»Lille dreng klædt i sort, hans stemme er spinkel, hans uniform for stor, hvorfor er du bange? Savner du far og mor? Og alle derhjemme, nu er det her, du bor ... Vi skal nok få gjort en mand ud af dig ... Vi ved, at du har mange håb og drømme, du gør klogest i at glemme dem. Alle er ens, der bliver ikke gjort forskel, det kommer de små til gavn ...«. Sådan har sangeren og komponisten Klaus Kjellerup fra bandet Danser Med Drenge givet sin stærke beskrivelse af sit liv på en stor dansk kostskole. Og netop nu eksponerer DR TV gennem en udsendelsesrække det faktum, at flere tusinde børn er elever på kostskoler i Danmark, fulgt op med en artikel her i avisen søndag 31. oktober. Kostskolerne er meget forskellige: Nogle er udelukkende gymnasieskoler, andre gamle traditionsrige skoler som Sorø Akademi og Herlufsholm. En del tager udgangspunkt i bestemte religiøse eller ideologiske bevægelser. Endelig er der, hvad man kunne karakterisere som 'almindelige' kostskoler, hvor børn af forskellige årsager må gå i skole og samtidig bo i en større eller mindre del af deres barndom og ungdom. Kostskolerne er således ganske forskellige i deres mål, indhold og form. Derfor er der også mange forskellige grunde til, at børn kommer på kostskole. I visse tilfælde har børn og forældre reelt brug for 'en pause' i samværet. Der er måske opdragelses- og samværsproblemer generationerne imellem, og for at løsne op for problemerne sendes børnene i en kortere eller længere periode på kostskole. Der kan også være tale om alvorligere sociale komplikationer i hjemmet, hvor barnet måske er i fare for at blive omsorgssvigtet, og hvor kostskoleopholdet træder i stedet for en egentlig social anbringelse af barnet. Endelig er der eneforsørgere, som finder det for svært at stå med et 'alene-ansvar' for omsorgen for og opdragelsen af deres børn, hvorfor de sender dem på kostskole. Selv om adskillelsen fra forældrene som oftest indebærer en form for traume for børnene, har jeg i min psykologpraksis set mange - og positive - eksempler på, at et kostskoleophold har hjulpet et barn eller en ung videre i livet, når der ikke var anden udvej. Mere alvorligt synes det at være for børn at komme på kostskole, når opholdet alene har sin baggrund i, at familien har tradition for, at børnene på et tidligt tidspunkt i skoleforløbet kommer på kostskole, og ofte den samme skole, som forældrene gik på, da de selv var børn. Alvorligt kan det også blive for børnene, hvis forældrene på grund af eget karriereorienteret liv ikke har plads til børnene. De rejser måske meget eller har bosat sig i udlandet for dér bedre at kunne pleje deres karriere og erhverv. Jeg har mødt unge, som har tilbragt store dele af deres hidtidige liv på en kostskole, og derigennem konstateret, at deres oplevelser af kostskoleopholdet er meget forskellige: Nogle klarer sig ganske godt. Det kan skyldes, at de enten selv er stærke eller har haft gode vilkår i familien; vilkår, der har gjort dem i stand til at tage imod og udnytte de tilbud, en kostskole rummer. Man kan dog med den skotske børneforsker Rudolph Schaeffer konstatere, »at børn nok er tilpasningsdygtige, men der er en grænse for, hvor mange tilpasninger et barn kan foretage ...«. Derfor ses det, at andre har meget svært ved at trives og udvikles i et kostskolemiljø og har svært ved at komme over det faktum, at forældrene så at sige 'bortviste' dem! Det drejer sig som oftest om børn af de forældre, der som ovenfor omtalt er meget optagede af egen erhvervsmæssig karriere; forældre, der har store ambitioner på børnenes vegne, og som mener, at disse ambitioner bedst kan indfries, dersom børnene følger skolegangen på, helst, en af de gamle klassiske og højt profilerede kostskoler, der prioriterer almen klassisk dannelse, som skal 'uddanne kommende ledere og vindere', og som ikke mindst har et skær af 'overklasse og adel' over sig. De forældre, der på grund af egen karriere og ambitioner på børnenes vegne sender deres børn på kostskole, overdrager i vidt omfang opdragelsen af børnene til andre voksne. Man kan derfor med rette tale om, at disse forældre 'uddelegerer' omsorgen for og opdragelsen af deres barn til andre. Ja, det kunne se ud, som om en stor del af disse forældre rent faktisk er 'abdiceret' fra opgaven. Hvad værre er: De delegerer i vidt omfang også omsorgen og opdragelsen af deres børn ud til andre lidt ældre kostskoleelever, de såkaldte præfekter. At give børn tryghed, stabilitet, ømhed og nærhed er en for vigtig sag til, at den kan overdrages til unge mennesker, der skal øve sig på at blive ledere for andre! Det er forældre, der overser eller glemmer, at en grundlæggende forudsætning for, at børn kan udvikles positivt, er, at børn og forældre er sammen - ikke blot ved 'særlig festlige lejligheder', men i det daglige. Men det at være sammen med sine børn kan man naturligvis ikke give førsteprioritet, når karriere, job og tilfredsstillelsen af egne behov tager næsten al disponibel tid. En sikker og tryg base, tilknytningen til andre mennesker er vigtig for os alle, men især for børn, der er afhængige af netop denne base for at navigere i samfundet. Den engelske børnepsykiater John Bowlby har i sin forskning og teoridannelse beskrevet denne 'sikre basis' som en forudsætning for barnets mod på at møde verden. Barnets evne til at møde den nye verden er afhængig af visheden om, at uanset hvad der sker, kan det vende tilbage til det sikre holdepunkt: forældrene. På samme måde beskriver psykoanalytikeren Erik Erikson den 'basale tillid' som et uundværligt element for at kunne skelne mellem grundlæggende tillid og grundlæggende mistillid. Det er forældrenes ansvar at give deres barn en sikkerhed for en fast, tryg base, for at give det mod på at udforske verden. Tilliden er den psykiske tilstand, der giver barnet livslyst og mod på at videreudvikle sig, og er afgørende for, om barnet får tillid til sig selv. Har barnet ikke haft denne tryghedsfornemmelse i barndommen, er der stor risiko for, at det vil opleve kriser gennem sin videre udvikling. Hvis et barn således mangler forudsætningerne fra sit bagland for at turde møde samfundet, kan mødet med omverdenen senere hen være præget enten af usikkerhed og utryghed eller overmod og manglende selvindsigt samt svag indsigt i andre mennesker, kort sagt manglende eller nedsat empati! I forhold til vort senmoderne samfund er det for et barn og en ung i høj grad vigtigt at kende sine rødder - at have et udgangspunkt præget af stærke følelsesmæssige bånd og accept fra de nære voksne. Man kan frygte, at unge uden disse bånd vil ende med at få et overfladisk forhold til omgivelserne, at de vil blive ganske selvoptagede måske for at bevare overblikket over egen situation og derved opnå en tryghedsfornemmelse. Man kan så hævde, at det for eksempelvis diplomatbørn er mere stabilt at være på en og samme kostskole end at skulle rejse rundt sammen med forældrene. Men selv i disse tilfælde gør man som forældre klogt i at tage børnene med. Så kan de dog opleve den måske omflakkende tilværelse sammen med deres nære voksne. Men et motiv til at sende børn på kostskole er også det, at børnene 'jo skal lære noget', underforstået, at det gør de ikke på en almindelig skole. Men børn helt op til 15-16-års-alderen har nogle stærke følelsesmæssige bånd til deres forældre. De er ikke i stand til at se det fornuftige i et skoleophold langt væk, selv om argumentet er, at de skal have den bedste skoleuddannelse. Almindeligvis skal der en meget dårlig skolegang i folkeskolen til, før det er værre end de knæk, et brud med forældrene kan give. På en kostskole hersker som oftest et stort og altoverskyggende socialt krav om tilpasning. De bliver anbragt midt i et inferno af for mange børn sammen. Savner privatliv og føler ubehag ved det sociale hierarki, de ofte er underlagt med de yngste børn nederst. De kostskoler, jeg har set, især de gamle klassiske, er i ringe grad indrettet på de primære brugeres (børnenes) præmisser. Vi finder lange, kedelige gangarealer, toiletter, der reelt kan afholde børnene fra at besørge deres nødtørft, og mangel på legepladser til de yngste. Klasselokalerne er ofte upersonlige, sterile rum, hvor børnene kun sjældent har sat deres egne 'aftryk'. Indretningen tager næsten kun hensyn til, at der skal foregå undervisning: bordopstilling vendt mod tavlen, afstand mellem bordene, så man ikke snakker med hinanden, og vigtigst: Læreren skal kunne 'overvåge' børnene fra et hvilket som helst sted! Lokalernes indretning er domineret af, hvilke rutiner og daglige rytmer de voksne fastsætter. Dette kan skabe konflikter mellem de voksne og børnene: De har måske ønske om at indrette deres klasselokale på en måde, der lægger op til andre samværs- og udtryksformer end dem, de voksne har fastlagt. Ser man efter, vil man opdage, at klasseværelsets indretning bygger på princippet om, at læreren skal kunne overvåge børnene på alle deres tildelte arbejdspladser. En klasseopstilling, hvor børnene sidder hver for sig, lægger op til en høj grad af individuel konkurrence, hvor man ikke tager sig meget af, hvordan sidemanden arbejder eller har det. Det er problematisk, hvis skolen kun er indrettet til, at der kan foregå undervisning, hvis vi samtidig konstaterer, at man i en kostskole også skal opdrage og give børnene omsorg. Mange kostskolebørn risikerer at få et 'skolechok', når de kommer på skolen. Det skyldes såvel de faglige krav som hele skolens indretning. Man kan tale om, at børnene bliver stressede, og er stresset tilstrækkelig voldsomt, kommer det til at fungere som en personlighedsdannende faktor. Hvis børnene primært 'stimuleres', trænes, igangsættes og så videre, så pacificeres de; det vil sige, at de bliver 'opdraget' til at vente på, at der kommer en voksen og 'sætter dem i gang', og de kan ikke selv finde frem til, hvad de nu ønsker at beskæftige sig med. Men hvad værre er: Sådanne børn vil kunne komme til at mangle selvtillid og selvsikkerhed, da de er tvivlrådige med hensyn til, hvilke aktiviteter der nu er de 'rigtige'. Mange kostskoleelever idylliserer deres skolegang. Udtrykker ofte tilfredshed med at være på skolen, siger, at forældrene jo gør det for deres skyld, at her jo er bedre end hjemme, og så videre. De finder det positive i situationen, hvilket er én måde at overleve på følelsesmæssigt, fordi det, når alt kommer til alt, er dybt sårende at tænke på, at man er blevet afvist af sine forældre og sendt bort. Tidligere kostskoleelever vil tit have en fornemmelse af at være overflødige og i vejen, uanset hvorfor og hvor længe de har været væk hjemmefra. På længere sigt kan de selv få svært ved at blive omsorgsfulde, varme og givende forældre. De sender måske selv deres børn på kostskole, som det er tradition i familien. I andre tilfælde går de i den anden grøft, hvor de bliver konfliktsky i forhold til egne børn og omklamrer dem for at give dét, de ikke selv fik som børn. De husker, at de, da blev efterladt af forældrene på kostskolen, stod tilbage i et tusmørke, der var koldt og præget af dyb ensomhed. Der er bestemt gode kostskoler. Dem har vi brug for; der er børn, som har brug for at være hjemmefra. Men når man er forældre, er det centralt at vedgå sig, at livet ikke mere handler alene om én selv. Der er marginalsituationer, hvor en kostskole er den bedste udvej, men man skal ikke forsøge at idyllisere det, at vi i vort samfund har brug for kostskoler. Og man skal ikke forsøge at bilde sig selv eller børnene ind, at et kostskoleophold kan gøre en barndom rosenrød. Eller postulere, at et kostskoleophold giver børnene et nuanceret syn på tilværelsen og på andre mennesker - der er mig bekendt ikke mange elever ved navn Ahmed på en kostskole som Sorø Akademi!? Dybest set kan man spørge, om forældre kan/bør kunne tillade sig at sende deres barn væk uden meget tungtvejende grunde. De børn, der lever i vort samfund, er næsten alle blevet til på baggrund af et valg eller en beslutning fra forældrenes side om, at 'vi vil gerne have et barn'! Man kan i dag ikke undslå sig med et synspunkt som, at 'vi fik børnene ved et tilfælde'. Og det ansvarlige valg at sætte børn i verden må da indebære evnen og viljen til at tilsidesætte en del af sit voksenliv, når man har fået børn. Et valg, der kan indebære, at man må ændre kursen på sin karriere eller bremse den op i nogle år. I forskningen i, hvad forældrekompetence er, slås det gang på gang fast, at et kompromisløst krav er, at den voksne kan tilsidesætte sine egne behov for barnets behov! Der må jo handles i det nære, først og fremmest i familierne, for her er de nære voksne, som har særlig betydning for det enkelte barn. Det er her, et godt samspil mellem børn og voksne er med til at sikre barnets psykiske og sociale sundhed. Men det er også et samspil, der slås i stykker, når børn sendes væk uden anden grund end forældrenes egen travlhed og ambition. Frederik Dessau har skrevet i sin bog 'Næsten': »Et barn spejler sig i sine forældres kærlighed. Deres smil og kærtegn, deres anerkendelse og begejstring er med til at forme barnets billede af sig selv og give det en betryggende følelse af at være værdifuld. Den selvtillid, der består i at erkende sit eget værd, er en kapital, som er god at falde tilbage på i krisetider«.