0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Storkapitalen og bøgerne

Forfatteren leverer ord og ånd, forlaget betaling og berømmelse. Men én ting er den ideelle alliance. Kronikøren, der er forfatte og dr.phil., har besøgt den franske bogverden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forfatteren Thorkild Hansen har i 'Et atelier i Paris' skrevet charmerende om sit studieophold i Paris lige efter krigen. Det blev til fem år, takket være en generøs sponsor, Jean Seillière, der havde giftet sig ind i en af Frankrigs rigeste familier, Wendelfamilien. Han var direktør i svigerfars firma, men erhvervsleder af den uddelegerende type, der fik tid til at gå i teatret, rejse den civiliserede verden tynd med sin protegé og dyrke sin passion for krokitegning, bl.a. med den unge dansker som model. Jean ejede en atelierlejlighed i det mondæne 16. arrondissement, i rue de Passy, diskret inde i gården bag nr. 48. Her installerede han Thorkild Hansen, ikke langt fra Avenue de New York, hvor han selv boede sammen med sin smukke hustru og to børn, en søn og en datter.

Drengen kaldte de i familien Ernekind, en sød lille fyr, som danskeren ikke ofrede megen opmærksomhed, han var mere interesseret i den jævnaldrende Anne, der ligesom han selv studerede litteraturhistorie.

Ernekind er i mellemtiden blevet en stor mand i Frankrig. Nu er det ham, der får familiens formue til at yngle, også efter at der ikke længere er penge i stålproduktion. Grunden til, at hans navn skal fremdrages her, er, at han er kommet til at købe Frankrigs næststørste forlagskonglomerat - og dermed er blevet symbol på, at storkapitalen går ind i forlagsbranchen i disse år.

Ernest-Antoine Seillière, det er hans borgerlige navn - man ville i dag ikke slippe godt fra at kalde ham Ernekind - er formand for de franske arbejdsgivere og ikke kendt for at bruge sin tid på morskabslæsning. Han er ofte til stede i de franske medier, f.eks. udnævnte han for nylig premierminister Raffarin til at være »økonomisk dum«, fordi man i regeringen overvejede at give statstilskud til virksomheder, der afstod fra at flytte franske arbejdspladser til Fjernøsten. Arbejdsgivernes formand pakker ikke sine politiske statements ind i litterære omsvøb.

Hvad får en sådan mand til at investere familieformuen i forlagsbranchen, når alle og enhver ved, at den giver en lavere forrentning af den investerede kapital end så meget andet?

Det er svært at få øje på nogen anden forklaring i Seillières specielle tilfælde, end at han hjemmefra har været vant til at regne bøger for noget, hvilket langtfra er nogen selvfølge i det sociale segment, han tilhører. At det netop blev ham, der fik rollen som redningsmand, er lidt tilfældigt, men det kan føres tilbage til nogle dramatiske begivenheder i nyere fransk forlagshistorie.

I 1980 var det guldrandede forlag Hachette skrantende, aktien faldt til et niveau langt under den indre værdi. Frankrigs præsident, som på det tidspunkt var Valéry Giscard d'Estaing, ønskede ikke, at dette nationale klenodie skulle falde i udenlandsk baghold, så han arrangerede, at finansmanden Jean-Luc Lagardère købte aktiemajoriteten i Hachette til en rimelig pris. Lagardère var sådan set mere interesseret i missiler end i bøger, men Hachette var Frankrigs største distributør af bøger og tidsskrifter, så det kunne man vel ikke tabe penge på.

Da han først havde overtaget Hachette, blev han imidlertid grebet af projektet, med det resultat at han ti år senere, ud over forlagene og Hachette Distribution, ejede den næststørste boghandlerkæde i Frankrig (Relay, Virgin med flere), en hel stribe magasiner (Paris Match, Elle og så videre) og et par radio- og tv-stationer. Hachette var blevet en multimediekoncern, og aktiens værdi var tidoblet.

Jean-Luc Lagardère døde i 2002, men sønnen Arnaud overtog det hele og lidt til og kunne 16. marts 2003 stolt erklære: »Nu er jeg den mægtigste mand i Frankrig«. For at markere, at intet herefter var umuligt, begyndte han også at handle med mennesker og købte romanforfatteren Michel Houellebecq fri af et andet forlag for den nette sum af 7,3 millioner kroner (1 million euro), som var han en fodboldstjerne.

Lagardèrekoncernen var for to år siden tæt på at få eneret på at drive forlag i Frankrig, fordi man gik efter det allerstørste forlagskonglomerat, Editis. Initiativet blev kun stoppet takket være kommissionen i Bruxelles, der vogter over tendenser til monopoldannelser. Lagardère blev tvunget til at sælge fra, og her var det, Seillière kom ind i billedet med et bud på en del af bogimperiet Editis. Han fik det og fandt pludselig sig selv som sit lands næststørste forlægger med en omsætning, der omsat til danske kroner løber op i 4 milliarder (det dobbelte af det samlede danske bogsalg). Lagardère var stadig suverænt den største med en omsætning på cirka 10 milliarder.

Den franske mediekoncentration rejser naturligvis flere bekymrede spørgsmål. Kan man stole på en mediekoncerns anmeldelser af egne bøger i egne magasiner? Vil man styre produktion og distribution ud fra massesalgets strategier og udelukkende tænke på afkast? Saboterer man de små, uafhængige boghandleres eksistensgrundlag ved at etablere bogsupermarkeder, hvor kunderne må klare sig med selvbetjening?

Mens man overvejer disse spørgsmål, kan man forvisse sig om, at verden endnu består, trods ændringer i ejerforholdene, når man - ikke så sjældent - møder den fremragende editor eller den meget kultiverede boghandler. Hvorfor skulle de nye ejere egentlig ikke være interesseret i fortsat at satse på sådanne typer? Den boghandel, hvor jeg helst kommer i Paris, hedder Comme un roman og ligger 27, rue de Saintonge. Den ejes af Karine Henry, der kan tale i timevis om efterårets bøger, så man ikke er i tvivl om, at hun har læst dem alle sammen. Hun inviterer aktuelle forfattere, der gerne kommer og præsenterer deres nye bog, og det hele ender dionysisk med, at Karine skænker vin til hele butikken. I København har dette koncept også bredt sig i de senere år, f.eks. Paludan Bog og Café i Fiolstræde, Chester Bogcafé på Christianshavn og flere andre.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med de fabrikslignende FNAC-boghandeler, hvor jeg i tidens løb har købt rigtig mange bøger, bare fordi de gav 10 procent rabat. Jeg lover at jeg aldrig skal gøre det mere! Sammenlignet med Karine Henrys bogtempel er stemningen i FNAC som på en østtysk banegård inden Murens fald.

Ifølge det officielle register eksisterer der i dag mere end tre tusinde franske forlag. Alle og enhver kan jo finde ud af at udgive en bog. Man skal bare sende et manuskript til et trykkeri, hvorefter man efter et par ugers forløb modtager det antal eksemplarer, man har bestilt. Og det er oven i købet ikke særlig dyrt. I de sidste 15 år er omkostningen ved den del af processen faldet til en tiendedel.

Det svære er at få bogen markedsført og distribueret. Hertil kræves et helt apparat af reklamefolk, en vågen og intelligent presse, kompetente boghandlere og så videre. Desuden må man have adgang til en effektiv og driftssikker teknologi, der gør det muligt at fiske en enkelt bog frem ad gangen fra et lager med mange tusinde titler. Der bliver først sammenhæng (og rentabilitet) i forlagsdrift, hvis man kan sætte sig på så meget som muligt af fødekæden: forlag, distribution, boghandel, presse, radio, tv-stationer. Denne logik har for Frankrigs vedkommende medført, at der i dag kun findes to virkelig store forlagsgrupper: Hachette og Editis, og fire mellemstore: Flammarion, Albin Michel, La Martinière-Le Seuil og Gallimard. De sidste har en omsætning på hver omkring 1,5 milliarder kroner.

Den franske koncentration i forlagsverdenen svarer på mange måder til det, vi har oplevet i Danmark, hvor tre forlag dominerer, efter at de hver for sig har opkøbt en række mindre forlag: Gyldendal er det største med en omsætning på 650 millioner, Aschehoug nummer to med 450 millioner, Bonnier nummer tre med 230 millioner. Af mellemstore forlag har vi Politiken (100 millioner) og det familieejede Borgen (60 millioner). Det samlede danske bogmarked har en værdi af 2 milliarder, men overskudsgraden på 2,3 procent får ikke udenlandske investorer til at stå i kø, selv om det engelske Blackwell har været inde at købe Munksgaard (senere solgt til Gyldendal) og den svenske mediekoncern Bonnier bl.a. har købt Lindhardt og Ringhof, Børsens Forlag og Akademisk Forlag. Alt sammen ifølge branchetidsskriftet Bogmarkedet.

Den store forskel mellem danske og franske forlag er, at de største forlag hos os (endnu?) ikke har udviklet sig til multimediekoncerner, selv om visse tendenser peger i den retning, især i Egmontgruppen (som bl.a. Aschehoug og Nordisk Film hører under) og Bonniergruppen, som i moderlandet Sverige har interesser i aviser, tv-kanaler og svensk filmindustri. Politikengruppen, som især dækker feltet fra forlag til avisdrift, har også vist interesse for elektroniske medier (mulig køber til TV 2).

Gyldendal, der holder sig til egentlig forlagsvirksomhed, har en original struktur, som skulle sikre det