Kære sundhedsminister, Som tilbagevendende klient i det psykiatriske system har jeg ofte knaldet panden mod en systemvæg. Og det gør allerhelvedes ondt, når man i forvejen kæmper en kamp mod de indre dæmoner. Jeg har det, der hedder en personlighedsforstyrrelse. Kort fortalt betyder det, at jeg er følelsesmæssigt ustabil. I min færden gennem det psykiatriske system har jeg set hjerteskærende mange mennesker falde igennem de store huller, der er i det sikkerhedsnet, som burde være fintmasket. Og de steder, som faktisk fungerer, er genstand for politikernes sparesabel. Det får mig til at undres. Det kan næsten virke, som om samfundet vender det blinde øje til en gruppe mennesker, som i virkeligheden ikke kan råbe særlig højt selv, og som derfor er ganske ufarlige. De psykisk syge og deprimerede bruger nemlig deres energi på bare at stå op om morgenen og overbevise sig selv om, at selvmord ikke er en løsning, eller på at finde ud af, hvad der er virkelighed. Og hvis den er rigtig gal, væver de sanseløst gennem livet og gør skade på sig selv og andre. Jeg har endnu ikke ødelagt mit ydre pæne borgerlige liv. På grund af min uddannelse måtte jeg for et år siden afbryde mit behandlingsforløb på Klinik for Angst og Personlighedsforstyrrelse ved Psykiatrisk Hospital i Århus. Men det er begyndt at skride igen. De indre dæmoner er begyndt at vise deres forvrængede ansigter, og jeg frygter, at det som så mange gange før kan ende med en depression og presserende tanker om selvmord. Ti procent af dem, der får diagnosen personlighedsforstyrrelse, dør af tilstanden. De begår selvmord. Jeg har lært faresignalerne at kende. Jeg får vredesudbrud over ubetydelige ting. Det bliver sværere at stå op, og mange dage er jeg tynget af, at livet synes totalt frarøvet al form for mening og logik. Mit indre øje pines med billeder af mig selv, der begår selvmord. Jeg kontakter af samme årsag for to måneder siden min læge, som skriver en henvisning til distriktspsykiatrien i Valby. Den bliver bakket op af min tidligere terapeut fra Århus. Jeg råber vagt i gevær, fordi jeg kan se, at det snart kan ramle igen. Men der er ikke noget behandlingsforløb i København for sådan nogle som mig. Jeg er nemlig hverken skizofren eller psykotisk. Eller, som distriktspsykiatrien i mit område sagde til min læge, jeg er ikke »tung« nok. Efter at min læge havde sendt dem en femlinjers henvisning, tog det dem 13 dage at afvise henvisningen - dog uden at tale med mig. Jeg fik først at vide, at jeg ikke passede ind, da jeg ringede til dem, fire dage efter at de havde sendt henvisningen retur. Og de har da ret i, at jeg ikke er en af dem, der er hårdest ramt. Udadtil ligner mit liv et gennemsnitligt og velfungerende liv. Jeg har min egen lejlighed, en kæreste, gode venner, er under uddannelse og er i al beskedenhed ikke den sløveste kniv i skuffen. Dem, der ikke er tæt på mig, mine tanker og følelser, ville umiddelbart vurdere, at jeg er et harmonisk velfungerende menneske. Udenforstående pejler mig ofte til at være et produkt af en klassisk kernefamilie. Det kan skyldes, at jeg fik en sproglig studentereksamen med et gennemsnit på 10,4. Jeg lever i det hele taget et ret normalt liv. Rejser lidt. Fester lidt. Jeg gennemfører den første del af min uddannelse i Århus, får stadig fine karakterer, selv om jeg bliver en hyppig gæst på psykiatrisk skadestue. Jeg har altid evnet udadtil at fremstå som velfungerende og harmonisk, også selv om jeg var ved at gå i stykker indeni. Det kan jeg takke den del af mig for, der altid har følt, at jeg var unormal. Jeg har gættet mig frem til, hvad normal opførsel er, ved intenst at observere andre mennesker og putte dem i 'kasser'. Jeg har åbenbart været god til at gætte. Vi kan kalde det en overlevelsesstrategi. Min indre historie har en anden og mørkere klang. Vi skal tilbage til de første år i mit liv for at finde årsagen til, at jeg i dag kan gå amok, når tingene ikke arter sig, som jeg har planlagt det, og at jeg bliver så ked af det, at jeg føler, livet er ligegyldigt, og bliver bange for, at jeg kan finde på at springe ud ad vinduet eller at hoppe ud foran toget, når jeg står på perronen på Valby Station. Jeg er barn af en kvinde, der i perioder drak meget og røg pot fra marken i baghaven. Min far var psykisk syg og landevejsridder. Når han ikke var indlagt på hospitalet med sit tungsind, spillede han guitar og tegnede. Det levede han af. Mine forældre flyttede fra hinanden, da jeg var spæd, men jeg så stadig min far indimellem. Jeg var glad for ham. Men desværre svigtede han totalt; han fik mig til at tro, at det var normalt at have samleje med mig - hans treårige datter. Da min mor finder ham sovende med hovedet mellem mine nøgne ben, er hans rolle som min far forbi - han får aldrig lov at se mig mere. Han hænger sig selv, da er jeg fem år. Min mor dør et år senere af en overdosis af smertestillende medicin og sprut, da jeg lige er startet i børnehaveklasse. Min daværende stedfar og jeg har forsøgt at kortlægge den dag sammen. Og det var vist ikke overlagt selvmord. Det er alt sammen hændelser, der højst sandsynligt har været med at til at skabe en forstyrrelse i min personlighed. Situationer, der gør, at jeg tror, mine følelser er forkerte, mit indre og ydre billede hænger ikke sammen. Jeg føler mig ofte udenfor og alene, selv om jeg faktisk ikke er det. Nogle gange føles det, som om det er min skæbne at gå i mine forældres fodspor, at jeg skal dø ung. Siden min mors død i 1985 har jeg boet hos min moster, hvor mit liv har været som de fleste andres - trygt og stabilt. Og mine teenageår går nærmest stille hen. Men sådan blev det ikke ved. Jeg er 25 år og har nu været i systemet i fire år og har undervejs haft fire forskellige læger på grund af flytninger i forbindelse med min uddannelse. Og der er umådelig stor forskel på deres vilje til at hjælpe og ikke mindst på deres viden om de muligheder for behandling, der er. Generelt har ingen af dem haft kendskab til de muligheder, der er for sådan en som mig. Inden jeg endte på Klinik for Angst og Personlighedsforstyrrelse i Århus, måtte jeg bokse med min læge. Det er godt to år siden. Jeg henvendte mig til min læge, da jeg var begyndt konstant at have ondt i maven og hjertet, og tomrummet i mig voksede. Han sagde, at det eneste, han kunne gøre, var at give mig medicin. Jeg måtte forbi psykiatrisk skadestue og den århusianske afdeling af Center for Forebyggelse af Selvmord, før man fandt ud af, hvor jeg skulle placeres. Her fik jeg diagnosen - personlighedsforstyrrelse. Man var et øjeblik i tvivl om, om jeg havde arvet min fars maniodepressivitet. Men nej. Og heldigvis for det. En personlighedsforstyrrelse har det med at aftage, som man bliver ældre, har jeg læst. Men i Århus var der faktisk et system, der virkede. Jeg blev taget alvorligt og diagnosticeret og fik tilbudt et toårigt terapiforløb. Inden jeg kom til Århus og fik min diagnose, var jeg to år forinden i behandling i København for selvmordstanker og depression. Men da var jeg også kommet langt ud. I flere måneder havde jeg kronisk en indre film kørende, hvor jeg tog mit eget liv. Det kulminerede fredag 13. oktober 2000, hvor jeg stod med morfinpiller i den ene hånd og telefonrøret i den anden. Heldigvis vandt telefonen. Jeg ringede til min bror, der efterfølgende kørte mig på psykiatrisk skadestue. Men det betød også, at jeg ikke kunne få hjælp til en psykolog. Jeg brugte omkring 35.000 til at betale en privatpraktiserende psykolog. Jeg havde nemlig ikke forsøgt at tage mit eget liv. Var 'kun' lige ved og kan derfor ikke tildeles støtte til en psykolog. Adskillige i samme situation kan fortælle, at deres læger ikke skelner mellem alvorlige selvmordstanker og egentlige forsøg. Jeg nævner det ikke, fordi jeg vil hænge min læge ud. Hun overholdt jo faktisk bare reglerne. Men det er regler, der ikke giver mening i mit univers. Gad vide, hvor mange man kunne holde ude af det tunge psykiatriske system, hvis lægens behandling med antidepressiver blev kombineret med en psykolog? I København blev jeg efter min første tur på psykiatrisk skadestue indlagt tre uger i døgnbehandling på Center for Forebyggelse af Selvmord og siden hen seks uger på Stolpegård, som er et afsnit under Gentofte Sygehus. Her bliver mennesker med depression, spiseforstyrrelser og incest i bagagen behandlet. Et af de få steder, hvor sådan nogle som mig har mulighed for et intensivt forløb. Jeg vil lige nævne, at Stolpegård i al den tid, jeg har haft kendskab til stedet, har været udsat for nedskæringer og været lukningstruet. Og jeg forstår det ikke. Her bliver piger, der hele deres liv er blevet seksuelt misbrugt, mens samfundet har vendt sit blinde øje til, behandlet. Og hvis man lukker det sted, vender man dem for alvor ryggen. Og til hvilken nytte? Med rettidig og korrekt hjælp kan jeg og andre undgå at blive en byrde for samfundet. Efter mit forløb på Stolpegård var jeg igen overladt til mig selv. Og det var her, jeg så var ude at bruge en mindre formue på terapi. Og selv om Stolpegård var et udmærket tilbud, ville det ikke være løsningen lige nu. Det ville betyde, at jeg skulle afbryde min uddannelse, og det ville nok gøre mere skade end gavn, og jeg er ikke derude, hvor det har udviklet sig til en depression. Endnu. Mens jeg har ventet på systemet, har jeg været på den første tur forbi psykiatrisk skadestue, fordi mine nedture er begyndt at blive så heftige, at jeg bliver bange for, hvad jeg kan finde på. Jeg har indtil videre fået en forsamtale på Bispebjerg psykoterapeutiske afdeling. Der er en måneds ventetid på en forsamtale, og hvis de godkender mig, så er der op til et halvt års ventetid på et egentligt terapeutisk forløb. Jeg har fået navne på forskellige privatpraktiserende psykiatere og en henvisning fra min læge. De psykiatere, jeg har ringet til, har tid i marts eller april. Jeg kontaktede faktisk min læge i god tid. Men der er bare ikke ressourcer i det københavnske system til sådan en som mig, og jeg kan stadig ikke få en henvisning til en psykolog. Men jeg kan ikke vente et halv år. Jeg kan ikke lade være med at smile af, at jeg gennem mit liv har fået kastet indlæg til skoene i baghovedet - betalt af kommunen, fordi jeg er platfodet. Det koster minimum 1.500 kroner at få støbt sådan et sæt. Men jeg kan ikke få hjælp til behandling af min psykiske lidelse. Jeg har aldrig hørt om nogen, der er død af at være platfodet. Men jeg har hørt om folk, der blev så kede af det, at de døde. Mine forældre gjorde det. Jeg henvender mig til dig, sundhedsministeren, fordi du er øverste led i denne sammenhæng, og jeg opfordrer til, at du lytter til klienterne i det psykiatriske system. Se på mig - se på os. Vi kan berette om astronomiske huller i systemet. Hvordan kan det være, jeg kan få hjælp i Århus, mens jeg i København ikke kan og i hvert fald selv skal punge ud? Hvordan kan det være, at praktiserende læger slet ikke ved, hvilke muligheder der er? Selv om medicin muligvis kan hjælpe nogen, er det langtfra en løsning på alt. Jeg er bare en af mange, og heldigvis for mig har jeg mulighed for at låne penge i banken til selv at betale en psykolog 720 kroner i timen. Jeg har en familie, en kæreste og gode venner, der holder fast i mig og holder mig ud. Det kan nemlig være svært at holde mig ud, når mørket får taget over. Men det er langtfra alle, der er så heldige at have et netværk. Hvad med dem? Hvis man forestiller sig, at de ikke har den samme evne til selv at opsøge hjælp og blive ved, er det ikke usandsynligt, at rigtig mange bliver ladt i stikken. Men hvis du i stedet lyttede til mig og andre, kunne man få kortlagt, hvordan de nuværende ressourcer kan bruges bedst muligt. Måske vi kunne afværge, at endnu flere falder gennem det sikkerhedsnet, der slet ikke er så finmasket, som man kunne ønske?