få lov at misbruge spørgsmålet om integration efter eget forgodtbefindende? Senest Ritt Bjerregaard i Kroniken 14. oktober. I årevis har de borgerlige forsøgt at puste til en diffus frygt og tegne et falsk billede af de faktiske forhold i hovedstaden, og efter at have læst Kroniken af den ny socialdemokratiske overborgmesterkandidat om integrationsindsatsen i København er vi nu advaret om - at Socialdemokraterne pønser på præcis samme negative dagsorden. I virkeligheden breder sig en optimisme i hovedstaden, fordi en stigende beskæftigelse blandt langvarigt ledige med indvandrerbaggrund har bidt sig fast igennem længere tid. Men nu kan vi altså se frem til en desperat og skinger valgkamp, hvor Ritt Bjerregaard og Venstres spidskandidat, Søren Pind, vil stå på skuldrene af hinanden og råbe højest om, hvor elendigt det står til med integrationen i København. En taber i den strid kan allerede udpeges på forhånd, nemlig den femtedel af alle københavnere, som har anden etnisk baggrund. Kære Ritt, dine partifæller på rådhuset har lovet, at du skal på 'kursus' i københavnske forhold, og hver anden linje i din Kronik afslører, at du ikke har forholdt dig blot grundlæggende til den indsats, der allerede sker i kommunen. SF kan derfor kun forstærke sin appel til de københavnske vælgere om at udskifte Socialdemokraterne på overborgmesterposten efter ét hundrede og tre år ved magten. Du har fået øje på nogle af de problemer med integrationen, som vi andre har været dybt optaget af i årevis, men du serverer ikke én eneste ny idé, som ikke allerede er i gryden. Vi har brug for løsninger og ikke bare endnu en opremsning af kendte problemstillinger. Tillad mig derfor at foregribe partikurset og give et par stikord til, hvad vi går rundt og gør i København, hvorfor det virker, og hvor udfordringerne ligger: Arbejde er den bedste vej til integration. Det er alle enige om, så i hovedstaden prøver vi at stampe arbejdspladserne op. Antallet af københavnere med indvandrerbaggrund på kontanthjælp er faldet fra 28 procent til 22,4 procent. Det er stadig alt for mange, og vi helmer ikke, så længe der er arbejdsløshed, men faldet dækker over så mærkbart mange mennesker, at vi tror på fremgangen. Op mod 100 millioner kroner i sparet kontanthjælp i år taler også sit sprog. Kommunens bindende aftale med arbejdsmarkedets parter er en vigtig medvirken til de gode resultater: Arbejdsgiverne og de faglige organisationer forpligter sig til at åbne virksomhederne for ledige fra socialt svage grupper, blandt andre mange med indvandrerbaggrund. Vi har mentorordninger og integreret sprogundervisning, og i kommunen har vi strømlinet beskæftigelsesindsatsen og skåret bureaukratiet væk, så der kun er ét telefonnummer og én indgang til at få kontakt med job til kommunens ledige. Det er blevet en prestigesag for alle parter at få gjort alvor af det rummelige arbejdsmarked. Men en vinkel, der gang på gang forsømmes i debatten, er, at mange ledige - både med dansk og anden etnisk baggrund - befinder sig langt fra arbejdsmarkedet af alle mulige andre grunde end blot ledighed: psykiske problemer, sociale eller fysiske problemer og manglende sprogfærdigheder. Mange har aldrig haft et job eller fået en uddannelse. Der er kulturelle barrierer, manglende følelse af selvværd og ingen erfaring med selv at tage tyren ved hornene. De har ikke de netværk, der skal til for at skaffe et job, og kan ikke uden støtte holde på et. Det er mennesker, som skal have tilbudt lige så mange individuelle løsninger, og går det ikke, skal der findes endnu et tilbud og endnu ét. Sådan er virkeligheden for mange ledige, og der gives ingen snuptagsløsninger andet end grundig, tålmodig støtte til den nødvendige opkvalificering, uanset om hun hedder Mette, eller han hedder Mohammed. Glædeligt er det derfor også, når det især er i dén gruppe af tunge ledige, at vi nu pludselig skimter bevægelse og nye jobåbninger. Vi må heller ikke glemme, at størstedelen af de københavnske minoriteter lever et ganske almindeligt liv, er velkvalificerede og uddannede. En del af barrieren findes i lige så høj grad på arbejdspladserne - de private som de offentlige - hvor man endnu ikke har fået øjnene op for de kompetencer, som kendskab til flere sprog og kulturer repræsenterer på et i stigende grad globaliseret arbejdsmarked. I det hele taget skal vi afprøve alle muligheder for at få københavnere med indvandrerbaggrund i arbejde - også den store iværksættergejst, som mange etniske minoriteter har. Derfor starter Københavns Kommune nu et etnisk iværksætterinstitut, der har været bredt efterspurgt. En bedre rådgivning fra myndighedernes side skal også bruges til at få banket mure ned til andre brancher end de traditionelle for indvandrere, der selvfølgelig kan andet end bage pizza og sælge grøntsager. De sidste tre år har jeg været på en fortsat tur rundt og besøge kommunens mange kulturelle, etniske og religiøse foreninger. Noget, der har gjort dybt indtryk mange steder, er, når folk fortæller mig, hvordan de oplever regeringens fremfærd over for etniske minoriteter som både uværdig og fornedrende. De er glade, når vi her i byen fejrer International Dag og forskellige kulturfestivaler. Netop på grund af signalet, der sendes, at København er en åben by for alle slags mennesker uanset hudfarve og social status. Et er arbejdsmarkedet, men integrationen starter jo længe før. Skoler og daginstitutioner med en stor andel af tosprogede børn er godt stof i pressen i øjeblikket, og nogle mener, at den såkaldte Albertslundmodel er løsningen. Omegnskommunen har i en årrække kørt børn med indvandrerbaggrund til skoler i kommunen, hvor der ikke er så mange tosprogede børn - så ingen skole i kommunen har mere end højst en tredjedel elever med anden etnisk baggrund. På Socialdemokraternes spidskandidat lyder det, som om hun først lige har hørt om modellen, og hvad der bør løbe de fleste koldt ned ad ryggen er, at Ritt Bjerregaard uden videre har tænkt sig at indføre ordningen i København. Men Albertslundmodellen, som den har set ud indtil nu, hverken skal eller kan bruges i hovedstaden, hvor forholdene er markant anderledes. Vi tager klart afstand fra en løsning, hvor fordelingen sker alene ved sprogtest af børn med etnisk minoritetsbaggrund - og test, som selv dansktalende børn vil have problemer med at bestå. Derudover har København slet ikke skoler og institutioner med ledig kapacitet, og rent praktisk skulle man altså forestille sig, at ikke kun tosprogede børn skal køres fra f.eks. Nørrebro til Vanløse, men dansksprogede børn samtidig køres den modsatte vej, og det vil ingen forældre være med til. Begynder vi at anvende tvang og forskelsbehandling over for bestemte befolkningsgrupper, er vi ude på et farligt sidespor, og vi sår en fjendtlighed over for det samfund, der tager den slags metoder i brug, uanset at hensigterne måske er nok så velmente. SF har længe talt kraftigt for, at indsatsen skal være bedre, men vi ønsker en model, der omfatter alle børn i København, og som ikke diskriminerer. En solidarisk løsning for byen baseret på menneskesyn og ikke etnicitet. Derfor siger vi nej til tvangsspredning. I øvrigt er det heller ikke kun de institutioner og skoler med mange elever med anden etnisk baggrund, der lider under den skæve elevsammensætning. Børn, som går i overvejende etsprogede skoler, nyder ingen af de fordele, der er forbundet med en blandet elevsammensætning; kendskab til og forståelse for flere kulturer, berøring med forskellige sprog og en åbenhed for både den nære og fjerne omverden. For daginstitutionerne har vi blandt andet stillet forslag om børnekulturhuse rundt omkring i bydelene, hvor børn fra forskellige institutioner i kvarteret kan mødes om fælles aktiviteter. Allerede nu sker der en masse spændende på miljøområdet, hvor institutionerne arbejder på tværs, og det samarbejde skal vi selvfølgelig udvide til andre områder. Børnenes generelle skoleparathed - og ikke kun sprogegenskaber - skal undersøges, så vi kan sætte målrettet ind over for børn med både dansk og anden etnisk baggrund. Børn med særlige problemstillinger skal tilbydes en skole, der har de nødvendige ressourcer. Det skal være et tilbud, men gøres det tilstrækkelig godt, er vi ikke i tvivl om, at langt de fleste vil sige ja tak. Københavnske forældre med anden etnisk baggrund skal kende det frie skolevalg, og vi skal reservere pladser, give transportstøtte og sikre fritidshjem i området - og så skal vi have set på, om en ændring af skoledistrikterne kan blande eleverne mere jævnt. Forslagene skal kædes sammen med ideen om 'magnetskoler', som nu skal prøves på Nørrebro. Når vi taler om ressourcestærke magnetskoler, så hentydes der især til de øvrige børns sociale baggrund. Men i begrebet ligger i særdeleshed også, at det er skoler, som samtidig har de ekstra lærerkræfter og overskuddet til at løfte den vigtige opgave. Vi skal ind og se på kvaliteten i undervisningen og ledelsen og sikre, at forældrene får den bedste kvalitet til deres børn. En ændret skolestruktur alene gør ingen forskel, og kernen i det, vi forhåbentlig snart kan kalde Københavnermodellen, er, at vi her i byen tager udgangspunkt i hvert enkelt barns situation, så alle københavnske familier får lyst til at vælge folkeskolen, også forældre med dansk baggrund. Som det så rigtigt blev sagt her i avisen forleden af professor Anne Holmen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, så er antallet af indvandrerbørn i sig selv ikke afgørende for, om du har en god eller dårlig skole. I stedet for al den snak om sorte og hvide skoler skal vi hellere spørge os selv, om vores skoler med mange tosprogede elever har den kvalitet, der skal til for at give eleverne en ordentlig skolegang og lyst til at videreuddanne sig. Integrationen i vores skoler og institutioner bliver et langt, sejt træk, men kan lykkes, hvis vi folder viften ud og kombinerer en række forskellige tiltag. Drabet på den italienske turist Antonio Curra sidste år antændte en fornyet debat om unge kriminelle med indvandrerbaggrund. Højrefløjen buldrer straks frem med krav om mere straf, flere ungdomssanktionspladser. Men problemet med kriminelle unge løses ikke kun ved at bure dem inde. Kriminalitet skal straffes, men de unge, som er på vej ud ad en kriminel løbebane, skal først og fremmest have hjælp til at ændre kurs. Problemet med kriminelle unge forsøger de borgerlige naturligvis at gøre til et særligt etnisk og kulturelt fænomen, mens Socialdemokraterne for det meste bare dukker sig i debatten. Kendsgerningen er, at unge med anden etnisk baggrund udsat for omsorgssvigt opfører sig fuldstændig på samme måde som danske børn i samme situation. Det er sociale problemer, og vi kan straffe fra nu af og til dommedag. Et er sikkert: Det giver os ikke mindre kriminalitet, og et samfund, der ikke har andre ideer end at straffe og vende ryggen til, er et samfund, der har givet op. Forebyggelse og tidlig indgriben er en anden vej at gå. På rådhuset satte flere udvalg og borgmestre sig sammen og formulerede et akut aktionsprogram. Vi er ude i gaderne, vi møder familierne, kender skolerne og netværkene og handler derfra. Så snart medarbejdere - hos politiet, i klubben, på biblioteket, på gaden eller i skolen - oplever bekymrende adfærd, rykker vi ud og får fat i den unge og forældrene og finder løsninger. Vi tager nu hul på et større initiativ med overskriften 'Familien i centrum', der har fået millionstøtte fra statens satspulje, i forventning om at storbyen København vil vise nye veje i arbejdet med socialt truede familier. Navnet siger sig selv. Familien og netværkerne skal inddrages maksimalt, og så skal vi følge op med rummelige skoler, rummelige klubber og tilbud alle steder i byen. Derfor satser vi også stærkt på den sociale integration i København. Første skridt til en god skolegang eller en arbejdsplads sker ofte lokalt i foreningerne, lektiehjælpscafeerne og kvarterløftprojekterne. Når 50 indvandrerpiger på Nørrebro slipper ensomheden hjemme og begynder at komme regelmæssigt i klubben Tøsepigerne. Eller når klubben Jokeren på Amager får fat i kraven på en gruppe småkriminelle balladeknægte i kvarteret og trukket dem ind i klub- og fritidstilbud. Den netop fratrådte overborgmester var i måneder blevet rykket i fra alle sider, ikke mindst min, for at skaffe en plan for Mjølnerparken, der skal tiltrække erhverv og aktivitet. Men først skulle en hel bydel trækkes igennem landspressen, så den nu er kendt af hvert et barn i landet. Da Socialdemokraterne så endelig accepterede en plan, skete den næste fejl. Beboerne blev koblet af, så vi andre igen måtte gribe ind og sikre, at deres ønsker og ideer blev inddraget i processen. Men netop som disse linjer lægges i postkassen, er Mjølnerparkens bebudede kvarterløft ved at udvikle sig til en fuldbyrdet skandale. Beboerne har hørt masser af gyldne løfter fra den tidligere overborgmester. De har også under stor medieståhej underskrevet en samarbejdsaftale med kommunen, men endnu har de ikke modtaget én krone til at gøre initiativerne til virkelighed. Mjølnerparken står i dag omtrent ved udgangspunktet uden at være hjulpet et skridt videre, og hele affæren er blevet billedet på, hvad der egentlig er galt med Socialdemokraterne. Deres enerådighed og magtfuldkommenhed er i sig selv blevet en hindring for, at hovedstaden kan tage det næste store tigerspring ind i fremtiden, og vi har ingen grund til at tro, at kursisten Ritt Bjerregaard kan udrette det, som hendes partifæller på rådhuset burde have gjort for mange år siden.Værre end socialdemokratiske undladelsessynder er dog, at en stor del af integrationsdebatten har handlet om frygt. Frygt for, at vi mister vores danske identitet, og at det fremmede tager over. Vi må vænne os til, at dansk identitet er en foranderlig størrelse, og at indvandrere, flygtninge og efterkommere allerede ér en del af dansk kultur. Fænomener, vi tilskriver typisk 'danskhed', som demokrati, kønslig ligestilling og religiøs frihed, har vi ikke patent på. Når indvandrere erklærer sig som tilhængere af et demokratisk samfund, er det ikke nødvendigvis, fordi de har taget dansk kultur til sig, men det kan meget vel være overbevisninger, de har med sig fra deres oprindelige hjemland. Min erfaring er også, at frygten næres mest i de kvarterer, hvor der ingen indvandrere bor. Når man har lært hinanden at kende, er der sjældent så meget at frygte. Heldigvis omfavner de fleste københavnere de nye kulturer og livsformer og kunne slet ikke forestille sig byen uden døgnåbne restauranter og grønthandlere, vandpiber og musik, design og mode fra hele verden. Kunne ikke drømme om at rulle udviklingen tilbage. København er for længst blevet en multikulturel by med tyrkere, kinesere, bornholmere og fynske æbleavlere, og den blanding giver os udfordringer, dilemmaer og problemer. Men den unikt blandede befolkning og kulturelle og sociale mangfoldighed, der bobler i Danmarks eneste storby, giver os først og fremmest muligheder. Lad os gribe dem.