0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sanktioner med omhu

Vi kan ikke bare se til, mens den humanitære og militære krise i Sudan optrappes. Vi må sanktionere. På den intelligente måde. Kronikøren er journalist og master i menneskerettigheder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Omkring 70.000 mennesker har mistet livet i Darfur i løbet af det sidste halve år. Hvis krisen fortsætter, forventer FN, at yderligere 10.000 mennesker vil dø hver måned. Samtidig er halvanden million sudanesere på flugt og kan ikke længere bo i deres hjem. Det er alt sammen konsekvenser af det sudanske styre i Khartoums åbenlyse støtte til arabiske militser, der igennem det sidste års tid både har udført etnisk udrensning i regionen og også beskyldes for folkedrab.

Mens folk dør som fluer i Darfurregionen, lader styret i Khartoum fortsat hånt om alle løftede pegefingre og trusler fra blandt andre FN og USA og fortsætter sin politik, der har fået så skræmmende menneskelige konsekvenser.

Det får den sudanske regering lov til ustraffet. De to handlingsmuligheder, FN og verdenssamfundet foreløbig har overvejet for at løse konflikten - væbnet magt og økonomiske sanktioner - er nemlig begge utilstrækkelige. Det må FN's Sikkerhedsråd indse. I stedet bør sikkerhedsrådets igangværende to-dages møde om krisen munde ud i, at der indføres intelligente, målrettede sanktioner mod magthaverne i Khartoum.

Darfur er en af de egne i verden, der ikke har den store geopolitiske betydning. Derfor er ingen vestlige magter villige til at gøre noget ved katastrofen med magt, hvis det omfatter at sætte egne soldaters liv på spil. Hvem ønsker dog det for en konflikt, som de færreste alligevel forstår, og hvilket politisk parti vil risikere nationens sønner og dermed, måske, en årrække i opposition langt fra magten bare for at redde en flok nødlidende afrikanere? Da skabelse af fred indtil nu har krævet vestlig opbakning for at være effektiv, er der ikke meget, der tyder på, at katastrofen i Darfur bliver løst med magt.

Det andet våben i verdenssamfundets arsenal er økonomiske sanktioner. Men efter 13 års frugtesløs blokade af Irak med store humanitære konsekvenser - og hvor resultatet af handelssanktionerne i højere grad var at cementere Saddam Husseins magtposition end at hjælpe oppositionen - er det de færreste, der i ramme alvor tror, at økonomiske sanktioner, som vi kender dem, er et brugbart våben mod verdens repressive regimer.

Resultatet er, at verdenssamfundet står magtesløst, når katastrofer som den nuværende i Darfur bryder løs.

Men der findes måske en vej ud af det nuværende vakuum: de intelligente sanktioner.

De intelligente sanktioner eller målrettede sanktioner, som de også kaldes, adskiller sig på en række områder fra de klassiske økonomiske sanktioner, vi kender i dag. De har ikke samme negative humanitære konsekvenser, og meget tyder på, at de tillige er mere effektive.

Hvor økonomiske sanktioner, som for eksempel den handelsembargo, der blev indført mod Irak i 1990, har rødder i middelalderens belejringstaktik, minder de intelligente sanktioner i langt højere grad om de smart bombs, vi ser amerikanerne bruge igen og igen.

De intelligente sanktioner er kort sagt designet til at ramme de udvalgte få og lade resten af en befolkning forblive urørt. Teorien bag dem tager sit afsæt i forskning fra 1990'erne og er i al sin enkelhed, at der er størst chance for at få et regime til at makke ret, hvis man rammer enten regimet selv eller dets støtter.

Efterhånden som de negative konsekvenser af handelsembargoen mod Irak blev klare for de fleste, begyndte forskere og menneskerettighedsforkæmpere rundt omkring på kloden at analysere sanktionsvåbnet. Tanken var at finde frem til, hvorfor klassiske økonomiske sanktioner i nogle få tilfælde kan anvendes med succes (f.eks. i Sydafr