Forleden udtalte jeg i et interview med Berlingske, at jeg ville tilbage til filmarbejdet og derfor ikke kunne forlænge min periode som direktør for Aveny-T efter sæsonen 2005. I den forbindelse havde jeg også et par kritiske kommentarer til teatret og dets kritikere, hvilket i Politiken blev til, at jeg »smækkede med døren«, hvad jeg bestemt ikke gør - tværtimod. Arbejdet på Aveny-T har været en meget stor oplevelse, kunstnerisk og socialt, og Jon Stephensen og jeg har sammen med talentfulde medarbejdere og dygtige kunstnere ført den ene succesfulde forestilling hen over scenen efter den anden, og det vil forhåbentlig fortsat ske. Men mine udtalelser, specielt om teatrets kritikere, fik en række solide og kloge autoriteter på teaterområdet til at reagere på mine udtalelser - nogle enige, andre uenige - og et par stykker blev virkelig meget, meget vrede. Jeg er naturligvis ikke den mand, som alene stiller diagnosen for teatrets tilstand i det her land, men jeg har en række erfaringer, høstet qua mit ret bredspektrede arbejde. Det gør dem ikke nødvendigvis rigtige, men måske da så en lille smule interessante for dem, der er 'på' det med teater og film. Som én af de få i Danmark har jeg nemlig som instruktør/forfatter arbejdet næsten lige meget med både film, teater og radio/tv. Jeg måler tillige 1,86 - ikke Michael Jordan-høj, men dog høj nok til, at hvis jeg står på tæer, så har jeg et nogenlunde udsyn over horisonten på de kunstarter, som jeg nyder det store privilegium at arbejde med. Lige siden jeg for alvor begyndte at lave teater i 1998, har jeg erfaret, at netop inden for denne kunstart er der talrige meninger om, hvad teatret må, kan, skal og bør. Der er kloge folk, som eksempelvis forsøger at lave påbud om, hvordan man må spille Shakespeare, og der er kritikere, som forlanger en vis type stykker, føler afsky for en vis genre, stiller krav om særlige temaer, harcelerer over teatrenes mere eller mindre odiøse eller poppede måder at sælge sig selv på og så videre. Det har kort sagt slået mig, hvor få kritikere det egentlig er, der skriver om teatret, og med hvor stor kraft de gør det. Og deres indflydelse er betydelig. Ofte for betydelig i forhold til den måde, hvorpå de påvirker teaterproducenter, dramatikere og skuespillere. For alle tager dem naturligvis alvorligt. De udgør en meget lille gruppe, som derved, upåagtet hvad publikum mener eller efterspørger, er med til at sætte agendaen for, hvilket teater der skal spilles, motiveres, hyldes eller nedgøres, og jeg har ikke i nogen andre kunstarter oplevet en så dogmatisk kritik, der handler om, hvad man må, kan, skal og bør. Stig Jarl, lektor på teatervidenskab på Københavns Universitet og et virkelig begavet teatermenneske, mente i kølvandet på mine udtalelser forleden, at man sikkert ikke er så interesseret i at kritisere kritikerne, hvis man ellers får god kritik af dem. Det er muligt, men hvis det er sandt, så er det jo faktisk ret farligt - ikke bare for teatret, men især for dets publikum. For meget ofte oplever man, hvordan der er en meget lang rejse mellem det, kritikken mener, og det, publikum elsker. Noget, der nemt kan blive til foragt for publikum. Jon Stephensen og jeg bragte publikum ind i vores formålsparagraf, og har aldrig rørt en forestilling eller et tema, medmindre vi havde en klar ide om, hvordan den skulle formidles, og til hvem den skulle fortælles - og hvordan. Respekten for publikum blev gengældt - i og med at de fyldte vores teater. En anmelder mente, vi var sådan lidt »revyagtige« - næppe - men vi har ganske rigtigt skabt moderne farverig dramatik i moderne temaer om død og tidens travlhed, narcissistiske aktuelle prototyper, pjalteproletariske fjolser, avantgardistisk humor og ny dans. Nemt nok at lefle for sit publikum på den måde! Jeg har i al min tid hørt om denne 'leflen', som man så ofte bliver advaret imod i teatret. Jeg lukker øjnene og forsøger at forestille mig, hvordan sådan en 'lefler' egentlig ser ud: Jeg ser, hvordan den kommer krybende ind under publikumsrækkerne med en lang og slimet lyserød tunge, som den stikker op gennem små sprækker i sæderne og kildrer publikum unævnelige steder med, hvilket afstedkommer så stor fryd eller kluklatter hos publikum, at de er i stand til at æde hvad som helst ... I virkeligheden er denne angst for det 'leflende' vel egentlig resterne af den venstrefløjsideologi, som lænede sig op ad filosofier som 'opium for folket' - den første, vi lærte, og som siden hen i sluthalvfjerdserne fødte det magelige begreb 'falsk bevidsthed', som var virkelig anvendeligt, når nu folket ikke ville mene, hvad vi mente, folket skulle mene. Reminiscenser af den art er vel det, vi stadig hører, når alle vender sig forskrækket om, ser op og skriger: »Aaaah pas på! Det er lefleren!!!«. Sagen er, at jeg ikke ved, hvem der 'lefler' for publikum? Jeg kender ikke engang nogen, der ved, hvordan man gør det. Måske kender jeg nogen, der gerne ville gøre det - måske oven i købet nogen, der har prøvet, men jeg garanterer: De har aldrig kunnet. Simpelthen af den årsag, at publikum er for intelligent! Ja, så er det sagt: Publikum er simpelthen for begavet. Publikum hader nemlig at blive leflet for, men elsker til gengæld at blive taget alvorligt og at blive udfordret, også når vi taler om underholdning, også når vi taler om Beckett. På den måde giver det ikke mening at diskutere kvalitetsforskelle mellem letbenede musicals og højpandede snakkestykker, hvis begge dele er gjort ud af et troværdigt og ærligt hjerte. Det er nemlig ikke nemt at skabe solidaritet mellem en forestilling og dets publikum. Det er til gengæld meget nemt at gøre det modsatte. Når man alligevel oplever, at publikum sikkert oftere går ind og ser en dårlig underholdende forestilling end en dårlig seriøs - så er det nok, fordi det trods alt er sjovere at kede sig til noget, der prøver at være sjovt, end at kede sig til noget, der prøver at være alvorligt. Derimod hører jeg aldrig nogen tale om »den store fare ved at lefle for kritikerne«. Den, som Stig Jarl tidligere var inde på. Kan man det? Kan man skabe velanmeldte stykker, som hyldes til skyerne for deres vovemod, deres dybde og komplekse psykologi, deres avantgardisme, og som til gengæld skræmmer publikum skrigende i havnen!? Kan man det? Jeg ved i hvert fald, hvor ofte jeg har oplevet publikum som gidsler i et teater, med blikket stift rettet mod det lysegrønne 'Ud'-skilt, fordi abstrakte tåger for længst har kvalt al vejrtrækning. Og når de endelig bliver sluppet fri, kan man høre venlige replikker som: »Jeg er da glad for, at jeg fik det set«, eller »Men de spillede da i det mindste godt«. Et almindeligt DST-teater ville gå konkurs i dag på det grundlag. Det Kongelige Teater har i mange år kunnet overleve uden at skulle skele til publikum. Det siger jeg ikke for at være skadefro eller ond mod Det Kongelige eller for at vække Mikkel Harders eller Michael Christiansens vrede. Absolut ikke. Jeg respekterer dem begge højt, men teatrets skuespilscene har i mange år fulgt en kunstnerisk linje eller konsekvens, som ikke var specielt interesseret i publikums gunst, og som hellere satte en ære i at definere egne behov, indimellem til stor frustration for skuespillerne, men vel med endnu mere alvorlig konsekvens for publikum - både for dem, som kom, og for dem, som udeblev. Det Kongelige Teater bør jo netop ikke, efter min mening, være specielt Kongeligt, men derimod ganske folkeligt - forstået på den måde, at det, eftersom det er defineret som Hele Danmarks Teater, også bør leve op til den forpligtelse at bruge sin grænseløse frihed i solidaritet med det store publikum, som betaler for, at teatret findes. Lad os nu bare antage, at jeg har ret omkring kritikerne: at ganske få mennesker definerer, hvad der er god smag og godt teater, uden at man må sætte spørgsmålstegn ved deres jugement. Så er jeg bange for, at vi netop ser kritikken forvandle sig til 'sit eget værk', et til tider snarere selvpromoverende skrift end væsentlig kritik - kritik, som kan tjene både teatret og dets publikum og i sidste ende kunstneren, som virkelig har brug for pejlinger, inspirationer og indimellem også et gevaldigt spark i røven. Hvis kritikeren ikke kan se noget formål med sin kritik, hvis ikke han eller hun reelt har et bud på bedre teater, bedre fortolkning, bedre forløsning, så bliver kritikeren reduceret til en giftig underholder, en skrap sag, en akademisk entertainer med stryknin i ærmerne mere end en vejleder, som faktisk gør kritikken brugbar. For kritikkens mål er vel altid, at den er anvendelig, at den retter op på noget og måske oven i købet sætter nye mål? Sådan må det være, hvad enten man kritiserer teatret, sine børn, Fogh eller maden. Og jeg tror faktisk, jeg vil vædde en flaske vinaigre på, at nogle af disse selv samme anmeldere hyler op i forargelse, når Henrik Qvortrup og Se og Hør stikker et kamera ned i folks underbukser, før de er røget til vask. Jeg vil hævde, at der kun er en ganske lille universitetsgrad til forskel på de to faconer at ydmyge andre mennesker på. Men anmeldere, som faktisk anmelder, findes - eller fandtes! De servicerer deres læsere og også kunstnerne. Jens Kistrup gjorde det næsten til en stil. Han kunne være lynende uenig, men brugte tid på at beskrive stykkets eller spillernes intentioner for derefter at redegøre for, hvorfor de ikke holdt. Kistrup var en anmelder, der satte intention over for forløsning, og han gjorde det sjældent på en perfid og ondskabsfuld måde. Han kunne ganske vist sove en hel forestilling igennem, men så havde det nok sine grunde. Magt er jo ikke noget, man skal nyde eller blive begejstret over, at man har. Magt er noget, man skal forvalte, så vi andre kan få gavn af, at de har den. Der er altså forskel på at kritisere og på at knuse. Kunst, som ikke ejer et publikum - er et postulat. Der findes ingen kunst, som har overlevet et manglende publikum: det være sig Shakespeare, Beatles, Beckett, Duchamps eller Stravinsky. Uanset hvor outreret poppet, kompliceret eller folkelig den har været - så har kunsten altid kun overlevet på et eneste princip: sit publikum. Uden - ville den blive glemt. For snart 10-15 år siden befandt dansk film sig i et lidt halvlummert klipperum nede i bunden ad gangen til venstre. Der udkom cirka 10 spillefilm om året, og ud af dem var der gerne to, som var interessante, men ikke altid nogen, som kunne få publikum i biografen. Efter folkekomediernes død var filmene blevet seriøse og jog disse år med hårdhændet alvor med få smukke undtagelser folk ud af biograferne. Men i starten af halvfemserne begyndte både producenter og et voksende Filminstitut at rejse en række krav til dansk spillefilm. Både institut og producenter begyndte at indføre succeskriterier, og det vækkede naturligvis også rama-skrigerne. Pludselig ville man til at måle en film op imod det publikum, den skulle vises for! Man ville se budgetter for markedsføringen af filmen, man lavede estimater på billetsalg, man screenede filmene for et preview-publikum for at måle effekten af filmen, før man udsendte den, og så videre. Der skete så at sige dét, at man erkendte publikum. Man erkendte, at et massemedie bør henvende sig til masserne, og denne erkendelse af mediets grundvilkår - eller lad os bare sige: Dette krav til mediet om at være medie fik producenterne til at tænke nyt, mere ambitiøst, skabe nye ideer og nye vilkår og fik måske dem siet fra, som havde holdt sig i live ved hjælp af uanvendelig mystik, sorte rande under øjnene, tågesnak, tomme, abstrakte blikke og indadvendt tungetale. Lars von Trier havde lavet meget svære film, indtil en af mine kolleger i TV-Drama en dag sagde til ham: »Du skal sgu da lave en spøgelsesfilm!«. Og det gjorde Lars så, skabte mesterværket 'Riget' og fandt de episke nøgler, som han betjener sig så storartet af i dag. Det har ikke betydet leflen for publikum, men at man inddrog bevidstheden om, at de var der. Det gjorde dansk film levende og kommunikerende og førte til både eksport og anerkendelse over hele verden. Denne frugtbare selvsikkerhed hersker i dag, og der findes ingen grænser for, hvad det kan udvikle sig til, for filmen må, kan, bør og skal det hele. Derfor er den elsket og hjemsøgt af det bedste unge fortælletalent i landet, og begejstringen deles hele vejen rundt af publikum, kritikere og kunstnere i fællesskab. Ingen bør forhindre, at teatret gør det samme. Der skete også noget andet dengang: Dansk tv begyndte også at erkende publikum. Da jeg i sin tid tiltrådte som chef for TV-Drama, nåede jeg at opnå heftig kritik for at skifte navnet fra TV-Teater til TV-Drama. Et signal om at annullere det klassiske enkeltspil, som ellers havde været en sikker kulturborg i institutionen. Ikke fordi jeg havde noget imod det klassiske, men vi fandt ikke, det var på tv, det blev formidlet bedst. I en ny tid med et nyt mediebillede var det tydeligt at se, at TV-Drama måtte konkurrere på nye vilkår for at kunne nå og respektere sit publikum. Konsumtion og perception var (og er) i bevægelse, og derfor slog vi dengang fast, at det nu måtte være tv-serien, der skulle satses på. Senere bragte både visionære og pragmatiske producenter i TV-Drama en lang række succesfulde serier over skærmen, baseret på alle dramaets dyder målrettet det magiske ord: publikum. Tilbage på teatret ved jeg godt, at man kan fremvise flotte besøgstal. Der er gudskelov stadig mange (især ældre), der går i teatret, for der findes også mange gode forestillinger. Men der bliver stadig lukket teatre og skal sikkert også lukkes flere. Teatret i Danmark er ikke en progressiv størrelse som filmen - hverken voksende i popularitet eller voksende af det talent, som af gode grunde hovedsageligt søger til filmen. Kritikerne har også et ansvar for, at teatret ikke lukker, men lukker op til virkeligheden, som den kommunikerer i dag. De har pligt til at fange de muligheder, der afprøves, ikke ud fra gammel vane, men med frivol nytænkning i sync med publikum. Det giver ingen mening at diskutere, hvad man må, kan, bør og skal med teatret. Om man må tage Shakespeare forfra eller bagfra eller fra siden - for han skal bare tages - nogle gange højtideligt, andre gange for det, han også er: ren underholdning. Begge dele i respekt for den tid, hvori vi spiller - den tid, vi tager fra publikum - den tid, som vi er forpligtet til at give dem tilbage i en smukkere tilstand, end da de gav den fra sig.