Det offentlige Danmark og Vesteuropa i øvrigt har de senere år holdt udsalg på en lang række hylder. Staten forsyner ikke længere sine borgere med telefonregning og strøm, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før posten, TV 2 og andre følger trop. Tanken er, at markedskræfterne - tilsat en smule kontrol - langt bedre kan regulere forholdet mellem udbud og efterspørgsel samt stiller sig smidigere på områder som effektivitet, service og lavt prisniveau. Frasalget er accepteret latin omkring Folketingets midte. Som sidegevinst får en given regering milliardindsprøjtninger til sine finanslovsforlig og resultatliste. Det kan man så mene om, hvad man vil. Alt efter ideologi og økonomisk trosbekendelse. Faktum er, at det har stået på et stykke tid - og med sikkerhed vil fortsætte uanset regeringen. Anderledes forholder det sig med den statslige del, som dybest set handler om at tage hånd om sine borgere. Her har det offentlige Danmark i hele sin velfærdslevetid som noget naturligt knuget sig til alle tråde. Skoler, sundhed, tryghed, retssikkerhed og social bistand har været lige for alle og derfor underlagt statens monopol - med krav til høj fællesnævner. Det har det, fordi vi mener, at høj uddannelse, lighed for loven, sundhed, tryghed og socialt sikkerhedsnet er grundpillerne, som holder vores samfund kørende. De er så at sige en borgerret. Derfor er det også særdeles betænkeligt, når staten i de senere år næsten umærkeligt er begyndt at slække grebet. Har sænket fællesnævneren, så private firmaer har fået en fod indenfor der, hvor huller opstod. Her handler det om mere end ideologi, husholdningsbudget og økonomiske trends. Så er der tale om et samfund, som ikke længere er lige - men hvor pengepungen afgør det basale. Alligevel sker det. Umærkeligt, som allerede skrevet. Altid efter samme opskrift, hvad enten det gælder sundhed, skole eller - som jeg vil koncentrere mig om - tryghed og retssikkerhed. For ganske nylig kunne en avis fortælle, at halvdelen af alle forældre med studentereksamen overvejer private skoler til deres børn. Altså at folkeskolen, som gælder alle, ikke længere regnes for tilstrækkelig, og at ordentlig uddannelse derfor anses som en tilkøbsret for dem, som har råd. Vel at mærke en uddannelse, som regnes for eneste fremtidsholdbare råvare her til lands. Den gøres nu til en variabel størrelse alt efter pengepung. Det samme oplever vi inden for sundhed, hvor flere vælger at forsikre sig eller købe sig til hurtigere behandling. Og det samme mærker politiet i forhold til private vagtværn. Niveauet slækkes lokalt i belastede områder. Som med folkeskolen får den samlede tryghed et problematisk image. Folk bliver bekymrede, forældre bliver bekymrede, og i stedet for at rette op og sige, at det er et offentligt ansvar, så gøres det til en tilkøbsret for dem, som har overskud. Altså sænkes fællesnævnerne eller fremstår som sænket, og de private lukkes ind. Det er hverken smart eller i overensstemmelse med det samfund, vi kender. Slet ikke, fordi udviklingen skal ses som en lang glidende overgang, hvor hver tabte borgerret også er tabt. Som formand for Politiforbundet og vicepræsident i den europæiske politifaglige sammenslutning, EuroCop, har jeg særlig interesse for den del, som handler om tryghed og retssikkerhed - på dansk og europæisk plan. Her oplever jeg nemlig de eksakt samme tendenser som ovenfor skitseret med folkeskolerne. I udlandet smelter sikkerhedsbranche og politistyrker sammen i paramilitære enheder, til stor retsplejemæssig og demokratisk skade. I Sverige overvejer man eksempelvis at lade ordensvagter foretage husransagninger og selv arrestere og transportere lovbrydere! Det gør de, fordi folk føler sig skræmte. De føler, at de er nødt til at købe en privat ydelse. Desværre også i Danmark. Følelsen af folkelig utryghed er godt på vej til at klemme sikkerhedsbranchen ind ad bagdøren. Danmark er det land i det vestlige Europa med flest indregistrerede vagtselskaber pr. indbygger og i øvrigt også flest konkurser. Så rivende er udviklingen, at sikkerhedsbranchen nu selv taler rent ud af posen. De spørger ligeud: »Hvem skal løse politiets opgaver?«. Hvordan er det kommet dertil, når det faktisk er unødvendigt? Forklaringen er til dels samfundsrelateret. Vi lever i et sensationssamfund. Enkelte påstår godt nok, at det er et informationssamfund, men jeg vil nu holde fast på det første. Informationssamfundet er måske udgangspunktet, men informationerne kolliderer straks med en mur af kedsomhed, medmindre der tilsættes sensation, drama og konflikter. Avisspalter og tv-nyheder klippes derfor rutinemæssigt ned til sensationsstørrelse. Intet er så skræddersyet til sensationssamfundet som kriminalitet. Her finder man med garanti de ønskede ingredienser af drama, spænding og sensation samt den lille pirrende snert af frygt, alt efter hvor tæt på vores nabolag røveriet foregik. Konsekvensen er, at medierne bugner af vold, overfald, røveri, indbrud, udenlandske bander og unges narkotiske hærgen. Målt i Station 2-tid, formiddagsblade og tv-nyheder kan Danmark næsten minde om en bule af den slags, hvor Clint Eastwood plejer at rydde op. Hvilket på sæt og vis er grotesk. Danmark har nemlig næppe været tryggere eller sikrere end nu! Det er rigtigt, at vi står ved en skillevej, hvor forråelsen vokser ude i periferien. De hærdede kriminelle og de unge, som fanges i et kriminelt spind, er langt mere rå og forhærdede end tidligere. Det ekstreme er for alvor blevet ekstremt. Også knytnæven, som i dag alt for let suppleres af knivstik og flere sæt sparkende støvlesnuder. Volden stiger. Det er ganske rigtigt et tegn i tiden om, at verden måske forandrer sig hurtigere end retsplejen og synet på alvorlig kriminalitet. Men det er endnu det ekstreme, og det sker i periferien. Det koster mange politikræfter og slækker måske en anelse på den borgernære patruljering, men ikke så advarselslamperne burde blinke. Den generelle tryghed og sikkerhed er historisk høj. Vi har det godt med hinanden og på gaden. Engang vil man omtale 2004 som 'de rigtig go'e gamle dage'. Alligevel fornemmer man en voksende utryghed, som på flere fronter kan sættes i forbindelse med meget voldsom eksponering af al kriminalitet. Kriminaliteten fylder enormt i vores bevidsthed. Bandeoverfald i en by kan lynhurtigt lægge sig lammende over gaderne i en hel landsdel. Inden man ved af det, kommer private gadepatruljer på tale. Absurd nok bider det sig selv i halen. Vi er så trygge, at vi skal underholdes med utryghed, suge den til os, så vi selv føler den i vores hverdag. Det skal helst give et adrenalinsus at smække hoveddøren bag sig - i en tid, hvor bjørnene ikke længere lunter rundt uden for stenalderhulen. På den måde føler vi os unødvendigt utrygge, og utryghed er en glimrende handelsvare. Så god, at vagtselskaberne i dag selv tør foreslå at overtage politiopgaver. Det gør de af én årsag. De tror selv, det er muligt. Det er min indikator og mit advarselsblink for, at forbindelsen mellem utryghedsfølelsen og den reelle tryghed er kappet. Måske fordi utrygheden får kosttilskud og daglige mediesteroider. Den private sikkerhedsbranche stormer altså frem. Der er kommet vind i sejlene og sus i skørterne, når kommuner, skoler, virksomheder, sågar beboerforeninger hyrer private vagtværn til fester, plejehjem, nattepatruljer og centre. Bufferzonen i forhold til den offentlige leverance af tryghed og sikkerhed bliver stadigt snævrere. Flere og flere bagdøre står på klem. Vagtværnene beskæftiger i dag flere end landets rigspolitichef. Skam få den, som ikke er driftig, når døre og muligheder åbner sig. I Danmark har politikerne heldigvis så småt fået øjnene op for problemet. På Sikkerhedsdagen 9. november svarede justitsminister Lene Espersen således: »Hvem skal løse politiets opgaver? Det skal politiet. Så kort kan jeg sige det«. Og formanden for Folketingets retspolitiske udvalg, Anne Baastrup, bakkede op med et udsagn om, at kun politiet skal have ret til magtanvendelse, hvis vi mener det alvorligt med vores demokrati og velfærdssamfund. Det er godt at se, at det politiske Danmark har fået øjnene op i tide. Jeg tror, vores svenske broderfolk misunder os på dette punkt. Ikke mindst fordi utryghed er en stor politisk faktor, som flytter stemmer. Den skal behandles med omtanke og respekt for menneskerettigheder. Med tykt forede politiske vanter og ikke, som vi ser i Sverige, med et øjebliks svaghed og køb på basale rettigheder. Nu gælder det om at holde tungen lige i munden. At holde politikerne fast og trække de endegyldige grænser for, hvad der er politi, og hvad der er privat sikkerhed. Om forsvarligt at låse døre, som måske ville springe op på klem i et svagt øjeblik. Utrygheden arbejder nemlig for sikkerhedsbranchen. Hvor irrationel den end måtte være. Det bliver ikke bedre. Fremtidens kriminalitet bliver mere personrettet og farlig. Jo bedre sikret varen, bilen, dankortet med mere er, desto voldsommere og personfarligere skal den kriminelle handle. Det påpeger alle, som har forsket på området. Når noget går galt fremover, risikerer det lettere at gå rigtigt galt. Når magt skal anvendes, skal den for alvor anvendes. Det siger sig selv, at vagtværn ikke vil gøre det mindre farligt. De leverer sikkerhed i et givet tidsrum, som tvinger den kriminelle til at handle endnu voldsommere. Sådan kan utrygheden vokse bid for bid. Det er markedsføring, så det batter. Og tryghed er en skrøbelig størrelse. Se blot på, hvad to fly 11. september 2001 i New York har betydet for den generelle globale angst. Derfor er det vigtigt, at politikerne holder fast. Et vagtselskab må aldrig få rettigheder, som rækker ud over de nuværende. Det vil sige nøjagtig de samme som enhver anden borger. Med en optrapning af voldsomheden i kriminalitet - ikke nødvendigvis mængden - må man også forvente et ønske fra de private om bevæbning. Det har man allerede ønsket debatteret. Så springer kæden endnu en gang. Sikkerhedsbranchens 'offentlige' del tager ellers selv skarpt afstand fra den udvikling, man oplever i privat regi. Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning frygter ganske enkelt en optrapning og politiopgaver som indebærer potentiel magtanvendelse. Det gør de for vagternes egen skyld. De skal ikke have pålagt et ansvar, en risiko og våbenførhed, som følger med politiarbejde. Det er for farligt. De vil hellere ringe efter politiet. Hvorfor tænker de private ikke i samme baner? Fordi målet er en bundlinje. Fordi branchen er blevet økonomisk eksplosiv. Fordi der sælges sikkerhed og ikke tryghed. Helt modsat politiet. Og tilmed kun til dem, der har råd. Når jeg indledte med at fastslå, at trygheden i Danmark er historisk høj, er det med en vis stolthed. Den leveres nemlig af politiet, som min arbejdsdag roterer politisk omkring. Den leveres over skattebilletten, til alle, høj som lav, uafhængigt af indkomst og med lige rettigheder. Politiet har en naturlig interesse i at holde samfundet trygt, forebygge sammenstød og afdramatisere. Er der grund til utryghed, har de også pligt til at skride ind med de redskaber og ressourcer, som er til stede. Når det ekstreme bliver ekstremt, sætter vi massivt ind på mange fronter og med andre offentlige samarbejdspartnere. Vi går efter rodbehandlingen, ikke efter at skærme kronen af med hærdebrede muskler. Blandt andet derfor mærker jeg hårene stritte, når jeg hører om arbejdsdeling og nærpoliti i forbindelse med en privat sikkerhedsbranche. En branche, som helt naturligt har en interesse i utryghed. Det er selve omdrejningspunktet. Det kan måske virke harmløst og som en håndsrækning til politi og samfund, når man som i Sverige vil lade vagtselskaber anholde og transportere. Men det indebærer faktisk tre-fire brud på menneskerettighedskonventionen. Det er svenskerne af uforståelige årsager måske parate til. Til at lade potentiel magtanvendelse, anholdelse og indgreb i den personlige frihed glide over på private hænder. Ude af enhver offentlig beskyttelse og kontrol. Blot fordi man har slækket voldsomt på politiets mulighed for at være til stede i Stockholms metro. Er det klogt? Næppe. Er det en glidebane. Ja. Er det dansk. Nej det er udansk, men det burde også være usvensk.